1

¹ Jakob, Guds og Herrens, Jesu Kristi, tjener, hilser de tolv stammer i adspredelsen.

² Mine brødre, agter det for en hel glæde, naar i falde i adskillige fristelser,

³ da i vide, at eders tros prøvelse virker standhaftighed;

⁴ men standhaftigheden frembringer fuldkommen gjerning, forat i kunne være fuldkomne og lydesløse og ikke staa tilbage i noget.

⁵ Men dersom nogen af eder staaer tilbage i visdom, bede han til Gud, som giver alle gjerne og uden bebrejdelse, og den vil blive givet ham.

⁶ Men man maa bede i tro uden tvivlsmaal; thi den, som tvivler, ligner havets bølge, der drives og kastes af vinden;

⁷ thi et saadant menneske maa ikke tro, at han vil faa noget af Herren;

⁸ han er en tvesindet mand, ustadig i alle sine veje.

⁹ Den broder, som er ringe, rose sig af sin højhed,

¹⁰ den rige af sin ringhed, for han skal forgaa som græssets blomst.

¹¹ Thi solen stod op med hede og sved græsset, dets blomst faldt af, og det skjønne syn forgik. Saaledes skal og den rige visne paa sine veje.

¹² Livsalig den mand, som staaer fast i fristelse; thi naar han er prøvet, skal han faa livets krone, som Herren har lovet dem, som elske ham.

¹³ Ingen maa sige, naar han fristes: Jeg fristes af Gud; thi Gud er ufristelig af det onde, men selv frister han ikke nogen;

¹⁴ men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen begjærlighed;

¹⁵ naar begjærligheden derpaa har undfanget, føde den synd, men naar synden er fuldkommet, føder den død. -

¹⁶ Farer ikke vild, mine kjære brødre!

¹⁷ hver god givnig og hver fuldkommen gave er ovenfra og kommer ned fra lysenes Fader, hos hvem der ikke er forandring eller skygge af omskiftelse.

¹⁸ Efter sit raad fødte han os ved sandheds Ord, til at vi skulde være en førstegrøde af hans skabninger.

¹⁹ Derfor, mine kjære brødre, være hvert menneske svar til at høre, sen til at tale, sen til vrede!

²⁰ thi mands vrede virker ikke, hvad der er retfærdigt for Gud.

²¹ Aflægger derfor al urenhed og ondskabs overflod, og modtager i sagtmodighed det indplantede Ord, som kan frelse eders sjæle;

²² men bliver Ordets øvere, ikke blot dets hørere, hvormed i bedrage eder selv;

²³ thi dersom nogen er Ordets hører og ikke dets øver, ligner en saadan en mand, som betragter sit legemlige ansigt i et spejl;

²⁴ thi han betragtede sig selv og gik bort, og glemte strax, hvordan han var.

²⁵ Men den, som skuer ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed, han er ikke bleven en glemsom tilhører, men en øver af gjerninger; denne skal blive salig i sin gjerning.

²⁶ Naar nogen blandt eder synes, han er en Gudsdyrker, og han ikke tøjler sin tunge, men bedrager sit hjærte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig.

²⁷ En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge faderløse og enker i deres trængsel, og holde sig selv ubesmittet af verden.

2

¹ Mine brødre, haver ikke vor Herres Jesu Kristi herligheds tro med persons anseelse!

² Thi kommer der en mand ind i eders forsamling med guldring paa fingeren, i straalende klæder, men der ogsaa kommer en fattig i fattigmands dragt,

³ og i se paa ham, som bærer de straalende klæder og siger til ham: sæt dig her smukt! og i sige til den fattige: staa der! eller sæt dig hernede ved min skammel!

⁴ gjøre i da ikke forskjel mellem eder selv og blive dommere efter onde tanker?

⁵ Hører, mine kjære brødre! har Gud ikke udvalgt de fattige i verden, de rige i troen og arvinger til det rige, han forjættede dem, som elske ham?

⁶ Men i ringeagte den fattige. Er det ikke de rige, som undertrykke eder, og de samme slæbe eder for domstolene?

⁷ Spotte ikke de samme det gode navn, der er nævnet over eder?

⁸ Dersom i da opfylde kongeloven efter skriften: du skal elske din næste som dig selv! gjøre i vel;

⁹ men dersom i anse personer, øve i synd og blive overbeviste af loven som overtrædere.

¹⁰ Thi hvo, som vilde holde den hele lov, men stødte an i eet, han er skyldig ii alt.

¹¹ Thi han, som siger: du maa ikke bryge ægtepagten! siger ogsaa: du maa ikke myrde! bryder du da ikke ægtepagten, men myrder, saa er du jo bleven lovens overtræder.

