1

¹ Paulos, ved Guds villie, Jesu Kristi kaldede apostel, og broderen Sostenes,

² til Guds menighed, som er i Korint, de helligede i Kristus Jesus, de kaldte hellige tilligemed alle, som paa hvert sted paakalde vor, baade deres og vores, Herres Jesu Kristi navn;

³ naade være med eder og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus!

⁴ Jeg takker altid min Gud for eder, for den Guds naade, som er skjænket eder i Kristus Jesus,

⁵ at I i ham ere blevne rige i alt, i alt Ord og kundskab;

⁶ ligesom og vidnesbyrdet om Kristus er blevet befæstet blandt eder,

⁷ saa at i ikke staa tilbage i nogen naadegave, idet i forvente vor Herres Jesu Kristi aabenbarelse,

⁸ som og vil befæste eder til enden, ulastelige paa vor Herres Jesu Kristi dag.

⁹ Gud er trofast, og ved ham ere i kaldte til samfund med hans Søn, vor Herre Jesus Kristus.

¹⁰ Men jeg formaner eder, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at i alle føre den samme tale, og at der ikke er partier blandt eder, men at i ere fuldkomne i samme sind og samme mening;

¹¹ thi det er givet mig tilkjende om eder, mine brødre, af Kloes husfolk, at der er trætter blandt eder;

¹² men jeg siger dette, at enhver af eder siger: Jeg følger Paulos, jeg Apollos, jeg Kefas, jeg Kristus.

¹³ Er Kristus bleven delt? mon Paulos er korsfæstet for eder? eller ere i døbte til Paulos' navn?

¹⁴ Jeg takker Gud, at jeg ikke har døbt nogen af eder uden Krispos og Gajos,

¹⁵ forat ikke nogen skal kunne sige, at jeg har døbt til mit navn.

¹⁶ Dog døbte jeg ogsaa Stefanas hus; ellers veed jeg ikke, om jeg har døbt nogen anden.

¹⁷ Kristus sendte mig nemlig ikke for at døbe, men for at forkynde evangeliet, ikke med vise ord, forat Kristi kors ikke skulde tabe sin betydning;

¹⁸ thi korsets Ord er vel daarskab for dem, som fortabes, men Guds kraft for os, som frelses;

¹⁹ thi der er skrevet: Jeg vil gjøre vismænds visdom til intet og forkaste klogmænds klogskab.

²⁰ Hvor er den vise, hvor den boglærde, hvor denne verdens ransager? Har Gud ikke gjort verdens visdom til daarskab?

²¹ thi da verden af bare visdom ikke kjendte Gud i hans visdom, behagede det Gud ved forkyndelsens daarskab at frelse dem, som tro;

²² efterdi baade Jøder kræve tegn og Hellener spørge efter visdom,

²³ men vi prædike Kristis den korsfæstede, for Jøder en forargelse, men for Hellener en daarskab,

²⁴ men Kristus for selve de kaldte, Jøder saavelsom Hellener, Guds kraft og Guds visdom;

²⁵ fordi det daarlige fra Gud overgaaer menneskers visdom, og det skrøbelige fra Gud menneskers styrke. -

²⁶ Seer nemlig hen til eders kaldelse, brødre! der var ikke mange vise efter kjødet, ikke mange mægtige, ikke mange adelige;

²⁷ men det daarlige for verden udvalgte Gud forat beskjæmme de vise, og det for verden skrøbeligt udvalgte Gud forat beskjæmme det stærke;

²⁸ og det for verden uædle og ringeagtede udvalgte Gud, og det, som intet var, forat tilintetgjøre det, som var noget,

²⁹ forat intet kjød skal rose sig for Gud.

³⁰ Men af ham ere I i Kristus Jesus, som er bleven os visdom fra Gud, og retfærdighed og helliggjørelse og gjenløsning,

³¹ saa at, som skrevet er: Den, som roser sig, rose sig i Herren.

2

¹ Og jeg, brødre, da jeg kom til eder, kom jeg ikke med prægtige ord og visdom og forkyndte eder Guds vidnesbyrd,

² thi jeg agtede mig ikke at vide noget blandt eder uden Jesus Kristus og ham korsfæstet;

³ og jeg var hos eder i megen skrøbelighed, frygt og bæven,

⁴ og mit ord og min prædiken bestod ikke i menneskelig visdoms overtalende ord, men i Aands og krafts bevisning;

⁵ at vor tro ikke skulde bestaa i menneskers visdom, men i Guds kraft.

⁶ - - -

⁷ Men visdom tale vi blandt de voxne, men ikke denne verdens visdom, ikke heller denne verdens fyrsters, hvilke maa gjøres til intet;men vi tale Guds visdom i hemmelighed, den, som var skjult, som Gud forud havde bestemt fra evighed til vor forherligelse,

⁸ hvilken ingen af denne verdens fyrster kjendte; thi havde de kjendt den, havde de ikke korsfæstet herlighedens Herre;

⁹ men som skrevet er: hvad øje ikke saae og øre ikke hørte og ikke kom op i menneskehjærte, hvad Gud har beredt dem, som elske ham;

¹⁰ men os aabenbarede Gud det ved sin Aand; thi Aanden ransager alt, ogsaa Guds dybe raad;

¹¹ thi hvilket menneske veed, hvad der er i mennesket, uden menneskets aand, som er i ham? saaledes veed heller ingen, hvad der er i Gud, uden Guds Aand;

¹² men vi har ikke modtaget verdens aand, men Aanden, som er fra Gud, forat vi kunde kjende, hvad der i naade er skjænket os af Gud;

¹³ hvad vi og udtale, ikke i menneskelig visdoms lærde ord, men i Ord, som ere lærte af den Helligaand, idet vi tolke det aandelige for de aandelige;

¹⁴ men det sjælelige menneske fatter ikke, hvad Guds Aands er, thi det er ham en daarskab, og han kan ikke forstaa det, fordi det bedømmes aandeligt.

¹⁵ Men den aandelige bedømmer vel alt, men selv bedømmes han af ingen;

¹⁶ thi hvem har kjendt Herrens sind, at han skulde lære ham? men vi have Kristi sind.

3

¹ Og jeg, brødre, kunde ikke tale til eder som aandelige, men som til kjødelige, som til spæde i Kristus;

² jeg gav eder en drik mælk og ikke haard kost, thi i kunde det ikke, ja i kan det ikke engang endnu;

³ thi i ere endnu kjødelige, thi da der er nid og kiv og tvedragt blandt eder, ere i saa ikke kjødelige og vandre efter menneskelig vis?

⁴ naar nemlig een siger: Jeg hører til Paulos, og en anden: Jeg til Apollos! er i saa ikke kjødelige?

⁵ Hvem er da Paulos og hvem er Apollos, uden tjenere, ved hvem i bleve troende, og som Herren gav hver?

