1

¹ Simon Peder, Jesu Kristi tjener og apostel, til dem, som have erholdt en lige dyrebar tro med os i vor Guds og Frelsers Jesu Kristi retfærdighed,

² naade og fred vorde eder mangfoldig i Guds og vor Herres Jesu Kristi erkjendelse!

³ Som i vide, at hans guddommelige magt har skjænket os alt, hvad der hører til liv og Gudsfrygt, formedelst erkjendelsen af ham, som kaldte os ved herlighed og kraft,

⁴ ved hvilke han har skjænket os de dyrebare og meget store forjættelser, forat i ved dem skulle blive delagtige i guddommelig natur, efterat i ere undkomne fra den fordærvelse, som er i verden i begjærlighed -

⁵ saa anvender i og al flid just derpaa, og holder tilrede: i eders tro kraften, i kraften sindighed,

⁶ i sindigheden afholdenheden, i afholdenheden taalmodigheden, i taalmodigheden Gudsfrygten,

⁷ i Gudsfrygten broderkjærligheden, i broderkjærligheden den almindelige kjærlighed;

⁸ thi naar disse findes og voxe hos eder, lade de eder ikke ledige eller ufrugtbare i forholdet til vor Herres Jesu Kristi erkjendelse;

⁹ thi den, hos hvem de ikke ere tilstede, han er blind af at stirre paa det nærmeste, idet han har glemt renselsen fra sine synder i fortiden.

¹⁰ Stræber derfor end mere, mine brødre, at faa eders kaldelse og udvælgelse stadfæstet, thi naar i gjør dette, skulle i undgaa ethvert anstød;

¹¹ thi paa dette vilkaar vil indgangen i vor Herres Jesu Kristi evige rige i rigeligt maal holdes eder tilrede.

¹² Derfor vil jeg ikke forsømme altid at paaminde eder om disse ting, endskjønt i ere vidende derom og fast grundede i sandheden, som er tilstede hos eder;

¹³ men jeg holder for tilbørligt, saalænge jeg er i denne hytte, at vække eder ved paamindelse,

¹⁴ da jeg veed, at aflæggelsen af min hytte er brad, som ogsaa vor Herre Jesus Kristus har givet mig tilkjende.

¹⁵ Men jeg skal ogsaa altid beflitte mig paa, at i ogsaa efter min bortgang maa have, hvad der kan bringe eder i erindring.

¹⁶ Det er nemlig ikke kløgtig udtænkte fabler, vi fulgte, naar vi forkyndte eder vor Herres Jesu Kristi magt og tilkommelse, men vi have selv været øjenvidner til hans storhed,

¹⁷ Han modtog nemlig fra Gud Fader ære og herlighed, da en saadan røst kom til ham fra den høje herlighed: Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg haver velbehag!

¹⁸ og denne røst har vi hørt komme fra himlen, da vi vare med ham paa det hellige bjerg;

¹⁹ og vi have saaledes det profetiske Ord mere stadfæstet, hvilket i gjøre vel i at holde eder til, som et lys, der skinner paa et skummelt sted, indtil det gryer ad dag og en morgenstjerne oprinder i eders hjærter;

²⁰ da i fornemmelig lægge mærke dertil, at ingen skriftprofeti kan udlægges af sig selv;

²¹ thi efter menneskelig villie er aldrig nogenn profeti fremkommen; men de hellige Guds mænd talede, drevne af den Helligaand.

2

¹ Der var ogsaa falske profeter blandt folket, ligesom der og vil være falske lærere blandt eder, som ville indføre fordærvelige kjætterier og fornægte den Herre, som kjøbte dem, idet de føre en brad fordærvelse over sig selv;

² og mange ville følge deres udsvævelser, og for deres skyld bliver sandhedens vej bespottet.

³ Beherskede af gjerrighed ville de ved snedige ord bruge eder til deres fordel; for dem hviler dommen, alt længe beredt, ikke, og deres fordærvelse slumrer ikke.

⁴ Sparede Gud nemlig ikke de engle, som syndede, men styrtede dem til afgrunden og overgav dem i mørkets lænker til at gjemmes til dom;

⁵ og sparede han ikke den gamle verden, men bevarede retfærdighedsprædikanten Noa selvottende, da han førte floden over en verden af ugudelige;

⁶ og lagde han Sodomas og Gomorras stæder i aske, og dømte dem til undergang, idet han fremstillede et forbillede for dem, som ville leve ugudelig;

⁷ men udfriede den retfærdige Lot, som plagedes af de ugudeliges omgjængelse i uterlighed, -

⁸ thi medens denne retfærdige boede blandt dem, pintes hans retfærdige sjæl dag for dag ved de onde gjerninger, han maate se og høre, -

⁹ saa veed Herren at udfri de Gudsfrygtige af fristelser, men at gjemme de ugudelige til dommedag til at straffes;

