1

¹ Paulos, ved Guds villie Jesu Kristi apostel, og broderen Timoteos til Guds menighed i Korint og alle de hellige i hele Akaja.

² Naade være med eder og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus!

³ Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, al barmhjærtigheds Fader og al trøstes Gud,

⁴ som trøster os i al vor trængsel, saa vi kan trøste dem, som ere i al slags trængsel, med den trøst, hvormed vi selv blive trøstede af Gud;

⁵ at ligesom Kristi lidelser komme rigelig over os, saaledes kommer og vor trøst rigelig ved Kristus.

⁶ Hvad enten vi da trænges, skker det for eders trøst og frelse, som viser sig kraftig ved udholdenhed under de lidelser, som og vi lide, - og vort haab om eder er stærkt; - eller vi trøstes over eders trøst og frelse,

⁷ da vi vide, at ligesom i ere delagtige ilidelserne, saaledes og i trøsten.

⁸ Vi ville nemlig ikke, brødre, at i skulle være uvidende om den trængsel, som er vederfaren os i Asia, at vi vare overmaade besværede over evne, saa at vi endog aldeles mistvivlede om livet;

⁹ ja vi havde endog fældet vor dødsdom hos os selv, at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som opvækker de døde;

¹⁰ som friede os ud af saa stor dødsfare og frier endnu, og om hvem vi haabe, at han fremdeles vil udfri,

¹¹ idet ogsaa i komme til hjælp med eders bøn for os, at den naade, som af mange er bevist os, erkjendes af mange med tak for eder;

¹² thi det er vor ros, vor samvittigheds vidnesbyrd, at vi i enfoldighed og retsindighed for Gud, ikke i kjødelig visdom, men i Guds naade har omgaaedes i verden, men mest hos eder;

¹³ thi vi skrive eder ikke andet til, end hvad i enten har læst eller vidst; men jeg haaber, at i skulle ogsaa erkjende det til enden;

¹⁴ ligesom i og have kjendt os tildels, at vi er eders ros, som i ogsaa er vores, paa vor Herres Jesu Kristi dag.

¹⁵ I denne fortrøstning vilde jeg før kommet til eder, forat i atter kunde modtage en velgerning,

¹⁶ og gjennem eder komme til Makedonien, og igjen fra Makedonien til eder og bleven fulgt paa vej af eder til Judæa.

¹⁷ Da jeg besluttede dette, har jeg da derfor viist besindighed? eller beslutter jeg, hvad jeg beslutter, efter kjødet, saa at der hos mig er baade ja og nej?

¹⁸ Gud er trofast, for vor tale til eder blev ikke ja og nej;

¹⁹ thi Guds Søn Jesus Kristus, som er prædiket blandt eder ved os, ved mig og Silvanos og Timoteos, var ikke ja og nej; men jaet var i ham;

²⁰ thi saamange som Guds forjættelser ere, ere de i ham ja og i ham amen, Gud til ære ved os.

²¹ Men han, som holder eder tilligemed os faste til Kristus og salvede os, er Gud,

²² som og beseglede os og gav os Aandens pant i vore hjærter.

²³ Men jeg kalder Gud til vidne over min sjæl, at jeg, forat skaane eder, endnu ikke er kommen til korint,

²⁴ ikke at vi ville herske over eders tro, men arbejde med til eders glæde; thi i staa i troen.

2

¹ Men jeg besluttede dette hos mig selv, at jeg ikke vilde komme til eder igjen i bedrøvelse;

² thi dersom jeg bedrøver eder, hvem er der da, som skal opmuntre mig, uden den, som jeg har bedrøvet?

³ og jeg skrev eder just dette til, forat jeg ikke, naar jeg kom, skulde have sorg paa sorg af dem, jeg burde have glæde af, da jeg har den tillid til eder alle, at min glæde er alle eders;

⁴ thi under megen kummer og med beklemt hjærte skrev jeg eder til under mange taarer, ikke forat bedrøve eder, men forat i skulle kjende den kjærlighed, som jeg overflødig har til eder. -

⁵ Men naar nogen har voldt bedrøvelse, har han ikke bedrøvet mig, men tildels, forat jeg ikke skal sige det hårdere, eder alle.

⁶ Nok for en saadan er den straf, ham er vederfaren af de fleste;

⁷ saa at i tværtimod snarere maa tilgive og trøste ham, at en saadan ikke skal nedsynke i en altfor stor bedrøvelse.

⁸ Derfor formaner jeg eder, at i kraftig vise ham kjærlighed;

⁹ thi derfor har jeg og skrevet, forat jeg kunde erfare eder paalidelighed, om i ere lydige i alt.

