1

¹ Efterat Gud fordum har mange gange og paa mange maader talet i profeterne til fædrene, har han i disse sidste dage talet til os i Sønnen,

² som han satte til arving af alt, ved hvem han ogsaa skabte verden;

³ som, da han er en afglands af hans herlighed og et udtryk af hans væsen og bærer alt ved sit mægtige Ord, gjorde ved sig selv vore synders renselse og satte sig ved højre side af storhedens kongestol i det høje;

⁴ og han er bleven saameget ypperligere end englene, som han har arvet et herligere navn end de;

⁵ thi til hvem af englene sagde han nogensinde: Du er min Søn, jeg fødte dig idag! og atter: Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn;

⁶ men naar han atter indfører den førstefødte i verden, siger han: Og alle Guds engle skal tilbede ham:

⁷ Og om englene siges der: han gjør sine engle til aander og sine tjenere til ildslue;

⁸ men om Sønnen: Din kongestol, o Gud, er i al evighed; retvisheds spir er dit riges spir;

⁹ du elskede retfærdighed og hadede uret, derfor salvede, o Gud, din Gud dig med glædens olie fremfor dine fæller;

¹⁰ og: Du, Herre, grundlagde jorden fra begyndelsen, og himlene ere dine hænders gjerninger;

¹¹ de skal forgaa, men du bliver ved;

¹² de skulle alle ældes som et klæde, og som et tæppe vil du rulle dem sammen, og de skulle omskiftes; men du er den samme, og dine aar skulle ikke aflade.

¹³ Men til hvem af englene sagde han nogensinde: sæt dig ved min højre haand, indtil jeg faaer lagt dine fjender til skammel for dine fødder?

¹⁴ Ere de ikke alle tjenende aander, udsendte til at tjene dem, som skulle tage lod i frelsen?

2

¹ Vi maa derfor end mere holde fast ved det, vi har hørt, at vi ikke skulle vises bort med strømmen.

² Thi stod det Ord, som var talet ved engle, fast, og fik hver overtrædelse og ulydighed sin tilbørlige løn,

³ hvorledes skulde vi da undfly, naar vi foragtede saa stor en frelse, hvilken tog begyndelse med at udtales ved Herren, og er af tilhørerne bekræftet for os,

⁴ idet Gud vidnede med, baade ved tegn og undere og forskjellige kraftige gjerninger og ved den Helligaands meddelser efter sin villie;

⁵ thi den kommende verden, vi tale om, underlagde han ikke engle,

⁶ men en har etsteds vidnet og sagt: Hvad er et menneske, at du kommer ham ihu, eller en menneskesøn, at du agter paa ham;

⁷ et lidet gjorde du ham ringere end engle, med ære og hæder kronede du ham; du satte ham over dine hænders gjerninger; alt lagde du under hans fødder!

⁸ Idet han nemlig underlagde ham alt, lod han intet blive ham uunderlagt; men nu skue vi ikke alt underlagt ham;

⁹ men vi se ham, som var bleven lidet ringere end englene, Jesus, kronet ved dødens lidelse med ære og hæder, at han efter Guds naadige villie skulde smage døden for enhver;

¹⁰ thi det sømmede sig for ham, for hvem alle ting ere, og ved hvem alle ting ere, og som førte mange børn til herlighed, at fuldkomme deres frelses fyrste ved lidelser;

¹¹ thi baade han, som helliger, og de, som helliges, ere alle af een, og af denne grund skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre,

¹² naar han siger: Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre, lovsynge dig midt i menigheden;

¹³ og atter: Jeg vil forlade mig paa ham; og atter: Se her er jeg og de børn, Gud gav mig!

¹⁴ Da børnene nu ere delagtige i kjød og blod, er han og iligemaade bleven delagtig deri, forat han ved døden kunde knække ham, som har dødens magt, det er djævelen,

¹⁵ og befri alle dem, som af frygt for døden var under trældom hele deres liv;

¹⁶ thi han tager sig ingenlunde ad englene, men han tager sig ad Abrahams sæd.

¹⁷ Derfor maatte han i alle ting ligne sine brødre, forat han kunde blive en barmhjærtig og trofast ypperstepræst i forholdet til Gud, til at forsone folkets synder;

¹⁸ thi idet han led, blev han selv fristet og kan komme dem til hjælp, som fristes.

3

¹ Derfor, hellige brødre, delagtige i det himmelske kald, betragter Jesus Kristus, vor bekjendelses apostel og ypperstepræst,

² som var ham tro, der beskikkede ham, ligesom os Mose i hele hans hus.

³ Thi han maa agtes større hæder værd end Mose i samme grad, som den har større ære i huset, som beredte det; -

⁴ thi hvert hus beredes af en, men han, som bereder alt, er Gud -

⁵ og Mose var vel tro i hele hans hus som en tjener, til at vidne, hvad der skulde siges;

⁶ men Kristus er det som Søn over hans hus; og hans hus er vi, saafremt vi holde fast til enden ved frimodigheden og det haab, som er vor ros.

⁷ Derfor, som den Helligaand siger: Idag, naar i høre hans røst,

⁸ maa i ikke forhærde eders hjærter som i ""forbitrelsen"", paa fristelsens dag i ørken,

⁹ hvor eders fædre fristede mig; de prøvede mig og saae mine gjerninger i 40 aar.

