1

¹ Jesu Kristi aabenbaring, som Gud gav ham forat vise sine tjenere, hvad der snart skal ske, og som han betegnede ved sin engel, som han udsendte, for sin tjener Johannes,

² som har bevidnet Guds Ord og vidnesbyrdet om Jesus Kristus, alt, hvad han har seet, baade hvad der er og maa ske efter dette.

³ Salig er den, som læser, og de, som høre profetiens Ord og gjemme, hvad der er skrevet deri. Tiden er nemlig nær.

⁴ Johannes til de 7 menigheder i Asien. Naade være med eder og fred fra ham, som er, og som var, og som kommer, og fra de 7 Aander, som ere foran hans højsæde;

⁵ og fra Jesus Kristus, det tro vidne, den førstefødte af de døde, jordens kongers fyrste, han, som elskede os og i sit blod aftvættede os fra vore synder,

⁶ og gjorde os til et kongedømme, til præster for Gud og hans Fader. Ham være herligheden og magten i al evighed! Amen.

⁷ Se, han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham, også de, som gjennemstunge ham, og alle jordens stammer skulle veklage over ham. Ja, Amen!

⁸ Jeg er A og Ø, siger Gud Herren, den som er, og som var, og som kommer, den Almægtigske.

⁹ Jeg Johannes, eders broder og meddelagtig i trængslen og i riget og taalmodigheden i Kristus Jesus, var paa den ø, som hedder Patmos, for Guds Ords skyld og for vidnesbyrdet om Jesus Kristus.

¹⁰ Jeg henrykkedes paa Herrens dag, og jeg hørte en høj røst bag mig, som af en basun,

¹¹ som sagde: skriv, hvad du seer, i Bog, og send de 7 menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamos og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.

¹² Og jeg vendte mig for at se røsten, som talede med mig, og da jeg vendte mig, saae jeg 7 guldlysestager,

¹³ og i midten af de 7 lysestager en, som lignede en menneskens Søn, iført en sid kjortel og ombæltet under brystet med guldbelte;

¹⁴ men hans hoved og haar vare hvide, som hvid uld, som sne, og hans øjne som ildslue;

¹⁵ hans fødder lignede malm, som de vare støbte i ovn, og hans røst var som lyd af mange vande;

¹⁶ i sin højre holdt han 7 stjerner, og af hans mund udgik et hvast tveægget svard, og hans aasyn straalede som solen i sin kraft.

¹⁷ Da jeg saae ham, faldt jeg som død ned ved hans fødder; men han lagde sin højre haand paa mig og sagde: frygt ikke, jeg er den første og den sidste

¹⁸ og den levende; jeg var død, men se, jeg lever i al evighed. Amen! Og jeg har dødens og hels nøgler.

¹⁹ Beskriv altsaa, hvad du saae, baade hvad der er, og hvad der skal ske efter dette,

²⁰ de 7 stjerners hemmelighed, som du saae i min højre, og de 7 guldlysestager. De 7 stjerner ere de 7 menigheders engle, og de 7 lysestager, du saae, ere 7 menigheder.

2

¹ Skriv til engelen for menigheden i Efesos: Dette siger han, som holder de 7 stjerner i sin højre og vandrer mellem de 7 guldlysestager:

² Jeg kjender dine gjerninger og dit arbejde og din taalmodighed, og at du ikke kan fordrage de onde, og du har prøvet dem, som sige, at de ere apostle, og ere det ikke, og du fandt, at de vare løgnere;

³ og du har holdt ud og har taalmodighed ved mit navn, og du blev ikke udmattet;

⁴ men jeg har det imod dig, at du har forladt din første kjærlighed.

⁵ Husk derfor paa, hvorfra du er falden og vend om, og øv de første gjerninger! men hvis ikke, kommer jeg hastig over dig, og jeg vil flytte din lysestage fra hans sted, hvis du ikke omvender dig.

⁶ Dog det har du, at du hader Nikolaiternes gjerninger, som jeg også hader.

⁷ Den, som har øre, høre, hvad Aanden siger til menighederne! Den, som sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som er midt i min Guds paradis.

⁸ Skriv til engelen for menigheden i smyrna: Dette siger den første og den sidste, han, som var død, men er bleven levende:

⁹ Jeg kjender dine gjerninger, din trængsel og fattigdom - skjøndt du er rig og bespottelsen af dem, som sige, de ere jøder, og ere det ikke, men satans skole.

¹⁰ Frygt ikke for det, du skal lide. Se, djævelen vil kaste nogle af eder i fængsel, forat i skulle fristes, og i skal have trængsel i 10 dage. Vær tro intil, død, saa vil jeg give dig livets krone.

¹¹ Den, som har øre, høre, hvad Aanden siger til menighederne! Den, som sejrer, skal ikke skades af den anden død.

¹² Skriv til engelen for menigheden i Pergamos: Dette siger han, som har det hvasse tveæggede sværd:

¹³ Jeg kjender dine gjerninger og hvor du boer, hvor satans højsæde er, og du holder fast paa mit navn og fornægtede ikke min tro i de dage, Antipas var mit tro vidne, som blev dræbt hos eder, hvor satan boer.

¹⁴ Men jeg har lidet imod dig, at du der har nogle, som holde ved Bileams lære, han, som lærte Balak at lægge stød for Israels børn, saa de spiste afgudsofre og bedreve hor;

¹⁵ saaledes har du også dem, som holde ved Nikolaiternes lære.

¹⁶ Vend om paa samme maade! hvis ikke kommer jeg hastig over dig, og jeg vil krige mod dem med min munds sværd.

¹⁷ Den, som har øre, høre, hvad Aanden siger til menighederne! Den, som sejrer vil jeg give at spise af det skjulte manna, og jeg vil give ham en hvid sten og et nyt navn skrevet paa stenen, hvilket ingen kjender uden den, som faaer det.

¹⁸ Skriv til engelen for menigheden i Thyatira: Dette siger Guds Søn, der har øjne som ildsluer, og hvis fødde ligne malm:

¹⁹ Jeg kjender dine gjerninger, din kjærlighed, tro og tjeneste og din taalmodighed og dine sidste gjerninger, flere end de første.

²⁰ Men jeg har det imod dig, at du taaler din kvinde Jesabel, som kalder sig selv profetinde, og lærer og forfører mine tjenere til at bedrive hor og spise afgudsofre,

²¹ og jeg gav hende tid, forat hun skulde omvende sig; men hun vilde ikke omvende sig fra sit horeri.

²² Se, jeg kaster paa sygeleje, og hendes bolere i stor trængsel, hvis de ikke omvende sig fa hendes gjerninger;

²³ og hendes børn vil jeg slaa ihjel i død, og alle menighederne skal erkjende, at jeg er den, som ransager nyrer og hjærter, og jeg vil give eder, enhver efter eders gjerninger.

²⁴ Men jeg siger eder, de øvrige i Thyatire, alle, som ikke holde denne lærdom, og som ikke kjende satans dybheder, som man siger, jeg vil ikke lægge anden byrde paa eder;

²⁵ holder kun fast paa, hvad i har, indtil jeg kommer!

²⁶ og den, som sejrer og varer paa mine gjerninger til enden, ham vil jeg give magt over hedningerne,

²⁷ og han skal vogte dem med jernspir, ligesom lerkar sønderknuses, ligesom også jeg har modtaget det af min Fader,

²⁸ og jeg vil give ham morgenstjernen.

²⁹ Den, som har øre, høre, hvad Aanden siger til menighederne.

3

¹ Skriv til engelen i Sardes: Dette sige han, som har de 7 Guds Aander og de 7 stjerner: Jeg kender dine gjerninger, at du har navn for, at du lever, og du er død.

² Bliv vaagen og styrk det øvrige, som du er ved at kaste bort. Jeg har nemlig ikke, fundet dine gjerninger fuldkommede for min Gud.

