1

¹ Paulos, apostel ikke af mennesker eller ved noget menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra døde,

² og alle brødrene med mig til menighederne i Galatien:

³ Naade være med eder og fred fra Gud Fader og vor Herre Jesus Kristus,

⁴ som hengav sig selv for vore synder forat udfri os fra den nuværende onde verden efter Guds og vor Faders villie!

⁵ Ham være ære i al evighed! Amen.

⁶ Jeg undres over, at i saasnart blive dragne fra ham, som kaldte eder i Kristi naade, til et andet evangelium,

⁷ som dog ikke er et andet; kun der er nogle, som forvirre eder og ville forvende Kristi evangelium.

⁸ Men om endog vi, eller en engel fra himlen, forkynder eder evangelium tværtimod, hvad vi har forkyndt eder, han være bansat!

⁹ Som jeg sagde før, siger jeg nu igjen: Dersom nogen forkynder eder evangeliet mod det, i har modtaget, han være bansat! -

¹⁰ Taler jeg da nu mennesker til villie eller Gud? eller søger jeg at tækkes mennesker? Thi dersom jeg endnu tækkedes mennesker, var jeg ikke Kristi tjener.

¹¹ Men jeg bevidner eder, brødre, at det evangelium, som er forkyndt af mig, ikke er menneskelære;

¹² thi hverken modtog eller lærte jeg det af noget menneske, men ved Jesu Kristi Aabenbarelse.

¹³ I har jo h ørt om min vandel tidligere i jødedommen, at jeg over al maade forfulgte Guds menighed og forstyrrede den;

¹⁴ og jeg gik videre i jødedommen end mange af mine jævnaldrende i mit folk, da jeg var overmaade nidkær for mine fæderne lærdomme.

¹⁵ Men da det behagede Gud, som fra min moders liv har udvalgt og kaldet mig ved sin naade

¹⁶ at aabenbare sin Søn i mig, forat jeg skulde forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, da strax gik jeg ikke paa raad med kjød og blod,

¹⁷ ikke heller tog jeg op til Jerusalem til dem, som vare apostle før jeg, men jeg drog bort til Arabien og vendte atter tilbage til Damask;

¹⁸ tre aar derefter drog jeg op til Jerusalem forat blive kjendt med Peder, og jeg blev femten dage hos ham;

¹⁹ men jeg saae ikke nogen anden af apostlene uden Herrens broder Jakob.

²⁰ Hvad jeg skriver til eder, se, det vidner jeg for Guds aasyn, at jeg ikke lyver!

²¹ Derpaa kom jeg til Syriens og Kilikiens lande;

²² men af person var jeg ubekjendt for Kristi menigheder i Judæa;

²³ de havde kun hørt, at han, som engang forfulgte os, nu forkynder det glade budskab om den tro, han før vilde udrydde,

²⁴ og de lovpriste Gud for mig.

2

¹ Fjorten aar efter drog jeg atter op til Jerusalem med Barnabas og tog ogsaa Titos med;

² men jeg drog derop efter en aabenbarelse, og jeg forelagde dem, men de ansete særskilt, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne, om jeg vel løber eller jeg har løbet forgjæves;

³ men end ikke Titos, som var med mig, blev nødt til at omskjæres, skjøndt han var en hellener;

⁴ men det skete for de indsnegne falske brødres skyld, som havde listet sig ind for at bespejde vor frihed, som vi har i Kristus Jesus, forat de kunne gjøre os til trælle;

⁵ hvem vi ikke heller noget øjeblik vege for med underdanighed, forat evangeliets sandhed maatte blive varig hos eder.

⁶ Men af dem, som ansees for at være noget - hvormeget de vare, vedkommer mig ikke; Gud seer ikke paa menneskes person - de ansete, siger jeg, lagde intet til min lærdom;

⁷ men tværtimod, da de saae, at mig var betroet at forkynde evangeliet for de uomskaarne ligesom Peder for de omskaarne, -

⁸ thi han, som arbejdede med Peder til apostelembedet blandt de omskaarne, arbejdede ogsaa med mig blandt hedningerne; -

⁹ og da de erkjendte den naade, som var skjænket mig, gave de, som ansaaes for at være piller, Jakob og Kefas og Johannes, mig og Barnabas haand til fællesskab, at vi skulde gaa til hedningerne, men de selv til de omskaarne;

¹⁰ kun at vi skulde tænke paa de fattige, og netop dette har jeg ogsaa beflittet mig paa at gjøre. -

¹¹ Men da Peder kom til Antiokien, stod jeg ham imod ligefor hans øjne, fordi han var at laste.

¹² Førend der nemlig kom nogle fra Jakob, spiste han med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og fraskilte sig, da han frygtede for dem af omskjærelsen;

¹³ og med ham hyklede ogsaa de øvrige jøder, saa at endog Barnabas blev dragen med af deres hykleri.