¹⁰ Men hvem i tilgiver noget, ham tilgiver jeg ogsaa; thi naar ogsaa jeg har tilgivet noget, har jeg tilgivet det for eders skyld for Kristi aasyn,

¹¹ forat vi ikke skulde besnæres af satan; thi vi ere ikke ubekjendte med hans anslag.

¹² Da jeg kom til Troas for Kristi evangelium og en dør var mig opladt i Herren, havde jeg ingen ro i min aand, da jeg ikke traf broder Titos;

¹³ men jeg tog afsked med dem og drog ud til Makedonien;

¹⁴ men Gud være takket, som altid fører os i sejerstog i Kristus og paa hvert sted udbreder sin kundskabs duft ved os,

¹⁵ fordi vi ere Kristi velbehagelige duftning for Gud blandt dem, som frelses, og dem, som fortabes;

¹⁶ for disse vel en dødninglugt til død, men for hine en livsluft til liv. Og hvem er dygtig til dette?

¹⁷ Vi ere nemlig ikke som de andre, der forkaste Guds ord; men vi tale i Kristus som af oprigtighed, som af Gud for Guds aasyn.

3

¹ Begynde vi atter at anbefale os selv? eller behøve vi, som nogle, anbefalingsbreve til eder eller fra eder?

² I ere vort brev, indskrevet i vore hjærter, hvilket og læses af alle mennesker;

³ da i aabenbart sees at være Kristi brev, besørget af os, skrevet ikke med blæk, men med den levende Guds Aand, ikke paa stentavler, men paa hjærtets kjødtavler. -

⁴ Men vi have saadan tillid til Gud ved Kristus,

⁵ ikke at vi ere dygtige af os selv til at udtænke noget, som af os selv; men vor dygtighed er af Gud,

⁶ som og gjorde os dygtige til at være den nye pagts tjenere, ikke bogstavs men Aands; thi bogstaven slaaer ihjel, men AAnden gjør levende. -

⁷ Men dersom dødstjenesten, som i bogstaver blev indgraven i stene, skete i herlighed, saa at Israels børn ikke kunde beskue Moses ansigt formedelst hans ansigts forgjængelige glands,

⁸ hvorledes skulde da Aandens tjeneste ikke meget mere være i herlighed?

⁹ Thi dersom fordømmelsens tjeneste var en herlighed, da maa retfærdiggjørelsens tjeneste meget mere være rig på herlighed.

¹⁰ Ja, det, som havde herlighed i dette stykke, var formedelst den udmærkede herlighed ikke forherliget;

¹¹ thi naar det, som skal afskaffes, var ved herlighed, da skal det, som bliver, meget mere være i herlighed.

¹² Da vi altsaa have saadant haab, bruge vi stor frimodighed,

¹³ og ikke som Mose, der lagde et dække over sit ansigt, at Israels børn ikke skulde beskue det, indtil det, som skulde afskaffes, fik ende.

¹⁴ Men deres sind er forhærdet; thi indtil denne dag bliver det samme dække uafdraget under læsningen af den gamle pagt, fordi det afskaffes i Kristus;

¹⁵ ja indtil denne dag ligger der et dække over deres hjærte, naar Mose læses;

¹⁶ men naar det omvender sig til Herren, borttages dækket.

¹⁷ Men Herren er Aanden; men hvor Herrens Aand er, der er frihed.

¹⁸ Men vi alle, som med ubedækket ansigt se Herrens herlighed som i et spejl, blive forvandlede efter det samme billede fra herlighed til herlighed, eftersom det er af Aandens Herre.

4

¹ Da vi derfor have denne tjeneste efter den barmhjærtighed, os er vederfaren, blive vi ikke trætte;

² men vi har afsagt det skammelige skjulte væsen; vi omgaaes ikke i trædskhed, forfalske ikke heller Guds Ord, men ved sandhedens aabenbarelse anbefale vi os til hver menneskesamvittighed for Guds aasyn;

³ men er da end vort evangelium skjult, er det skjult for dem, som fortabes,

⁴ i hvem denne verdens Gud har forblindet de vantros sind, saa oplysningen ikke skinner for dem fra evangeliet om Kristi herlighed, som er den usynlige Guds billede.