⁶ jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væxt;

⁷ derfor er hverken den, som planter, noget, eller den, som vander, men Gud, som giver væxt;

⁸ men den, som planter, og den, som vander, ere eet; men hver skal faa sin egen løn af sit eget arbejde;

⁹ thi vi ere Guds medarbejdere; Guds ager, Guds bygning ere i. -

¹⁰ Efter den Guds naade, som er given mig, har jeg som viis bygmester lagt grund, men en anden bygger derpaa; men hver se til, hvorledes han bygger!

¹¹ thi ingen kan lægge anden grund end den, som er lagt, og det er Jesus Kristus.

¹² Men dersom nogen paa denne grund bygger op med guld, sølv, ædelstene, træ, hø, halm,

¹³ da vil enhvers gjerning blive aabenbar, thi dagen vil klare det, for i ild skal det aabenbares, og ilden skal prøve enhvers gjerning, hvordan den er;

¹⁴ om nogens gjerning, som han byggede derpaa, bliver staaende, vil han faa løn;

¹⁵ om nogens gjerning bliver nedbrændt, vil han lide skade, men selv skal han blive frelst, dog som gjennem ild.

¹⁶ Vide i ikke, at i ere Guds tempel, og Guds Aand boer i eder?

¹⁷ Dersom nogen fordærver Guds tempel, vil Gud fordærve ham, thi Guds tempel, som i ere, er helligt.

¹⁸ Ingen bedrage sig selv; hvis nogen synes at være viis blandt eder i denne verden, han blive en daare, forat han kan blive viis;

¹⁹ thi denne verdens visdom er daarskab for Gud, thi der er skrevet: Han fanger de vise i deres trædskhed;

²⁰ og atter: Herren kjender de vises tanker, at de ere forfængelige;

²¹ saa ingen maa rose sig blandt mennesker; thi alt er eders;

²² enten det er Paulos eller Apollos eller Kefas eller verden eller liv eller død eller det nærværende eller tilkommende: alt er eders;

²³ men i ere Kristi, men Kristus er Guds!

4

¹ Saaledes maa et menneske agte os som Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheder;

² men iøvrigt søges det hos husholdere, at man findes tro;

³ men mig er det det mindste, at ejg bedømmes af eder eller af nogen menneskelig dag; ja jeg bedømmer mig ikke engang selv;

⁴ thi jeg veed intet med mig selv, dog er jeg ikke derved retfærdiggjort; men den, som bedømmer mig, er Herren.

⁵ Dømmer derfor ikke noget før tiden, indtil Herren kommer, som baade vil belyse, hvad mørket skjulte, og aabenbare hjærternes raad; og da skal hver faa sin ros af Gud.

⁶ Men dette har jeg, brødre, hentydet paa mig selv og Apollos for eders skyld, forat i af os kunne lære, ikke at tænke højere, end hvad skrevet er, forat i ikke skulle blive opblæste, en mod anden, for tredje mands skyld;

⁷ thi hvem giver dig fortrin? og hvad har du, som du ikke har modtaget? men har du endog modtaget det, hvorfor roser du dig, som du ikke havde modtaget det?

⁸ I ere allerede blevne mætte, i ere allerede blevne rige, i ere blevne konger uden vor hjælp; og gid i vare blevne konger, saa vi kunde blive konger med eder!

⁹ Jeg mener nemlig, at Gud har fremstillet os apostle som de ringeste, som dødbaarne, for vi ere blevne et skuespil for verden, baade for engle og mennesker;

¹⁰ vi ere daarer for Kristi skyld, men i ere kloge i Kristus; vi ere svage, men i stærke; I ere i ære, men vi foragtede;

¹¹ indtil denne stund lide vi baade hunger og tørst, vi ere nøgne, slaaes paa munden og flakke om,

¹² vi arbejde møjsommelig med egne hænder; vi overskjældes og velsigne, vi forfølges og taale det, vi bespottes og formane;

¹³ vi ere blevne som udskud i verden, alles skovisk indtil nu.

¹⁴ Jeg skriver dette, ikke for at beskjæmme eder, men jeg paaminder eder som mine kjære børn;

¹⁵ thi havde I end 10.000 skolemestre i Kristus, have i dog ikke mange fædre; jeg blev nemlig eders fader i Kristus Jesus ved evangeliet;

¹⁶ jeg formaner eder derfor: Bliver mine efterlignere!

¹⁷ Derfor sendte jeg eder Timoteos, som er mit kjære og trofaste barn i Herren, forat han skulde minde eder om mine veje i Kristus, saaledes som jeg lærer allevegne i hver menighed.

¹⁸ Nogle ere blevne opblæste, i den tanke, at jeg ikke kommer til eder;

¹⁹ men jeg vil snart kommer til eder, om Herren vil, og lære ikke de opblæstes ord, men deres kraft at kjende;

²⁰ thi Guds rige bestaaer ikke i ord, men i kraft.

²¹ Hvad ønske I? skal jeg komme til eder med ris eller med kjærlighed og sagtmodigheds Aand?

5

¹ Ydermere hører d er hor blandt eder, og det saadant h or, der ikke engang nævnes blandt hedningerne, at en har sin faders hustru;

² og i ere opblæste og ikke meget mere bedrøvede, saa at den, som har gjort denne gjerning, maatte udstødes af eders midte;

³ thi jeg for min del, skjøndt legemlig fraværende, men nærværende i Aanden, har allerede som nærværende dømt, at den, som har bedrevet dette,

⁴ skal I i vor Herres Jesu Kristi navn, naar i og min aand er samlede, med vor Herres Jesu Kristi kraft

⁵ overgive som saadan til satan til kjødets fordærvelse, forat aanden maatte frelses paa Herrens Jesu Kristi dag.

⁶ Eders selvros duer ikke; veed i ikke, at en lille surdejg fyrer hele dejgen?

⁷ Udrenser derfor den gamle surdejg, at i kunne være en ny dejg, ligesom i ere usyrede; thi ogsaa for os er vort paaske, Kristus, ofret.

⁸ Lader os derfor ikke holde fast i gammel surdejg eller i sletheds og ondskabs surdejg, men i retsindigheds og sandheds usyrede brød.

⁹ Jeg har skrevet eder til i brevet, at i ikke maa blande eder mellem mandshorer;

¹⁰ dermed mener jeg slet ikke mandshorer i denne verden eller gjerrige eller røvere eller afgudsdyrkere; ellers maatte i gaa ud af verden;

¹¹ men nu har jeg skrevet eder til: I maa ikke blande eder med dem; er nogen, som kaldes broder, enten mandshorer eller bagtaler og begjærlig, eller afgudsdyrker, eller drukkenbolt eller røver, saa maa i ikke gaa tilbords med en saadan.

¹² Thi hvad angaaer det mig ogsaa at dømme dem, som ere udenfor? Vil i ikke dømme dem, som ere indenfor?

¹³ dem udenfor vil Gud dømme. Saa skaffer dog den slette bort fra eder selv!

6

¹ Drister nogen af eder paa, naar han har sag med en anden, at søge dom hos de uretfærdige og ikke hos de hellige?

² Veed i ikke, at de hellige skal dømme verden? og naar verden dømmes ved eder, ere i da uværdige til de mindste sager?