³ Husk derfor paa, hvorledes du har modtaget og hørt, og vaer derpaa, og vend om! Naar du da ikke vil vaagne, vil jeg komme over dig som tyv, og du skal slet ikke vide, hvad stund jeg vil komme over dig.

⁴ Dog har du faa navne i Sardes, som ikke har besmittet deres klæder, og de skulle vandre med mig i hvide klæder, fordi de ere værdige.

⁵ Den, som sejrer, han skal føres i hvide klæder, og jeg vil ingenlunde udslette hans navn af livets Bog, men jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle.

⁶ Den, som har øre, høre, hvad Aanden siger til menighederne!

⁷ Skriv til engelen for menigheden i Filadelfia: Dette siger den hellige, den sanddru, som har Davids nøgle, som lukker op, saa ingen kan lukke den, uden han, som lukker op, og ingen anden kan lukke op:

⁸ Jeg kjender dine gjerninger. Se, jeg har stillet aaben dør for dig, som ingen kan lukke, fordi du har en ringe kraft, men du bevare mit Ord og fornægtede ikke mit navn.

⁹ Se, jeg giver dig nogle af satans skole, som sige, de ere jøder, og er det ikke, men lyve. Se, jeg vil lade dem komme og nedkaste sig for dine fødder og erkjende, at jeg har elsket dig.

¹⁰ Fordi du har bevaret mit Ord om taalmodighed, vil jeg også bevare dig fra den fristelsens stund, som vil komme over hele verden til at friste dem, som bo paa jorden.

¹¹ Jeg kommer hastig, hold fast paa, hvad du har, at ingen skal tage din krone.

¹² Den, som sejrer, vil jeg gjøre til en pille i min Guds tempel, og han skal ikke mere gaa udenfor; og jeg vil skrive min Guds navn paa ham, og min Guds stads, det nye Jerusalems navn, hvilken stiger ned fra himlen fra min Gud, og mit det nye navn.

¹³ Den, som har øre, høre, hvad Aanden siger til menighederne!

¹⁴ Skriv til engelen for menigheden i Laodikea: Dette siger han, som er Amen, det tro og sanddru vidne, Guds skabnings begyndelse.

¹⁵ Jeg kjender dine gjerninger, at du er hverken kold eller varm; gid du var kold eller varm;

¹⁶ som du da er lunken, og hverken varm eller kold, vil jeg spytte dig ud af min mund.

¹⁷ Fordi du siger: Jeg er rig og har overflod og fattes intet, og ikke veed, at du er ussel og elendig og fattig og blind og nøgen,

¹⁸ raader jeg dig, hos mig at kjøbe guld, som er lutret i ild, forat du kan blive rig; og hvide klæder til at kaste om dig, at din nøgenheds skam ikke skal blive blottet; og øjensalve; salv dine øjne, forat du kan se.

¹⁹ Alle dem, jeg elsker, rævser og tugter jeg; vær derfor nidkjær og omvend dig!

²⁰ Se, jeg staaer for døren og banker. Naar nogen hører min røst og aabner døren, vil jeg ogsaa gaa ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig.

²¹ Den som sejrer, vil jeg give at sidde hos mig paa mit højsæde, ligesom og jeg har sejret og sidder hos min Fader paa hans højsæde.

²² Den, som har øre, høre, hvad Aanden siger til menighederne!

4

¹ Derefter saae jeg, og se en dør blev aabnet i himlen, og den første røst, som jeg havde hørt tale til mig som af en basun, sagde: Stig herop! og jeg vil vise dig, hvad der skal ske herefter;

² og strax henrykkedes jeg, og se, der stod et højsæde i himlen, og en sad paa højsædet;

³ han var at se til som en Jaspis og Sardersten, og der var en regnbue trindt om højsædet, at se til som en smaragd;

⁴ og omkring højsædet stod 24 højsæder, og jeg saae de 24 præster siddende paa højsæderne, og de vare iførte hvide klædebon og havde guldkroner paa deres hoveder.

⁵ Fra højsædet udgik der lyn og røster og tordener, og 7 tændte lamper brændte foran hans højsæde, og disse er Guds 7 Aander.

⁶ Foran højsædet var der som et glarhav, der lignede krystal, og midt for højsædet og omkring det var der 4 væsener, som vare fulde af øjne for og bag.

⁷ Det første væsen lignede en løve, og det andet væsen lignede en kalv, det tredje væsen havde ansigt som et menneske, og det fjerde væsen lignede en flyvende ørn;

⁸ og de 4 væsener havde hver især 6 vinger, rundt om og indentil fulde af øjne, og de standsede ikke dag og nat med at sige: hellig, hellig, hellig; hellig, hellig, hellig; hellig, hellig, hellig er Gud Herren Almægstigste, han som var, og som er, og som kommer!

⁹ og naar væsenerne give ham, som sidder paa højsædet og lever i al evighed, ære og pris og taksigelse,

¹⁰ falde de 24 præster ned for ham, som sidder paa højsædet, og tilbede ham, som lever i al evighed, og de nedlægge deres kroner for højsædet og sige:

¹¹ Værdig er du, Herren og vor Gud, den hellige, til at modtage æren og prisen og magten, fordi du har skabt alle ting, og ved din villie ere de og bleve skabte.

5

¹ Jeg saae en Bog i hans højre haand, som sidder paa højsædet, og den var beskreven indvendig og udvendig og forseglet med 7 segl;

² og jeg saae en mægtig engel udraabe med høj røst: Hvem er værdig til at aabne Bogen og løse dens segl?

³ men ingen i himlen eller paa jorden eller under jorden kunde aabne Bogen eller se i den;

⁴ og jeg græd meget, fordi ingen fandtes værdig til at aabne og læse Bogen eller se i den.

⁵ Men en af præsterne sagde til mig: Græd ikke! Se, Løven af Judas stamme, David rod, har vundet sejr til at aabne Bogen og dens 7 segl.

⁶ Og jeg saae, og se, midt imellem højsædet og de 4 væsener og midt imellem præsterne stod et Lam, ligesom slagtet; det havde 7 horn og 7 øjne, og disse ere de 7 Guds Aander, som ere udsendte til den hele jord;

⁷ og det kom og tog Bogen af hans højre haand, som sad paa højsædet;

⁸ og da det tog Bogen, faldt de 4 væsener og de 24 præster ned for Lammet; de havde hver sin harpe og guldskaaler fulde af røgelse, som er de helliges bønner;

⁹ og de sang en ny sang og sagde: Værdig er du til at modtage Bogen og aabne dens segl, fordi du er slagtet og har med dit blod kjøbt os til Gud af hver stamme og tungemaal og folk og slægt,

¹⁰ og gjort dem til konger og præster for vor Gud, og de skulle herske over jorden.

¹¹ Og jeg saae og hørte en røst som af mange engle rundt om højsædet og væsenerne og præsterne, og deres tal var titusinder gange titusinder og titusinder gange titusinder,

¹² og de sagde med høj røst: Lammet, som var slagtet, er værdigt til at modtage magten og rigdom og visdom og kraft, og ære og herlighed og velsignelse;

¹³ og hver skabning, som er i himlen og paa jorden og under jorden og paa havet og hvad som er i dem, hørte jeg alle sige: Velsignelse, ære og herlighed og magt i al evighed være ham, som sidder paa højsædet, og Lammet! Amen;

¹⁴ og de 4 væsener sagde Amenet, og præsterne faldt ned og tilbad.

6

¹ Jeg saae, at Lammet aabnede et af de 7 segl, og jeg hørte et af de 4 væsener sige som en tordenrøst: kom!

² og jeg saae, og se en hvid hest, og han, som sad paa den, havde en bue, og der blev givet ham en krone, og han drog sejrende ud og til sejr. -

³ Og da det aabnede det andet segl, hørte jeg det andet væsen sige: kom!

⁴ og der gik en anden hest ud, og den var rød, og ham, som sad paa den, blev det givet at tage freden fra jorden, forat de skulde slagte hverandre, og et stort sværd blev givet ham.