⁵ Thi vi prædike ikke os selv, men Herren Kristus Jesus, men os selv at være eders tjenere ved Jesus;

⁶ fordi Gud, som sagde, at lys skulde skinne frem af mørke, har ladet det skinne i vore hjærter til at oplyse kundskaben om Guds herlighed i Jesu Kristi aasyn. -

⁷ Men denne skat have vi i lerkar, saa den overvættes kraft er Guds, og ikke af os;

⁸ vi, som trænges paa alle maader, men ikke ere ængstelige, tvivlende, men ikke fortvivlende;

⁹ forfulgte, men ikke forladte; nedslagne, men ikke fortabte;

¹⁰ ombærende altid Herrens Jesu dødelse i legemet, forat ogsaa Jesu liv kan aabenbares i vort legeme;

¹¹ thi skjøndt vi leve, overgives vi stedse til døden for Jesu skyld, at og Jesu liv maa aabenbares i vort dødelige kjød;

¹² saa at døden virker kraftig i os, men livet i eder. -

¹³ Men da vi have samme troens Aand, eftersom skrevet er: Jeg troede, derfor talede jeg! saa tro ogsaa vi, derfor tale vi ogsaa,

¹⁴ da vi vide, at han, som oprejste Herren Jesus, vil ogsaa oprejse os ved Jesus og fremstille os med eder.

¹⁵ Det skeer nemlig altsammen for eders skyld, forat den overvættes naade ved manges taksigelse kan blive overflødig til Guds ære.

¹⁶ Derfor blive vi ikke trætte, men naar ogsaa vort udvortes menneske fordærves, fornyes dog det indvortes dag for dag;

¹⁷ thi vor trængsel, som er øjeblikkelig og let, skaffer os en over al maade stor, evig vægt af herlighed;

¹⁸ idet vi ikke tage hensyn til det synlige, men til det usynlige; det synlige er nemlig timeligt, men det usynlige evigt.

5

¹ Vi vide nemlig, at naar vort jordiske hyttebo nedbrydes, have vi en bolig af Gud, et hus, bygt uden hænder, evigt i himlene;

² thi ogsaa i dette sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med vor bolig af himlen;

³ om vi ellers og maa findes iklædte, ikke nøgne.

⁴ Thi saalænnge vi ere i denne hytte, sukke vi, besværede, fordi vi ikke ville afklædes, men overklædes, forat det dødelige kunde opsluges af livet;

⁵ men han, som beredte os just til dette, er Gud, som ogsaa gav os Aandens pant.

⁶ Derfor ere vi altid frimodige, skjøndt vi endog vide, at saalænge vi ere tilhuse i legemet, ere vi borte fra Herren;

⁷ thi vi vandre ved tro, ikke ved beskuelse;

⁸ men vi ere frimodige og synes bedre om at vandre bort fra legemet og være hjemme hos Herren.

⁹ Derfor beflitte vi os ogsaa paa at være ham velbehagelige, hvad enten vi ere hjemme eller ude.

¹⁰ Thi vi maa alle aabenbares for Kristi domstol, forat enhver kan faa efter det, som er legemets, i forhold til, hvad han har gjort, enten godt eller ondt.

¹¹ Da vi altsaa kjende Herrens frygt, søge vi at vinde mennesker, men for Gud ere vi aabenbare; men jeg haaber, at vi ogsaa ere aabenbare i eders samvittighed.

¹² Vi anbefale os ikke atter selv for eder; men vi give eder lejlighed til at rose eder af os, forat i kunne have noget til dem, som rose sig af det udvortes, ikke af hjærtet;

¹³ hvad enten vi nemlig ikke holde maade, da er det for Guds skyld, eller vi holde maade, da er det for eders skyld.

¹⁴ Thi Kristi kjærlighed tvinger os,

¹⁵ idet vi dømme saaledes, at naar een er død for alle, ere de altsaa alle døde; og han døde for alle, forat de, som leve, skulle ikke fremdeles leve sig selv, men ham, som er død og opstanden for dem;

¹⁶ saa at vi fra nu af ikke anse nogen efter kjødet; men om vi endog have kjendt Kristus efter kjødet, kjende vi ham dog ikke mere saaledes;

¹⁷ saa dersom nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbigangent, se, alt er blevet nyt.

¹⁸ Men alt dette er af Gud, som forligte os med sig selv ved Jesus Kristus og gav os forligelsens tjeneste;

¹⁹ eftersom Gud i Kristus forligte verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser, og oprettede forligelsens Ord iblandt os.

²⁰ Derfor ere vi sendebud i Kristi sted, som om Gud formanede ved os; vi bede i Kristi sted: lader eder forlige med Gud!

²¹ thi han har gjort ham, som ikke vidste af synd, til synder for os, forat vi i ham skulde blive retfærdige for Gud.

