1

¹ Paulos, Jesu Kristi tjener, kaldet apostel, beskikket til Guds evangelium,

² som han forud havde lovet i hellige skrifter ved sine profeter,

³ om sin Søn, født af Davids sæd efter kjødet,

⁴ kraftig betegnet som Guds Søn efter Helligheds Aand ved opstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre,

⁵ ved hvem vi have faaet naade og apostelembede til lydighed i troen paa hans navn blandt alle hedningerne,

⁶ blandt hvilke ogsaa i, Jesu Kristi kaldede, ere;

⁷ eder alle, som ere i Rom, Guds elskelige, kaldede, hellige, eder være naade og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus.

⁸ Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for eder alle, at eders tro forkyndes i hele verden;

⁹ thi Gud er mit vidne, hvem jeg i min aand tjener i hans Søns evangelium, hvor uafladelig jeg kommer eder ihu,

¹⁰ da jeg altid i mine bønner begjærer, om jeg dog nu engang maatte finde heldig lejlighed til, med Guds villie, at komme til eder;

¹¹ thi jeg længes efter at se eder, forat jeg kunde meddele eder nogen aandelig naadegave til at styrke eder;

¹² det vil sige, at vi hos eder kunde opmuntres ved den fælles tro, baade eders og min.

¹³ Jeg vil ikke, at det skal være eder ubekjendt, brødre, at jeg ofte har foresat mig at komme til eder, og at jeg hidtil blev forhindret; forat jeg kunde have nogen frugt blandt eder, ligesom og blandt de øvrige hedninger;

¹⁴ baade hellener og vild fremmede, baade vise og daarer er jeg en skyldner;

¹⁵ saaledes er jeg med hensyn til mig selv rede til ogsaa at forkynde eder i Rom evangeliet;

¹⁶ thi jeg skammer mig ikke ved Kristi evangelium; thi det er en Guds kraft til frelse for hver, som troer det, baade for Jøder først og for Hellener;

¹⁷ thi Guds retfærdighed aabenbares i det af tro til tro, som der er skrevet: Den retfærdige skal leve af troen.

¹⁸ Thi Guds vrede aabenbares fra himlen paa al menneskers ugudelighed og uretfærdighed, som holde igjen mod sandheden i uretfærdighed;

¹⁹ thi hvad der kan vides om Gud, er aabenbaret i dem, thi Gud har aabenbaret dem det;

²⁰ thi hans usynlige væsen, baade hans evige magt og Guddom, falde paa sinde og beskues fra verdens skabelse i hans gjerninger, saa de ere uden undskyldning.

²¹ Thi skjøndt de kjendte Gud, ærede eller takkede de ham ikke som Gud, men de bleve forfængelige i deres tanker, og deres uforstandige hjærte blev formørket,

²² og de blev daarer, da de sagde, de vare vise;

²³ og de forvandlede den uforkrænkelige Guds ære til lighed med et forkrænkeligt menneskes og fugles og firføddede dyrs og snoges billede.

²⁴ Derfor hengav Gud dem i deres hjærters lyster til urenhed, saa de vanærede deres legemer mellem hverandre,

²⁵ og de gjorde Guds sandhed til løgn, dyrkede og tjente skabningen fremfor skaberen, som er højlovet i al evighed, Amen! -

²⁶ Derfor, hengav Gud dem til skjændige lyster; thi baade deres kvinder forvendte den naturlige brug til den naturstridige,

²⁷ og ligesaa forlod mændene den naturlige omgang med kvinden og bryndede i deres gejlhed med hverandre, saa mænd drev uterlighed med mænd og fik, som vedbør, deres vildfarelse gjengjældt paa dem selv;

²⁸ og som de ikke satte pris paa at have Gud i minde, overgav Gud dem til et snavs sind, saa de gjorde, hvad der ikke sømmede sig,

²⁹ fyldte af al uretfærdighed, ægtepagts brud, skalkagtighed, gjerrighed, ondskab, fulde af misundelse, mord, kiv, svig, vanart,

³⁰ øretudere, bagtalere, Gudsbespottere, kaadmundede, hovmodige, opblæste, udaads-paafindere, forældre ulydige,

³¹ uforstandige, uskikkelige, ukjærlige, uforsigtige, ubarmhjærtige,

³² som skjøndt de kjendte Guds dom, at de, som gjøre saadant, ere dødsskyldige, ikke alene gjøre det, men synes endog godt om dem, som bedrive det.

2

¹ Derfor er du, hvert menneske, som dømmer, uden undskyldning; thi idet du dømmer en anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, bedriver det selvsamme;

² vi veed jo, at Guds dom er efter sandhed over dem, som bedrive saadanne ting;

³ men tænker du dette, o menneske, som dømmer dem, som bedrive saadant, og selv gjør det, at du vil undfly Guds dom?

⁴ eller foragter du rigdommen af hans godhed, taalmodighed og langmodighed, uvidende om, at Guds godhed fører dig til omvendelse?

⁵ men i forhold til din haardhed og dit uomvendte samler du dig vrede som skat paa Guds vredes og aabenbarelses og retfærdige doms dag,

⁶ han, som vil betale hver efter hans gjerninger,

⁷ dem nemlig evigt liv, som ved udholdenhed i god gjerning søge ære og hæder og uforkrænkelighed;

⁸ men dem fortørnelse og vrede, som ere stridige, sandheden ulydige, men lyde uretten!

⁹ Trængsel og angest over hver menneskesjæl, som gjør, hvad ondt er, baade Jødes først og Helleners;

¹⁰ men ære og hæder og fred over hver, som gjør, hvad godt er, baade Jøde først og Hellener!

¹¹ thi der er ikke persons anseelse hos Gud;

¹² thi alle, som synde uden loven, skulle ogsaa straffes uden loven, og alle, som synde i loven, skulle dømmes ved loven;

¹³ thi ikke de, som høre loven, ere retfærdige for Gud, men de, som holde loven, blive erklærede retfærdige;

¹⁴ thi naar hedninger, som ikke har loven, af naturen gjøre, hvad loven kræver, ere disse, uden at have loven, sig selv en lov,

¹⁵ alle nemlig, som vise lovens gjerning skreven i deres hjærter, idet deres samvittighed vidner med og tankerne indbyrdes anklage eller og forsvare,

¹⁶ paa den dag, Gud vil dømme, hvad menneskene har i løn, efter mit evangelium ved Jesus Kristus.

¹⁷ Men naar du kalder dig en Jøde, hviler paa loven og roser dig i Gud,

¹⁸ og kjender hans villie og prøver forskjel; da du er undervist af loven,

¹⁹ og du drister paa, at du er blindes vejleder, lys for dem i mørke,

²⁰ skolemester for uforstandige, lærer for enfoldige, da du i loven har kundskabens og sandhedens regel;

²¹ saa lærer du, som altsaa lærer andre, ikke dig selv; du, som prædiker om ikke at stjæle, du stjæler;

²² du, som siger, man maa ikke bryde ægtepagten, du bryder ægtepagten; du, som skyer afguder, raner helligdommen;

²³ du, som roser dig i loven, vanærer Gud ved lovens overtrædelse;

²⁴ thi Guds navn bespottes for eders skyld blandt hedningerne, som skrevet er.