⁵ Da det oplod det tredje segl, hørte jeg det tredje væsen sige: kom! og jeg saae, og se en sort hest, og den, som sad paa den, havde en vægt i sin haand;

⁶ og jeg hørte en røst midt imellem de 4 væsener, som sagde: Et maal hvede en mark og 3 maal byg en mark! men olien og vinen maa du ikke skade! -

⁷ Da det aabnede det fjerde segl, hørte jeg en røst fra det fjerde væsen, som sagde: kom!

⁸ og jeg saae, og se en bleggul hest, og han, som sad paa den, hedder død, og hel fulgte med ham. Der blev givet ham magt over den fjerde del af jorden til at slaa ihjel med sværd og hunger og braddød og ved jordens vilde dyr. -

⁹ Da det oplod det femte segl, saae jeg under alteret deres sjæle, som vare myrdede for Guds Ords skyld og for vidnesbyrdet, som de bare om Lammet;

¹⁰ og de raabte med høj røst og sagde: hvorlænge, o Herre, du hellige og sanddru, dømmer du ikke og havner vort blod paa dem, som bo paa jorden?

¹¹ og det blev givet dem at hvile sig endnu en stund, indtil baade deres medtjenere og deres brødre, som skulde blive ihjelslaaede, ligesom de, bleve fuldtallige. -

¹² Jeg saae, at det aabnede det sjette segl, og der blev et stort jordskjælv, solen blev sort som en haarsæk, og maanen blev som blod;

¹³ og himlens stjerner faldt til jorden, som naar figentræet, rystet af en stærk vind, nedkaster sine umodne bær;

¹⁴ og himlen veg tilbage, som en bog der rulles sammen, og hvert bjerg og hver ø blev bevæget fra deres sted;

¹⁵ og kongerne og fyrsterne og øversterne og de rige og stærke, og hver træl og hver fri skjulte sig i hulerne og bjergkløfterne,

¹⁶ og de sige til bjergene og klipperne: Falder over os, skjuler os for hans ansigt, som sidder paa højsædet, og for Lammet vrede!

¹⁷ thi hans vredes den store dag er kommen, og hvem kan bestaa?

7

¹ Derpaa saae jeg 4 engle staaende paa jordens 4 hjørner, og de holdt jordens 4 vinde, forat ikke nogen vind skulde blæse paa jorden eller paa havet eller paa noget træ;

² og jeg saae en anden engel stige op fra solens opgang; han havde den levende Guds segl, og han raabte med høj røst til de 4 engle, hvem det var overdraget at skade jorden og havet,

³ og sagde: Skader ikke jorden, ikke heller havet, ikke heller træerne, indtil vi faa vor Guds tjenere beseglede i deres pander;

⁴ og jeg hørte tallet paa de beseglede; 144.000 beseglede af alle Israels børns stammer:

⁵ af Judas stamme 12.000 beseglede; af Rubens stamme 12.000; af Gads stamme 12.000;

⁶ af Asers stamme 12.000; af Naftalis stamme 12.000; af Manasses stamme 12.000;

⁷ af Simeons stamme 12.000; af Levis stamme 12.000; af Isakars stamme 12.000;

⁸ af Sebulons stamme 12.000; af Josefs stamme 12.000; af Benjamins stamme 12.000 beseglede.

⁹ Derefter saae jeg en stor skare, som ingen kunde tælle, af alle hedninger og stammer og folk og tungemaal staaende foran højsædet og foran Lammet, iførte lange hvide klæder og med palmer i hænderne;

¹⁰ og de raabte med høj røst og sagde: Frelsen er fra vor Gud, som sidder paa højsædet, og fra Lammet!

¹¹ og alle englene stode i kreds om højsædet og præsterne og de 4 væsener, og de faldt paa deres ansigter foran højsædet, tilbade Gud,

¹² og sagde: Amen! Velsignelsen og hæderen og visdommen og taksigelsen og æren og magte og styrken være for vor Gud i al evighed! Amen.

¹³ Og en af præsterne tog ordet og sagde til mig: De, som ere iførte de lange hvide klæder, hvem er de? og hvorfra ere de komne?

¹⁴ Jeg sagde til ham: Min herre, du veed det! og han sagde til mig: Det er dem, som ere komne ud af den store trængsel og har tvættet deres kjortler og gjort dem hvide i Lammets blod;

¹⁵ derfor ere de foran Guds højsæde og tjene ham dag og nat i hans tempel, og han, som sidder paa højsædet vil telte over dem;

¹⁶ de skulle ikke hungre mere, ikke heller tørste mere, ikke heller skal solen eller nogen hede falde paa dem,

¹⁷ fordi Lammet, som er i højsædets midte, vil vogte dem og føre dem til livets vandkilder, og Gud vil aftørre hver taare af deres øjne.

8

¹ Da det aabnede det syvende segl, blev der tavshed i himlen henved en halv time. -

² og jeg saae de 7 engle, som stode foran Gud, og der blev givet dem 7 basuner.

³ Men der kom en anden engel og stod ved alteret; han havde et guldrøgelsesfad, og der blev givet ham megen røgelse, forat han skulde føje den til alle de helliges bønner paa guldalteret foran højsædet;

⁴ og dampen af røgelsen steg med de helliges bønner op af engelens haand for Gud;

⁵ og engelen tog røgelsefadet, fyldte det med ilden fra alteret og kastede det til jorden, og der blev røster og tordener og lyn og jordskjælv.

⁶ De 7 engle, som havde de 7 basuner, gjorde sig rede til at basune;

⁷ og den første basunede, og der kom hagel og ild blandet med blod og blev kastet paa jorden, og den tredje del af jorden forbrændtes og alt grønt græs afsvedes. -

⁸ Saa basunede den anden engel, og der blev kastet ligesom et stort brændende bjerg i havet, og den tredje del af havet blev blod,

⁹ og tredjedelen af skabningerne i havet, som have liv, døde, og tredjedelen af skibene forgik. -

¹⁰ Saa basunede den tredje engel, og der faldt en stor stjerne, der brændte som en fakkel, fra himlen, og den faldt paa tredjedelen af floderne og paa vandkilderne;

¹¹ og denne stjernes navn hedder malurten, og tredjedelen af vandene blev til malurt, og mange mennesker døde af de vande, fordi de vare blevne bedske. -

¹² Saa basunede den fjerde engel, og der ramtes den tredje del af solen, og den tredje del af maanen og den tredje del af stjernerne, saa at den tredje del af dem blev formørket, og dagen fattedes tredjedelen af sit lys og natten ligesaa;

¹³ og jeg saae og hørte en flyvende som en ørn i mellemhimlen, som sagde 3 gange med høj røst; Ve, Ve, Ve, dem, som bo paa jorden, for de øvrige basunrøster af de 3 engle, som skulle basune.

9

¹ Den femte engel basunede, og jeg saae en stjerne, som var falden fra himlen til jorden, og nøglen til afgrundens brønd blev givet ham;

² og han aabnede afgrundens brønd. Saa opsteg der en røg af brønden som røgen af en brændende ovn, og solen og luften blev formørket af brøndens røg.

³ Af røgen fremkom der græshopper paa jorden, og der blev givet dem magt, som skorpionerne have magt paa jorden;

⁴ og der blev sagt til dem, at de ikke maatte skade græsset paa jorden eller noget grønt eller noget træ, men alene de mennesker, som ikke have Guds segl paa deres pander;

⁵ og det blev dem givet, ikke at slaa dem ihjel, men at pine dem 5 maaneder, og deres pine var som pinen af en skorpion, naar den slaaer et menneske;

⁶ og i de samme dage skal menneskene søge døden og ikke finde den; de skal ønske at dø, og døden skal fly fra dem.

⁷ Græshoppernes skikkelse lignede krigsrustede heste; og paa deres hoveder havde de ligesom guldkroner, og deres ansigter vare som menneskers ansigter;

⁸ og de havde haar som kvindernes haar, og deres tænder vare som løvers;

⁹ og de havde brynjer som jernbrynjer, og lyden af deres vinger var som lyd af vogne, naar mange heste fare i slag;

¹⁰ og de havde haler som skorpioner og braadde, og i deres haler havde de magt til at skade menneskene i 5 maaneder.