¹⁰ Derfor harmedes jeg paa denne slægt og sagde: De fare altid vild med hjærtet; og selv kjendte de ikke mine veje;

¹¹ som jeg svor i min vrede: De skal ikke indgaa til min hvile! -

¹² Seer til, brødre, at der ikke nogensinde er i nogen af eder et slet vantro hjærte til affald fra den levende Gud;

¹³ men formaner eder selv hver dag, saalænge det hedder: ""Idag"", forat ikke nogen af eder skal forhærdes ved syndens bedrag;

¹⁴ thi vi ere blevne delagtige i Kristus, saafremt vi holde det første grundlag fast til enden;

¹⁵ idet der siges: ""Idag"", naar i høre hans røst, forhærder ikke eders hjærter som i ""forbitrelsen"";

¹⁶ thi nogle, som hørte, forbitrede ham, dog ikke alle, som vare udgangne fra ægypten ved Mose.

¹⁷ Men paa hvem harmedes han i 40 aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis kroppe faldt i ørken?

¹⁸ Men mod hvem svor han, at de ikke skulde komme ind til hans hvile, uden mod dem, som vare vantro?

¹⁹ Og vi se, at de kunde ikke indgaa paa grund af vantro.

4

¹ Lad os derfor, da forjættelsen om at gaa ind til hans hvile staaer aaben, vogte os, at ingen af eder skulde synes at blive tilbage.

² Thi ogsaa vi have faaet det glade budskab ligesom hine, men det hørte Ord gavnede dem ikke, da de ikke sammensmeltede ved troen med dem, som hørte det.

³ Thi vi, som tro, gaa ind til hvilen, eftersom han har sagt: Som jeg svor i min vrede: sandelig, de skal ikke gaa ind til min hvile! efterat nemlig gjerningerne fra verdens skabelse ere fuldendte.

⁴ Thi saaledes har han etsteds sagt om den syvende dag: Og Gud hvilede paa den syvende dag fra alle sine gjerninger;

⁵ og atter paa dette sted: De skal ikke gaa ind til min hvile.

⁶ Efterdi altsaa det er tilbage, at nogle skulle gaa ind til den, og de, som først have modtaget det glade budskab, ikke gik ind paa grund af vantro,

⁷ saa bestemmer han atter en dag, ""idag"", da han siger ved David saa lang tid efter - som forhen sagt: - ""Idag"", naar i høre hans røst, maa i ikke forhærde eders hjærter;

⁸ thi dersom Josva havde skaffet dem hvile, havde han ikke talet om en anden dag derefter.

⁹ Der er altsaa en ugehvile tilbage for Guds folk.

¹⁰ Thi den, der gaaer ind til hans hvile, hviler og selv fra sine gjerninger, ligesom Gud fra sine.

¹¹ Lader os derfor haste med at gaa ind til denne hvile, at ikke nogen skal falde efter samme vantros forbillede.

¹² Thi Gudsordet er levende og kraftigt og hvassere end noget tveægget sværd, og det trænger igjennem til at skille baade sjæl og aand, baade marv og ben, og dømmer hjærtets tanker og raad;

¹³ og ingen skabning er usynlig for ham, men alle ting ere nøgne og udspændte for hans øjne, om hvem vi tale. -

¹⁴ Da vi altsaa have en stor ypperstepræst, som er indgangen i himlene, Jesus, Guds Søn, lader os saa faa holde fast ved bekjendelsen!

¹⁵ Vi har nemlig ikke en ypperstepræst, som ikke kan være medlidende med vore skrøbeligheder, men som i alt er forsøgt i lige maade, dog uden synd.

¹⁶ Lader os derfor med frimodighed træde frem for naadens højsæde, for at vi kunne faa barmhjærtighed og finde naade til betimelig hjælp.

5

¹ Enhver ypperstepræst nemlig, som er tagen af mennesker, beskikkes for mennesker i forholdet til Gud, forat han skal frembære baade gaver og slagtofre for synder,

² og kan være medlidende mod de uvidende og vildfarende, da han og selv er omgiven med skrøbelighed;

³ og for dennes skyld maa han frembære offer for synder, som for folket saa og for sig selv;

⁴ og ingen tager sig selv den ære, men den, som er kaldet af Gud, som og Aron var.

⁵ Saaledes har Kristus ikke heller selv tillagt sig den ære, at blive ypperstepræst, men han, som sagde til ham: Du er min Søn, jeg fødte dig idag!

⁶ ligesom han og siger et andet sted: Du er præst evindelig efter Melkisedeks orden.

⁷ Han, som i sit kjøds dage med stærkt raad og taarer frembar bønner og ydmyge begjæringer til ham, som kunde frelse ham fra død, og blev bønhørt for sin fromhed;

⁸ og skjøndt han var Søn, lærte han lydighed af hvad han led;

⁹ og fuldendt blev han aarsag til evig frelse for dem, som lyde ham,

¹⁰ kaldet af Gud til ypperstepræst efter Melkisedeks orden.