²⁵ Thi vel er omskjærelse nyttig, hvis du holder loven, men naar du overtræder loven, bliver din omskjærlse en ikke-omskjærlse.

²⁶ Naar der den uomskaarne iagttager lovens fordringer, bliver da ikke hans ikke-omskjærlse regnet som omskjærlse?

²⁷ og den af naturen uomskaarne, som holder loven, vil dømme dig, som med bogstav og omskjærlse overtræder loven;

²⁸ thi ikke den, som udvortes er Jøde, er det, ikke heller er omskjærelse, udvortes i kjødet, det;

²⁹ men den, som er det i løn, er Jøde, og hjærtets omskjærelse er i aand, ikke i bogstav, og han har ros ikke af mennesker, men af Gud.

3

¹ Hvad har Jøden da forud, og hvad nytter omskjærelsen?

² Meget i al maade; for det første nemlig, at Guds forjættelser blev dem betroede;

³ thi hvad, om nogle vare vantro, kunde deres vantro gjøre troen paa Gud til intet?

⁴ Det være langt fra! Gud vil blive sanddru, men hvert menneske en løgner, som skrevet er: Du findes retfærdig i dine Ord, og du sejrer, naar man dømmer dig.

⁵ Men dersom vor uret beviser Guds retfærdighed, hvad skulle vi da sige? Er Gud uretfærdig, naar han fører straffen paa? Jeg taler paa menneskeviis.

⁶ Det være langt fra! Hvorledes kan Gud da dømme verden?

⁷ Thi: Dersom Guds sandhed findes rigere til hans ære ved min løgn, hvorfor dømmes jeg da endnu som synder?

⁸ og hvorfor skulle vi da ikke, som vi spottes for og nogle sige, vi lære, gjøre ondt, for at der kan komme godt af det? Deres fordømmelse er retfærdig! -

⁹ Hvad da? har vi noget forud? Aldeles ikke; thi vi har ovenfor paavist, at alle, baade Jøder og Hellener ere under synd;

¹⁰ som skrevet er: Der er ingen retfærdig, end ikke een,

¹¹ der er ingen forstandig, der er ingen, som søger Gud;

¹² alle vege de af og bleve tilsammen udygtige; der er ingen, som gjør godt, der er end ikke een;

¹³ en aaben grav er deres strube, med deres tunger besvige de, øglegift er under deres læber;

¹⁴ deres mund er fuld af forbandelse og bitterhed;

¹⁵ deres fødder ere rappe til at udgyde blod;

¹⁶ knus og elendighed er i deres veje,

¹⁷ og fredens vej kjendte de ikke;

¹⁸ der er ikke Gudsfrygt for deres øjne. -

¹⁹ Men vi vide, at hvadsomhelst loven siger, taler den til dem under loven, saa hver mund skal stoppes og al verden være skyldig for Gud.

²⁰ Thi intet kjød kan blive retfærdiggjort for ham af lovens gjerninger, thi ved lov er syndserkjendelse.

²¹ Men nu er Guds retfærdighed aabenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne,

²² Guds retfærdighed nemlig ved troen paa Jesus Kristus til alle og over alle, som tro; thi der er ikke forskjel;

²³ alle har de nemlig syndet og fattes ære for Gud,

²⁴ og blive uforskyldt retfærdiggjorte af hans naade ved gjenløsningen i Kristus Jesus,

²⁵ hvem Gud fremstillede som sonoffer ved troen paa hans blod, for at vise sin retfærdighed ved forladelse af de forhen begangne synder

²⁶ i Guds langmodighed, til at vise sin retfærdighed i den nærværende tid, at han er retfærdig og retfærdiggjør den, som er af Jesu tro.

²⁷ Hvor er da vor ros? Den er udelukt. Ved hvilken lov? Gjerningerne? Nej, men ved troens lov!

²⁸ Vi slutter altsaa, at mennesket retfærdiggjøres ved tro uden lovens gjerninger.

²⁹ Eller er Gud alene Jødernes, mon ikke ogsaa hedningernes? Jo, ogsaa hedningernes;

³⁰ eftersom der er een Gud, som vil retfærdiggjøre omskjærelsen af troen og ikke-omskjærlsen ved troen.

³¹ Afskaffe vi da loven ved troen? Det være langt fra! men vi stadfæste loven.

4

¹ Hvad skal vi da sige, vor fader Abraham fandt efter kjødet?

² thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af gjerninger, har han ros, men ikke for Gud.

³ Thi hvad siger skriften? Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed;

⁴ men ham, som har gjerninger, regnes lønnen ikke efter naade, men efter skyldighed;

⁵ men ham, som ikke har gjerninger, men troer ham, som retfærdiggjør den ugudelige, regnes hans tro til retfærdighed;

⁶ ligesom og David taler om det menneskes salighed, hvem Gud tilregner retfærdighed uden gjerninger;

⁷ Salige de, hvis overtrædelser ere forladte og hvis synder ere skjulte;

⁸ salig den mand, hvem Herren ikke vil tilregne synd! -

⁹ Er denne salighed altsaa grundet paa omskjærelsen eller ogsaa ikke-omskjærelsen? thi vi sige, at troen blev regnet Abraham til retfærdighed.

¹⁰ Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskaaren eller ikke omskaaren? ikke da han var omskaaren men uomskaaren;

¹¹ og han modtog omskjærelsens tegn som en besegling paa troens retfærdighed uden omskjærelsen, forat han kunde være fader til alle, som tro uden at være omskaarne, saa retfærdighed ogsaa tilregnes dem;

¹² og fader til de omskaarne, som ikke alene har omskjærelsen, men og vandre i den tros spor, som vor fader Abraham havde uden omskjærlse. -

¹³ Thi ikke ved lov fik Abraham eller hans sæd forjættelsen, at han skulde arve verden, men ved troens retfærdighed.

¹⁴ Thi dersom de vare arvinger ifølge lov, blev troen et tomt ord og forjættelsen uden betydning.

¹⁵ Loven virker nemlig straf, thi hvor der ikke er lov, er der heller ikke overtrædelse.

¹⁶ Derfor er forjættelsen ved tro, at den af naade er fast for den hele sæd, ikke alene for den af loven, men ogsaa for den af Abrahams tro, og han er alle vores fader,

¹⁷ som skrevet er: Jeg har sat dig til mange folks fader for Gud, som han troede, som gjør de døde levende og kalder de ting, der ikke ere, som værende. -

¹⁸ Han trode mod haab med haab, at han skulde blive mange folks fader, eftersom der var sagt: Saadan skal din sæd vorde!

¹⁹ og, uden at blive svag i troen, betragtede han ikke sit eget allerede afdøde legeme, da han var nær 100 aar, eller Saras afdøde moderliv,

²⁰ men han tvivlede ikke i vantro paa Guds forjættelse, men han blev styrket ved troen, da han gav Gud æren

²¹ og var fuldkommen sikker paa, at, hvad han har lovet, er han og mægtig til at gjøre;

²² og derfor blev det regnet ham til retfærdighed.