¹⁰ mest dem, som følge kjødet i begjærlighed efter besmittende nydelse og foragte guddommelige magter; dumdristige, selvbehagelige, skjælve de ikke ved at bespotte guddommelige herligheder,

¹¹ skjøndt englene, som ere større i kraft og magt, ikke afsige fordømmelsesdom over dem for Herren;

¹² men disse, der, som ufornuftige, naturlige væsener, fødte til rov og ødelæggelse, bespotte, hvad de ikke kjende, skulle ødelægges i deres egen fordærvelse

¹³ og faa løn for uretfærdighed; de anse den daglige overdaadighed for nydelse; skam og skjændsel ere de, de svælge i deres bedragerier, naar de holde maaltid med eder;

¹⁴ deres øjne ere fulde af hor, de ere utrættelige i synd, de lokke ubefæstede sjæle, deres hjærte er indøvet i gjerrighed, de ere forbandelsens børn;

¹⁵ de har forladt ret vej og fare vild, de fulgte Bileam Bosors søns vej, han, som elskede uretfærdigheds løn,

¹⁶ men fik straf for sin overtrædelse; det umælende lastdyr talede med menneskelig røst og hindrede profetens daarlighed.

¹⁷ De erre vandløse kilder, skyer drevne af hvirvelvind; for dem, er mørkets mulm til evig tid;

¹⁸ thi idet de tale forfængelige, svulmende ord, lokke de, beherskede af kjødelige begjærligheder, dem ved udsvævelser, de just vare undflyede dem, som vandrer i vildfarelse,

¹⁹ idet de love dem frihed, skjøndt de selv er fordærvelsens trælle; thi af hvem nogen er overvunden, hans træl er han bleven.

²⁰ Thi de, som i Herrens og Frelserens, Jesu Kristi, erkjendelse undflyede verdens besmittelse, for dem er, naar de igjen indvikles deriog overvindes, det sidste blevet værre end det første;

²¹ thi det havde været dem bedre, ikke at have kjendt retfærdighedens vej, end at de, da de kjendte den, vendte sig bort fra det dem overleverede hellige bud;

²² men det gik dem efter det sande ordsprog: hun vender sig til sit eget spy, og tvættet so til skiden søle.

3

¹ Dette er nu, min kjære, det andet brev, jeg skriver til eder, i hvilke jeg ved paamindelser vækker eders oprigtige eftertanke,

² saa i huske paa de ord, som forud ere sagte af de hellige profeter, og eders apostles bud fra Herren og frelseren;

³ da i først vide dette, at der i de sidste dage vil komme spottere, som vandre efter deres egne lyster,

⁴ og sige: hvad bliver der af forjættelsen om hans tilkommelse? thi fra den tid fædrene ere hensovede, bliver alt som fra skabelsens begyndelse;

⁵ thi for dem, som ville dette, er det skjult, at himle vare fordum, og jord fremstod tillige af vand og gjennem vand ved Guds Ord,

⁶ hvorfor den verden, som da var, blev oversvømmet ved vand og forgik;

⁷ men himlene, som nu ere, og jorden gjemmes ved hans Ord til ild, bevarede til dommens og ugudelige menneskers fordærvelses dag.

⁸ Men dette ene maa ikke være skjult for eder, kjære, at hos Herren er een dag som tusinde aar, og tusinde aar som een dag.

⁹ Herren udsætter ikke forjættelsen, som nogle holde for en udsættelse, men han har langmodighed med os, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men alle komme til omvendelse.

¹⁰ Men Herrens dag vil komme som en tyv om natten, og paa den skulle himlene forgaa med brag, grundæmner komme i brand og opløses, og jord og alle værker paa den opbrændes.

¹¹ Da altsaa alt dette opløses, hvordanne bør i da være i hellig omgjængelse og Gudsfrygt!

¹² da i forvente og hige efter Guds dags tilkommelse, ved hvilken himle skulle antændes og blive opløste, og grundæmner komme i brand og smeltes.

¹³ Men efter hans forjættelse forvente vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed boer.

¹⁴ Da i derfor, kjære, forvente dette, bestræber eder for at findes ubesmittede og ulastelige for ham i fred;

¹⁵ og holder vor Herres langmodighed for en frelse, ligesom og vor kjære broder Paulos har skrevet eder til, efter den ham givne visdom,

¹⁶ saavelsom og i alle brevene, naar han i dem taler om disse ting; hvoriblandt der er noget, som er vanskeligt at forstaa, og som de ukyndige og ubefæstede fordreje ligesom de øvrige skrifter til deres egen fordærvelse.

¹⁷ Da i altsaa forud vide det, kjære, saa vogter eder, at i ikke drive med i de ugudeliges vildfarelse og falde fra den egne grundvold;

¹⁸ men vogter i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi naade og kundskab! Ham være ære ogsaa nu til evig tid! Amen.