¹¹ Herom have vi meget at sige, som er vanskeligt at forklare, fordi i ere blevne sløve til at høre;

¹² thi skjøndt i efter tiden burde være lærere, har i atter nødig, at man lærer eder, hvad der er begyndelsesgrundene i Guds Ord, og i ere blevne saadanne, som trænge til mælk og ikke til haard kost;

¹³ thi enhver som faaer mælk, er uerfaren i retfærdigheds Ord, thi han er et barn;

¹⁴ men haard kost er for de fuldkomne, som ved erfaring har øvet sands til at skjelne baade godt og ondt.

6

¹ Lad os derfor forbigaa begyndelseslæren om Kristus og stride frem til det fuldkomnere, at vi ikke atter lægge grundvolden om omvendelse fra døde gjerninger og om tro paa Gud,

² og læren om daab og haandspaalæggelse, om dødes opstandelse og evig dom;

³ og det ville vi gjøre, om Gud vil.

⁴ Det er nemlig umuligt, at de, som engang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske gave og ere blevne delagtige i den Helligaand,

⁵ og have smagt Guds gode Ord og den tilkommende verdens kræfter,

⁶ og falde fra, atter kunne fornyes til omvendelse, da de for sig selv atter korsfæste og bespotte Guds Søn.

⁷ Thi jorden, som drikker den ofte paa den faldende regn og bærer væxter, tjenlig for dem, som dyrke den, saaer velsignelse af Gud;

⁸ men naar den bærer torne og tidsler, er den ubrugbar og forbandelsen nær, og enden med den er at brændes. -

⁹ Men med hensyn til eder, kjære, ere vi overbeviste om det bedste og det, som bringer frelse, skjøndt vi tale saaledes;

¹⁰ thi Gud er ikke uretfærdig, saa han glemme eders gjerning og den kjærlighedens møje, som i viste mod hans børn, idet i have tjent og tjene de hellige.

¹¹ Men vi ønske, at enhver af eder maa vise den samme iver til fuld befæstelse i haabet indtil enden;

¹² at i ikke blive sløve, men efterligne dem, som ved tro og taalmodighed arvede forjættelserne;

¹³ thi da Gud gav Abraham forjættelserne, svor han ved sig selv, da han ikke havde nogen større at sværge ved,

¹⁴ og sagde: sandelig, jeg vil rigelig velsigne dig og rigelig formere dig!

¹⁵ og da han saaledes havde ventet taalmodig, fik han forjættelsen.

¹⁶ Menneskene sværge jo ved en større, og for dem er eden en ende paa at indsigelse til bekræftelse.

¹⁷ Da Gud derfor end mere vilde vise forjættelsens arvinger sit raads uforanderlighed, fremtraadte han som mellemmand med en ed,

¹⁸ forat vi ved to uforanderlige kjendsgjerninger, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, skulde have en stærk trøst, naar vi ty til at holde fast ved det tilbudte haab,

¹⁹ hvilket vi har som sjælens trygge og faste anker, som naaer indenfor forhænget,

²⁰ hvor Jesus, som efter Melkisedeks orden er bleven ypperstepræst til evig tid, som forløber gik ind for os.

7

¹ Thi denne Melkisedek, Salems konge, den højeste Guds præst, som gik Abraham imøde, da han vendte tilbage fra nederlaget paa kongerne, og som velsignede ham,

² hvem Abraham ogsaa gav tiende af alt, han er først, naar hans navn oversættes, ""Retfærdigheds konge"", men dernæst ogsaa Salems, det er ""Freds konge"",

³ uden fader, uden moder, uden slægtregister, som hverken har dages begyndelse eller livs ende, men, lignet med Guds Søn, bliver han præst for stedse.

⁴ Betragter dog, hvor stor han er, hvem endog Abraham, stamfaderen, gav tiende af det bedste bytte. -

⁵ Nu har vel de af Levis børn, som modtog præstedømmet, befaling at tage tiende efter loven af folket, det er af deres brødre, skjøndt de ere udgangne fra Abrahams lænd;

⁶ men han, som ikke regner sin slægt fra dem, tog tiende af Abraham og velsignede ham, som havde forjættelserne;

⁷ men uden al modsigelse velsignes den ringere af den ypperlige;

⁸ og her tage dødelige mennesker tiende, men der han, om hvem der vidnes, at han lever;

⁹ og saa at sige har endog Levi, som tager tiende, givet tiende ved Abraham;

¹⁰ thi han var allerede i faderens lænd, da Melkisedeks gik ham imøde.

¹¹ Dersom altsaa det fuldkomne var ved det levitiske præstedømme, - til dette var nemlig folket lovbundet - hvilken nødvendighed var der da endnu for, at en anden præst skulde opstaa efter Melkisedeks orden og ikke nævnes efter Arons orden?