¹⁴ Men da jeg saae, at de ikke vandrede lige efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Peder i alles nærværelse: Naar du, som er en jøde, lever paa hedensk, ikke paa jødisk vis, hvorfor tvinger du da hedningerne til at leve paa jødisk vis?

¹⁵ Da vi syndere, som ere jøder ved fødselen og ikke af hedningerne,

¹⁶ vide, at et menneske ikke bliver retfærdiggjort af lovens gjerninger, men ved Jesu Kristi tro, saa har og vi troet paa Kristus Jesus, forat vi kunne blive retfærdiggjorte af Kristi tro og ikke af lovens gjerninger, fordi intet kjød skal blive retfærdiggjort af lovens gjerninger.

¹⁷ Men om vi, som søge at blive retfærdiggjorte i Kristus, ogsaa selv befandtes at være syndere, er da Kristus bleven syndens tjener? Det være langt fra!

¹⁸ Dersom jeg nemlig igjen opbygger, hvad jeg nedbrød, fremstiller jeg mig selv som overtræder.

¹⁹ Jeg er nemlig ved lov død fra lov, at skal leve for Gud;

²⁰ jeg er korsfæstet med Kristus, men jeg lever, dog ikke længer jeg, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever i kjødet, det lever jeg i troen paa Guds Søn, som elskede mig og hengav sig for mig.

²¹ Jeg agter ikke Guds naade ringe; thi er der retfærdiggjørlse ved lov, er Kristus jo død uden nytte.

3

¹ Uforstandige Galatere! hvem har forhexet eder til ikke at lyde sandhed? Eder, hvem Jesus Kristus var malet for øjne som korsfæstet blandt eder!

² Kun dette vilde jeg vide af eder: Har i modtaget Aanden af lovens gjerninger eller af troens hørelse?

³ Ere i saa uforstandige? Ville i, som begyndte i Aand, nu fuldende i kjød?

⁴ Har i da prøvet saa meget forgjæves? om ellers forgjæves!

⁵ Har da han, som meddeler eder Aanden og virker kraftige gjerninger i eder, virket dette af lovens gjerninger eller af troens hørelse?

⁶ Ligesom Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.

⁷ Erkjender altsaa, at de, som ere af troen, disse ere Abrahams børn.

⁸ Men da skriften forudsaae, at Gud vilde retfærdiggjøre hedningerne af troen, forjættede han Abraham forud: I dig skal alle hedninger velsignes!

⁹ Saa at de af troen velsignes med den troende Abraham;

¹⁰ thi saa mange, som ere af lovens gjerninger, ere under forbandelse; thi der er skrevet: forbandet er hver, som ikke bliver ved i alt, hvad der er skrevet i lovens bog, at han gjøre det.

¹¹ Men at ingen retfærdiggjøres for Gud i loven, er klart; thi ""den retfærdige skal leve af troen"";

¹² men loven er ikke af tro, men ""det menneske, som gjør dette, skal leve derved"".

¹³ Kristus har frikjøbt os fra lovens forbandelse, da han blev en forbandelse for os; thi der er skrevet: forbandet er enhver som hænger paa et træ;

¹⁴ forat Abrahams velsignelse maatte komme til hedningerne i Kristus Jesus, forat vi kunne faa Aandens forjættelse ved troen.

¹⁵ Jeg taler efter menneskelig vis; ingen gjør dog et menneskes testamente, som er bekræftet, til intet eller føjer noget dertil;

¹⁶ men forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans ""sæd""; der siges ikke ""kuld"" som om mange, men som om een: ""og din sæd"", som er Kristus.

¹⁷ Men jeg siger dette: En pagt, som forud er bekræftet af Gud om Kristus, kan loven, som blev given 430 aar derefter, ikke afkræfte, saa den skulde gjøre forjættelsen til intet;

¹⁸ thi dersom arven er af lov, er den ikke mere af forjættelse, men Gud skjænkede Abraham den ved forjættelse.

¹⁹ Hvad skakl da loven? Den blev føjet til for overtrædelsers skyld - indtil den sæd kom, hvem forjættelsen gjaldt - betjent af engle ved en mæglers haand;

²⁰ men mægleren er ikke eens, men Gud er een.

²¹ Er loven da mod Guds forjættelser? Det være langt fra! thi var der givet en lov, som kunde gjøre levende, saa var retfærdigheden virkelig ved lov;

²² men skriften indesluttede alt under synd, forat forjættelsen af Jesu Kristi tro skulde gives dem, som tro.