³ Veed i ikke, at vi skal dømme engle? hvormeget mere det timelige?

⁴ Naar i altsaa har sager om det timelige, saa sætte i dem til dommere, som ere foragtede i menigheden!

⁵ Jeg siger det til skam for eder. Er der saaledes een viis blandt eder, end ikke een, som kunde dømme sine brødre imellem?

⁶ men broder gaaer i rette med broder og det hos vantro!

⁷ I det hele er det jo allerede et tab for eder, at i har sager med hverandre; hvorfor lide i ikke hellere uret? hvorfor lade i eder ikke hellere bedrage?

⁸ men i gjøre uret, i bedrage, og det brødre!

⁹ Eller veed i ikke, at uretfærdige skulle ikke lodtage i Guds rige? Farer ikke vild! hverken mandshorer eller afgydsdyrkere eller horkarle eller kvindagtige eller mandsbeliggere

¹⁰ eller tyve eller begjærlige eller drukkenbolte eller bagtalere eller røvere skulle lodtage i Guds rige!

¹¹ og saadanne vare nogle af eder, ja i ere aftvættede, ja i ere helligede, ja i ere retfærdiggjorte i Herren Jesu navn og i vor Guds Aand.

¹² Alt er mig tilladt, men ikke alt er nyttigt; alt er mig tilladt, men jeg vil ikke lade mig beherske af noget.

¹³ Maden er for bugen og bugen for maden; men Gud vil tilintetgjøre baade denne og hin; men legemet er ikke til for hor men for Herren, og Herren for legemet;

¹⁴ men Gud oprejste baade Herren, og han vil oprejse os ved sin kraft.

¹⁵ Veed i ikke, at eders legemer ere Kristi lemmer? Skal jeg da tage Kristi lemmer og gjøre til horens lemmer? Det være langt fra!

¹⁶ Veed i ikke, at den, som sammensmelter med horen, er eet legeme? thi de to, siges der, skal blive til eet kjød;

¹⁷ men den, som sammensmelter med Herren, er een Aand. -

¹⁸ Skyer hor! Hver synd, som mennesket gjør, er udenfor legemet; men den, som bedriver hor, synder mod sit eget legeme.

¹⁹ Eller veed i ikke, at eders legeme er tempel for den Helligaand i eder, ham, som i have fra Gud, og i ere ikke eders egne;

²⁰ thi i ere kjøbte dyrt. Ærer da Gud i eders legeme og i eders Aand, som høre Gud til.

7

¹ Angaaende hvad i skrev til mig om, er det godt for et menneske ikke at røre en kvinde;

² men for utugts skyld have hver mand sin egen hustru, og hver kvinde sin egen mand.

³ Manden vise hustruen skyldig velvillie, og ligesaa hustruen manden;

⁴ hustruen raader ikke over sit eget legeme, men manden; men ligesaa raader manden ikke over sit eget legeme, men hustruen;

⁵ I maa ikke holde eder fra hverandre, uden det til en tid skeer med fælles samtykke, at i kunne overlade eder til faste og bøn, og kommer atter tilsammen for at satan ikke skal friste eder ved eders afholdenhed.

⁶ Dette siger jeg som raad, ikke som bud. -

⁷ Jeg ønsker nemlig, at alle mennesker vare, som jeg selv er; men hver har sin egen naadegave af Gud, en saa, anden anderledes.

⁸ Men jeg siger de ugifte og enkerne, at det er godt for dem, om de blive, som jeg er;

⁹ men kan de ikke afholde sig, gifte de sig! det er bedre at gifte sig end lide brynde.

¹⁰ Men de gifte byder, ikke jeg, men Herren: konen maa ikke skilles fra manden;

¹¹ men er hun fraskilt, maa hun blive ugift eller forlige sig med manden; og manden maa ikke forskyde sin hustru.

¹² Men til de øvrige siger jeg, ikke Herren: har en broder en vantro hustru, og hun synes om at bo hos ham, saa maa han ikke forskyde hende;

¹³ og har en hustru en vantro mand, og han synes om at bo hos hende, saa maa hun ikke forskyde ham.

¹⁴ Den vantro mand helliges nemlig i kvinden og den vantro kvinde helliges i manden; ellers vare jo eders børn urene, men nu ere de hellige.

¹⁵ Men vil den vantro fraskilles, skille han sig! Broder eller søster er ikke trælbunden i saadanne ting; men Gud har kaldet os i fred.

¹⁶ Thi hvad veed du, o kvinde, om du kan frelse manden? eller hvad veed du mand, om du kan frelse kvinden?

¹⁷ kun maa hver vandre saaledes, som Gud har tildelt ham, som Herren har kaldet enhver; og saaledes skikker jeg det i alle menigheder.

¹⁸ Er nogen kaldet uomskaaren, dølge han ikke omskjærelsen; er nogen kaldet uomskaaren, han lade sig ikke omskjære!

¹⁹ Omskjærelsen er intet, og ikke-omskjærelsen er intet, men iagttagelse af Guds bud.

²⁰ Hver blive i det kald, hvori han er kaldet!

²¹ Er du kaldet som træl, bekymre det dig ikke; men kan du blive frimand, foretræk dette!

²² thi den, som er kaldet i Herren som træl, er Herrens frigivne, og den, der er kaldet som fri, er Kristi træl.

²³ I ere kjøbte dyrt; bliver ikke menneskers trælle!

²⁴ Brødre! hver blive for Gud i den stand, hvori han er kaldet!

²⁵ Om jomfruer har jeg ikke befaling af Herren; men jeg ytrer en mening som den, Herren barmhjærtig har givet at være tro.

²⁶ Jeg mener altsaa, at det er godt for den forestaaende nød, at det er godt for et menneske, at være saaledes;

²⁷ er du bunden til en kvinde, søg ikke at blive løst; er du en kvinde løs, søg ikke en hustru!

²⁸ men giftede du dig ogsaa, syndede du ikke; og om en jomfru giftede sig, syndede hun ikke; men saadanne ville faa trængsel for kjødet; men jeg skaaner eder.

²⁹ Men jeg siger dette, brødre, at tiden iøvrigt er kort, forat baade de,som have hustruer, skulle være som de, der ingen have,

³⁰ og de, der græde, som de, der ikke græde; og de, der glæde sig, som de, der ikke glæde sig, og de, der kjøbe, som de, der intet eje;

³¹ og de, der bruge denne verden, som de, der ikke nyde den; thi denne verdens skikkelse forgaaer.

³² Men jeg ønsker, at i maa være ubekymrede. Den ugifte bekymrer sig om, hvad der angaaer Herren, hvorledes han kan behage Herren;

³³ den gifte bekymrer sig for, hvad der angaaer verden, hvorledes han kan behage sin hustru. -

³⁴ Der er ogsaa forskjel hustruen og jomfruen. Den ugifte bekymrer sig for, hvad der angaaer Herren, for at hun kan være hellig baade i legeme og aand; men den gifte bekymrer sig om, hvad der angaaer verden, hvorledes hun kan behage sin mand.