¹² thi naar præstedømmet omskiftes, skeer der ogsaa med nødvendighed en omskiftelse af loven;

¹³ og han, om hvem dette siges, havde lod i en anden stamme, af hvilke ingen har varet paa alteret;

¹⁴ thi det er vitterligt, at vor Herre er oprunden af Juda, til hvilken stamme Mose intet har talet om præstedømmet;

¹⁵ og endnu klarere er det, naar der opstaaer en anden præst i lighed med Melkisedeks,

¹⁶ som ikke er bleven det efter et kjødeligt buds lov, men efter et uopløseligt livs kraft;

¹⁷ thi han vidner: Du er en præst evindelig efter Melkisedeks orden! -

¹⁸ Der skeer da en afskaffelse af det foregaaende bud, fordi det var svagt og unyttigt, -

¹⁹ thi loven har ikke bragt noget til fuldendelse - og en indførelse af et bedre haab, ved hvilket vi nærme os Gud.

²⁰ Og forsaavidt det ikke skete uden ed, thi hine ere blevne præster uden ed,

²¹ men denne med ed, ved ham, som siger til ham: Herren svor, og det vil ikke angre ham: Du er en præst evindelig efter Melkisedeks orden!

²² er Jesus bleven en saa meget bedre pagts borgen.

²³ Og hine præster ere blevne mange, fordi døden formente dem at blive ved,

²⁴ men han har et uforgjængeligt præstedømme, fordi han bliver til evig tid;

²⁵ hvorfor han og fuldkommen kan frelse dem, som ved ham komme til Gud, da han altid lever til at træde frem for dem.

²⁶ Thi saadan ypperstepræst sømmede os, som er hellig, uskyldig, uplettet, adskilt fra syndere og bleven ophøjet over himlene,

²⁷ som ikke behøver daglig, som andre ypperstepræster, at ofre først for sine egne synder og saa for folkets; thi det gjorde han eengang for alle, da han ofrede sig selv.

²⁸ Thi loven indsætter mennesker til ypperstepræster, som have skrøbelighed, men edens ord, senere end loven, indsætter Sønnen, den til evig tid fuldkomne.

8

¹ Hovedpunktet ved det, vi sige, er dette: vi har en saadan ypperstepræst, som sidder ved højre side af Storhedens kongestol i himlene,

² helligdommens og det sande tabernakels tjener, hvilket Herren og ikke et menneske oprejste.

³ Enhver ypperstepræst indsættes nemlig til at bringe gaver og slagtofre, hvorfor det er nødvendigt, at ogsaa han har noget, hankan ofre.

⁴ Naar han nemlig var paa jorden, var han ikke engang præst,fordi der jo ere præster, som bringe gaverne efter loven,

⁵ som tjene ved afbildningen og skyggen af det himmelske, eftersom det blev Mose betydet af Gud, da han skulde berede tabernaklet; thi se, sagde han, du skal gjøre alt efter det forbillede, som blev dig viist paa bjerget;

⁶ men nu har han faaet en saameget ypperligere tjeneste, som han er en bedre pagts mægler, hvilken er grundet paa bedre forjættelser;

⁷ thi dersom hin første havde været tilstrækkelig, var der ikke søgt sted for en anden;

⁸ thi dadlende siger han til dem: Se, dage komme, siger Herren, da jeg vil oprette en ny pagt med Israels hus og med Judas hus;

⁹ ikke efter den pagt, jeg gjorde med deres fædre den dag, jeg tog dem ved haanden forat føre dem ud af egyptens land; thi de bleve ikke i min pagt, og derfor brød jeg mig ikke om dem, siger Herren!

¹⁰ for denne er den pagt, jeg vil oprette med Israels hus efter disse dage, siger Herren: jeg vil give mine love i deres sind og indskrive dem paa deres hjærter, og jeg vil være dem en Gud, og de skulle være mig et folk;

¹¹ og de skulle ikke lære hver sin næste og hver sin broder, og sige: kjend Herren! for de skulle alle kjende mig, fra lille til stor blandt dem;

¹² for jeg vil være naadig mod deres uretfærdigheder, og jeg vil ikke mere huske paa deres synder og overtrædelser.

¹³ Idet han siger: en ny, har han erklæret den første for gammel, men det, som er gammelt og forældet, er undergang nær.

9

¹ Vel havde ogsaa det første tabernakel anordninger for Gudstjenesten og en jordisk helligdom;

² der var nemlig indrettet et forreste tabernakel, hvori lysestagen er og bordet og fremstillingen af brødene, hvilket kaldes det hellige.

³ Men bag det andet forhæng er det tabernakel, som kaldes det allerhelligste,

⁴ med det gyldne røgelsekar og pagtens ark, der overalt er beklædt med Guld, hvori guldkrukken er med manna og Arons blomstrende stav og pagtens tavler;

⁵ men over den er herlighedens tabernakel, som overskygge naadestolen; hvorom der nu ikke er lejlighed til at tale enkeltvis. -

⁶ Da det nu saaledes var indrettet, gaa præsterne altid ind i det forreste tabernakel, naar de forrette tjenesten;

⁷ men i det andet gaaer ypperstepræsten alene ind eengang om aaret, ikke uden blod, som han ofrer for sig selv og for folkets forseelser;

⁸ hvorved den Helligånd giver tilkjende, at vejen til helligdommen endnu ikke er aabnet, saalænge det forreste tabernakel har sin plads,

⁹ hvilket er et sindbillede indtil den nærværende tid,i hvilken endnu baade gaver og slagtofre bringes, som ikke formaa efter samvittigheden at gjøre ham, som forretter tjenesten, fuldkommen,

¹⁰ men alene ere paalagte ved siden af mad og drikke og de forskjellige renselser og kjødelige anordninger, indtil forbedringens tid.