²³ Før troen kom, bevogtedes vi, indesluttede under loven, til den tro, som skulde aabenbares;

²⁴ saa at loven er bleven en tugtemester til Kristus, forat vi kunde retfærdiggjøres af tro;

²⁵ men da troen er kommen, ere vi ikke mere under tugtemester;

²⁶ I ere alle Guds børn ved troen i Kristus Jesus;

²⁷ thi i have iført Kristus, saamange som ere døbte til Kristus;

²⁸ her er ikke jøde eller hellener, ikke træl eller fri, ikke mand eller kvinde; thi i ere alle een i Kristus Jesus;

²⁹ men ere i Kristi, da ere i jo Abrahams sæd, arvinger efter forjættelsen.

4

¹ Men jeg siger: Saalænge arvingen er et barn, er der ingen forskjel mellem ham og trællen, skjøndt han er herre over alt godset;

² men han er under formyndere og husholdere indtil den af faderen bestemte tid;

³ saaledes trællede og vi, da vi vare børn, under verdens børnelærdom,

⁴ men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, levende under loven;

⁵ forat han skulde frikjøbe dem under loven, at vi skulde faa sønnekaar;

⁶ men naar i ere sønner, har Gud til eders hjærter udsendt sin Søns Aand, som raaber: Abba, Fader!

⁷ saa du ikke længer er træl men søn, da er du og Guds arving med Kristus.

⁸ Men engang, da i ikke kjendte Gud, trællede i for dem, som ikke ved fødsel ere guder,

⁹ men nu da i kjende Gud, ja meget mere ere kjendte af Gud, hvorledes vende i da atter tilbage til den svage og fattige børnelærdom, hvorved i atter vilde trælle forfra?

¹⁰ I tage vare paa dage og maaneder og tider og aar;

¹¹ jeg frygter for eder, at jeg maaske har arbejdet forgjæves paa eder.

¹² Bliver som jeg er, for jeg er ogsaa som i. Brødre, jeg beder eder!

¹³ I har ingen uret gjort mig, men i veed, at jeg førte gang under kjødets skrøbelighed forkyndte eder evangeliet,

¹⁴ og for denne prøvelse i mit kjød foragtede i mig ikke, ikke heller forhaanede i mig, men i modtog mig som en Guds engel, som Kristus Jesus.

¹⁵ Hvilken var da ikke eders livsalighed! thi jeg giver eder det vidnesbyrd, at i, om det var muligt, havde udrevet eders øjne og givet mig.

¹⁶ Er jeg da nu bleven eders fjende, fordi jeg siger eder sandhed?

¹⁷ De ere nidkjære for eder, dog ikke til det bedste, men de ville udelukke eder, forat i skulle blive nidkjære efter dem;

¹⁸ men det er godt, altid at være nidkjær i det gode, og ikke alene, naar jeg er tilstede hos eder.

¹⁹ Mine børn, som jeg atter føder med smerte, indtil Kristus faaer skikkelse i eder!

²⁰ jeg ønskede nu at være tilstede hos eder og at kunne forandre min røst; thi jeg er i tvivl om eder.

²¹ Siger mig, i, som vilde være under lov, høre i ikke loven?

²² Der staaer nemlig skrevet, at Abraham havde to sønner, een med tjenestekvinden og een med den frie kvinde,

²³ og han, som han havde med tjenestekvinden, var født efter kjødet, men han, som han havde med den frie kvinde, ved forjættelsen.

²⁴ Men dette har en billedlig betydning. Disse kvinder ere nemlig de to pagter, den ene fra Sinaj bjerg, som føder til trældom, og det er Hagar;

²⁵ Hagar er nemlig Sinaj bjerg i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, og er i trældom med sine børn;

²⁶ men det Jerusalem heroventil er den frie kvinde, som er alle vores moder;

²⁷ thi der er skrevet: Syng med fryd du ufrugtbare, som ikke fødte; bryd ud og raab, du, som ikke havde fødselssmerte! thi den enliges børn er mange flere end hendes, som har manden.

²⁸ Men vi, brødre, ere børn efter forjættelsen om Isak.

²⁹ Men ligesom dengang han, der var født efter kjødet, forfulgte ham, som var født efter Aanden, saaledes ogsaa nu.

³⁰ Dog, hvad siger skriften: Jag tjenetekvinden og hendes søn ud, thi tjenestekvindens søn skal ikke arve med den frie kvindes søn.

³¹ Altsaa, brødre, ere vi ikke en tjenestekvindes, men den frie kvindes børn.

5

¹ Bliver da staaende i den frihed, hvormed Kristus udfriede os, og lader eder ikke atter tvinge under trældoms aag.

² Se, jeg Paulos siger eder, at dersom i lade eder omskjære, nytter Kristus eder intet;

³ men jeg vidner atter for hvert menneske, som lader sig omskjære, at han er pligtig til at holde den hele lov.