6

¹ Men som medhjælpere formane ogsaa vi at i ikke forgjæves maa have modtaget Guds naade; -

² han siger jo: Paa en behagelig tid bønhørte jeg dig, og paa frelsens dag hjalp jeg dig. Se, nu er den behagelige tid, se, nu er frelsens dag! -

³ og vi give ingen anstød i nogen ting, at tjenesten ikke skal lastes;

⁴ men i alt vise vi os selv som Guds tjenere i stor taalmodighed, i trængsler, i nød, i ængstelser;

⁵ under slag, i fængsler, i oprør, i arbejder, i nattevaagen, i faster;

⁶ i renhed, i kundskab, i langmodighed, i villighed, i den Helligaand, i uskrømtet kjærlighed,

⁷ i sandheds Ord, i Guds kraft, ved retfærdighedens vaaben til højre og venstre;

⁸ under ære og vanære, under godt og ondt rygte, som forførere og dog sanddru,

⁹ som ubekjendte og dog velbekjendte, som døende og se, vi leve! som straffede og dog ikke ihjelslagne,

¹⁰ som bedrøvede, men altid glade; som fattige, der dog gjøre mange rige; som dem, der har intet, og dog eje alt. -

¹¹ Vor mund er opladt til eder, Korintier, vort hjærte har udvidet sig;

¹² I har ikke snævert rum hos os, men i ere snævre i eders indre;

¹³ ogsaa i - jeg taler som til børn - udvider eder til gjengæld!

¹⁴ I maa ikke drage i fremmed aag med de vantro; thi hvad fællesskab har retfærdighed med uret? eller hvad samfund har lys med mørke?

¹⁵ hvad overensstemmelse har Kristus med Belial? eller hvad del har den troende med den vantro?

¹⁶ hvad samkvem har Guds tempel med afguderne? I ere nemlig den levende Guds tempel, ligesom Gud siger: Jeg vil bo i dem og vandre med, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mig et folk.

¹⁷ Gaaer derfor ud fra dem og fraskiller eder, siger Herren, og rører ikke noget urent, og jeg vil modtage eder!

¹⁸ og jeg vil være eder en Fader, og i skulle være mig sønner og døtre, siger Herren Almægtigste!

7

¹ (6:19) Lader os derfor, kjære, da vi have saadanne forjættelser, rense os selv fra al kjøds og Aands besmittelse og fuldende helliggjørelse i Gudsfrygt.

² (7:1) Giver os indgang; vi har ikke gjort nogen uret, vi har ikke forført nogen, vi har ikke bedraget nogen.

³ (7:2) Jeg siger det ikke til bebrejdelse: jeg har jo sagt eder forud, at i ere i vort hjærte, til at dø og leve sammen. -

⁴ (7:3) Jeg har stor frimodighed mod eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af trøst, jeg har overvættes glæde i al vor trængsel;

⁵ (7:4) thi ogsaa da vi kom til Makedonien, havde vi ingen ro i vort kjød, men trængtes i alle maader: udvortes strid, indvortes frygt;

⁶ (7:5) men han, som trøster de nedbøjede, trøstede os ved Titos' ankomst;

⁷ (7:6) dog ikke alene ved hans ankomst, men ogsaa ved den trøst, hvormed han var trøstet over eder, da han meldte os eders længsel, eders taarer, eders nidkjærhed for mig, saa jeg end mere maatte glæde mig.

⁸ (7:7) Thi har jeg endog bedrøvet eder med brevet, fortryder jeg det ikke, om jeg endog fortrød det; thi jeg seer, at dette brev, var det kun til en tid, har bedrøvet eder;

⁹ (7:8) nu glæder jeg mig, ikke fordi i blive bedrøvede, men fordi i bleve bedrøvede til omvendelse; i bleve nemlig bedrøvede efter Gud, saa at i ikke i nogen maade har lidt skade af os.

¹⁰ (7:9) Thi bedrøvelsen efter Gud virker omvendelse til frelse, hvilken ikke fortrydes.

¹¹ (7:10) Thi just dette, at i bleve bedrøvede efter Gud, hvilken iver virkede det ikke i eder! ja forsvar, ja fortørnelse, ja frygt, ja længsel, ja nidkjærjhed, ja rævselse. I alt har i bevist, at i vare rene i denne sag.

¹² (7:11) Hvad jeg derfor skrev til eder, var ikke for hans skyld, som gjorde uret, eller for hans skyld, som led uret, men forat vor iver for eder skulde blive aabenbar hos eder for Guds aasyn. -

¹³ (7:12) Derfor ere vi blevne trøstede ved denne trøst fra eder, men vi har endnu langt mere glædet os over titos' glæde, fordi hans aand er bleven vederkvæget af eder alle.

¹⁴ (7:13) Thi har jeg rost eder meget for ham, er jeg ikke bleven beskjæmmet; men ligesom vi i alt har talet sandhed til eder, saaledes er og vor ros for Titos bleven sandhed.

¹⁵ (7:14) Han har ogsaa særdeles inderlig kjærlighed til eder, da han erindrer alle eders lydighed, hvorledes i modtog ham med frygt og bæven.