¹¹ Men da Kristus kom, som ypperstepræst for de vordende goder, gik han gjennem et større og fuldkomnere tabernakel, som ikke er gjort med hænder, det er, som ikke er af denne skabning,

¹² hverken ved blod af bukke eller kalve med ved sit eget blod, eengang for alle ind i helligdommen og fandt en evig gjenløsning.

¹³ Thi dersom blodet af oxer og bukke og asken af kvien, som stænkes paa de urene, helliger til kjødets renhed,

¹⁴ hvormeget mere vil da ikke Kristi blod, han, som i kraft af en evig Aand bragte sig selv som et lydeløst offer for Gud, rense vores samvittighed fra døde gjerninger til at tjene den levende Gud.

¹⁵ Og derfor er han en ny pagts mægler, forat de kaldede, da der er skeet en død til forløsning for overtrædelserne i den første pagt, kunde faa forjættelsen om den evige arv;

¹⁶ thi hvor der er et testament, der bliver hans død, som har gjort testamentet, en nødvendighed;

¹⁷ thi et testamente bliver først gyldigt efter de døde, eftersom det endnu ikke har kraft, naar han lever, som har gjort det.

¹⁸ Derfor blev det første ikke heller indviet uden blod.

¹⁹ Thi efterat hvert bud i loven var forkyndt hele folket af Mose, tog han blodet af kalve og bukke, tilligemed vand og purpurfarvet uld og isop og bestænkede baade bogen selv og hele folket,

²⁰ og sagde: Det er den pagts blod, som Gud har befalet til eder;

²¹ men han bestænkede ogsaa iligemaade tabernaklet og redskaberne til tjenesten med blodet;

²² og næsten alt bliver efter loven renset i blod, og uden blods udgydelse skeer ikke forladelse.

²³ Det var derfor en nødvendighed, at afbildningerne af de himmelske ting bleve rensede herved, men de himmelske ting selv ved bedre ofre end disse.

²⁴ Thi Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder, en afbildning af den sande, men i selve himmelen til nu at aabenbares for Guds aasyn for vor skyld;

²⁵ ikke heller at han flere gange skulde ofre sig selv, ligesom ypperstepræsten hvert aar gaaer ind i helligdommen med fremmed blod;

²⁶ ellers maatte han mange gange have lidt fra verdens skabelse, men nu er han eengang ved tidernes ende aabenbaret til at afskaffe synden ved sit offer;

²⁷ og ligesom det er beskikket menneskene eengang at dø, og derefter dommen,

²⁸ saaledes er og Kristus eengang ofret til at borttage manges synder; anden gang skal han uden synd sees af dem, som vente ham til frelse.

10

¹ Thi loven, som har en skygge af de vordenede goder, men ikke selve billedet af tingene, kan aldrig ved de samme aarlige ofre, som de bestandig frembære, fuldkommen forsone dem, som dermed komme frem;

² ellers vilde jo ofringerne være ophørte, naar de ofrende ikke længer havde nogen bevidsthed om synder, naar de eengang var ventede;

³ men ved disse skeer der en aarlig erindring om synder;

⁴ thi det er umuligt, at blodet af oxer og bukke kan borttage synder.

⁵ Derfor siger han ved sin indtrædelse i verden: Slagtoffer og madoffer vilde du ikke, men du beredte mig et legeme;

⁶ brændofre os syndofre havde du ikke behag i.

⁷ Da sagde jeg: Se, jeg kommer - der er skrevet om mig i bogens rulle, - forat gjøre, o Gud, din villie!

⁸ Da han ovenfor siger: slagtofre og madofre, brændofre og syndofre vilde du ikke og havde ikke heller behag i - og disse bringes efter loven -

⁹ da siger han: Se, jeg kommer forat gjøre, o Gud, din villie - han ophæver det første forat sætte det andet -

¹⁰ ved hvilken villie vi ere helliggjorte ved Jesu Kristi legems opofrelse eengang for alle. -

¹¹ Og hver ypperstepræst staaer vel daglig forat tjene og mange gange bringe de samme ofre, som aldrig kunne borttage synder,

¹² men da han havde bragt eet altid gyldigt offer for synder, satte han sig hos Guds højre haand,

¹³ og venter iøvrigt, indtil hans fjender lægges som hans fødders fodskammel;

¹⁴ thi med eet offer har han for bestandig fuldkommen forsonet dem, som helliggjøres.

¹⁵ Men den Helligaand vidner ogsaa for os; thi efter først at have sagt:

¹⁶ Det er pagten, som jeg vil oprette med dem efter disse dage, siger Herren: Jeg vil give mine love i deres hjærter og skrive dem i deres indre,

¹⁷ saa siger han: Jeg vil ikke mere ihukomme deres synder og deres overtrædelser;

¹⁸ men hvor de ere forladte, der er ikke mere offer for synd.