¹¹ De havde en konge over sig, afgrundens engel; navnet paa ham er paa hebraisk: Abbadon, men paa græsk har han navnet Apollyon.

¹² Det ene ve er til ende; se, der kommer endnu to veer derefter.

¹³ Den sjette engel basunede, og jeg hørte en røst fra de 4 horn paa guldalteret foran Gud,

¹⁴ og den sagde til den sjette engel, som havde basunen: løs de 4 engle, som ere bundne ved den store flod Eufrat.

¹⁵ Saa bleve de 4 engle løste, som vare beredte til time og maaned og aar til at ihjelslaa den tredje del af menneskene;

¹⁶ og tallet paa stridsmændene til hest var titusinder gange titusinde; og jeg hørte tallet paa dem;

¹⁷ og saaledes saae jeg hestene i synet og dem, som sad paa dem; de havde ildrøde og fiolblaa og svovlgule brynjer; hestenes hoveder vare som løvehoveder, og der foer ild og røg og svovl ud af deres munde;

¹⁸ af disse 3 plager, af ilden og røgen og svovlet, som udfoer af deres munde, blev tredjedelen af menneskene dræbt.

¹⁹ Thi hestenes magt var i deres mund og i deres haler; thi deres haler lignede slanger, og de havde hoveder, og med dem gjorde de skade.

²⁰ De øvrige mennesker, som ikke bleve dræbte ved disse plager, omvendte sig ikke fra deres hænders gjerninger, saa de ikke tilbade dæmoner og afguder af guld og sølv og kobber og sten og træ, som hverken se eller høre eller gaa;

²¹ og de omvendte sig ikke fra deres mord, eller fra deres giftblanderier, eller fra deres hor, eller fra deres tyverier.

10

¹ Jeg saae en vældig engel stige ned fra himlen indhyllet i sky, regnbuen var paa hans hoved; hans ansigt var som solen og hans fødder som ildstøtter;

² og han havde en lille aaben bog i sin haand; han satte sin højre fod paa havet, men den venstre paa jorden,

³ og raabte med høj røst, som løve brøler; og naar han raabte, udtalede de 7 tordener deres røster.

⁴ Da de 7 tordener havde talet, vilde jeg skrive; men jeg hørte en røst fra himlen, som sagde: Forsegl, hvad de 7 tordener talede; derefter skal du skrive.

⁵ Og engelen, som jeg saae staaende paa havet og paa jorden, opløftede sin højre haand til himlen,

⁶ og svor ved ham, som lever i al evighed, som skabte himlen og hvad der er i den, og jorden og hvad der er paa den, og havet og hvad der er i det, at der skal ikke længer gives tid;

⁷ men i de dage, den syvende engels røst lyder, naar han skal basune, da skal Guds skjulte raad fuldkommes, som han har forkyndt sine tjenere, profeterne.

⁸ Saa talede den røst, som jeg havde hørt fra himlen, atter med mig og sagde: Gaa, tag den lille bog i engelens haand, som staaer paa havet og paa jorden,

⁹ og jeg gik hen til engelen og sagde til ham: Giv mig den lille bog! og han sagde til mig: Tag og slug den! og den vil smerte i dit liv, men i din mund vil den være sød som honning.

¹⁰ Saa tog jeg den lille bog af engelens haand og slugte den, og i min mund var den sød som honning; men da jeg havde slugt den, smertede mit liv;

¹¹ og han sagde til mig: Du skal atter spaa mod folk og mod hedninger og tungemaal og mange konger.

11

¹ Det blev givet mig et rør, som lignede en maalestok, og engelen stod der og sagde: staa op og maal Guds tempel, og alteret og dem, som tilbede deri,

² men forgaarden udenfor templet, lad den udenfor, den skal du ikke maale; thi den er givet hedningerne, og de skal nedtræde den hellige stad i 42 maaneder.

³ Og jeg vil give mine tvende vidner, at de i sørgedragt skulle profetere 1260 dage.

⁴ Disse ere de to olietræer og de to lysestager, som staa foran jordens Herre;

⁵ og dersom nogen vil skade dem, farer der ild ud af deres mund og fortærer deres fjender; og dersom nogen vil gjøre dem skade, maa han saaledes slaaes ihjel.

⁶ Disse have magt til at lukke himlen, at der ikke falder regn i deres profetis dage; og de har magt over vandene til at forvandle dem til blod, og til at slaa jorden med allehaande plager, saa ofte de ville.

⁷ Men naar de har fuldendt deres vidnesbyrd, skal dyret, som opstiger af afgrunden, føre krig med dem og overvinde dem og slaa dem ihjel;

⁸ og deres lig paa gaden! i den store stad, som aandelig kaldes Sodoma og Egypten, hvor ogsaa deres Herre er korsfæstet!

⁹ og nogle af folkene, og af stammer, tungemaal og hedninger, se deres lig tre og en halv dag, og de tillade ikke, at deres lig lægges i grav;

¹⁰ og de, som bo paa jorden, ville glæde sig over dem og fryde sig, og de ville sende hverandre gaver, fordi disse to profeter vare en plage for dem, som bo paa jorden.

¹¹ Men tre og en halv dag derefter kom der en livsaand fra Gud i dem, og de stod paa deres fødder, og en stor frygt faldt paa dem, som saae dem;

¹² og jeg hørte en høj røst fra himlen, som sagde til dem: stiger herop! og de stege op til himlen i skyen og deres fjender saae dem;

¹³ og samme dag skete der et stort jordskjælv, og tiendedelen af staden faldt, og 7000 personer bleve dræbte ved jordskjælvet; og de øvrige forfærdede og gave himlens Gud ære.

¹⁴ Det andet ve er til ende; det tredje ve, se, det kommer snart!

¹⁵ Saa basunede den syvende engel, og der var stærke røster i himlen, som sagde: Verdens rige tilhører vor Herre og hans Kristus, og han skal være konge i al evighed!

¹⁶ og de 24 præster, som sad foran Gud paa deres højsæder, faldt ned paa deres ansigter, tilbade Gud

¹⁷ og sagde: vi takke dig, Herre Gud, Almægtigste, som er, og som vare, og som kommer, fordi du har taget din den store magt og er bleven konge;

¹⁸ og hedningerne vrededes, men din vrede kom og de dødes tid, at de skulle dømmes, og løn gives dine tjenere, profeterne og de hellige og dem, som frygte dit navn, smaa og store, og til at fordærve dem, som have fordærvet jorden.

¹⁹ Saa blev Guds tempel i himlen aabnet, og Herrens pagts ark kom til syne i hans tempel, og der kom lyn og røster og tordener og svær hagel.

12

¹ Et stort tegn blev seet i himlen: En hvinde, beklædt med solen og maanen under hendes fødder og en krone af 12 stjerner paa hendes hoved,

² og hun var frugtsommelig, og hun raabte i barnsnød under fødselssmerter.

³ Og der blev seet et andet tegn i himlen, og se, en stor ildrød drage, som havde 7 hoveder og 10 horn og 7 smykker paa sine hoveder;

⁴ og dens hale drager tredjedelen af himlens stjerner og kastede dem paa jorden; og dragen stod foran hvinden, som skulde føde, forat han kunde sluge hendes barn, naar hun havde født;

⁵ og hun fødte et drengebarn, som skulde vogte alle folk med jernspir; og hendes barn blev bortrykket til Gud og til hans højsæde;

⁶ og kvinden flygtede til ørken, hvor hun har et sted, beredt hende af Gud, at de der skulde ernære hende i 1260 dage.