²³ Men det er ikke skrevet for ham alene, at det blev tilregnet ham,

²⁴ men ogsaa for os, hvem det vil blive tilregnet, vi, som tro paa ham, der oprejste vor Herre Jesus fra døde,

²⁵ ham, som blev hengivet for vore overtrædelser og oprejst for vor retfærdiggjørelse.

5

¹ Altsaa have vi, retfærdiggjorte af troen, fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus,

² ved hvem vi ogsaa have faaet adgang, ved troen, til den naade, hvori vi staa,

³ og rose os af Guds herligheds haab, og ikke det alene, men vi rose os ogsaa i trængslerne,

⁴ da vi vide, at trængsel virker taalmodighed, men taalmod erfaring, men erfaring haab,

⁵ men haab beskjæmmer ikke; for Guds kjærlighed udstrømmer i vore hjerter ved den Helligaand, som er given os.

⁶ Thi da vi endnu vare svage, døde Kristus efter tiden for de ugudelige.

⁷ Næppe døer nogen for en retfærdig, ja for den gode vovede maaske en at dø,

⁸ men Gud beviser sin kjærlighed til os, at Kristus døde for os, da vi endnu vare syndere;

⁹ meget mere skulle vi altsaa, nu retfærdiggjorte i hans blod, frelses ved ham fra vreden;

¹⁰ thi naar vi, som vare fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns død, skulle vi ikke meget mere, forligte med ham, blive frelste i hans liv!

¹¹ Men ikke alene det, men vi rose os ogsaa i Gud ved vor Herre Jesus kristus, ved hvem vi nu have faaet forligelsen.

¹² Derfor, ligesom synden kom ind i verden ved eet menneske, og døden ved synden, og døden trængte igjennem til alle mennesker, idet de alle syndede: -

¹³ thi synd var i verden indtil loven, men synd tilregnes ikke, naar der ikke er lov;

¹⁴ men døden herskede fra Adam til Mose ogsaa over dem, som ikke syndede i lighed med Adams overtrædelse, og han er et forbillede paa ham, som skulde komme.

¹⁵ Men naadegaven var ikke som faldet; thi naar de mange døde ved den enes fald, da har Guds naade og gave meget mere været rig til de mange i det ene menneskes, Jesu Kristi, naade;

¹⁶ og det er ikke med gaven som med den ene, der syndede; thi dommen var fra een til fordømmelse, men naadegaven til retfærdiggjørelse af mange fald;

¹⁷ thi naar døden herskede ved den enes fald ved den ene, da skulle meget mere de, som modtage rigdommen af naaden og retfærdiggjørelsens gave, herske i liv ved den ene, Jesus Kristus; -

¹⁸ ligesom det altsaa ved eens fald kom til alle mennesker til fordømmelse, saaledes vil det og komme ved eens retvished til alle mennesker til livs retfærdiggjørelse;

¹⁹ thi ligesom de mange ere blevne syndere ved det ene menneskes ulydighed, saaledes skulle og de mange blive retfærdige ved den enes lydighed.

²⁰ Men loven traadte til, for at faldet des fuldere skulde kjendes; men hvor synden kjendtes fuldere, blev naaden rigere;

²¹ saa at ligesom synden herskede i døden, saaledes vil og naaden herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus vor Herre.

6

¹ Hvad skulle vi altsaa sige? skulle vi blive ved i synden, forat naaden kan blive des rigere?

² Det være langt fra! thi vi, som ere døde fra synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den?

³ Vide i ikke, at alle vi, som ere døbte til Kristus Jesus, vi ere døbte til hans død?

⁴ Vi ere altsaa begravne med ham ved daaben til døden, forat, ligesom Kristus er oprejst fra døde ved Faderens herlighed, saaledes skulle vi og vandre i livs fornyelse;

⁵ thi dersom vi ere blevne indpodede ved lighed i hans død, maa vi dog ogsaa være det i hans opstandelse;

⁶ da vi vide det, at vort gamle menneske er korsfæstet med, forat syndens legeme kan blive til intet, saa at vi ikke længer trælle for synden,

⁷ thi den, som er død, er retfærdiggjort fra synden;

⁸ men naar vi dø med Kristus, tro vi, at vi og skal leve sammen med ham,

⁹ da vi vide, at Kristus, oprejst fra døde, ikke døer mere; døden hersker ikke mere over ham;

¹⁰ thi det han døde, døde han eengang for synden, men hvad han lever, lever han for Gud.

¹¹ Saaledes maa i ogsaa anse eder selv som døde fra synden, men levende for Gud i Kristus Jesus vor Herre.

¹² Altsaa maa synden ikke herske i eders dødelige legeme, saa i lyde den i dets lyster;

¹³ ikke heller maa i fremstille eders lemmer som uretfærdigheds vaaben for synden, men fremstiller eder selv for Gud som levende af døde og eders lemmer som retfærdigheds vaaben for Gud;

¹⁴ thi synd skal ikke herske over eder, thi i ere ikke under lov, men under naade.

¹⁵ Hvad da? Skulle vi synde, for vi ere ikke under lov men under naade? Det være langt fra!

¹⁶ Vide i ikke, at hvem i fremstille eder for som tjenere til lydighed, hans tjenere er i, hvem i lyde: enten synds til død, eller lydighed til retfærdighed;

¹⁷ men takket være Gud, at i vare syndens tjenere, men ere nu af hjærte blevne den lærdoms form lydig, til hvilken i ere overgivne;

¹⁸ men frigjorte fra synden, tjene i retfærdigheden.

¹⁹ Jeg taler paa menneskelig vis formedelst eders kjøds skrøbelighed; thi ligesom i har fremstillet eders lemmer som urenhedens og ulovlighedens tjenere til ovløsheden, saaledes maa i nu fremstille eders lemmer som retfærdighedens tjenere til helliggjørelse;

²⁰ thi da i vare syndens tjenere, vare i fri for retfærdighed.

²¹ Hvad frugt havde i da dengang af, hvad i nu skamme eder ved? thi døde er enden paa disse ting;

²² men nu, i ere frigjorte fra synden og tjene Gud, have i eders frugt til helliggjørelse, men tilsidst evigt liv;

²³ thi syndens sold er død, men Guds naadegave er evigt liv i Kristus Jesus vor Herre.

7

¹ Vide i ikke brødre! jeg taler nemlig til dem, som kjende loven, at loven hersker over mennesket saa lang tid, han lever.

² Den gifte kvinde er ved loven bunden til manden, saalænge han lever; men naar manden døer, er hun løst fra mandens lov.

³ Altsaa kaldes hun en horkvinde, dersom hun, medens manden lever, bliver en anden mands; men naar manden er død, er hun fri fra den lov, saa hun ikke er en horkvinde, om hun bliver en anden mands;

⁴ hvorfor ere ogsaa i, mine brødre, døde fra loven ved Kristi legeme, til at i skulle blive en anden mands, hans, som blev oprejst fra døde, forat vi skulle bære Gud frugt;

⁵ thi da vi vare i kjødet, virkede de syndige lyster, de, som ere ved loven, i vore lemmer til at bære døden frugt;

⁶ men nu ere vi som døde frigjorte fra loven, i hvilken vi holdtes, saa vi skulle tjene i Aandens nye, ikke i bogstavens gamle væsen.