¹⁹ Efterdi vi altsaa, brødre, baade have frihed til indgang i helligdommen ved Jesu blod,

²⁰ hvilken han indviede os til en ny og levende vej gjennem forhænget, det er hans kjød,

²¹ og en stor præst over Guds hus,

²² lader os da træde frem med et sanddru hjærte i troens fulde forvisning, rensede, hvad hjærterne angaaer, ved bestænkelsen fra en ond samvittighed

²³ og aftvættede, hvad legemet angaaer, i rent vand, holde fast ved haabets urokkelige bekjendelse, - thi han er trofast, som gav forjættelsen, -

²⁴ og give agt paa hverandre til en opmuntring til kjærlighed og gode gjerninger,

²⁵ saa vi ikke forlade vor egen forsamling, somnogle have for skik, men formane hverandre, og det saameget mere, som i se dagen nærme sig. -

²⁶ Thi synde vi med villie, efterat have modtaget sandhedens erkjendelse, er der ikke mere offer tilbage for synder,

²⁷ men en gruelig forventning om dom, og en brændende nidkjærhed, som vil fortære de gjenstridige.

²⁸ Naar nogen har brudt Mose lov, døer han uden barmhjærtighed efter to eller tre vidners udsagn;

²⁹ hvormeget værre straf mene i, han maa agtes værd, som træder Guds Søn under fødder og ringeagter pagtens blod, hvormed han var helliget, og spotter naadens Aand.

³⁰ Thi vi kjende ham, som har sagt: Mig hører hævnen til, jeg vil betale, siger Herren! og atter: Herren vil dømme sit folk.

³¹ Det er grueligt at falde i den levende Guds hænder.

³² Kommer de forrige dage ihu, i hvilke i, efterat i være blevne oplyste, udholdt megen kamp i lidelser,

³³ idet i dels blev et skuespil ved forhaanelser og trængsler, dels bleve deres fæller, som fristede saadanne kaar;

³⁴ thi baade havde i medlidenhed med mine lænker, og i fandt eder med glæde i, at man røvede eders gods, da i vidste, i havde for eder selv en bedre og varig ejendom i himlene.

³⁵ Bortkaster derfor ikke eders frimodighed, som har stor løn;

³⁶ thi i behøve taalmodighed, forat i kunne faa forjættelsen, naar i har gjort Guds villie;

³⁷ thi der er endnu kun et lidet, hvor lidt, hvor lidt! indtil han, som kommer, vil komme og ikke tøve;

³⁸ men den retfærdige skal leve ved troen, og dersom nogen unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham;

³⁹ men vi ere ikke af dem, som unddrage sig til fordærvelse, men af dem, som tro til vinding.

11

¹ Men tro er fast tillid med hensyn til det, som haabes, en fast overbevisning om det, som ikke sees.

² I besiddelse af denne fik de gamle godt vidnesbyrd.

³ Ved tro erkjende vi, at verden er beredt ved Guds Ord, saa at ikke de ting, som sees, bleve til af det, som var tilsyne.

⁴ Ved tro ofrede Abel Gud et større offer end Kain, og ved denne fik han vidnesbyrdet om, at han var retfærdig, idet Gud gav et vidnesbyrd med hensyn til hans gaver, og ved denne taler han endnu efter sin død.

⁵ Ved tro blev Enok borttagen, at han ikke skulde se døden, og han blev ikke funden, fordi Gud havde taget ham bort; thi førend han blev borttagen, havde han det vidnesbyrd, at han behagede Gud;

⁶ men uden tro er det umuligt at behage ham; thi den, som træder frem for Gud, maa tro, at han er til og at han lønner dem, som søge ham.

⁷ Ved tro blev Noa advaret af Gud om det, som endnu ikke saaes, og da han frygtede, beredte han arken til frelse for sit hus, og ved den fordømte han verden og blev arving til retfærdigheden af troen. -

⁸ Ved tro var Abraham, da han blev kaldet, lydig i at drage up til det sted, han skulde tage til arv, og han drog ud, skjøndt han ikke vidste, hvor han drog hen.

⁹ Ved tro opholdt Abraham sig i det forjættede som i et fremmed land, og boede i telte med Isak og Jakob, som vare medarvinger til samme forjættelse;

¹⁰ thi han forventede den stad, som haver grundvold, hvis bygmester og forarbejder Gud er.

¹¹ Ved tro fik og selv Sara, skjøndt hun var ufrugtbar, kraft til at grunde afkom, og hun fødte over alders tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde lovet det.

¹² Derfor avledes og af en og det en kraftesløs som himlens stjerner i mangfoldighed og som det utallige sand paa havets bred.

¹³ I tro døde de alle, da de ikke opnaaede forjættelserne, men de saae dem langt borte, og hilsede dem og bekjendte, at de vare fremmede og udlændinge paa jorden.

¹⁴ Men de, som sige saadant, give tilkjende, at de søge et fædreland;

¹⁵ og dersom de havde tænkt paa det, de vare dragne ud fra, havde de vel haft tid til at vende tilbage;

¹⁶ men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor blues Gud ikke ved dem, at kaldes deres Gud, thi han har beredt dem en stad.

