1

¹ Den første beretning skrev jeg, o Teofilos, om alt, hvad Jesus foretog sig baade at gjøre og lære

² indtil den dag, han blev optagen, efterat han havde givet apostlene, han havde udvalgt, befaling ved den Helligaand;

³ for hvem han og, efterat han havde lidt, fremstillede sig levende med mange bevisninger, idet han blev seet af dem i 40 dage og sagde dem, hvad der angaaer Guds rige.

⁴ Da han havde forsamlet dem, bød han dem ikke at vige fra Jerusalem, men oppebie Faderens forjættelse, som i have hørt af mig;

⁵ for Johannes døbte vel med vand, men i skulle døbes i den Helligaand om ikke mange dage.

⁶ Som de nu vare samlede, spurgte de ham og sagde: Herre, vil du paa denne tid oprette Israel riget?

⁷ Men han sagde til dem: Det er ikke eders sag at vide tid og stund, som Faderen har lagt i sin egen magt;

⁸ men i skulle faa kraft af den Helligaand, som kommer over eder, og i skulle være vidner for mig baade i Jerusalem og hele Judæa og Samaria og indtil verdens yderste;

⁹ og da han havde sagt dette, blev han optagen, medens de saae derpaa, og en sky tog ham bort fra deres øjne;

¹⁰ og som de stirrede op mom himlen, da han foer bort, se, da stod to mænd hos dem i hvide klæder;

¹¹ og de sagde: I galilæiske mænd, hvorfor staa i og se op til himlen? Denne Jesus, som er optagen fra eder til himlen, han skal komme, saaledes som i have seet ham fare til himmels.

¹² Saa vendte de tilbage til Jerusalem fra det bjerg, som kaldes oliebjerget, som er nær ved Jerusalem, en hviledags rejse derfra;

¹³ og da de kom derind, gik de op paa tagkammeret, hvor de bleve; Peder og Jakob, Johannes og Andreas, Filip og Tomas, Bartolomæos og Mattæos, Jakob Alfæos' søn og Simon Zelotes og Judas Jakobs.

¹⁴ Alle disse holdt endrægtig ved i bøn og paakaldelse tilligemed kvinderne og Maria, Jesu moder, og med hans brødre.

¹⁵ I de samme dage stod Peder op midt iblandt disciplene - men der var en skare af henved 120 personer - og sagde:

¹⁶ I mænd, brødre! det skriftsted, som den Helligaand forudsagde ved Davids mund om Judas, som blev deres vejleder, som Grebe Jesus, burde opfyldes,

¹⁷ fordi han var regnet i vores tal og havde modtaget dette embeds lod;

¹⁸ han forhvervede da en mark ved sin uretfærdigheds løn; og han styrtede ned, slaktes voldsomt midt igjennem, og alle hans indvolde væltede ud;

¹⁹ og dette er blevet vitterligt for alle, som bo i Jerusalem, saa at den mark kaldes i deres eget sprog ""Hakeldama"", det er : blodmarken;

²⁰ thi der er skrevet i psalmernes bog: hans bolig vorde øde, og der være ingen, som boer i den! og : En anden tage hans tilsynsembede.

²¹ Derfor bør en af de mænd, som er kommen med os al den tid, Herren Jesus gik ind og ud hos os,

²² ligefra Johannes' daab til den dag, han blev optagen fra os, en af dem blive et vidne om hans opstandelse tilligemed os.

²³ Saa fremstillede de to: Josef, som kaldes Barsabas med tilnavn den retfærdige, og Mattias;

²⁴ og de bade og sagde: Du Herre, som kjender alle hjærter, paavis, hvem du vil vælge af disse to

²⁵ til at modtage denne tjeneste og apostelembedets lod, som Judas veg fra for at gaa til sit eget sted.

²⁶ Saa kastede de lod mellem dem, og loddet faldt paa Mattias, og han blev regnet lige med de elleve apostle.

2

¹ Da pinsedagen kom, vare de alle endrægtig der;

² og der kom pludselig en lyd fra himlen som af et voldsomt fremfarende vejr og fyldte hele huset, hvor de sag;

³ og der viste sig for dem tunger som af ild, der delte sig og satte sig paa enhver af dem;

⁴ og de bleve alle fyldte af den Helligaand og begyndte at tale med andre tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige.