⁷ Hvad skulle vi da sige? Er loven synd? Det være langt fra! men jeg kjendte ikke synden uden ved loven; thi endog begjærligheden vidste jeg ikke af, hvis loven ikke sagde: Du maa ikke begjære!

⁸ men synden tog anledning af budet og virkede al begjærlighed i mig; thi uden lov er synden død.

⁹ Jeg levede en tid uden lov, men da budet kom, blev synden levende, men jeg døde,

¹⁰ og budet, som var til liv, fandtes for mig, at være til død;

¹¹ thi synden tog anledning af budet og forførte mig og dødede mig ved det. -

¹² Derfor er loven vel hellig, og budet er helligt og retfærdigt og godt.

¹³ Er da, hvad der er godt, blevet mig til død? Det være langt fra! men synden; forat den skulde kjendes som synd, der formedelst det, som er godt, virkede mig døden, forat synden ved budet skulde blive overmaade syndig.

¹⁴ Thi vi vide, at loven er aandelig, men jeg er kjødelig, solgt under synden;

¹⁵ thi jeg forstaaer ikke, hvad jeg gjør; thi det, jeg vil, gjør jeg ikke, men hvad jeg hader, det gjør jeg;

¹⁶ men naar jeg gjør det, som jeg ikke vil, giver jeg loven det vidnesbyrd, at den er god;

¹⁷ men nu er det ikke mere mig, som gjør det, men synden, som boer i mig;

¹⁸ thi jeg veed, at der boer ikke godt i mig, det er i mit kjød; thidet foreligger mig at ville, men jeg finder ikke kraft til at udrette det gode;

¹⁹ thi jeg gjør ikke det gode, som jeg vil, men det onde, som jeg ikke vil, det gjør jeg;

²⁰ men naar jeg gjør det, som jeg ikke vil, er det ikke mere mig, som gjør det, men synden, som boer i mig.

²¹ Saa finder jeg da den lov hos mig, som vil gjøre det gode, at det onde ligger for m ig;

²² thi jeg har lyst til Guds lov efter det indre menneske,

²³ men jeg seer en anden lov i mine lemmer stride mod loven mod loven i mit sind og besnære mig ved syndens lov, som er i mine lemmer.

²⁴ Jeg elendige menneske! hvem skal udfri mig fra dette dødens legeme? Jeg takker Gud ved Jesus Kristus, vor Herre!

²⁵ Altsaa tjener jeg da selv med sindet Guds lov, men med kjødet syndens lov.

8

¹ Der er altsaa nu ingen fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus og vandre ikke efter kjød, men efter Aand;

² thi livets Aands lov i Kristus Jesus har frigjort mig fra syndens og dødens lov;

³ thi hvad der var loven umuligt, fordi den var kraftesløs formedelst kjødet, gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndig kjøds lignelse, og for synden fordømte synden i kjødet;

⁴ forat lovens retfærdige fordring skulde fyldestgjøres i os, som vandre ikke efter kjød men efter Aand;

⁵ thi de efter kødet tragte efter, hvad kjødet er, men de efter Aanden efter, hvad Aanden er;

⁶ thi kjødets tragten er død, men Aandens tragten er liv og fred,

⁷ fordi kjødets tragten er fjendskab mod Gud, thi den underkaster sig ikke Guds lov og kan ikke heller;

⁸ men de, som ere kjødelige, kan ikke behage Gud!

⁹ men i ere ikke kjødelige men aandelige, eftersom Guds Aand boer i eder; men har nogen ikke Kristi Aand, saa er han ikke hans;

¹⁰ men er Kristus i eder, da er legemet vel dødt ved synd, men Aanden er liv ved retfærdiggjørelse.

¹¹ Men naar hans Aand, som oprejste Jesus fra døde, boer i eder, da vil ogsaa han, som oprejste Kristus fra døde, gjøre eders dødelige legemer levende ved sin eder iboende Aand.

¹² Altsaa brødre, ere vi da ikke kjødet skyldige, at leve efter kjød;

¹³ thi om i leve efter kjød, skulle i dø, men dersom i ved Aanden døde legemts gjerninger, skulle i leve;

¹⁴ thi saamange, som føres af Guds Aand, ere Guds børn.

¹⁵ Thi i har ikke atter modtaget en trældoms aand til frygt, men i modtoge børnerettens Aand, i hvem vi raabe: Abba, Fader!

¹⁶ og selve Aanden vidner med vor aand, at vi ere Guds børn;

¹⁷ men ere vi børn, ere vi ogsaa arvinger, Guds arvinger nemlig, men Kristi medarvinger, om vi ellers lide med ham, forat vi ogsaa kunne forherliges med ham.

¹⁸ Thi jeg holder for, at den nuværende tids lidelser er intet at agte mod den herlighed, som skal aabenbares paa os.

¹⁹ Derfor venter skabningens længsel Guds børns aabenbarelse;

²⁰ thi skabningen er underlagt forfængelighed, ikke med sin villie, men ved ham, som lagde den derunder, paa det haab,

²¹ at og skabningen selv skal frigjøres fra forkrænkeligheds trældom til Guds børns frihed i herlighed;

²² thi vi vide, at al skabningen sukker og vaander sig indtil nu;

²³ dog ikke det alene, men ogsaa vi selv, har Aandens førstegrøde, ogsaa vi sukke i os selv, forventende børneretten, vort legems gjenløsning.

²⁴ Thi i haabet ere vi frelste; men haab, som sees, er ikke haab; thi hvad nogen seer, hvorledes skulde han og haabe det?

²⁵ men naar vi haabe, hvad vi ikke se, vente vi med taalmodighed.

²⁶ Men ligeledes tager Aanden sig ogsaa ad vore skrøbeligheder; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede, som sig bør, men Aanden træder selv frem for os med usigelige sukke;

²⁷ men han, som ransager hjærterne, veed, hvad Aandens tragten er, fordi han efter Guds villie træder frem for de hellige. -

²⁸ Men vi vide, at alt tjener dem til gode, som elske Gud, dem, som ere kaldte efter hans beslutning;

²⁹ thi dem, han kjendte forud, dem har han og forud bestemt til at vorde ligedannede efter hans Søns billede, forat han skulde være den førstefødte blandt mange brødre;

³⁰ men dem, han forud bestemte, dem kaldte han ogsaa, og dem, han kaldte, retfærdiggjorde han ogsaa; men dem, han retfærdiggjorde, forherligede han ogsaa. -

³¹ Hvad skal vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem er mod os?

³² han, som ikke sparede sin egen Søn, men hengav ham for os alle, hvorledes skulde han ikke ogsaa skjænke os alle ting med ham?

³³ Hvem vil klage over Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør.