¹⁶ (7:15) Jeg glæder mig, at jeg i alt kan stole paa eder.

8

¹ Men vi underrette eder, brødre, om den Guds naade, som har vist sig i menigheden i Makedonien;

² at uagtet de bleve prøvede i megen trængsel, har deres rige glæde og dybe fattigdom udgydt sig i rigdommen af deres fromhed;

³ thi jeg vidner, at de vare af sig selv villige efter evne, ja over evne,

⁴ og bade os med megen overtalelse, at vi vilde modtage deres gave og sammenskud til de helliges tjeneste;

⁵ og de gjorde ikke alene, som vi haabede, men de hengav sig selv, først til Herren, og til os efter Guds villie;

⁶ saa at vi har formanet Titos, at, han havde begyndt, saaledes skulde han og fuldende hos eder, ogsaa hvad denne gave angaaer.

⁷ Men ligesom i ere rige i alt, i tro og lære og kundskab og al iver og i eders kjærlighed til os, maatte i saaledes ogsaa være rige i denne velgjerning!

⁸ Jeg siger det ikke som en befaling, men for de andres iver vil jeg ogsaa prøve ægtheden af eders kjærlighed.

⁹ I kjende nemlig vor Herres Jesu Kristi naade, at han, som var rig, blev fattig for eders skyld, forat i skulle blive rige ved hans fattigdom.

¹⁰ Jeg afgiver min mening herom; det er eder gavnligt, som for et aar siden først begyndte, ikke alene at handle, men ogsaa at ville;

¹¹ men fuldender nu ogsaa at gjøre det, forat, ligesom der var redebonhed til at ville, der saaledes og maa være til at fuldende efter evne;

¹² thi dersom der er redebonhed tilstede, da er enhver vel antagen i forhold til, hvad han har, ikke i forhold til, hvad han ikke har;

¹³ ikek nemlig, at det skulde være andre en lettelse, men eder en byrde, men efter ligelighed, at eders overflod i nærværende tid maa komme hines trang til hjælp,

¹⁴ forat ogsaa deres overflod maa komme eders trang til hjælp, saa at der bliver ligelighed;

¹⁵ ligesom skrevet er: Den, som sankede meget, havde intet tilovers, og den, som sankede lidet, fattedes intet.

¹⁶ Men takkes være Gud, som skjænkede den samme iver for eder i Titos' hjærte;

¹⁷ for han modtog vel formaningen; men da han var meget ivrig, rejste han villig til eder;

¹⁸ men vi sendte en broder med ham, som har ros i evangeliet over alle menighederne;

¹⁹ men ikke alene det, men som ogsaa har faaet haandspaalæggelse af menighederne til at rejse med os med denne gave, som besørges af os, Herren selv til ære og eders redebonhed til pris,

²⁰ da vi ville undgaa det, at nogen kunde laste os i anledning af denne rige hjælp, som besørges af os;

²¹ thi vi beflitte os paa det gode, ikke alene for Gud, men ogsaa for mennesker.

²² Men med dem har vi sendt vor broder, som vi i mange maader ofte har fundet at være ivrig, men nu langt ivrigere for hans store tillid til eder.

²³ Hvad enten vi tale om Titos, da er han min fælle og medarbejder hos eder, eller om vore brødre, da ere de menighedens apostle, Kristi ære;

²⁴ giver dem derfor bevis paa eders kjærlighed og vor ros over eder, for menighedernes aasyn.

9

¹ Om hjælpen til de hellige behøver jeg nemlig ikke at skrive til eder;

² thi jeg kjender eders redebonhed, for hvilken jeg roser eder for Makedonierne, at Akaja var beredt for et aar siden, og nidkjærheden fra eders side tilskyndede de fleste;

³ men jeg sendte brødrene, forat vor ros over eder ikke i dette stykke skulde blive til intet, forat i, som jeg sagde, maatte være beredte,

⁴ forat, naar Makedonierne kom med mig og fandt eder uberedte, vi da ikke, for ej at sige i, skulle beskjæmmes ved denne begrundelse af eders ros.

⁵ Jeg ansaa det derfor nødvendigt at formane brødrene forud at drage til eder og forberede eders forud tilsagte gave, at den kan være rede som en velsignet, ikke som en karrig gave;

⁶ men det siger jeg, at den, som karrig saaer, vil og karrig høste; og den, som saaer med velsignelse, vil og høste med velsignelse.

⁷ Hver give, som han har foresat sig i sit hjærte, ikke med fortrædelighed eller af tvang! thi Gud elsker en glad giver. -

⁸ Men Gud er mægtig til at lade al naade rigelig tilflyde eder, forat I i alt altid kunne have fuld tilfredshed og have overflødighed til enhver god gjerning,

⁹ som skrevet er: Han udspredtem, han gav de fattige, hans retfærdighed bliver til evig tid.