³⁵ Dette siger jeg til eders eget gavn, ikke forat kaste en snare for eder, men til anstand og fasthold ved Herren uforstyrret;

³⁶ men naar nogen mener, det er uanstændigt for hans jomfru, naar han er over sin blomstrende alder, og det maa saa være, han gjøre, hvad han vil! han synder ikke. Lad dem gifte sig!

³⁷ men den, som har sat sig fast i for i hjærtet og ikke har nogen trang, men har magt over sin egen villie og har besluttet det i sit hjærte at bevare sin jomfru, han gjør vel;

³⁸ saa at ogsaa den, som bortgifter, gjør vel, men den, som ikke bortgifter, gjør bedre.

³⁹ Hustruen er ved loven bunden al den tid, hendes mand lever; men er manden hensovet, er hun fri til at gifte sig med hvem hun vil, kun det skeer i Herren;

⁴⁰ men efter min mening er det livsaligere, om hun bliver som hun er; men jeg mener ogsaa at have Guds Aand.

8

¹ Hvad afgudsofre angaaer, veed vi, for kundskab har vi alle, - kundskaben opblæser, men kjærligheden opbygger;

² men hvis nogen mener at vide noget, har han endnu aldrig vidst noget, som man bør vide det;

³ men om nogen elsker Gud, han er erkjendt af ham; -

⁴ altsaa om spisning af afgudsofre veed vi, at en afgud er intet i verden, og at der er ingen anden Gud uden een;

⁵ thi skjøndt der er saakaldte guder, være sig i himlen eller paa jorden, - eftersom der er mange guder og mange herrer -

⁶ men vi har een Gud, Faderen, af hvem alt er, og vi til ham; og een herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og vi ved ham;

⁷ men alle har ikke kundskaben, men nogle med samvittighed om afguden spise endnu som afgudsoffer, og deres samvittighed bliver uren, da den er svag.

⁸ Men mad anbefaler os ikke for Gud; thi hverken, naar vi spise, bliver vi bedre, ikke heller slettere, naar vi undlade at spise;

⁹ men seer til, at denne eders styrke ikke bliver anstød for de svage;

¹⁰ thi naar nogen seer dig, som har kundskab, sidde tilbords i afgudshus, vil da ikke hans samvittighed, som er svag, opbygges til at spise afgudsofret?

¹¹ og ved din kundskab fortabes den svage broder, for hvem Kristus døde;

¹² men naar i saaledes synde mod brødrene og slaa deres svage samvittighed, synde i mod Kristus.

¹³ Derfor, om mad forarger min broder, vil jeg aldrig spise kjød, forat jeg ikke skal forarge min broder.

9

¹ Er jeg ikke apostel? er jeg ikke fri har jeg ikke seet vor Herre, Jesus Kristus? ere i ikke min gjerning i Herren?

² Er jeg ikke apostel for andre, for eder er jeg det dog, thi i ere selv besegling paa mit apostelembede i Herren;

³ det er mit forsvar mod dem, som dømme over mig.

⁴ Har vi ikke ret til at spise og drikke?

⁵ har vi ikke ret til at føre en hustru, som er en søster, med, ligesom og de øvrige apostle og som Herrens brødre og Kefas?

⁶ eller har jeg alene og Barnabas ikke ret til at lade være at arbejde?

⁷ Hvem tjener nogensinde i krig paa egen sold? hvem planter en vingaard og spiser ikke af dens frugt? hvem føder en hjord og spiser ikke af hjordens mælk?

⁸ Siger jeg dette af hensyn til mennesker, eller siger loven det ikke ogsaa?

⁹ Der er nemlig skrevet i Mose-loven: Du maa ikke binde munden til paa oxen, naar den tærsker. Er det oxerne Gud bekymrer sig for?

¹⁰ eller siger han det overhoved for vor skyld? thi for vor skyld er der skrevet, at den, som pløjer, maa pløje i haab, og den, som tærsker i haabet, faa del i, hvad han haabede.

¹¹ Dersom vi saaede eder det aandelige, er det da stort, om vi høstede eders timelige?

¹² Dersom andre havde del i saadan ret over eder, skulde vi da ikke meget mere? men vi har ikke brugt denne ret, men vi taale alt, forat vi ikke skulde gjøre Kristi evangelium nogen hindring.

¹³ Vide i ikke, at de, som tjene ved helligdommen, spise af det hellige, og de, som vare paa alteret, dele med alteret?

¹⁴ saaledes har og Herren forordnet dem, som forkynde evangeliet, at leve af evangeliet.

¹⁵ Men jeg har intet benyttet af dette; og jeg skriver det ikke, forat det skulde ske saaledes med mig; thi jeg vilde hellere dø, end at nogen skulde gjøre min ros til intet;

¹⁶ thi naar jeg prædiker evangeliet, er det mig ingen ros, thi der paaligger mig en nødvendighed; og ve mig, om jeg ikke prædikede!

¹⁷ gjør jeg det da frivillig, har jeg løn, gjør jeg det uvillig, er en husholdning mig betroet.

¹⁸ Hvad er da min løn? at jeg, i det jeg forkynder evangeliet, kan fremsætte Kristi evangelium uden bekostning, for ikke at misbruge min ret ved evangeliet. -

¹⁹ Thi skjøndt jeg er fri for alle, har jeg dog gjort mig selv til alles tjener, forat jeg kunde vinde flere;

²⁰ og jeg er bleven Jøderne som en Jøde, forat jeg kunde vinde Jøder, dem under loven som den, der var under loven, forat jeg kunne vinde dem under loven;

²¹ dem uden loven som den, der var uden loven, skjøndt jeg er ikke uden loven for Gud, men lovlig for Kristus, forat jeg kunde vinde dem, som ere uden loven;

²² jeg blev de skrøbelige som en skrøbelig, forat jeg kunde vinde de skrøbelige; jeg blev alt for alle, forat jeg fremfor alt kunne frelse nogle;

²³ men dette gjør jeg for evangeliet, forat jeg kan blive meddelagtig deri.

²⁴ Vide i ikke, at de, som løbe paa banen, løbe vel alle, men een tager sejerskrandsen? løber saaledes, at i kan tage den!

²⁵ Men enhver, som kjæmper, er afholdende i alt; hine altsaa vel forat faa en visnende krands, men vi en uvisnelig.

²⁶ Derfor løber jeg altsaa ikke som paa det uvisse, jeg fægter saaledes som den, der ikke slaaer i luften;

²⁷ (9:26) men jeg spæger mit legeme og aver det, forat jeg, som prædiker for andre, ikke selv skal blive forskudt.

10

¹ Jeg vil, brødre, at i ikke skulle være uvidende om, at vore fædre vare alle under skyen og gik alle gjennem havet,

² og de bleve alle døbte til Mose i skyen og i havet;

³ og de spiste alle den samme aandelige mad

⁴ og drak alle den samme aandelige drik - de drak nemlig af den aandelige klippe, som fulgte dem - men klippen var Kristus;

⁵ men Gud fandt ikke behag i de fleste af dem, thi de bleve nedslagne i ørken.