⁷ Og der blev en kamp i himlen; Mikael og hans engle kjæmpede med dragen, og dragen med sine engle kjæmpede;

⁸ men han kunde ikke staa sig, ikke heller fandtes der længer sted for ham i himlen;

⁹ men den store drage blev styrtet, den gamle slange, som kaldes djævel og satan, som forfører hele jorden, han blev styrtet til jorden og hans engle bleve styrtede med ham;

¹⁰ og jeg hørte en høj røst i himlen, som sagde: Nu tilhører frelsen, kraften og riget vor Gud, og magten hans Kristus; thi nedstyrtet ere vore brødres anklager, som dag og nat anklagede dem for vor Gud;

¹¹ og de har overvundet ham ved Lammets blod, og ved Ordet, de vidnede, og de elskede ikke deres sjæl indtil død.

¹² Derfor fryder eder, i himle, og i, som telte i dem. Ve jorden og havet! thi djævelen er stegen ned til eder, og han har stor vrede, da han veed, at han har kort tid.

¹³ Da dragen saae, at den var styrtet til jord, forfulgte han kvinden, som havde født drengebarnet;

¹⁴ og der blev givet kvinden den store ørns to vinger, forat hun skulde flyve til ørken til sit sted, hvor hun opholdes en tid, tider og en halv tid, borte fra slangen.

¹⁵ Men slangen stod vand som en strøm af sin mund, efter kvinden, forat bortskylle hende med strømmen.

¹⁶ Men jorden kom kvinden til hjælp; og jorden aabnede sin mund og slugte strømmen, som dragen havde skudt af sin mund.

¹⁷ Og dragen forbitredes paa kvinden, og han gik bort forat kjæmpe med de øvrige af hendes afkom, som holde Guds bud og have vidnesbyrdet om Jesus.

13

¹ Jeg stod paa havets bred (13:2) og saae et dyr stige op af havet; det havde 10 horn og 7 hoveder; paa dets horn vare 10 smykker, og paa dets hoveder bespottelige navne;

² (13:3) og dyret, jeg saae, var ligt en parder; dets fødder vare som en bjørns og dets mund som løvemund, og dragen gav det sin kraft og sit højsæde og stor magt;

³ (13:4) og jeg saae et af dets hoveder ligesom saaret til død, men dets dødssaar blev lægt, og hele jorden fulgte forundret efter dyret;

⁴ (13:5) og de tilbad dragen, som havde givet dyret magt, og de tilbad dyret og sagde: hvem er som dyret? og hvem kan kjæmpe mod det?

⁵ (13:6) og der blev givet det mund til at tale store ord og bespottelse, og der blev givet det magt til at kjæmpe i 42 maaneder.

⁶ (13:7) Saa aabnede det sin mund til bespottelse mod Gud, til at bespotte hans navn og hans bolig og dem, som telte i himlen;

⁷ (13:8) og der blev givet det, at kjæmpe mod de hellige og overvinde dem; og der blev givet det magt over hver stamme og tungemaal og folk.

⁸ (13:9) Og alle, som bo paa jorden, hvis navn ikke fra verdens begyndelse er skrevet i det slagtede Lams Livets bog, skulle tilbede det.

⁹ (13:10) Har nogen øre, han høre!

¹⁰ (13:11) Holder nogen fangenskab, han vandre ud! dræber nogen med sværd, han skal dræbes med sværd! her er de helliges taalmodighed og tro.

¹¹ (13:12) Jeg saae et andet dyr stige op af jorden; det havde to horn lige med Lammet, og det talede som dragen;

¹² (13:13) og det øver al det første dyrs magt for dets aasyn og gjør, at jorden, og de, som bo derpaa, ville tilbede det første dyr, hvis dødssaar blev lægt,

¹³ (13:14) og det gjør store tegn, saa at ild falder ned fra himlen paa jorden for menneskenes aasyn,

¹⁴ (13:15) og forfører mine, som bo paa jorden, ved de tegn, som det er givet det at gjøre for dyrets aasyn, idet det siger til dem, som bo paa jorden, at de skal gjøre et billede af dyret, som fik banesaar og dog levede.

¹⁵ (13:16) Og det fik magt til at give dyrets billede aand, saa at dyrets billede endog kunde tale, og det gjør, at de, som ikke tilbede dyrets billede, skulle ihjelslaaes;

¹⁶ (13:17) og det gjør, at der gives alle, smaa og store, rige og fattige, fribaarne og trælle, mærker i deres højre haand og i deres pander,

¹⁷ (13:18) og at ikke nogen kan kjøbe eller sælge, som ikke har dyrets mærke eller dets navn eller dets navntal.

¹⁸ (13:19) Her er visdommen; den, som har forstand, beregne dyrets tal! thi det er et menneskeligt tal; og det tal er 666.

14

¹ Jeg saae, og se Lammet staaende paa Zions bjerg, og hos ham 144.000, som havde hans og hans Faders navn paa deres pander;

² og jeg hørte en røst fra himlen som lyd af mange vande og som lyd af stærk torden, og røsten, jeg hørte, var som harpespilleres, der slaa deres harper;

³ og de sang en ny sang for Guds kongestol og for de 4 væsener og præsterne, og ingen kunde lærer den sang uden de 144.000, som vare kjøbte fra jorden.

⁴ Det er dem, som ikke har besmittet sig med kvinder; thi de ere jomfruelige, det er dem, som følge Lammet, ihvor det end gaaer. Disse ere af Jesus kjøbte af menneskene, en førstegrøde for Gud og Lammet;

⁵ og i deres mund fandtes ej løgn, thi de ere lydesløse.

⁶ Jeg saae en anden engel flyvende igjennem mellemhimlen, og han havde et evigt evangelium at forkynde dem, som bo paa jorden, og over hvert folkeslag og stamme og tungemaal og folk;

⁷ og han sagde med høj røst: Frygter Gud og giver ham ære, fordi hans doms time er kommen! og tilbeder ham, som skabte himlen og jorden og havet og vandenes kilder!

⁸ Og en anden engel, den anden, fulgte og sagde: Falden, falden er den store Babylon! af sit horeris vredes vin har hun skjænket alle hedningerne. -

⁹ Og en anden engel, den tredje, fulgte dem og sagde med høj røst: hvis nogen tilbeder dyret og dets billede, og tager mærke paa sin pande og paa sin haand,

¹⁰ han skal og drikke af Guds vredes vin, som ublandet er skjænket i hans fortørnelses bæger, og han skal pines i ild og svovl for de hellige engles og for Lammets aasyn;

¹¹ og deres pines røg opstiger i al evighed, og de faa ikke hvile dag og nat, som tilbede dyret og dets billede, og om nogen tager dets navns mærke.

¹² Her er de helliges taalmodighed, her ere de, som vare paa Guds bud og Jesu tro. -

¹³ Og jeg hørte en røst fra himlen, som sagde til mig: Salig ere de døde, som dø i Herren herefter! Ja, Aanden siger, at de skulle hvile fra deres arbejde, men deres gjerninger følge med dem.

¹⁴ Jeg saae, og se en hvid sky, og paa skyen sad en, som lignede en menneskens søn; han havde guldkrone paa sit hoved og en skarp segel i sin haand;

¹⁵ og en anden engel gik ud af templet, og han raabte med høj røst til ham, som sad paa skyen: Udstræk din segel og høst! thi høsttimen er kommen, for jordens høst er moden;

¹⁶ og han, som sad paa skyen, lod sin segel gaa over jorden, og jorden blev høstet. -

¹⁷ En anden engel gik ud fra templet, det, som er i himlen; ogsaa han havde en skarp segel.

¹⁸ Saa gik der en anden engel ud fra alteret, og han havde magt over ilden. Han raabte med højt raab til ham, som havde den skarpe segel, og sagde: Lad din skarpe segel fare ud, og afskjær druerne af jordens vinstok; for dens druer ere modne.

¹⁹ Saa lod engelen sin segel gaa til jorden, og høstede jordens vinstok, og han kastede det i Guds vredes store persekar;

²⁰ og Guds persekar blev traadt udenfor staden, og der gik blod af persekarret lige til hestenes bidsler,indtil 1600 sten.