¹⁰ Men han, som giver sædemanden sæd og brød til føde, han give og formere eders sæd og forøge eders retfærdigheds frugter;

¹¹ at i kunne være rige i alt til al gavmildhed, som ved os virker taksigelse til Gud;

¹² fordi besørgelsen af denne tjeneste afhjælper ikke alene de helliges trang, men bærer ogsaa rig frugt ved mange taksigelser til Gud;

¹³ for beviset af denne tjeneste prise de Gud for den lydighed, hvormed i bekjende Kristi evangelium, og for oprigtigheden i fællesskabet med dem og alle,

¹⁴ idet de bede for eder, eftersom de inderlig elske eder for Guds overvættes naade mod eder.

¹⁵ Men Gud være takket for sin uudsigelige gave!

10

¹ Men jeg selv, Paulos, formaner eder ved Kristi langmodighed og mildhed, jeg, som vel nærværende er ydmyg blandt eder, men fraværende bruger myndighed mod eder;

² men jeg beder, at jeg ikke nærværende maa komme til at bruge myndighed med den tillid, jeg ansees for at driste mod nogle, der anse os for at omgaaes efter kjødet;

³ vi omgaaes nemlig i kjødet, men stride ikke efter kjødet;

⁴ thi vore stridsvaaben ere ikke kjødelige, men mægtige ved Gud til befæstningers forstyrrelse;

⁵ idet vi forstyrre anslag og al højhed, som hæver sig mod Guds kundskab, og tage hver tanke fangen under Kristi lydighed;

⁶ og ere rede til at straffe enhver ulydighed, naar eders lydighed er fuldkommet.

⁷ I se paa det udvortes. Dersom nogen har den tillid til sig selv, at han er Kristi, han slutte igjen fra sig selv, at ligesom han er Kristi, saaledes ere ogsaa vi Kristi.

⁸ Naar jeg nemlig end yderligere vil rose mig af vor magt, som Herren gav os til eders opbyggelse og ikke til eders nedbrydelse, skulde jeg ikke blive beskjæmmet;

⁹ men forat jeg ikke skal synes at ville forfærde eder ved brevene, -

¹⁰ for brevene sige de vel ere svære og stærke, men den legemlige nærværelse er svag og ordet er magtesløst,

¹¹ da vide en saaden, at, som vi ere med ord ved breve fraværende, saadan ville vi ogsaa være i gjerning nærværende.

¹² Vi vove nemlig ikke at regne os iblandt, eller ligne os med nogle af dem, som anbefale sig selv, men de mærke ikke, at de maale sig med sig selv, og ligne sig ved selv;

¹³ men vi rose os ikke af det, som ikke er os tilmaalt, men deraf, at vi efter maalet af vor kreds, hvilket maal Gud tilmaalte os, har naaet endog til eder;

¹⁴ thi vi overskrede ej vor grændse som de, der ej havde naaet til eder; thi ogsaa lige til eder ere vi komne i Kristi evangelium;

¹⁵ saa vi rose os ikke af det, som ikke er os tilmaalt, i fremmede arbejder; men vi har det haab, at naar eders tro voxer, ville vi i eder komme langt videre efter den os anviste kreds,

¹⁶ til at forkynde evangeliet for dem hinsides eder, men ikke rose os i en anden kreds af det alt fuldførte.

¹⁷ Men den, som roser sig, rose sig i Herren!

¹⁸ thi ikke den, som anbefaler sig selv, er prøvet, men den, som Herren anbefaler.

11

¹ Gid i ville holde mig en lille daarlighed tilgode! Ja, i holde mig den tilgode;

² thi jeg er nidkjær over eder med Guds nidkjærhed. Jeg har nemlig trolovet eder med een mand, at jeg kunde fremstille en ren jomfru for Kristus;

³ men jeg frygter, at, ligesom slangen med sin trædskhed bedrog Eva, eders tanker saaledes skulle fordærves fra oprigtigheden mod Kristus.

⁴ Thi dersom der kommer nogen og prædiker en anden Jesus, som vi ikke har prædiket, eller i modtog en anden Aand, som i ikke modtog, eller et andet evangelium, som i ikke annammede, da taale i ham smukt.

⁵ Jeg mener nemlig, at jeg ikke staaer tilbage for de store apostle.

⁶ Er jeg end ulærd i tale, er jeg det dog ikke i kundskab, men i alt ere vi i alle maader vel bekjendte hos eder.