¹⁷ Ved tro ofrede Abraham Isak, da han blev prøvet, og han ofrede den enbaarne, han, som havde modtaget forjættelserne,

¹⁸ til hvem der var sagt: I Isak skal sæd fremkaldes dig;

¹⁹ da han betænkte, at Gud er mægtig til endog at opvække fra døde, hvorfra han og lignelsesvis fik ham tilbage.

²⁰ Ved tro om det tilkommende velsignede Isak Jakob og Esau.

²¹ Ved tro velsignede den døende Jakob hver af Josefs sønner og tilbad, lænende sig over sin stav.

²² Ved tro erindrede den døende Josef om Israels børns udgang og gav befaling om sine ben. -

²³ Ved tro blev Mose, da han var født, skjult i 3 maaneder af sin forældre, fordi de saae, det var et dejligt barn, og de frygtede ikke kongens befaling.

²⁴ Ved tro nægtede Mose, da han var bleven stor, at hedde Faraos datters søn,

²⁵ da han heller vilde lide ondt med Guds folk end at have syndens timelige nydelse;

²⁶ da han ansaae Kristi forsmædelse for større rigdom end egyptens skatte, thi han saae paa gjengjældelsen.

²⁷ Ved tro forlod han egypten uden frygt for kongens vrede, thi han holdt fast ved den usynlige, som om han saae ham.

²⁸ Ved tro har han anordnet paasken og blodbestænkningen, at han, som ødelagde de førstefødte, ikke skulde røre dem.

²⁹ Ved tro gik de gjennem det røde hav som gjennem tørt land, men da egypterne prøvede det, druknede de.

³⁰ Ved tro faldt Jerikos mure, efterat de vare omgangne i 7 dage.

³¹ Ved tro omkom skjøgen Rakab ikke med de vantro, da hun havde modtaget spejderne med fred. -

³² Og hvorfor taler jeg mere? thi tiden vilde fattes mig, hvis jeg fortalte om Gideon, Barak og Samson og Jesta, David og Samuel og profeterne,

³³ som i kraft af tro overvandt riger, øvede retfærdighed, erholdt forjættelser, stoppede løvers gab,

³⁴ slukkede ildens magt, undgik sværdets od, bleve stærke af skrøbelighed, bleve vældige i krig, bragte fjenders hære til at vige.

³⁵ Kvinder fik ved opstandelse deres døde tilbage; men andre bleve spændte paa pinebænken og tage ikke mod befrielse, forat de kunde faa en herligere opstandelse.

³⁶ Andre prøvede bespottelser, og hudstrygelser, tilmed lænker og fængsel.

³⁷ De bleve stenede, gjennemsavede, fristede, henrettede med sværd, de gik om i faare- og gede-skind, de lede mangel, trængsel, mishandledes -

³⁸ dem var verden ikke værd - de vankede om i ørkener og paa bjerge og i jordens huler og kløfter.

³⁹ Og skjøndt alle disse have vidnesbyrd for troen, naaede de ikke forjættelsen;

⁴⁰ da Gud forudsaae noget bedre for os, at de ikke skulde naa fuldendelsen uden os.

12

¹ Derfor lader og os, som have saa stor en flok af vidner om os, aflægge hver byrde og synden, som hart omspænder os, og med udholdenhed gjennemløbe den foreliggende bane,

² idet vi se hen til Jesus, troens begynder og fuldender, som istedenfor den glæde, han havde for sig, taalmodig led korset, idet han foragtede forhaanelse, og sidder ved højre side af Guds kongestol.

³ Betragter derfor ham, som taalte saadan modsigelse mod sig af syndere, at i ikke blive trætte i eders sjæle og forsagte.

⁴ I stode endnu ikke imod indtil blodet, idet i strede mod synden;

⁵ og har i glemt den formaning, der taler til eder som til børn: Min søn, foragt ikke Herrens tugt, og vær ikke forsagt under hans rævselse!

⁶ thi hvem Herren elsker, tugter han, og han rævser strængt hver søn, han antager sig.

⁷ Dersom i lide tugtelse, handler Gud med eder som med børn; thi hvem er den søn, som Faderen ikke tugter?

⁸ Men ere i uden tugtelse, hvori alle er blevne delagtige, da ere i jo uægte og ikke børn.

⁹ Havde vi dernæst vore kjødelige fædre til optygtere og ærede dem, skulde vi da ikke meget mere underordne os Aandernes Fader og leve?

¹⁰ Thi hine optugtede os for faa dage efter deres tykke, men han gjør det til nytte, til at vi kunne blive delagtige i hans hellighed.

¹¹ Thi enhver tugtelse synes vel, saalænge den staaer paa, ikke at være til glæde men til bedrøvelse, men siden giver den igjen dem, som ere øvede deri, retfærdigheds salige frugt. -

¹² Retter derfor de slappe hænder og de matte knæ,

¹³ og gjører sikre skridt med eders fødder, forat det halte ikke mere skal komme af lave, men snarere helbredes.

¹⁴ Jager efter fred med alle og hellighed, uden hvilken ingen skal se Herren;

¹⁵ og seer til, at ikke nogen bliver tilbage fra Guds naade, at ikke nogen rod til bitterhed skyder op og gjør forvirring, og mange smittes ved den,

¹⁶ at ikke nogen er en skjørlevner eller en vanhellig som Esau, der for en ret mad solgte sin førstefødselsret;

¹⁷ thi i vide, at da han bag efter vilde arve velsignelsen, blev han forskudt; thi for anger fandt han intet rum, skjøndt han med taarer ivrig bad derom.