³⁴ Hvem er det, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere, som ogsaa er oprejst, som ogsaa er ved Guds højre haand, som og træder frem for os.

³⁵ Hvem vil skille os fra Kristi kjærlighed? Trængsel, eller angest, eller forfølgelse, eller hunger, eller nøgenhed, eller fare, eller sværd?

³⁶ som skrevet er: For din skyld dræbes vi den hele dag, vi regnes som slagtefaar.

³⁷ Men i alt dette sejre vi ved ham, som elskede os.

³⁸ Thi jeg er overvist om, at hverken død eller liv, hverken engle eller magter eller kræfter, hverken det nærværende eller tilkommende,

³⁹ (8:38) hverken det høje eller dybe, eller nogen anden skabning skal kunne skille os fra Guds kjærlighed i Kristus Jesus vor Herre.

9

¹ Jeg siger sandhed i Kristus, jeg lyver ikke, m in samvittighed vinder med mig i den Helligaand,

² at jeg har stor bekymring og uafladelig sorg i mit hjærte;

³ thi jeg skulde ønsket selv at være banlyst fra Kristus for mine brødre, minde frænder efter kjødet,

⁴ som ere Israeliter, hvem børneretten og herligheden, pagterne og lovgivningen, gudstjenesten og forjættelserne tilhøre;

⁵ hvem fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter kjødet, han, som er Gud over alt, højlovet i al evighed, Amen! -

⁶ Men ikke som om Guds Ord havde fejlet; thi ikke alle, som ere af Israel, ere Israel;

⁷ heller ikke ere alle Abrahams børn, fordi de ere Abrahams sæd; men ""i Isak skal din sæd kaldes"";

⁸ det er: ikke børnene efter kjødet ere Guds børn; men forjættelsens børn regnes til sæden;

⁹ thi det er forjættelsens Ord: Ved den tid vil jeg komme, og Sara skal have en søn;

¹⁰ men ikke det alene, men ogsaa med Rebekka, som var frugtsommelig ved den ene Isak, vor fader;

¹¹ thi da de endnu ikke vare fødte og hverken havde gjort godt eller ondt, - forat Guds beslutning efter udvælgelsen skulde staa fast, ikke ved gjerninger, men ved ham, som kaldte -

¹² blev der sagt til hende: Den ældre skal tjene den yngre;

¹³ som skrevet er: Jeg elskede Jakob, men hadede Esau.

¹⁴ Hvad skulle vi da sige? er der uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!

¹⁵ thi han siger til Mose: Den, jeg vil være naadig, er jeg naadig, og hvem jeg vil forbarme mig over, forbarmer jeg over.

¹⁶ Det staaer altsaa ikke til den, som vil, eller den, som løber, men til Gud, som er naadig;

¹⁷ thi skriften siger til Farao: Just dertil har jeg ladet dig staa, at jeg vilde vise min magt paa dig, og forat mit navn skulde forkyndes paa hele jorden.

¹⁸ Saa er han da naadig, som han vil, men forhærder, hvem han vil.

¹⁹ Du vil altsaa sige til mig: Hvad klager han endnu over? thi hvem har modstaaet hans villie?

²⁰ men, o menneske da, hvad er du, at du vil gaa i rette med Gud? kan værket sige til mesteren: hvorfor gjorde du mig saaledes?

²¹ eller har en pottemager ikke magt over leret, til af samme æltning at gjøre et kar til ære, et andet til vanære.

²² Men om Gud, idet han vilde vise sin vrede og give sin magt tilkjende, med stor langmodighed taalte vredens til fordærvelse dannede kar

²³ og nu vilde kundgjøre sin herligheds rigdom paa naadens kar, som han forud beredte til herlighed,

²⁴ os, som han og kaldte ikke alene af Jøder, men ogsaa af hedninger,

²⁵ som han og siger hos Hosea: Jeg vil kalde det mit folk, som ikke var mit folk, og hende den elskede, som ikke var den elskede;

²⁶ og det skal ske, at paa det sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit folk, der skal de kaldes den levende Guds børn;

²⁷ men Jesaja udraaber over Israel: Var end Israels børns tal som havets sand, skal kun en levning frelses;

²⁸ thi han fuldkommer sit Ord og opfylder det i retfærdighed, for Herren vil gjøre sit Ord fyldest paa jorden,

²⁹ ligesom Jesaja forudsagde: Dersom Herren almægtigste ikke havde levnet os sæd, vare vi blevne som Sodoma og havde lignet Gomorra. -

³⁰ Hvad skulle vi da sige? at hedningerne, som ikke jagede efter retfærdighed, fik retfærdighed, den retfærdighed nemlig, som er af tro,

³¹ men Israel, som jagede efter retfærdigheds lov, naaede ikke til retfærdigheds lov.

³² Hvorfor`fordi det var ikke af troen, men som af lovens gjerninger; thi de stødte paa anstødstenen,

³³ som skrevet er: Se, jeg sætter en anstødssten i Sion og en foragelses klippe, og hver, som troer paa ham, skal ikke beskjæmmes.

10

¹ Brødre, mit hjærtes ønske og bøn til Gud er for Israel til frelse,

² thi jeg giver dem det vidnesbyrd, at de have nidkjærhed for Gud, men ikke med forstand;

³ thi da de ikke kjende Guds retfærdighed og søge at opstille en egen retfærdighed, underkaste de sig ikke Guds retfærdighed;

⁴ thi lovens formaal er Kristus, til retfærdighed for hver, som troer,

⁵ thi Mose beskriver den retfærdighed, som er af loven: At det menneske, som gjør dette, skal leve derved;

⁶ men den retfærdighed, som er af tro, siger saaledes: Du maa ikke sige i dit hjærte: Hvem vil fare op til himlen? nemlig for at hente Kristus ned;

⁷ eller: Hvem vil fare ned i afgrunden? nemlig for at hente Kristus op fra døde.

⁸ Men hvad siger den: Ordet er dig nær i din mund og i dit hjærte! Det er troens Ord, vi prædike;

⁹ thi naar du bekjender Herren Jesus med din mund og troer i dit hjærte, at Gud oprejste ham fra døde, vil du blive frelst;

¹⁰ Men ikke alle hørte efter det glade budskab; thi Jesaja siger: Herre, hvem troede, hvad vi har hørt?thi med hjærtet troer man til retfærdighed, men bekjender med munden til salighed!

¹¹ thi skriften siger, at hver, som troer paa ham, skal ikke beskjæmmes;

¹² thi der er ikke forskjel paa Jøde og Hellener; den samme er nemlig Herre over alle, og han er rig mod alle, som paakalde ham;

¹³ thi hver, som paakalder Herrens navn, vil blive frelst!

¹⁴ Hvorledes skulle de da paakalde ham, paa hvem de ikke have troet? men hvorledes skulle de tro paa ham, om hvem de ikke have hørt? men hvorledes skulle de høre, naar ingen prædiker?

¹⁵ men hvorledes skulle de prædike, naar de ikke blive udsendte? som skrevet er: Hvor dejlige ere deres fødder, som forkynde evangeliet om fred, forkynde det gode budskab!