⁴ I, som ville retfærdiggjøres ved lov, ere rent skilte fra kristus, i ere faldne ud af naaden;

⁵ thi vi vente i Aand retfærdigheds haab af tro;

⁶ thi i Kristus Jesus gjælder hverken omskjærelse eller ikke-omskjærlse noget, men tro, virksom ved kjærlighed. -

⁷ I løb smukt frem, hvem standsede eder, saa i ikke lade eder overtale af sandheden?

⁸ Denne overtalelse er ikke af ham, som kaldte eder.

⁹ En lille surdejg syrer den hele dejg.

¹⁰ Jeg har den tillid til eder i Herren, at i ikke ville mene andet; men han, som forvirrer eder, skal bære dommen, hvem han end er!

¹¹ Men dersom jeg, brødre, endnu prædiker omskjærelsen, hvorfor forfølges jeg endnu? Da var jo korsets forargelse borttagen.

¹² Gid de og maatte afhugges som bringe eder i oprør.

¹³ I ere jo, brødre, kaldte til frihed; bruger kun ikke friheden til anledning for kjødet, men tjener hverandre med kjærlighed.

¹⁴ Thi hele loven opfyldes i dette ene ord, i dette nemlig: Du skal elske din næste som dig selv;

¹⁵ men naar i bide og æde hverandre, seer da til, at i ikke fortæres af hverandre.

¹⁶ Men jeg siger: Vandrer i Aand, saa skulle i ikke fuldkomme kjøds begjæring.

¹⁷ Thi kjødet begjærer mod Aanden, men Aanden mod kjødet, men disse staa mod hinnanden, saa at i ikke kunne gjøre, hvad i ville.

¹⁸ Men dersom i drives af Aand, ere i ikke under lov.

¹⁹ Men kjødets gjerninger ere aabenbare; saadanne ere: hor, boleri, ukydskhed, vellyst,

²⁰ afgudsdyrkelse, giftblanderi, fjendskaber, kiv, nid, vrede, trætte, tvedragt, partier,

²¹ avind, mord, drukkenskab, svir og deslige, om hvilke jeg siger eder, ligesom jeg og har sagt det før, at de, som øve saadant, ville ikke arve Guds rige.

²² Men Aandens frugt er kjærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, tro, sagtmodighed, afholdenhed;

²³ mod saadanne er loven ikke.

²⁴ Men de, som ere Kristi, have korsfæstet kjødet med lysterne o gbegjæringerne.

²⁵ Dersom vi leve i Aand, lader os og gaa frem i Aand!

²⁶ Lader os ikke jage efter forfængelig ære, saa vi udæske hverandre, misunde hverandre!

6

¹ Brødre, dersom et menneske bliver overilet ved noget fald, da hjælper en saadan tilrette, i aandelige, i sagtmodigheds Aand, og se paa dig selv, at ikke og du bliver fristet.

² Bærer hverandres byrder, og opfylder saaledes Kristi lov.

³ Thi dersom nogen mener, han er noget, skjøndt han er intet, han bedrager sig selv;

⁴ men hver prøve sin egen gjerning, og da skal han have sin ros alene for sig selv og ikke for en anden;

⁵ thi hver skal bære sin egen byrde.

⁶ Men den, som undervises i Ordet, skal dele alt godt med den, som underviser ham. -

⁷ Farer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte; hvad et menneske saaer, det skal han og høste;

⁸ for den, som saaer i sit kjød, skal høste fordærvelse af kjødet, men den, som saaer i Aanden, skal høste evigt liv af Aanden. -

⁹ Lader os ikke blive trætte, naar vi gjør godt; thi i sin tid skulle vi ogsaa høste, om vi ikke blive trætte;

¹⁰ lader os da, som vi har lejlighed, gjøre godt mod alle, men mest mod troens fæller.

¹¹ Seer, hvilket langt brev jeg har skrevet eder til med egen haand?

¹² De, som ville have anseelse efter kjødet, nøde eder til at omskjærelse, alene forat de ikke skulle forfølges for Kristi kors.

¹³ Thi de omskjaarne holde ikke selv loven, men de vil, at i skulle omskjæres, forat de kunne rose sig af eders kjød;

¹⁴ men det være langt fra mig, at rose mig uden af vor Herres Jesu Kristi kors, ved hvem verden er mig, og jeg verden korsfæstet;

¹⁵ thi i Kristus Jesus gjælder hverken omskjærelse eller ikke-omskjærelse noget, men en ny skabning.

¹⁶ Og saa mange, som gaa frem efter denne regel, over dem og over Guds Israel være fred og barmhjærtighed!

¹⁷ Iøvrigt volde ingen mig besvær; thi jeg bærer Herrens Jesu mærker paa mit legeme.

¹⁸ Brødre, vor Herres Jesu Kristi naade være med eders aand! Amen.