⁶ Men disse ting ere blevne forbilleder for os, at vi ikke skulde faa lyst til det onde, som de fik dertil;

⁷ bliver ikke heller afgudsdyrkere som nogle af dem, som skrevet er: folket satte sig ned at spise og drikke, og de stod op at lege.

⁸ Lader os heller ikke bedrive hor, som nogle af dem bedreve hor og faldt paa een dag 23.000;

⁹ lader os ej heller friste Kristus, som nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af slanger;

¹⁰ knurrer ikke heller, som nogle af dem knurrede og bleve ødelagte af fordærveren.

¹¹ Alt dette ramte dem som forbilleder, men det er skrevet, at vi, til hvem de sidste tider ere komne, skulle lægge det paa sinde.

¹² Derfor se den, som mener at staa, til, at han ikke falder!

¹³ Der er ingen fristelse paakommen eder, uden menneskelig; men Gud er trofast, og han vil ikke lade eder friste over, hvad i formaa, men han vil med fristelsen ogsaa gjøre udgangen, saa i kunne udholde den.

¹⁴ Derfor, mine kjære brødre, skyer afgudsdyrkelsen.

¹⁵ Jeg taler som til forstandige; i maa dømme, hvad jeg siger.

¹⁶ Velsignelsens bæger, som vi velsigne, er det ikke Kristi blods samfund? det brød, vi bryde, er det ikke Kristi legems samfund?

¹⁷ efterdi der er eet brød, ere vi, de mange, eet legeme; thi alle ere vi delagtige i det ene brød.

¹⁸ Seer til Israel efter kjødet! ere ikke de, som spise offerkjødet, delagtige i alteret?

¹⁹ Hvad siger jeg da? at en afgud er noget? eller at afgudsoffer er noget?

²⁰ Nej! men hvad hedningerne ofre, ofre de til dæmnerne og ikke til Gud; men jeg vil ikke, at i skal have samfund med dæmnerne;

²¹ I kan ikke drikke Herrens bæger og dæmnernes bæger; I kan ikke være delagtige i Herrens bord og dæmnernes bord.

²² Men skulle vi opvække Herren til nidkjærhed? mon vi ere stærkere end han? -

²³ Alt er mig tilladt, men ikke alt er nyttigt; alt er mig tilladt, men ikke alt opbygger.

²⁴ Ingen maa se paa sit eget, men enhver paa næstens.

²⁵ Spiser alt, hvad der er kjøbt i slagterbod, uden at spørge for samvittighedens skyld;

²⁶ thi jorden og, hvad der fylder den, er Herrens;

²⁷ og naar nogen af de vantro indbyder eder, og i ville gaa derhen, spiser da alt, hvad der sættes for eder, uden at spørge for samvittighedens skyld.

²⁸ Men naar nogen siger til eder: Det er afgudsoffer! spiser det da ikke for hans skyld, som røbede det, og for samvittighedens skyld; thi jorden og, hvad der opfylder den, er Herrens;

²⁹ Samvittigheden, siger jeg, ikke ens egen men næstens; thi hvorfor dømmes min frihed af en andens samvittighed?

³⁰ Dersom jeg nyder det med taksigelse, hvorfor spottes jeg da for det, jeg takker for?

³¹ Enten i derfor spise eller drikke eller hvad i gjøre, gjører alt til Guds ære!

³² værer uden forargelse baade for Jøder og Hellener og Guds menighed,

³³ ligesom jeg ogsaa i alt stræber at tækkes alle uden at søge, hvad der gavner mig selv, men de mange, forat de kunde blive frelste;

11

¹ (10:34) vorder mine efterfølgere, ligesom og jeg er Kristi!

² Men jeg roser eder brødre, at I i alt komme mig ihu og holde de mundlige lærdomme, ligesom jeg overgav eder dem;

³ men jeg ønsker, at i skulle forstaa, at Kristus er hver mands hoved, men manden er kvindens hoved, men Gud er Kristi hoved.

⁴ Hver mand, som beder eller profeterer og har noget paa hovedet, beskjæmmer sit hoved;

⁵ men hver kvinde, som beder eller profeterer med ubedækket hoved, beskjæmmer sit hoved; thi det er det samme, som han var raget;

⁶ thi dersom en kvinde ikke bedækker sig, kan hun og lade sit haar klippe; men dersom det er usømmeligt for kvinden at klippes eller rages, dedække hun sig.

⁷ Thi manden bør ikke bedække hovedet, da han er Guds billede og ære; men kvinden er mandens ære;

⁸ thi manden er ikke af kvinden, men kvinden af manden;

⁹ ikke heller er manden skabt for kvindens, men kvinden for mandens skyld.

¹⁰ Derfor bør kvinden have et ærbødigheds tegn paa hovedet for englenes skyld.

¹¹ Dog er der hverken mand uden kvinde eller kvinde uden mand i Herren;

¹² thi ligesom kvinden er af manden, saaledes er og manden ved kvinden, men alle ting af Gud.

¹³ Dømmer selv! klæder det en kvinde, usløret at bede til Gud?

¹⁴ eller lærer ikke naturen eder selv, at naar en mand lader haaret voxe, er det vanærende for ham?

¹⁵ men naar en kvinde lader haaret voxe, er det hende en ære, thi haaret er givet hende til et skjul.

¹⁶ Men har nogen lyst til at trættes herom, har vi ikke saadan skik, ikke heller Guds menigheder.

¹⁷ Idet jeg formaner herom, roser jeg ikke, at i samles ikke til det bedre, men til det værre;

¹⁸ for det første hører jeg nemlig, at naar i samles i menigheden, er der partier mellem eder, og for en del troer jeg det;

¹⁹ thi der maa og være kjætterier blandt eder, at de retskafne blandt eder kan blive aabenbare.

²⁰ Naar i da komme tilsammen, er det ikke at holde Herrens nadver;

²¹ thi under nadveren tager hver sit maaltid forud, og den ene hungrer, den anden overvælder sig.

²² Har i nemlig ikke huse til at spise og drikke i? eller foragte i Guds menighed og beskjæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg sige eder, skal jeg rose eder? Deri roser jeg eder ikke,

²³ thi jeg modtog fra Herren, hvad jeg og har overleveret eder, at Herren Jesus i den nat, da han blev forraadt, tog brødet,

²⁴ takkede og brød det, og sagde: Tager, æder, dette er mit legem, som brydes for eder; dette gjører til min ihukommelse!

²⁵ ligesaa og bægeret efterat have holdt maaltid og sagde: Dette bæger er den ny pagt i mit blod; dette gjører, saa ofte i drikke det, til min ihukommelse!

²⁶ thi saa ofte i spise dette brød og drikke dette bæger, forkynder Herrens død, indtil han kommer!

²⁷ Derfor, hvo som spiser dette brød eller drikker Herrens bæger uværdig, skal være skyldig i Herrens legeme og blod.

²⁸ Men et menneske prøve sig selv, og saaledes spise han af brødet og drikke af bægeret!

²⁹ thi den, som spiser og drikker uværdig, spiser og drikker sig selv dom, da han ikke bedømmer Herrens legeme.