¹⁶ - - -

¹⁷ Altsaa er troen af hørelse, men hørelsen ved Guds Ord!

¹⁸ Men jeg siger: Har de ikke hørt? Jo vel er deres røst kommet ud over hele jorden og deres ord til jorderigs grændser.

¹⁹ Men jeg siger: Har Israel ikke vidst det? Først siger Mose: Jeg vil gjøre eder nidkjære mod et ufolk, vække eder til harme mod et uforstandigt folk.

²⁰ Men Jesaja drister paa og siger: Jeg er funden af dem, som ikke søgte mig, bleven aabenbaret for dem, som ikke spurgte efter mig;

²¹ men til Israel siger han: Jeg udstrakte den hele dag mine hænder til et vantro og gjenstridigt folk.

11

¹ Jeg siger derfor: Har Gud forskudt sit folk? Det være langt fra! thi jeg er ogsaa en Israelit, af Abrahams sæd og Benjamins stamme;

² Gud har ikke forskudt sit folk, som han kjendte forud. Veed i ikke, hvad skriften siger om Elia? hvorledes han træder op for Gud mod Israel og siger:

³ Herre! dine profeter har de dræbt, og dine altere har de nedbrudt, jeg er alene tilbage, og de, de tragte efter mit liv.

⁴ Men hvad siger Guds-svaret? ""Jeg har levnet mig 7000 mænd, som ikke har bøjet knæ for fruen"".

⁵ Saaledes er der da ogsaa i den nærværende tid en levning bleven tilbage efter naadens udvælgelse;

⁶ men er det af naade, saa er det ikke længer af gjerninger; ellers bliver naade ikke længer naade; men er det af gjerninger, saa er det ikke længer naade, ellers er gjerningen ikke længer gjerning.

⁷ Hvad da? Hvad Israel søger, har det ikke erholdt, men udvalget har erholdt det, de øvrige bleve forstenede;

⁸ som skrevet er: Gud gav dem en dorskheds aand, øjne til at se, øren til ikke at høre, indtil den dag idag;

⁹ og David siger: Deres bord vorde dem til snare og fælde, til anstød og gjengjældelse;

¹⁰ deres øjne vorde dunkle, saa de ikke se; og: bøj altid deres ryg!

¹¹ Jeg siger derfor: Stødte de saaledes an, forat de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres fald er frelsen for hedningerne til at gjøre dem selv nidkjære.

¹² Men naar deres fald er en rigdom for verden, og deres tab en rigdom for hedninger, hvormeget mere vil deres fylde være det?

¹³ Jeg taler nemlig til eder af hedningerne; saalænge jeg vel er hedningernes apostel, ærer jeg mit embede,

¹⁴ om jeg kunde vække min slægt til nidkjærhed og frelse nogle af dem;

¹⁵ thi er deres forkastelse verdens forligelse, hvad var da deres antagelse andet end liv af døde?

¹⁶ Men er førstegrøden hellig, saa er dejgen det ogsaa, og er roden hellig, ere grenene det ogsaa;

¹⁷ men ere nogle af grenene afbrudte, og er du, den vilde oliekvist, indpodet blandt dem og bleven meddelagtig i olietræets rod og fedme,

¹⁸ maa du ikke rose dig mog grenene; men roser du dig, da er det dog ikke dig, som bærer roden, men roden dig. -

¹⁹ Du vil altsaa sige: Grenene ere afbrudte, forat jeg kunde indpodes.

²⁰ Vel! Ved vantro ere de afbrudte, men du staaer ved troen. Vær ikke overmodig, men frygt!

²¹ thi sparede Gud ikke de naturlige grene, vil han vel maaske ej heller spare dig.

²² Se altsaa Guds godhed og strænghed; Strængheden nemlig mod dem, som falde af, men godheden mod dig, om du bliver ved i det gode; ellers vil ogsaa du blive afhuggen;

²³ men og hine, om de ikke blive ved i vantroen, ville blive indpodede; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem;

²⁴ thi naar du er huggen af det efter naturen vilde olietræ, og mod naturen er bleven indpodet i det gode olietræ, hvormeget mere kunne de, som efter naturen ere af det, indpodes i deres eget olietræ.

²⁵ Thi jeg vil ikke, brødre, at i skal være uvidende om denne hemmelighed - for at i ikke skulle blive selvkloge - at en forstenelse er for en del kommen over Israel, indtil hedningernes fulde tal er gaaet ind,

²⁶ og saaledes vil hele Israel blive frelst, som skrevet er: Befrieren skal komme fra Zion og afvende ugudelighed fra Jakob;

²⁷ og det er pagten fra mig med dem, naar jeg faaer borttaget deres synder.

²⁸ Efter evangeliet ere de vel fjender for eders skyld, men efter udvælgelsen elskede for fædrenes skyld;

²⁹ thi naadegaverne og kaldensen fortrydes ikke af Gud.

³⁰ Ligesom i nemlig engang var vantro mod Gud, men nu have faaet barmhjærtighed ved disses vantro,

³¹ saaledes ere og disse nu blevne vantro ved barmhjærtigheden mod eder, forat de og selv maatte faa barmhjærtighed;

³² thi Gud indesluttede alle under vantro, forat han kunde forbarme sig over alle. -

³³ O rigdoms dyb baade paa Guds visdom og kundskab! hvor uransagelige ere hans domme og usporlige hans veje!

³⁴ thi hvem har kjendt Herrens sind, og hvem var hans raadgiver?

³⁵ eller hvem gav ham forud, saa det skulde gjengjældes ham?

³⁶ Thi af ham, og ved ham og til ham ere alle ting. Ham være ære i al evighed! Amen.

12

¹ Jeg formaner eder derfor, brødre, ved Guds barmhjærtighed at fremstille eders legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer, eders forstandige Gudsdyrkelse;

² og danner eder ikke efter denne verden verden, men bliver omdannede ved eders sinds fornyelse, saa i skjønne paa, hvad der er Guds den gode, velbehagelige og fuldkomne villie;

³ thi ved den naade, som er givet mig, siger jeg enhver, som er blandt eder, at han ikke tænker højere om sig selv, end han bør tænke, men tænke til besindighed, ligesom Gud delte troens maal til enhver. -

⁴ Thi ligesom vi have mange lemmer paa eet legeme, men alle lemmer ikke har samme gjerning,

⁵ saaledes ere vi, de mange, eet legeme i Kristus, men hver ere vi hverandres lemmer;

⁶ men vi har forskjellige naadegaver ved den naade, som er skjænket os, enten skriftudlægning efter trosreglen,

⁷ eller tjenesten i embedet; eller osm lærer i lærdommen,

⁸ trøsteren i trøsten, uddeleren i redelighed, forstanderen i iver, den barmhjærtige i glæde. -

⁹ Kjærligheden være uden hykleri! afskyer det onde, holder fast ved det gode,

¹⁰ ømt elskende hverandre i broderkjærlighed, forekommende hverandre i højlighed;

¹¹ ikke lunkne i ivrighed, brændende i Aanden, tjenende Herren,

¹² glade i haabet, taalmodige i trængsel, stadige i bønnen,

¹³ deltagende i de helliges fornødenheder, flittige i gjæstmildhed!