¹⁸ I ere nemlig ikke komne til det bjerg, som er haandgribeligt og som brændte med ild, og til mulm og mørke og uvejr,

¹⁹ og til basunlyd og ordenes røst, saa de, der hørte den, bade, at Ordet ikke maatte forelægges dem,

²⁰ thi de fordroge ikke budet: Om endog et dyr rører bjerget, skal det stenes;

²¹ og - saa frygteligt var synet, - Mose sagde: Jeg er forfærdet og skjælver!

²² Men i ere komne til Zions bjerg og den levende Guds stad, det himmelske Jerusalem, og til titusinder af engle, til en festkreds

²³ og menighed af de førstefødte, som ere opskrevne i himlene og til en dommer, alles Gud, og til de fuldkommen retfærdiges aander;

²⁴ og til den ny pagts mægler, Jesus, og til bestænkelsens blod, der taler bedre end Abel. -

²⁵ Seer eder for, at i ikke frabede eder ham, somtaler; thi undflyede de ikke, som frabade sig ham, som varslede Guds Ord paa jorden, hvormeget mindre da vi, om vi vendte os bort fra ham af himlen,

²⁶ hvis røst dengang bevægede jorden; men nu har han lovet, og sagt: Endnu eengang vil jeg ryste ikke alene jorden, men ogssa himlen!

²⁷ Men dette ""endnu eengang"" angiver en forandring af det, som kommer i bevægelse, da de ere skabte ting, forat det kan blive ved, som ikke kommer i bevægelse.

²⁸ Efterdi vi da have modtaget et rige, som ikke kommer i bevægelse, lader os vise taknemmelighed, ved hvilken vi tjene Gud til behag med blusel og ærefrygt;

²⁹ thi ogsaa vor Gud er en fortærende ild.

13

¹ Broderkjærligheden blive ved!

² Glemmer ikke gjæstmildhed, thi ved den har nogle, uden at vide det, huset engle.

³ Tænker paa de fangne; som om i selv vare medfanger, paa dem, som lide ilde, som i og selv ere i legemet.

⁴ Ægteskabet være hæderligt i alle maader og ægtesengen ubesmittet; men skjørlevnene og horkarle vil Gud dømme.

⁵ Vandelen være uden pengegjerrighed; værer tilfredse med det, i have; thi han har selv sagt: Jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig;

⁶ saa vi dristig kunne sige: Herren er min hjælper, og jeg vil ikke frygte; hvad vil et menneske gjøre mig?

⁷ Mindes eders ledere, som talede Guds Ord til eder; og naar i betragte udgangen af deres vandel, da efterligner deres tro.

⁸ Jesus Kristus er igaar og idag og i al evighed den samme.

⁹ Lader eder ikke omdrive af forskjellige og fremmede lærdomme; thi det er godt, at hjærtet styrkes ved naade, ikke ved mad, hvoraf de, som omgikkes dermed, ikke har haft nogen nytte;

¹⁰ vi have et alter, hvoraf de, som tjene i tabernaklet, ikke har ret til at spise.

¹¹ Thi de dyr, hvis blod indbringes for synden i helligdommen ved ypperstepræsten, deres kroppe opbrændes udenfor lejren,

¹² hvorfor også Jesus led udenfor porten, forat han kunde hellige folket ved sit eget blod.

¹³ Lader os derfor gaa ud til ham udenfor lejren, idet vi bære hans forsmædelse;

¹⁴ thi her har vi ikke en blivende stad, men vi søge efter den tilkommende.

¹⁵ Lader os da altid ved ham bringe Gud lovoffer, det er: en frugt af læber, som bekjende hans navn. -

¹⁶ Men glemmer ikke at gjøre vel og meddele, thi Gud har behag i saadanne ofre.

¹⁷ Lyder eders ledere og værer dem hørige! thi de vaage over eders sjæle som de der skulle aflægge regnskab, at de kunne gjøre det med glæde og ikke sukkende; thi det er eder ikke gavnligt.

¹⁸ Beder for os! thi vi mene, at vi har en god samvittighed, da vi stræbe at omgaaes vel i alle ting;

¹⁹ og jeg formaner eder desmere til at gjøre dette, forat jeg des snarere kan gives eder igjen.

²⁰ Men fredens Gud, som ved en evig pagts blod udførte faarenes den store hyrde, vor Herre Jesus Kristus fra døde,

²¹ gjøre eder fuldkomne i al god gjerning til at gjøre hans villie, idet han virker i eder, hvad der er ham behageligt, ved Jesus Kristus! ham være ære i al evighed! Amen. -

²² Jeg beder eder brødre, at i fordrage dette formaningsord; thi ogsaa i korthed har jeg skrevet eder til.

²³ Vider, at broderen Timoteos er løsladt; og med ham vil jeg se eder, om han kommer snart.

²⁴ Hilser alle eders ledere og alle de hellige. De fra Italien hilse eder!

²⁵ Naaden være med eder alle! Amen.