³⁰ Derfor ere mange svage og skrøbelige blandt eder, og en god del ere hensovede.

³¹ Dersom vi nemlig bedømte os selv, dømtes vi ikke;

³² men naar vi dømmes, opdrages vi af Herren, forat vi ikke skulle fordømmes med verden.

³³ Naar i, mine brødre, derfor kommer sammen til maaltid, venter da paa hverandre;

³⁴ men hvis nogen er hunrig, kan han spise hjemme, at i ikke skulle komme sammen til dom. Det øvrige vil jeg ordne, naar jeg kommer.

12

¹ Men jeg vil ikke, brødre, at i skulle være uvidende om de aandelige gaver.

² I veed, at, da i vare hedninger, hendroges i til de stumme afguder, ligesom man drog eder.

³ Derfor kundgjør jeg eder, at ingen, som taler i Guds Aand, udsiger forbandelse over Jesus, og ingen kan kalde Jesus Herre, uden i den Helligaand.

⁴ Der er forskjel paa naadegaver, men Aanden er den samme;

⁵ der er forskjel paa tjenester, men Herren er den samme;

⁶ der er forskjel paa kraftige gjerninger, men Gud er den samme, som kraftig virker alt i alle,

⁷ men Aandens aabenbarelse gives hver til hvad der er nyttigt;

⁸ een gives nemlig visdoms ord ved Aanden, en anden kundskabs ord overensstemmende med den samme Aand;

⁹ en anden tro i den samme Aand, en anden lægedoms gave i den samme Aand;

¹⁰ en anden kraftige gjerninger, en anden profeti, en anden bedømmelse af aander, en anden sdskillige tungemaal, en anden udlæggelse af tungemaal;

¹¹ men alt dette virker den ene og samme Aand kraftig, idet han uddeler til hver især, ligesom han vil, -

¹² Ligesom legemet nemlig er eet og har mange lemmer, men alle lemmer paa det ene legeme ere eet legeme, skjøndt de ere mange, saaledes er og Kristus;

¹³ vi ere jo nemlig alle døbte til een Aand til eet legeme, hvad enten vi ere Jøder eller Hellener, trælle eller fri, og vi har alle drukket af bægeret til een Aand.

¹⁴ Ogsaa legemet er jo ikke eet lem, men mange.

¹⁵ Om foden vilde sige: Fordi jeg ikke er haand, derfor er jeg ikke af legemet, var den derfor ikke af legemet?

¹⁶ og om øret vilde sige: Fordi jeg ikke er øje, er jeg ikke af legemet, var det derfor ikke af legemet?

¹⁷ Var hele legemet øje, hvor var da hørelsen; var det hele hørelse, hvor var da lugten!

¹⁸ men nu har Gud sat lemmerne, ethvert af dem i legemet, eftersom han vilde;

¹⁹ men vare de alle eet lem, hvor var da legemet?

²⁰ men nu er der mange lemmer, men eet legeme.

²¹ Øjet kan ikke sige til haanden: Jeg behøver dig ikke! eller atter hovedet til fødderne: Jeg behøver eder ikke!

²² men meget mere ere de lemmer paa legemet, som synes at være de svageste, nødvendige;

²³ og dem, vi synes, ere de ringeste paa legemet, gjør vi desmere ære ad, og de, som lade os ilde, pryde vi desmere;

²⁴ men de, som lade os vel, behøve det ikke. Men Gud har sammenføjet legemet saaledes, at han tillagde de ringere dele større ære;

²⁵ forat der ikke skulde være splid i legemet, men just forat lemmerne skulde have omhu for hverandre;

²⁶ og enten eet lem lider, lide de alle, eller eet lem holdes i ære, tage alle lemmer del i glæden.

²⁷ Men i ere Kristi legeme og lemmer, hver især. -

²⁸ Og Gud har sat nogle i menigheden: først apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere; dernæst de kraftige gjerninger, saa lægedoms gaver, hjælpere, bestyrere, forskjellige tungemaal.

²⁹ Ere alle apostle? ere alle profeter? ere alle lærere? ere alle kraftige gjerninger?

³⁰ har alle lægedoms gave? tale alle med tunger? udlægge alle?

³¹ Tragter efter de bedste naadegaver! og endnu viser jeg eder den ypperligste vej.

13

¹ Om jeg end talede menneskenes og englenes tungemaal, men havde ikke kjærlighed, var jeg en lydende malm og en klingende bjælde;

² og havde jeg profetiens gave og kjendte alle hemmelighederne og al kundskab, ja havde jeg al tro, saa jeg kunde flytte bjerge, men havde ikke kjærlighed, var jeg intet;

³ og uddelte jeg alt mit godt til fattige, ja hengav jeg mit legeme til at brændes, men havde ikke kjærlighed, gavnede det mig intet.

⁴ Kjærligheden er langmodig, den er velvillig; kjærligheden bærer ikke nid, kjærligheden suser ikke frem, den opblæses ikke;

⁵ den gjør intet usømmeligt, søger ej sit eget, forbitres ikke, tænker intet ondt;

⁶ glæder sig ikke over uretten, men glæder sig ved sandheden;

⁷ den taaler alt, troer alt, haaber alt, bærer alt.

⁸ Kjærligheden affalder aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, skulle de afskaffes, eller tungemaal, de skulle ophøre, eller kundskab, den skal afskaffes.

⁹ Vi forstaa nemlig stykkevis og profetere stykkevis;

¹⁰ men naar det fuldkomne kommer, skal det stykkevise afskaffes.

¹¹ Da jeg var et barn, talede jeg som et barn, tænkte som et barn, dømte som et barn; men da jeg blev mand, aflagde jeg det barnagtige;

¹² thi vi se nu i gaadespejl, men da ansigt til ansigt; nu kjender jeg stykkevis, men da skal jeg erkjende, ligesom jeg og bliver kjendt.

¹³ Saa bliver da disse tre: tro, haab, kjærlighed; men størst af dem er kjærligheden.

14

¹ Higer efter kjærligheden, tragter efter de aandelige gaver, men mest, at i maatte profetere.

² Den, som nemlig taler i fremmed tungemaal, taler ikke for mennesker men for Gud; thi ingen forstaar det; men han taler hemmeligheder i Aanden;

³ men den, som profetere, taler mennesker til opbyggelse og formaning og trøst;

⁴ den, som taler i fremmede tungemaal, opbygger sig selv; men den, som profetere, opbygger menigheden.

⁵ Jeg ønskede, at i alle kunde tale i fremmede tungemaal, men mere, at i kunde profetere; thi den, som profeterer, er større end den, som taler i fremmede tungemaal, uden saa er, at han oversætter det, forat menigheden kan have opbyggelse deraf;

⁶ men om jeg nu, brødre, naar jeg kom til eder, talede i fremmede tungemaal, hvad vilde jeg gavne eder, dersom jeg ikke talede til eder enten ved aabenbarelse eller kundskab eller profeti eller lærdom?