¹⁴ velsigner dem, som forfølge eder, velsigner og forbander ikke!

¹⁵ glæder eder med de glade, græder med de grædende!

¹⁶ Haver eet sind mod hverandre, stiler ikke højt, men vandrer med de ydmyge, bliver ikke selvkloge;

¹⁷ gjengjælder ingen ondt for ondt; beflitter eder paa det gode for alle menneskers øjne!

¹⁸ Holder fred med alle mennesker, om det er muligt, saavidt det staaer til eder!

¹⁹ Hævner eder ikke selv, i elskelige, men giver vreden rum! thi der er skrevet: Mig hører hævnen til, jeg vil gjengjælde, siger Herren.

²⁰ Naar altsaa din fjende hungrer, giv ham mad! naar han tørster, giv ham drikke! thi gjør du dette, samler du gloende kul paa hans hoved;

²¹ lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!

13

¹ Hver sjæl være de høje øvrigheder underdanig; thi der er ingen øvrighed uden af Gud, men de øvrigheder, som ere, ere beskikkede af Gud;

² saa at hver, som sætter sig mod øvrigheden, staaer mod Guds anordning; men de, som staa imod, ville faa dom over sig,

³ thi herskerne ere ikke en skræk for gode men for gode men for onde gjerninger; men vil du ikke frygte øvrigheden, gjør saa, hvad godt er, og du vil faa ros af den;

⁴ thi den er en Guds tjener dig til fromme; men gjør du, hvad ondt er, saa frygt! thi den bærer ikke sværdet forgjæves; den er nemlig Guds tjener, en hævner til straf over den, som gjør det onde.

⁵ Derfor er det nødvendigt, at i ere underdanige ikke alene for straffens, men ogsaa for samvittighedens skyld.

⁶ Derfor betale i ogsaa skat! thi de ere Guds tjenere, som netop skulle tage vare derpaa.

⁷ Betaler altsaa alle, hvad i skylde! Skat til den, i skylde skat; told til den, i skylde told; frygt til den, i skylde frygt; ære til den, i skylde ære! -

⁸ Bliver ikke nogen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi den, som elsker anden, har opfyldt loven,

⁹ thi dette: Du maa ikke bryde ægtepagten! du maa ikke myrde! du maa ikke stjæle! du maa ikke begjære! og hvad andet bud der er, det sammenfattes i dette Ord: Du skal elske din næste som dig selv.

¹⁰ Kjærligheden gjør ikke næsten fortræd; derfor er kjærligheden lovens fylde;

¹¹ og det saameget mere da i kende tiden, at stunden nu er der, at vi skulle staa op af søvne; thi vor frelse er nu nærmere, end da vi bleve troende.

¹² Natten er rykket frem, men dagen er nær; lader os derfor aflægge mørkets gjerninger og iføre os lysets vaaben;

¹³ lader os vandre anstændig som om dagen, ikke i svir og sværm, ikke i løsagtighed og uterlighed, ikke i kiv og avind!

¹⁴ men ifører Herren Jesus Kristus og plejer ikke kjødet til at vække lysterne.

14

¹ Antager eder den svage i troen, ikke til at dømme hans meninger.

² En troer at kunne spise alt, men den svage spiser urter.

³ Den, som spiser, foragte ikke ham, som ikke spiser; og den, som ikke spiser, dømme ikke ham, som spiser; thi Gud har antaget ham.

⁴ Hvem er du, som dømmer en fremmed tjener? Han staaer eller falder for sin egen Herre; men han vil staa, thi Gud er mægtig til at støtte ham. -

⁵ En agter den ene dag fremfor den anden, en anden agter hver dage lige; hver have fuld vished i sit eget sind!

⁶ Den, som gjør sig mening om dage, gjør det for Herren, og den, som ikke gjør sig mening om dage, gjør det for Herren; og den, som spiser, spiser for Herren; thi han takker Gud, og den, som ikke spiser, spiser ikke for Herren, o ghan takker Gud.

⁷ Thi ingen af os lever sig selv eller døer sig selv;

⁸ thi baade naar vi leve, leve vi Herren, og naar vi dø, dø vi Herren; enten vi altsaa leve eller dø, ere vi Herrens;

⁹ thi dertil er Kristus baade død og opstanden og bleven levende, at han skal herske baade over døde og levende.

¹⁰ Men du, hvorfor dømmer du din broder? eller du, hvorfor foragter du din broder? Vi skulle nemlig alle fremstilles for Kristi domstol;

¹¹ thi der er skrevet: Saasandt jeg lever, siger Herren, skal hvert knæ bøje sig for mig, deres i himlen og paa jorden og under jorden, og hver tunge bekjende Gud.

¹² Altsaa skal hver af os gjøre Gud regnskab for sig selv.

¹³ Lader os altsaa ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere dette: Ikke at give en broder anstød eller forargelse.

¹⁴ Jeg veed og er vis paa i Kristus Jesus, at intet er urent ved sig selv; men for den, som holder noget for urent, for ham er det urent;

¹⁵ men dersom din broder bedrøves for madens skyld, omgaaes du ikke mer efter kjærlighed; du maa dog ikke for din mad bringe ham i fordærvelse, for hvem Kristus er død:

¹⁶ lader derfor ikke det eder skjænkede gode blive bespottet!

¹⁷ thi Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed og fred og glæde i den Helligaand;

¹⁸ thi den, som tjener Kristus i disse stykker, er Gud behagelig og mennesker tækkelige;

¹⁹ lader os altsaa jage efter, hvad der tjener til fred og indbyrdes opbyggelse;

²⁰ du maa ikke nedbryde Guds værk for madens skyld! Alt er vel rent men det er en ulykke for det menneske som spiser med anstød.

²¹ Det er godt, ikke at spise kjød eller drikke vin, eller gjøre noget, hvorved din broder støder an eller forarges eller bliver svag.

²² Du har tro; hav den hos dig selv hos Gud! salig er den, som ikke dømmer sig selv i det, han vælger;

²³ men den, som er tvivlraadig, fordømmes naar han spiser, for det er ikke af tro; men alt, hvad der ikke er af tro, er synd.

15

¹ Vi, som ere stærke, bør da bære de svages skrøbeligheder, og ikke være os selv til behag;

² hver af eder være næsten til behag i hvad godt er til opbyggelse!

³ thi Kristus var ikke heller sig til behag, men, som skrevet er: Dine forhaaneres forhaanelser ere faldne paa mig;

⁴ thi hvad der er skrevet tilforn, er skrevet forud til vor lærdom, for at vi kunne have haab ved taalmodighed og skrifternes trøst.

⁵ Men taalmodighedens og trøstens Gud give eder indbyrdes ens tankegang efter Kristus Jesus;

⁶ forat i samdrægtig med een mund kunne prise Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader.

⁷ Antager eder derfor hverandre, ligesom og Kristus antog sig eder til Guds ære.