⁷ Eller begik jeg synd, da jeg fornedrede mig selv, forat i skulde ophøjes, eftersom jeg for intet forkyndte eder Guds evangelium?

⁸ Jeg berøvede andre meningheder, idet jeg tog sold af dem til at tjene eder, og da jeg var nærværende hos eder og var i trang, besværede jeg ikke nogen;

⁹ thi brødrene, som komm fra Makedonien, afhjalp min trang, og i alle maader holdt og vil jeg holde mig selv uden byrde for eder.

¹⁰ Saavist Kristi sandhed er i mig, skal denne ros ikke forstumme for mig i Akajas egne.

¹¹ Hvorfor? fordi jeg ikke elsker eder? Gud veed det!

¹² Men hvad jeg gjør, vil jeg og gjøre, forat jeg kan afskjære dem anledning, som ville have anledning, at de i det, hvoraf de rose sig, skulle findes ogsaa os lige.

¹³ Thi saadanne løgn-apostle ere falske arbejdere, der paatage sig skikkelse af Kristi apostle.

¹⁴ Og intet under! thi satan selv paatager sig en lysengels skikkelse;

¹⁵ det er derfor ikke stort, om og hans tjenere paatage sig skikkelse som retfærdigheds tjenere; men deres ende skal være efter deres gjerninger.

¹⁶ Jeg siger atter, at ingen maa agte mig for en daare; men hvis endog, da taaler mig dog som en daare, at jeg ogsaa kan rose mig en smule!

¹⁷ Hvad jeg taler, taler jeg ikke efter Herren, men i daarlighed i dette grundlag for min ros.

¹⁸ Eftersom mange rose sig efter kjødet, vil jeg og rose mig;

¹⁹ thi i taale gjerne daarer, da i ere kloge;

²⁰ thi i taale det, naar nogen gjør eder til trælle, naar nogen opsluger eder, naar nogen tager til sig, naar nogen ophøjer sig, naar nogen slaaer eder i ansigtet.

²¹ Jeg siger det med skam, som om vi havde været svage; men om nogen drister paa noget - jeg taler i daarlighed - drister ogsaa jeg.

²² De ere Hebræer, jeg ogsaa; de ere Israelitter, jeg ogsaa; de ere Abrahams sæd, jeg ogsaa;

²³ de ere Kristi tjenere - jeg taler vanvittig - jeg er det mere! jeg har været rigere i arbejde, har lidt flere slag, tiere været i fængsel, ofte i livsfare;

²⁴ af Jøderne har jeg 5 gange faaet 40 mindre end eet;

²⁵ tre gange er jeg bleven pidsket, een gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, jeg har været et døgn i dybet;

²⁶ jeg var ofte paa rejser, i farer paa strømme, i farer for røvere, i farer af slægt, i farer af hedninger, i farer i stad, i farer i ørk, i farer til søs, i farer blandt falske brødre;

²⁷ i arbejde og møje, ofte i nattevaagen, i hunger og tørst, ofte i faste, i kulde og nøgenhed;

²⁸ foruden hvad der kommer til i mit daglige overløb, bekymringer for alle menighederne.

²⁹ Hvem er skrøbelig, og jeg skulde ikke være skrøbelig? hvem bliver forarget, og det brænder ikke i mig?

³⁰ Dersom jeg maa rose mig, vil jeg rose mig af min skrøbelighed.

³¹ Gud og Herrens, Jesu Kristi, Fader, velsignet til evig tid, veed, at jeg ikke lyver.

³² I Damask bevogtede Kong Aretas' landsherre Damaskenernes stad forat gribe mig;

³³ men jeg blev nedladt gjennem et vindue i en kurv over muren, og undslap hans hænder.

12

¹ At rose mig er mig sandelig ikke nyttigt; jeg kommer nemlig til syner og aabenbarelser af Herren.

² Jeg kjender et menneske i Kristus, som for 14 aar siden - om han var i legemet, veed jeg ikke, eller udenfor legemet, veed jeg ikke, Gud veed det - blev henrykt til tredje himmel;

³ og jeg kender et saadant menneske - om han var i legemet, ved jeg ikke, eller udenfor legemet, veed jeg ikke, Gud veed det -

⁴ at han blev henrykt til paradiset og hørte usigelige ord, som det ikke er et menneske tilladt at tale.

⁵ At saadant vil jeg rose mig, men ikke rose mig af mig selv uden af mine skrøbeligheder.