⁷ Endog de livløse ting, som give lyd, det være sig fløjte eller harpe, hvis de ikke angav en forskjel i tonerne, hvorledes kunde man da vide, om der blev spillet paa fløjte eller harpe?

⁸ og om trompeten gav en uklar lyd, hvem vilde ruste sig til slag?

⁹ Saaledes og, dersom i ikke med tungen fremføre et velbetegnet ord, hvorledes kan man forstaa, hvad der tales? I ville nemlig tale hen i vejret.

¹⁰ Der er, lad os sige, saa og saa mange slags sprog i verden, og der er intet af dem lydløst.

¹¹ Kjender jeg da ikke lydens betydning, er jeg vild fremmed for den, som taler, og han, som taler, er for mig vild fremmed.

¹² Saaledes maa ogsaa i, naar i hige efter aandelige gaver, søge, at i have overflødigt til menighedens opbyggelse.

¹³ Derfor maa den, som taler i fremmed tungemaal, bede, at han kan oversætte det;

¹⁴ thi naar jeg beder i fremmed tungemaal, beder vel min Aand, men min tanke er uden frugt.

¹⁵ Hvad da? Jeg vil bede med Aand, men ogsaa med forstand; jeg vil synge psalmer med aand, men og med forstand;

¹⁶ thi naar du priser Gud ved Aanden, hvorledes kan han paa lægmands stade sige amen til din taksigelse, da han ikke forstaar, hvad du siger?

¹⁷ Du takker vel smukt, men den anden opbygges ikke.

¹⁸ Jeg takker min Gud, at jeg taler mere i fremmede tungemaal end i alle;

¹⁹ men i menigheden vil jeg heller tale fem ord forstaaelig, forat jeg kan undervise andre, end 10.000 ord i fremmed tungemaal.

²⁰ Brødre, vorder ikke børn i forstand, men værer børn i ondskab, i forstand derimod fuldvoxne.

²¹ Der er skrevet i loven: Jeg vil tale til dette folk ved dem, som have andet sprog og andet maal, og end ikke saaledes ville de høre mig, siger Herren.

²² Derfor ere tungemaal til et tegn, ikke for de troende, men for de vantro; men den profetiske gave er det ikke for de vantro, men for de troende.

²³ Naar altsaa hele menigheden kom sammen, og alle talede i fremmede tungemaal, men der kom lægmænd eller vantro ind, vilde de da ikke sige, at i vare gale?

²⁴ Men naar alle profeterede, og der kom en vantro eller lægmand ind, bliver han overbevist af alle, viist til rette af alle;

²⁵ og saaledes blive hans hjærtes skjulte tanker aabenbare; og saaledes vil han falde paa sit ansigt og tilbede Gud og forkynde, at Gud virkelig er i eder.

²⁶ Hvad da, brødre? Naar i komme sammen, da har hver af eder en psalme, han har en lærdom, han har et fremmed tungemaal, han har en aabenbarelse, han har en udlægning; alt ske til opbyggelse!

²⁷ Taler nogen i fremmed tungemaal, værer det to eller højt tre, og een efter anden, og een tolke det;

²⁸ men er der ingen tolk tilstede, da tie han i menigheden, men for sig selv kan han tale og for Gud.

²⁹ Men af profeter tale to eller tre, og de andre prøve det!

³⁰ men dersom en anden, som sidder der, faaer en aabenbarelse, maa den første tie;

³¹ thi i kan alle profetere, en efter anden, at alle kunne lære og alle blive formanede;

³² ogsaa profeters aander ere profeter underdanige;

³³ Gud er nemlig ikke forvirringens, men fredens Gud. Ligesom i alle de helliges menigheder

³⁴ maa eders kvinder tie i forsamlingerne; det tillades dem nemlig ikke at tale, men være underdanige, som og loven siger;

³⁵ men ville de lære noget, maa de hjemme spørge deres egne mænd; thi det er uanstændigt for kvinder at tale i menigheden.

³⁶ Eller er Guds Ord udgaaet fra eder, eller er det kommet til eder alene?

³⁷ Dersom nogen synes, at han er en profet eller en aandelig, han betænke, hvad jeg skriver til eder, at det er Herrens bud;

³⁸ men erkjender nogen det ikke, lade han være!

³⁹ Tragter derfor, brødre, efter at profetere og hindrer ikke i at tale med fremmede tungemaal;

⁴⁰ alt ske sømmelig og med orden.

15

¹ Men jeg minder eder, brødre, om det evangelium, jeg forkyndte eder, hvilket i og modtoge, og i hvilket i og staa fast,

² ved hvilket i og blive salige, dersom i holde fast efter det ord, hvormed jeg forkyndte eder evangeliet; med mindre i have troet forgjæves.

³ Thi jeg overgav eder blandt det første, hvad jeg og selv modtog, at Kristus døde for vore synder efter skrifterne;

⁴ og at han blev begraven, og at han opstod tredje dag efter skrifterne;

⁵ og at han blev seet af Kefas, derefter af de tolv;

⁶ derpaa blev han paa eengang seet af flere end 500 brødre, af hvilke de fleste ere i live, men nogle ere og hensovede;

⁷ derefter blev han seet af Jakob, derpaa af alle apostlene,

⁸ men sidst af alle blev han ogsaa seet af mig som det utidige foster;

⁹ thi jeg er den ringeste af apostlene, som ikke er værd at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds menighed;

¹⁰ men af Guds naade er jeg, hvad jeg er, og hans naade mod mig har ikke været forgjæves, men jeg har arbejdet mere end de alle; dog ikke jeg, men Guds naade, som er med mig.

¹¹ Hvad enten det da er mig eller disse, har vi prædiket saaledes, og saaledes troede i.

¹² Men naar der prædikes, at Kristus er opstanden fra døde, hvorledes sige da nogle blandt eder, at der ikke er dødes opstandelse?

¹³ men er der ikke dødes opstandelse, saa er Kristus ikke heller opstanden;

¹⁴ men er Kristus ikke opstanden, da er vor prædiken forgjæves, saa er og eders tro forgjæves;

¹⁵ vi bleve da ogsaa fundne som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet om Gud, at han oprejste Kristus, som han ikke oprejste, dersom døde nemlig ikke opstaa;

¹⁶ dersom døde nemlig ikke staa op, er Kristus ikke heller opstanden;

¹⁷ men er Kristus ikke opstanden, er eders tro forfængelig, i ere endnu i eders synder;

¹⁸ og saa ere de fortabte, som ere hensovede i Kristus.

¹⁹ Haabe vi alene paa Kristus i dette liv, ere vi mer at ynkes over end alle mennesker.