⁸ Men jeg siger, at Kristus Jesus er bleven omskjærelsens tjener for Guds sanddruheds skyld forat bekræfte forjættelserne til fædrene;

⁹ for at hedningerne skulle prise Gud for hans barmhjertigheds skyld, som skrevet er: Derfor vil jeg bekjende dig blandt hedninger, o Herre, og lovsynge dit navn!

¹⁰ og atter siges der: Fryder eder i hedninger med hans folk;

¹¹ og atter: Lover Herren, alle hedninger, priser ham alle folkefærd!

¹² og atter siger Jesaja: Der skal være rodskud af Jessau og den, som opstaaer til at herske over hedninger; paa ham skulle hedninger haabe! -

¹³ Men haabets Gud fylde eder med al glæde og fred, idet i tro, saa at i kunne vorde rige i haabet i den Helligaands kraft!

¹⁴ Men jeg er og selv, mine brødre, vis paa om eder, at i og selv ere fulde af godlidenhed, opfyldte af al kundskab, istand til ogsaa at paaminde andre;

¹⁵ men jeg skrev tildels noget dristigere til eder, mine brødre, da jeg vilde paaminde eder ved den naade, som er given mig af Gud,

¹⁶ at jeg skulde være Jesu Kristi tjener for hedningerne, til at betjene Guds evangelium, forat hedningernes offer maatte blive vel antaget, helliget i den Helligaand;

¹⁷ jeg har altsaa ros i Kristus Jesus, hvad Gud angaar;

¹⁸ thi jeg vil ikke vove at tale noget om, hvad Kristus ikke har virket ved mig til hedningers lydighed, baade i ord og gjerning,

¹⁹ i tegns og underes kraft, i Guds Aands kraft, saa at jeg fra Jerusalem og omegn tilfulde har forkyndt Kristi evangelium lige til Illyrien;

²⁰ dog saaledes, at jeg havde forkjærlighed for at forkynde evangeliet, hvor Kristus ikke var nævnt, for at jeg ikke skulle bygge paa fremmed grundvold;

²¹ men som der er skrevet: De, for hvem intet er forkyndt om ham, skulle se, og de, som ikke have hørt, forstaa!

²² Derfor er jeg ogsaa mange gange bleven forhindret fra at komme til eder.

²³ Men da jeg er nu ikke længer har blivende sted i disse egne og i mange aar har længtes efter at komme til eder,

²⁴ vil jeg, naar jeg rejser til Spanien, komme til eder; thi jeg haaber, at jeg paa gjennemrejsen skal se eder og blive fulgt paa vej af eder derhen, naar jeg først for en del er bleven tilfredsstillet hos eder.

²⁵ Men nu rejser ejg til Jerusalem for at tjene de hellige;

²⁶ thi Makedonien og Akaja har besluttet at gjøre sammenskud til de fattige blandt de hellige i Jerusalem.

²⁷ De tog nemlig den beslutning, og de ere deres skyldnere; thi naar hedningerne have faaet del i deres aandelige gaver, skylde de ogsaa at tjene dem i det timelige.

²⁸ Naar jeg da har fuldbragt dette og forsikret dem denne frugt, vil jeg drage gjennem eder til spanien.

²⁹ Men jeg veed, at naar jeg kommer til eder, kommer jeg med Kristi evangeliums fulde velsignelse. -

³⁰ Men jeg formaner eder, brødre ved vor Herre Jesus Kristus og ved Aandens kjærlighed, at i vilde stride med mig i bønnerne til Gud for mig,

³¹ at jeg maa fries fra de vantro i Judæa, og at mit ærinde til Jerusalem maa blive vel modtaget af de hellige,

³² forat jeg med glæde kan komme til eder efter Guds villie og hvile mig med eder.

³³ Men fredens Gud være med eder alle! Amen!

16

¹ Jeg anbefaler eder vor søster Føbe, som er en tjenerinde ved menigheden i Kenkrea,

² at i antage eder hende i Herren, som det sømmer sig de hellige, og at i hjælpe hende til rette i hvad hun maatte behøve eder; thi hun har været mange, ogsaa mig selv behjælpelig.

³ Hilser Priskilla og Akylas, mine medarbejdere i Kristus Jesus, -

⁴ som har vovet deres hals for mit liv, hvem ikke alene jeg takker, men og alle menigheder blandt hedningerne -

⁵ og menigheden i deres hus. Hilser min kjære Epænetos, som er Akajas førstegrøde til Kristus;

⁶ hilser Maria, som har haft megen besværlighed for os;

⁷ hilser Andronikos og Junias, mine Frænder og Medfanger, som ere ansete blandt Apostlene og har været i Kristus før jeg;

⁸ hilser Amplias, min elskelige i Herren;

⁹ hilser vor medarbejder i Herren, Urbanos, og min kjære Stakys;

¹⁰ hilser Apelles, den prøvede i Kristus; hilser dem af Aristobulos' hus!

¹¹ hilser min frænde Herodion; hilser dem af Narkissos' hus, som ere i Herren!

¹² hilser Tryfæna og Tryfosa, som have arbejdet i Herren; hilser den kjære Persis, som har arbejdet meget i Herren,

¹³ hilser den udvalgte i Herren, Rufos, og hans og min moder;

¹⁴ hilser Asynkritos, Flegon, Hermas, Patrobas, Hermes og brødrene hos dem;

¹⁵ hilser Filologos og Julias, Nereas og hans søster og Olympa og alle hellige hos dem.

¹⁶ Hilser hverandre med helligt kys. Kristi menigheder hilse eder!

¹⁷ Men jeg formaner eder, brødre, at i har øje med dem, som volde splid og forargelser mod den lærdom, i have lært, og veder eder fra dem!

¹⁸ thi saadanne tjene ikke vor Herre Jesus Kristus men deres egen bug, og ved søde ord og smukke talemaader forføre de de enfoldiges hjærter.

¹⁹ Eders lydighed er nemlig alle bekjendt; jeg glæder mig derfor over det, som er hos eder; men jeg ønsker vel, at i maa være vise til det gode, men enfoldige til det onde.

²⁰ Men fredens Gud vil om en liden stund knuse satan under eders fødder. - Vor Herres Jesu Kristi naade være med eder.

²¹ Min medarbejder Timoteos, og mine frænder, Lukios og Jason og Sosipatros hilse eder;

²² jeg Tertios, som har nedskrevet brevet, hilser eder i Herren;

²³ Gajos, min og hele menighedens vært, hilse eder; Stads-kæmneren Erastos og broderen Kvartos hilser eder.

²⁴ Vor Herres Jesu Kristi naade være med eder alle! Amen. -

²⁵ Men ham, som er mægtig til at styrke eder efter mit evangelium og forkyndelse af Jesus Kristus, efter aabenbaringen af hemmeligheden, som var dulgt fra evige tider,

²⁶ men blev nu aabenbaret, og ved de profetiske skrifter efter den evige Guds befaling blev kundgjort for alle hedningerne til lydighed under tro,

²⁷ ham, den ene vise gud, være ære ved Jesus Kristus i al evighed! Amen.