⁶ Vilde jeg nemlig rose mig, blev jeg ikke en daare, thi jeg vilde sige sandhed; men jeg undgaaer det, forat ikke nogen skal tænke højere om mig end det, han seer, jeg er, eller det, han hører af mig;

⁷ og forat jeg ikke skal hovmode mig af de høje aabenbarelser, er der givet mig en braad i kjødet, en satans engel, at han kan slaa mig paa munden, forat jeg ikke skal hovmode mig;

⁸ og jeg bad Herren 3 gange om denne, at han maatte lade af fra mig;

⁹ men han sagde til mig: Min naade er dig nok, thi min kraft fuldkommes i skrøbelighed! Derfor vil jeg allerhelst rose mig af mine skrøbeligheder, at Kristi kraft kan bo hos mig;

¹⁰ derfor er jeg vel tilfreds i skrøbeligheder, under haan, i nød, under forfølgelser, i ængstelser for Kristi skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg stærk. -

¹¹ Jeg er bleven en daare ved at rose mig; i har nødt mig dertil; thi jeg burde nemlig anbefales af eder, da jeg ikke staaer tilbage for de store apostle, skjøndt jeg endog er intet.

¹² Apostel-tegn bleve jo gjorte blandt eder i taalmodighed ved tegn og undere og kraftige gjerninger.

¹³ Thi hvad er det, hvori i vare ringere end de øvrige menigheder, uden at jeg ikke selv var eder til besvær? Tilgiver mig denne uret!

¹⁴ Se, det er tredje gang, jeg er rede til at komme til eder, og jeg vil ikke besvære eder, thi jeg søger ikke, hvad eders er, men eder, thi børnene skal ikke samle skatte til forældrene, men forældrene til børnene;

¹⁵ men jeg vil helst opofre, ja opofres for eders sjæle, om endog jeg, som elsker eder saa højt, skulde elskes mindre.

¹⁶ Men lad være, at jeg ikke har besværet eder, men jeg var snild og tog eder med list?

¹⁷ Har jeg da bedraget eder ved nogen af dem, jeg sendte til eder?

¹⁸ Jeg opmuntrede Titos og sendte broderen med ham; har Titos vel bedraget eder? har vi ikke vandret i samme Aand, i samme spor? -

¹⁹ Mene i atter, at vi forsvarer os for eder? Vi tale i Kristus for Guds aasyn, men alt dette, kjære, til eders opbyggelse.

²⁰ Jeg frygter nemlig for, at jeg, naar jeg kommer, ikke skal finde eder saadanne, som jeg ønsker, og at jeg ikke skal findes af eder saadan, som i ønske; at der skal være trætter, nid, vrede, kiv, bagtalelse, øretuderi, opblæsthed, splidagtighed,

²¹ at min Gud skal ydmyge mig for eder, naar jeg kommer igjen, og jeg have sorg af mange blandt dem, som syndede før og ikke har omvendt sig fra deres urenhed og hor og uterlighed, som de bedrev.

13

¹ Se, jeg kommer denne tredje gang til eder, ved to eller tre vidners mund skal hver sag stadfæstes.

² Jeg har sagt forud, og siger det anden gang forud som nærverende, og skriver det nu fraværende til dem, som syndede forhen, og alle de øvrige, at jeg ikke vil skaane, naar jeg atter kommer;

³ eftersom i kræve bevis for, at Kristus taler i mig, han, som ikke viser sig svag mod eder, men er kraftig blandt eder.

⁴ Thi om han endog blev korsfæstet af svaghed, lever han dog af Guds kraft. Vi ere nemlig ogsaa svage i ham, men vi skulle leve med ham af Guds kraft hos eder.

⁵ Prøver eder selv, om i ere i troen! undersøger eder selv! eller kjende i eder ikke selv, at Jesus Kristus er i eder? med mindre i nemlig ere udygtige;

⁶ men jeg haaber, at i skulle kjende, at vi ere ikke udygtige.

⁷ Men jeg beder Gud, at i ikke maa gjøre noget ondt; ikke forat vi kunne synes dygtige, men at i skulle gjøres gode, om vi endog skulle være som udygtige.

⁸ Vi formaa nemlig ikke noget mod sandheden, men for sandheden.

⁹ Thi glæde vi os, naar vi ere svage, men i ere stærke; men det bede vi, at i maa blive fuldkommede.

¹⁰ Derfor skriver jeg dette fraværende, forat jeg ikke nærværende skal bruge strænghed efter den magt, Herren har givet mig til opbyggelse, ikke til nedbrydelse. -

¹¹ Iøvrigt, brødre, glæder eder, bliver fuldkommede, formaner hverandre, haver eet sind, værer fredsommelige, og kjærlighedens og fredens Gud vil være med eder. -

¹² Hilser hverandre med helligt kys!

¹³ (13:12) Alle de hellige hilse eder.

¹⁴ (13:13) Herrens, Jesu Kristi, naade og Guds kjærlighed og den Helligaands samfund være med eder alle! Amen.