²⁰ Men nu er Kristus opstanden af døde, bleven førstegrøden af de hensovede;

²¹ thi efterdi døden er ved et menneske, er ogsaa dødes opstandelse ved et menneske;

²² thi ligesom alle dø i Adam, saaledes skulle og alle levendegjøres i Kristus;

²³ men hver i sin orden; førstegrøden er Kristus, dernæst de, som ved hans tilkommelse ere Kristi;

²⁴ saa er enden, naar han har overgivet riget til Gud og Faderen, naar han har tilintetgjort al fyrstendømme, og al vælde og magt;

²⁵ thi han bør herske, indtil han faaer lagt alle fjenderne under hans fødder;

²⁶ den sidste fjende, som tilintetgjøres, er døden;

²⁷ han lagde nemlig alt under hans fødder. Men naar han siger, at han underlagde ham alt, er det aabenbart, at det er ham undtagen, som har underlagt ham alt;

²⁸ men naar alt er ham underlagt, da vil Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alt, forat Gud kan være alt i alle. -

²⁹ Hvad gjør ellers de, som døbes for de døde? Hvis døde slet ikke staa op, hvorfor døbes de da for de døde?

³⁰ Hvorfor staa ogsaa vi hver time i fare?

³¹ Jeg døer daglig, det vidner jeg ved eders ros, som jeg har i Kristus Jesus vor Herre!

³² Stred jeg i Efesos, efter menneskelig maade at tale, med vilde dyr, hvad hjælper det mig? Dersom døde ikke staa op, lad os æde og drikke, thi imorgen dø vi!

³³ Lader eder ikke forføre, slet omgang fordærver gode sæder!

³⁴ Vaagner ordenlig op og synder ikke! thi nogle har ikke kundskab om Gud, det siger jeg til eders skam.

³⁵ Men nogen vil spørge: hvorledes opstaa de døde, og med hvilket legeme komme de frem?

³⁶ Daare! hvad du saaer, bliver ikke levendegjort, hvis det ikke bortdøer;

³⁷ og hvad du saaer, da saaer du ikke det legeme, som skal vorde, men et blot korn, det være sig af hvede eller af anden art;

³⁸ men Gud giver det et legeme, som han vil, og hver sæd sit eget legeme.

³⁹ Alt kjød er ikke det samme kjød, men eet er menneskers, et anden kvægs, et andet fiskes, et andet fugles kjød,

⁴⁰ og der er himmelske legemer og jordiske legemer, men een er de himmelske herlighed, en anden de jordiske;

⁴¹ een er solens glands, en anden maanens, en anden stjernernes; een stjerne overgaaer nemlig en anden i glands.

⁴² Saaledes er og de dødes opstandelse; det saaes i forkrænkelighed, opstaaer i uforkrænkelighed,

⁴³ det saaes i vanære, opstaaer i herlighed, det saaes i skrøbelighed, opstaaer i kraft;

⁴⁴ der saaes et sjæleligt legeme, opstaaer et aandeligt legeme. Der er sjæleligt legeme, og der er et aandeligt legeme.

⁴⁵ Saaledes er der ogsaa skrevet: Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl, den sidste Adam til en levende-gjørende Aand.

⁴⁶ Det aandelige er ikke det første, men det sjælelige; derefter det aandelige.

⁴⁷ Det første menneske var af jord, jordisk; det andet menneske, Herren, er af himlen;

⁴⁸ som den jordiske var, saa ere og de jordiske, og som den himmelske er, saa ere og de himmelske;

⁴⁹ og ligesom vi har baaret den jordiskes billede, skulle vi og bære den himmelskes billede;

⁵⁰ men det siger jeg, brødre, at kjød og blod ikke kan arve Guds rige, ikke heller vil forkrænkelighed arve uforkrænkelighed.

⁵¹ Se, jeg siger eder en hemmelighed: Vi skulle vel ikke alle hensove, men vi skulle alle forandres,

⁵² i et hast, i et øjeblik, ved den sidste basune; thi basunen skal lyde og de døde skulle staa op uforkrænkelige, og vi skulle forandres;

⁵³ thi dette forkrænkelige maa iføres uforkrænkelighed, og dette dødelige iføres udødelighed. -

⁵⁴ Men naar dette forkrænkelige er iført uforkrænkelighed, og dette dødelige er iført udødelighed, da skeer det ord, som er skrevet: Døden er opslugt til sejr.

⁵⁵ Død, hvor er din braad? Hel, hvor er din sejr?

⁵⁶ men synden er dødens braad, men loven er syndens kraft;

⁵⁷ men takket være Gud, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!

⁵⁸ Bliver derfor, mine kjære brødre, faste, urokkelige, altid rige i Herrens gjerning, da i vide, at eders arbejde ikke er forgjæves i Herren.

16

¹ Hvad indsamlingen til de hellige angaaer, da gjøre i og saaledes, som jeg har ordnet det for menighederne i Galatien.

² Hver af eder henlægge noget for sig selv paa den første dag i ugen og samle, som han har velsignelse til, forat der da ikke skal ske en indsamling, naar jeg kommer;

³ men ved min nærværelse vil jeg sende dem, i betro dertil, med breve forat bringe eders gave til Jerusalem;

⁴ men er det værd, at ogsaa jeg rejser, kan de rejse med mig. -

⁵ Men jeg vil komme til eder, naar jeg er dragen gjennem Makedonien; thi jeg rejser gennem Makedonien;

⁶ og jeg vil maaske blive eller endog overvinter hos eder, forat i kunne følge mig paa vej, hvor jeg saa rejser hen;

⁷ nu vil jeg nemlig ikke se eder paa en gjennemrejse, men jeg haaber at blive nogen tid hos eder, om Herren tillader det.

⁸ I Efesos bliver jeg til pintse;

⁹ thi en stor og stærk dør er mig aabnet, og modstanderne ere mange.

¹⁰ Skulle Temoteos komme til eder, seer da til, at han kan blive hos eder uden frygt; thi han gjør Herrens gjerning ligesom og jeg;

¹¹ derfor maa ingen foragte ham, men følge ham paa vej i fred, at han kan komme til mig; jeg venter ham nemlig med brødrene.

¹² Angaaende broder Apollos, da har jeg meget formanet ham til, at han skulde komme til eder med brødrene; men det var slet ikke hans villie at komme nu, men han vil komme, naar han faaer lejlighed. -

¹³ Vaager, staaer faste i troen, værer mænd, værer stærke!

¹⁴ alt ske hos eder i kjærlighed! -

¹⁵ Men jeg beder eder, brødre! I kjende Stefanas' hus, at det er Akajas førstegrøde, og de har indrettet sig til de helliges tjeneste;

¹⁶ at ogsaa i underkaste eder saadanne og enhver, som hjælper med og arbejder;

¹⁷ men jeg glæder mig ved Stefanas', Fortunats og Akaikos' nærværelse; thi de har erstattet savnet af eder;

¹⁸ de har nemlig vederkvæget min og eders aand; anerkjender derfor saadanne!

¹⁹ Menighederne i Asia hilse eder; Akylas og Priskilla med menigheden i deres hus hilse eder flittig i Herren;

²⁰ alle brødrene hilse eder! Hilser hverandre med helligt kys.

²¹ Hilsen med min, Paulos', haand.

²² Hvis nogen ikke elsker Herren Jesus Kristus, han være bansat! Herren kommer!

²³ Herrens, Jesu Kristi, naade være med eder!

²⁴ min kjærlighed med eder alle i Kristus Jesus! Amen.