¹² Taler saaledes og handler saaledes, som de, der skulle dømmes efter frihedsloven.

¹³ Thi der vil gaa en ubarmhjærtig dom over dem, som ikke øve barmhjærtighed, men barmhjærtighed roser sig for dommen.

¹⁴ Hvad nytter det, mine brødre, om nogen vilde sige, at han har tro, men har ikke gjerninger? Mon den tro kan frelse ham?

¹⁵ Dersom broder eller søster erre nøgne og mangle det daglige brød,

¹⁶ men nogen af eder vilde sige til dem: gaaer bort i fred, varmer eder og mætter eder! men i ikke give dem til legemets nødtørst, hvad nytter det?

¹⁷ Saaledes ogsaa troen, naar den ikke har gjerninger; den er død i sig selv.

¹⁸ Men man vil sige: du har tro, men jeg har gjerninger; viis mig din tro af dine gjerninger! saa vil jeg vise dig min tro af mine gjerninger.

¹⁹ Du troer, at Gud e een; du gjør vel! dæmnerne tro det ogsaa, og gyse.

²⁰ Men vil du, forfængelige menneske, vide, at troen er død uden gjerninger?

²¹ Blev vor fader Abraham ikke retfærdiggjort af gjerninger, da han ofrede sin søn Isak paa alteret?

²² Du seer, at troen virkede med hans gjerninger, og troen blev fuldkommet af gjerningerne;

²³ og skriften blev opfyldt, som siger: Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed, og han blev kaldet Guds ven.

²⁴ I seer altsaa, at mennesket retfærdiggjøres af gjerninger, og ikke af tro alene.

²⁵ Ligesaa og skjøgen Rakab, blev hun ikke retfærdiggjort af gjerninger, da hun modtog sendebudene og udlod dem ad en anden vej?

²⁶ Thi ligesom legemet er dødt uden aand, saaledes er og troen død uden gjerninger.

3

¹ Mine, brødre! ikke mange af eder blive lærere, vidende, at vi ville faa et større ansvar!

² Thi i mange stykker støde vi alle an; dersom nogen ikke støder an i ord, er han en fuldkommen mand, istand til at tøjle endog hele legemet.

³ Se, vi lægge bidsler i hestenes mund, forat de skulde lystre os, og vi vende hele deres legeme;

⁴ se, ogsaa skibene, skjøndt de ere saa store og drives af voldsomme vinde, vendes ved et lille ror, hvor styrmandens hu vil hen.

⁵ Saaledes er ogsaa tungen et lille lem og gjør meget væsen. Se, en lille ild, hvor stor skov antænder den ikke!

⁶ og tungen er en ild, en verden af uret! Saaledes er tungen stillet blandt vore lemmer, den besmitter det hele legeme, sætter slægt efter slægt i brand og er selv sat i brand af helvede.

⁷ Thi enhver natur, baade dyrs og fugles, baade ormes og havdyrs, tæmmes og e tæmmet af den menneskelige natur;

⁸ men tungen kan intet menneske tæmme, et ustyrligt onde, fuld af dødbringende gift!

⁹ Med den velsigne vi Gud og Faderen, og med den forbande vi menneskene, som er skabte efter Guds lignelse;

¹⁰ af samme mund udgaaer velsignelse og forbandelse. Mine kjære brødre, det bør ikke være saaledes.

¹¹ Kan kilden udgyde af samme væld fersk og bedsk vand?

¹² Kan, mine brødre, et figentræ bære oliven, eller en vinstok figner? Saaledes kan ingen kilde give salt og fersk vand.

¹³ Er nogen viis og forstandig blandt eder, han vise ved god omgjængelse sine gjerninger i viis sagtmodighed.

¹⁴ Men har i bitter nid og kiv i eders hjærte, da skal i ikke rose eder og lyse mod sandheden;

¹⁵ den visdom er ikke nedstegen herovenfra; menn den er jordisk, sjælelig, dæmnisk;

¹⁶ thi hvor der er nid og kiv, der er forvirring og al ond handel.

¹⁷ Men visdommen herovenfra er for det første ren, dernæst fredsommelig, billig, let at overtale, fuld af barmhjærtighed og gode frugter, upartisk o guden skrømt.

¹⁸ Men retfærdighedens frugt saaes i fred for dem, som øve fred.

4

¹ Hvorfra er der krig og strid blandt eder? Er det ikke heraf, af de onde lyster, som stride i eders lemmer.

² I begjære, og har intet; i slaa ihjel og misunde, og kan intet faa; i stride og kjæmpe, og har intet, fordi i ikke bede.