15

¹ Jeg saae et andet tegn i himlen, stort og forunderligt: 7 engle, som havde de sidste 7 plager, for med dem fuldendes Guds vrede;

² og jeg saae som et glarhav blandet med ild, og dem, som havde vunden sejren fra dyret og dets billede og dets navns tal, staaende ved glarhavet, og de havde Guds harper;

³ og de sang Guds tjenerer Moses sang og Lammets sang, idet de sagde: store og underlige er dine gjerninger, Herre Gud Almægtigste; retfærdige og sande ere dine veje, du folkenes konge!

⁴ Hvem skulde ikke frygte dig, Herre, og prise dit navn? du alene er hellig; thi skulle alle folkene komme og tilbede for dit ansigt, fordi dine raadslutninger ere aabenbarede.

⁵ Derefter saae jeg, og se, lovens bolig i himlen blev aabnet;

⁶ og de 7 engle, som have de 7 plager, gik ud fra himlen; de vare iførte rent og skinnende linned og ombæltede om brystet med guldbælter;

⁷ og et af de 4 væsener gav de 7 engle 7 guldskaaler, fyldte med den i al evighed levende Guds vrede;

⁸ og templet fyldtes med røg af Guds herlighed og af hans magt, og ingen kunde gaa ind i templet, indtil englenes de 7 plager fik ende.

16

¹ Saa hørte jeg en høj røst fra templet, som sagde til de 7 engle: Gaaer hen og udøser Guds vredes skaaler paa jorden!

² Saa gik den første bort, og han udøste sin skaal paa jorden, og der blev slem og ond byld paa de mennesker, som havde dyrets mærke, og som tilbad dets billede. -

³ Saa udøste den anden engel sin skaal i havet og det blev blod, som af en myrdet, og hver levende sjæl døde i havet. -

⁴ Saa udøste den tredje engel sin skaal i floderne og vandkilderne, og de bleve blod,

⁵ og jeg hørte engelen over vandene sige: Du er retfærdig, du, som er, og som var, du hellige, at du har udført denne dom;

⁶ fordi de har udgydt helliges og profeters blod, gav du og dem blod at drikke. De er det værd!

⁷ Og fra alteret hørte jeg en sige: Ja, Herre Gud almægtigste, sande og retfærdige ere dine domme! -

⁸ Saa udøste den fjerde engel sin skaal over solen, og den fik magt til at brænde menneskene med ild;

⁹ og menneskene brændte i stor hede, men menneskene bespottede Guds navn, som har magt over disse plager, og de omvendte sig ikke til at give ham ære. -

¹⁰ Saa udøste den femte engel sin skaal over dyrets trone, og dets rige blev formørket og de tyggede deres tunger af pine;

¹¹ og de bespottede himlens Gud for deres pine, og for deres bylder, men de omvendte sig ikke fra deres gjerninger. -

¹² Saa udøste den sjette engel sin skaal over den store flod Eufrat, og dens vand udtørredes, forat vejen kunde beredes for kongerne af østerleden.

¹³ Og jeg saae tre urerne aander som padder udgaa af dragens mund, af dyrets mund og af den falske profets mund;

¹⁴ de ere nemlig dæmnernes aander, som gjør tegnene, og de gaa ud til hele jorderigs konger forat samle dem til krigen paa Guds, den Almægtigstes, hin store dag.

¹⁵ Se, jeg kommer som en tyv; salig er den, som vaager og varer paa sine klæder, at han ikke skal gaa nøgen, og de skulle se hans skam;

¹⁶ og han samlede dem til det sted, som paa hebraisk hedder Harmageddon. -

¹⁷ Saa udøste den syvende engel sin skaal i luften, og en høj røst fra templet i himlen fra højsædet, som sagde: Det er skeet!

¹⁸ Saa kom der lyn og tordener og røster, og der blev et stort jordskjælv, og mage til det har ikke været fra den tid, der blev mennesker paa jorden, saadant et jordskjælv, saa stort!

¹⁹ Den store stad blev treslakt, hedningernes stæder faldt, og den store Babylon blev erindret for Gud, at han vilde give hende bægeret med hans strænge vredes vin;

²⁰ hver ø flygtede og bjerge fandtes ikke;

²¹ og en svær centnertung hagel faldt ned fra himlen over menneskene; men menneskene bespottede Gud for plagen af hagel; dens slag var nemlig meget svært.

17

¹ Saa kom en af de 7 engle, som havde de 7 skaaler, og talede med mig og sagde: kom, jeg vil nu vise dig dommen over den store skjøge, som sidder over de mange vande;

² med hvem jordens konger bolede, og de, som bo paa jorden, berusedes af hendes horeris vin.

³ Og han førte mig i Aanden til ørken, og jeg saae en kvinde siddende paa et skarlagenrødt dyr, som var fuldt af bespottende navne og havde 7 hoveder og 10 horn;

⁴ kvinden var klædt i purpur og skarlagen, og udmajet med guld, ædelstene og perler, og hun havde et guldbæger i sin haand, fuldt af vederstyggeligheder og hendes horeris urenhed;

⁵ og paa hendes pande var der skrevet et navn: ""hemmelighed"", den store Babylon, moder til skjøger og jordens vederstyggeligheder;

⁶ og jeg saae kvinden drukken af de helliges blod og af Jesu vidners blod, og da jeg saae hende, forundrede jeg mig overmaade.

⁷ Saa sagde engelen til mig: hvorfor forundrer du dig? Jeg vil vise dig kvindens hemmelighed og dyrets, som bærer hende og har de 7 hoveder og de 10 horn.

⁸ Dyret, som du seer, var og er ikke, og skal stige op af afgrunden og fare bort til fordærvelse, og de, som bo paa jorden, skal forundre sig, de, hvis navne ikke ere skrevne i livets bog fra verdens grundvold blev lagt, men de se dyret, som var og er ikke og er tilstede.

⁹ Her behøves forstand, som har visdom. De 7 hoveder ere 7 bjerge, paa hvilke kvinden sidder;

¹⁰ og der ere 7 konger; de fem ere faldne, den ene er der, den anden er endnu ikke kommen, og naar han kommer, maa han blive en føje stund.

¹¹ Dyret, som var og er ikke, er selv den ottende; han er af de syv og farer bort til fordærvelse.

¹² Og de 10 horn, du saae, ere 10 konger, som endnu ikke har modtaget riget, men faa magt som konger een time med dyret.

¹³ De har en tanke, og de vil overgive deres magt og myndighed til dyret.

¹⁴ De ville kjæmpe mod Lammet, men Lammet vil overvinde dem, for han er Herrers Herre og kongers konge; og de som ere med ham kaldte og udvalgte og trofaste.

¹⁵ Saa sagde han til mig: De vande, som du saae, hvor skjøgen sidder, ere folk og skarer og folkefærd og tungemaal.

¹⁶ Og de 10 horn, som du saae, og dyret, de skulle hade skjøgen, lægge hende øde og gjøre hende nøgen og æde hendes kjød og brænde hende op i ild.

¹⁷ Thi Gud har givet dem i deres hjærter at gjøre efter hans tanke, udføre een tanke og give dyret deres rige, indtil Guds Ord fuldbyrdes.

¹⁸ Og kvinden, du saae, er den store stad, som har herredømme over jordens konger.

18

¹ Derefter saae jeg en anden engel, som havde stor magt, stige ned fra himlen, og jorden oplystes af hans glands;

² og han raabte med vældig røst og sagde: falden, falden er den store Babylon! og den er bleven dæmners bo og alle urene aanders fængsel, og fængsel for alle urene og afskyelige fugle;

³ thi af hendes horeris vredes vin have alle folkeslag drukket, og jordens konger har bolet med hende, og jordens kræmmere ere blevne rige af hendes yppige magt.

⁴ Jeg hørte en anden røst fra himlen, som sagde: drage ud af hende, mit folk, at i ikke skulle blive delagtige i hendes synder, og at i ikke skulle rammes af hendes plager;

⁵ thi hendes synder naa til himlen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder ihu.

⁶ Betaler hende, som hun har betalt eder, og giver hende dobbelt efter hendes gjerninger, skjænker hende dobbelt i det bæger, hun har skjænket med.

⁷ Saameget hun har ophøjet sig selv og levet i yppighed, giver hende saa stor pine. Fordi hun siger i sit hjærte: Jeg sidder som dronning, og jeg er ikke enke, og sorg vil jeg slet ikke se,

⁸ derfor skulle hendes plager komme paa en dag: død og sorg og hunger; og hun skal opbrændes i ild, for vældig er Gud Herren, som dømmer hende;

⁹ og jordens konger skulle græde og sørge over hende, de, som have bolet og levet i vellyst med hende, naar de se røgen af hendes brand.

¹⁰ Langt borte staa de af frygt for hendes pine og sige: ve, ve! du store stad, Babylon, du stærke stad, at din dom kom i een time!

¹¹ og jordens kræmmere skal græde og sørge over hende, fordi ingen længer kjøber deres ladning,

¹² ladning af guld og sølv, ædelstene og perler, bomuld og purpur, silke og skarlagen og af al slags vellugtende træ, og al slags arbejde af filsben, og al slags arbejde af kostbart træ og af kobber, af jern og af marmor;

¹³ kanel og røgelse, salve og virak, vin og olie, flormel og hvede, kvæg og faar, heste og vogne og trælle, ja menneskesjæle;

¹⁴ og frugten, din sjæl lystedes ved, er vegen fra dig, alt det lækre og straalende er veget fra dig, du skal slet ikke finde det mere.

¹⁵ De, som handlede dermed og bleve rige ved hende, skulle staa langt borte af frygt for hendes pine, græde og sørge

¹⁶ og sige: ve, ve! den store stad, som var klædt i bomuld og purpur og skarlagen og udmajet med guld og ædelstene og perler, at saa stor rigdom gik til grunde i een time!

¹⁷ Og hver styrmand og hver skipper og sømand og saamange, som pløje havet, stode langt borte

¹⁸ og raabte, da de saae røgen af hendes brand, og sagde: hvem lignede den store stad?

¹⁹ og de kastede støv paa deres hoveder, og de raabte grædende og sørgende og sagde: ve, ve! den store stad, i hvem alle, som havde skibe paa søen, berigedes af hendes pragt; at hun gik til grunde i een time! -

²⁰ Fryd dig over hende, o himmel, i hellige, baade apostle og profeter, at Gud har udført eders ret mod hende.

²¹ Og en engel tog en svær sten, som en stor møllesten, kastede den i havet og sagde: saaledes skal den store stad Babylon nedkastes i hast, og den skal slet ikke findes mere;

²² og harpespilleres, sangers, fløjtespilleres og basunblæseres røst skal slet ikke mere høres i dig, og ingen kunstner i nogen kunst skal mere findes i dig, og møllens fryd skal slet ikke mere høres i dig;

²³ og lampens lys skal slet ikke mere skinne i dig, brudgoms og bruds røst skal slet ikke mere høres i dig, fordi dine kræmmere vare fyrster paa jorden, og alle folkene vare bedaarde ved din trolddom;

²⁴ og i hende er profeters og helliges blod fundet og alle deres, som ere myrdede paa jorden.

19

¹ Derefter hørte jeg som en høj røst af en stor skare i himlen, som sagde: Halleluja! Saliggørelse, magt og ære være vor Gud!

² thi sande og retfærdige ere hans domme, thi han dømte den store skjøge, som fordærvede jorden med sit horeri, og han udkrævede sine tjeneres blod af hendes haand.

³ Og anden gang blev der sagt: Halleluja! og hendes røg stiger op i al evighed;

⁴ og de 24 præster og de 4 væsener faldt ned og tilbad Gud, som sad paa højsædet, og de sagde: Amen! Halleluja!

⁵ Og en røst gik ud fra højsædet, som sagde: Lover vor Gud, alle hans tjenere og I, som frygte ham, smaa og store!

⁶ og jeg hørte som en røst af en stor skare, og som en lyd af mange vande, og som stærke tordeners røst, der sagde: Halleluja! fordi Herren vor Gud, den Almægtigste, har antaget riget;

⁷ lader os glæde og fryde os og give ham æren, fordi Lammets bryllup er kommet, og hans brud har smykket sig;

⁸ og det blev givet hende at iføre sig skinnende og rent linned; thi linklædet er de helliges dyder.

⁹ Og han sagde til mig: skriv: Salig er de, som ere kaldte til Lammets nadver. Og han sagde til mig: disse ere de sande Guds Ord. -

¹⁰ Og jeg faldt ned for hans fødder forat tilbede ham; men han sagde til mig: Se til, at du ikke gjør det; jeg er din og dine brødres medtjener, som have Jesu vidnesbyrd. Tilbed Gud! - Vidnesbyrdet om Jesus er nemlig profetiens Aand.

¹¹ Jeg saae himlen aabnet, og se en hvid hest, og han, som sad paa den, hedder Trofast og Sanddru, og han dømmer og kjæmper med retfærdighed;

¹² men hans øjne vare som ildslue, og paa sit hoved havde han mange smykker, og han havde navne skrevne, og navn skrevet, som ingen kjendte uden han selv;

¹³ han havde en kappe kastet om sig, dyppet i blod, og hans navn hedder ""Guds Ord"";

¹⁴ og hærene, som ere i himlen, fulgte ham paa hvide heste, iført hvidt rent linklæde.

¹⁵ Af hans mund udgik et hvast tveægget sværd, forat han med det skulde slaa hedningerne, og selv skal han vogte over dem med jernspir, og selv skal han træde Guds Almægtigstes fortørnelses vredes vins persekar;

¹⁶ og paa sin kappe og lænd har han et navn skrevet: ""kongers konge, og Herrers Herre"".

¹⁷ Saa saae jeg en engel staaende i solen, han raabte med høj røst og sagde til alle fugle, som flyve i mellemhimlen: kommer, flokkes til Guds det store maaltid

¹⁸ forat æde kongers kjød og krigshøvdingers kjød og heltes kjød og kjødet af heste og deres ryttere, og kjødet af alle, fribaarne og trælle, smaa og store.

¹⁹ Og jeg saae dyret og jordens konger og deres høre samlede forat kjæmpe mod ham, som sad paa hesten og mod hans hær.

²⁰ Og dyret blev fanget og tilligemed ham løgnprofeten, som havde gjort tegnene for hans aasyn, hvormed han havde forført dem, som tog dyrets mærke, og dem, som tilbad dets billede. Disse to bleve levende kastede i ildsøen, som brænder i svovl.

²¹ Men de øvrige bleve ihjelslagne med hans sværd, som sad paa hesten, hvilket gik ud af hans mund; og alle fuglene bleve mættede af deres kjød.

20

¹ Og jeg saae en engel stige ned fra himlen, han havde nøglen til afgrunden og en stor lænke i sin haand;

² og han greb dragen, den gamle slange, som er djævelen og satanas, som forfører hele verden, og han bandt ham for 1000 aar

³ og kastede ham i afgrunden; han lukkede og forseglede over ham, at han ikke mere skulde forføre folkene, indtil de 1000 aar fuldendtes; og efter dem skal han løslades en lille stund.

⁴ Og jeg saae højsæder, og de satte sig paa dem, og dom blev dem given; og deres sjæle, som vare blevne halshuggede for vidnesbyrdet om Jesus og for Guds Ord, og de, som ikke have tilbedet dyret eller dets billede, og ikke havde taget mærket i deres pande og paa deres haand; og de bleve levende og herskede 1000 aar med Kristus.

⁵ Men de øvrige døde bleve ikke levende, inden de 1000 aar ere omme. Det er den første opstandelse.

⁶ Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse; over dem har den anden død ikke magt; men de skulle være præster for Gud og for Kristus, og herske 1000 aar med ham.