³ I bede og faa intet, fordi i bede ilde, forat i kunne leve højt i eders lyster.

⁴ Horkarle og horkvinder! Vide i ikke, at verdens venskab er fjendskab mod Gud? Den altsaa, som vil være ven af verden, stiller sig som Guds fjende. -

⁵ Eller mene i, at skriften siger forgjæves; mon den Aand, som boer i os, higer efter avind?

⁶ Han giver jo større naade. Derfor siger den: Herren staaer de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han naade.

⁷ Værer derfor Gud underdanige; staaer djævelen imod, saa skal han fly fra eder.

⁸ Holder eder nær til Gud, og han vil være eder nær! Renser hænder, i syndere, og lutrer hjærter, i tvesindede!

⁹ Jamrer og sørger og græder! eders latter forvandles til sorg, og glæden til bedrøvelse!

¹⁰ Ydmyger eder for Herren, og han vil ophøje eder.

¹¹ Taler ikke ilde om hverandre, brødre! Den, som taler ilde om en broder og dømmer sin broder, han taler ilde om loven og dømmer loven; men dømmer du loven, saa er du ikke lovens opfylder, men dommer.

¹² Een er lovgiveren, han, som kan frelse og fordærve; men hvem er du, som dømmer den anden?

¹³ Nu vel, i, som sige: idag eller imorgen vil vi drage til den stad, og tilbringe der et aar, og handle og vinde;

¹⁴ I, som ikke vide, hvad der er i morgen; - thi hvad er eders liv? det er jo en damp, som sees en lille stund, men derpaa forsvinder;

¹⁵ istedenfor i skulde sige: Om Herren vil og vi leve, saa ville vi gjøre dette eller hint;

¹⁶ men nu rose i eder i eders hovmodighed; al saadan ros er slet.

¹⁷ Den, som altsaa veed at gjøre godt og gjør det ikke, ham er det synd.

5

¹ Nu vel, i rige! græder og hyler over de ulykker, som komme over eder.

² Eders rigdom er raaden, eders klæder mølædte;

³ eders guld og sølv er forrustet, og deres rust skal være et vidnesbyrd mod eder, og tære eders kjød. Som ild har i samlet skatte i de sidste dage.

⁴ Se, arbejdernes løn, som mejede eders marker, og som i forholdt dem, skriger, og høstfolkenes raab er kommet for Herren den Almægtiges øren. -

⁵ I levede fint paa jorden og i overdaad! I godtede eders hjærter som paa en slagtedag;

⁶ I fordømte, i myrdede den retfærdige; han stod eder ikke imod.

⁷ Værer derfor taalmodige, brødre, indtil Herrens tilkommelse. Se, bonden venter den kostbare frugt af jorden, han bier taalmodig efter den, indtil den faaer tidlig og sildig regn.

⁸ Saa værer ogsaa i taalmodige, styrker eders hjærter, thi Herrens tilkommelse er nær.

⁹ Sukker ikke over hverandre, brødre, at i ikke skulle dømmes; se, dommeren staaer for døren.

¹⁰ Mine brødre! tager profeterne, som have talet i Herrens navn, til mønster paa at lide ilde og være taalmodige.

¹¹ Se, vi prise de taalmodige salige. I have hørt om Jobs taalmodighed og kjende udgangen fra Herren; thi Herren er saare miskundelig og barmhjærtig.

¹² Men for alting, mine brødre, sværger ikke, hverken ved himlen eller jorden eller nogen anden ed; men eders ja være ja, og eders nej være nej, at i ikke skulle falde under dommen.

¹³ Lider nogen ilde blandt eder, han bede! er nogen vel tilmode, han synge!

¹⁴ Er nogen syg blandt eder, kalde han menighedens præster, og de skulle bede over ham og salve ham med olie i Herrens navn;

¹⁵ og troens bøn skal frelse den syge, og Herren vil oprejse ham, og har han begaaet synder, skal de forlades ham.

¹⁶ Bekjender overtrædelser for hverandre og beder for hverandre, at i kunne blive helbredte; en retfærdigs bøn formaaerr meget, naar den er alvorlig.

¹⁷ Elia var et menneske af lige vilkaar med os, og han bad i bønnen, at det ikke skulde regne, og det regnede ikke paa jorden i tre aar og sex maaneder;

¹⁸ og han bad igjen, og himlen gav regn og jorden fremskjød sin frugt.

¹⁹ Brødre, dersom nogen blandt eder farer vild fra sandheden, og nogen omvender ham,

²⁰ maa han vide, at den, som omvender en synder fra hans vejs vildfarelse, frelser en sjæl fra døden og skjuler synders mangfoldighed.