⁷ Naar de 1000 aar ere omme, vil satan blive løst af sit fængsel,

⁸ og han vil gaa ud for at forføre folkene fra jordens 4 hjørner, Gog og Magog, at samle dem til slag, og tallet paa dem er som havets sand.

⁹ Og de drog frem over jordens flade og omringede de helliges lejr og den elskede stad. Men der faldt ild af himlen fra Gud, og den slugte dem;

¹⁰ og djævelen, som forførte dem, blev kastet i ild- og svovl-søen, hvor ogsaa dyret og løgnprofeten var, og de skulle pines dag og nat i al evighed.

¹¹ Og jeg saae et stort hvidt højsæde og ham, som sad i det, for hvis aasyn himlen og jorden flyede, og der blev ikke fundet sted for dem;

¹² og jeg saae de døde, store og smaa, staaende foran højsædet, og bøgerne bleve aabnede; og en anden, som er livets bog, blev aabnet, og de døde bleve dømte efter hvad der var skrevet i bøgerne overensstemmende med deres gjerninger.

¹³ Og havet afgav de døde, som vare i det, og døden og hel afgav deres døde, og de bleve dømte, hver overensstemmende med sine gjerninger.

¹⁴ Saa blev døden og hel kastede i ildsøen. Ildsøen, det er den anden død.

¹⁵ Og, naar nogen ikke fandtes skreven i livets bog, blev han kastet i ildsøen.

21

¹ Og jeg saae ny himmel og ny jord, thi den første himmel og den første jord var forgaaet, og havet er ikke mere;

² og den hellige stad, det nye Jerusalem, saae jeg nedstige fra Gud af himlen, beredt som bruden, der er smykket for sin mand;

³ og jeg hørte en høj røst fra himlen, som sagde: Se, Guds bolig er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skulle være hans folk, og Gud selv skal være med dem;

⁴ og han vil aftørre hver taare af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg eller skrig eller pine; thi det første er forgangent.

⁵ Og han, som sad i højsædet, sagde: Se, jeg gjør alting nyt. Og han sagde til mig: Skriv! thi disse Ord ere sande og trofaste.

⁶ Og han sagde til mig: Jeg er A og Ø, begyndelsen og ende. Jeg vil uden betaling give den, som tørster, af livets vandkilde.

⁷ Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være ham Gud, og han skal være mig søn.

⁸ Men de fejge og vantro, og syndere og vederstyggelige og mordere, og skjørlevnere og troldkarle og afgudsdyrrkere og alle løgnere, skal have deres del i søen, som brænder med ild og svovl. Det er den anden død.

⁹ Saa kom der en af de 7 engle, som havde de 7 skaaler fulde af de 7 sidste plager, talede med mig og sagde: kom, jeg vil vise dig hustruen, Lammets brud;

¹⁰ og han førte mig i Aanden til et stort og højt bjerg, og han viste mig den store stad, det hellige Jerusalem, som steg ned af himlen fra Gud,

¹¹ og som havde Guds herlighed. Dens glands var som dyreste sten, som krystalklar jaspis;

¹² den havde en stor og høj mur; den havde 12 porte, og over portene 12 engle, og paaskrevne navne, nemlig Israels børns 12 stammers;

¹³ mod øst 3 porte, mod nord 3 porte, mod syd 3 porte, mod vest 3 porte.

¹⁴ Stadens mur havde 12 grundstene, og paa dem 12 navne paa Lammets 12 apostle,

¹⁵ han, som talede med mig, havde et guldrør som maalestok, forat han kunde maale staden og dens porte.

¹⁶ Staden ligger i firkant; dens længde er som dens brede. Han maalte staden med røret 12.000 sten; 12 er dens længde, og den brede og højde er lige med den.

¹⁷ Saa maalte han dens mur 144 alen efter et menneskes maal, som er englens.

¹⁸ Dens murs bygning var jaspis, og staden var af purt guld, lig det rene glas.

¹⁹ Stadsmurens grundsten var prydet med alle slags ædelstene. Den første grundsten var jaspis, den anden safir, den tredje kalcedon, den fjerde smaragd,

²⁰ den femte sardonyx, den sjette sarder, den syvende krysolit, den ottende beryl, den niende topas, den tiende krysopras, den ellevte hyacint, den tolvte armetyst;

²¹ og de 12 porte vare 12 perler, hver port var een perle, og stadens gade var purt guld som gjennemsigtigt glas.

²² Jeg saae intet tempel i den, thi Herren, Gud Almægtigste, er dens tempel, og Lammet.

²³ Staden behøver ikke solen eller maanen til at skinne i den, thi Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys;

²⁴ og folkene skulle vandre ved dens lys, og jordens konger bringe deres herlighed og ære til den.

²⁵ Dens porte skulle ikke lukkes om dagen, nat skal der nemlig ikke være der;

²⁶ og man skal bringe folkenes herlighed og ære til den;

²⁷ og intet urent skal komme ind i den, eller nogen, som øver vederstyggelighed og løgn, kun de, som ere skrevne i Lammets livets bog.

22

¹ Saa viste han mig livets vands rene flod, skinnende som krystal, der udvælder fra Guds og Lammets højsæde.

² Midt i dens gade og paa begge sider af floden er livets træ, som 12 gange bærer frugt, da det hver maaned giver sin frugt, og træets blade er til folkenes lægedom.

³ Der skal ikke være nogen forbandelse; Guds og Lammets højsæde skal være i den, og hans tjenere skulle tjene ham,

⁴ og de skulle se hans ansigt, og hans navn skal være i deres pander;

⁵ og der skal ikke være nat, de behøve ikke lys eller solens skin, fordi Gud Herren lyser for dem, og de skulle være konger i al evighed.

⁶ Saa sagde han til mig: Disse Ord ere trofaste og sande; og Herren, profeternes Aanders Gud, sendte sin engel forat vise sine tjenere, hvad der snart maa ske.

⁷ Se, jeg kommer snart! Salig er den, som varer paa denne bogs profetis Ord!

⁸ Og jeg, Johannes, er den, som hørte og saae dette; og da jeg hørte og saae dette, faldt jeg ned forat tilbede for engelens fødder, som viste mig dette.

⁹ Men han sagde til mig: se til, at du ikke gjør det! jeg er din medtjener og dine brødre profeternes, deres, som vare paa denne bogs Ord; tilbed Gud!

¹⁰ Og han siger til mig: Du maa ikke forsegle ordene i denne bogs profeti; for tiden er nær!

¹¹ Den, som gjør uret, gjøre fremdeles uret, den uterlige øve fremdeles uterlighed; men den retfærdige, øve fremdeles retfærdighed, og den hellige blive fremdeles helliggjort.

¹² Se, jeg kommer snart og har min løn med mig, til at betale hver, som hans gjerning er til.

¹³ Jeg er A og Ø, begyndelse og ende, den første og den sidste.

¹⁴ Salige ere de, som gjøre hans befalinger, at de kan faa adgang til livets træ og gaa gjennem portene ind i staden.

¹⁵ Udenfor ere hundene og troldkarlene og skjørlevnerne og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, som elsker og øver løgn.

¹⁶ Jeg, Jesus, har sendt min engel til at vidne dette for eder i menighederne. Jeg er Davids rod og slægt, stjernen, den straalende, morgenstjernen.

¹⁷ Og Aanden og Bruden siger: kom! og den, som hører, maa sige: kom! og den, som tørster, komme! og den, som vil, skal uden betaling faa livets vand!

¹⁸ Jeg vidner for hver, som hører denne bogs profetis Ord: hvis nogen lægger noget til dette, da lægge Gud paa ham de 7 plager, som ere skrevne i denne bog;

¹⁹ og hvis nogen tager noget bort af denne profetis bogs Ord, da borttage Gud hans del af livets træ og fra den hellige stad, som er beskreven i denne bog.

²⁰ Han, som vidner dette, siger: Ja, jeg kommer snart. Amen! Ja, kom, Herre Jesus! -

²¹ Vor Herres Jesu Kristi naade være med alle de hellige! Amen!