⁵ Men der var besiddende Jøder i Jerusalem, gudfrygtige mænd af alle folk under himlen;

⁶ da denne lyd hørtes, kom der en mængde sammen, og de bleve forbavsede, fordi hver hørte dem tale i sit eget tungemaal;

⁷ de forfærdedes og forundrede sig og sagde til hverandre: Se, ere ikke alle de, som tale, Galilæer?

⁸ og hvorledes høre vi dem da, hver i vort eget tungemaal, hvori vi ere fødte?

⁹ Parter, Meder, og Elamiter og de, som bo Mesopotamien, Judæa og Kappadokia, Pontos og Asien,

¹⁰ Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens egne ved Kyrene og de sig her opholdende Romere, baade Jøder og Jødevenner,

¹¹ Kreter og Araber, vi høre dem tale om Guds store gjerninger i vore tungemaal.

¹² Men de forfærdedes alle og bleve tvivlraadige, saa den ene sagde til den anden: Hvad kan det være?

¹³ men andre spottede og sagde: De ere fulde af sød vin.

¹⁴ Da stod Peder frem med de elleve, opløftede sin røst og talede til dem: I Jødiske mænd og alle, som bo i Jerusalem! dette være eder vitterligt, og laaner øre til mine ord!

¹⁵ thi disse mænd ere ikke drukne, som i mene; det er jo den tredje time paa dagen;

¹⁶ men dette er, hvad der er sagt ved profeten Joel:

¹⁷ Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af min Aand over alt kjød, og eders sønner og eders døtre skulle spaa, eders ungersvende se syner og eders oldinger have drømme;

¹⁸ ja endog over mine tjenere og tjenerinder vil jeg i disse dage udgyde af min Aand, og de skulle spaa;

¹⁹ og jeg vil lade ske undere i himlen heroventil og tegn paa jorden nedentil: Blod og ild og røgdamp;

²⁰ Solen skal forvandles til mørke og maanen til blod, førend Herrens store og herlige dag kommer;

²¹ og det vil ske, at enhver, som paakalder Herrens navn, vil frelses.

²² I Israelitiske mænd, hører disse ord: Jesus af Nazaret, en mand paavist eder af Gud ved kraftige gjerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham, midt iblandt eder, som i og selv vide,

²³ ham toge i, da han efter Guds besluttede raad og forudvidenhed var overgiven, korsfæstede ham med lovløse hænder og ombragte ham;

²⁴ ham oprejste Gud, da han havde løst dødens smerter, eftersom det ikke var muligt, at han kunde holdes af den;

²⁵ thi David siger om ham: Jeg havde altid Herren for øje, fordi han er ved min højre haand, at jeg ikke skal rokkes.

²⁶ Derfor glæder mit hjærte sig, og min tunge fryder sig, ja ogsaa mit kjød skal hvile i haab;

²⁷ thi du vil ikke forlade min sjæl i de dødes rige, ikke heller lade din hellige se forraadnelse.

²⁸ Du lærte mig livets vej af kjende; du vil mætte mig med glæde fra dit ansigt.

²⁹ I mænd, brødre! lader mig tale frit til eder om stamfaderen David; han er baade død og begraven, og hans grav er hos os indtil denne dag.

³⁰ Da han nu var en profet og vidste, at Gud med ed havde tilsvoret ham, at han af hans lænders frugt vil oprejse Kristus efter kjødet til at sidde paa hans kongestol,

³¹ talede han i fremsyn om Kristi opstandelse, at hans sjæl ikke skulde lades tilbage i de dødes rige, eller hans kjød se forraadnelse.

³² Denne Jesus oprejste Gud, hvortil vi alle ere vidner.

³³ Efterat han derfor er ophøjet ved Guds højre haand og har af Faderen modtaget den Helligaand forjættelse, udgød han ham, som i nu se og høre.

³⁴ Thi David foer ikke til himmels; men han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre haand,

³⁵ indtil jeg faaer dine fjender lagte som dine fødders fodskammel.

³⁶ Derfor maa hele Israels hus vide for vist, at Gud har gjort denne Jesus, som i korsfæstede, baade til Herre og Kristus.

³⁷ Da de hørte det, gik det dem til hjærte, og de sagde til Peder og de øvrige apostle: I mænd, brødre! hvad skulle vi gjøre?

³⁸ Men Peder sagde til dem: Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe paa Jesu Kristi navn til synders forladelse, og i skulle modtage den Helligaands gave;

³⁹ thi forjættelsen tilhører eder og eders børn, og alle, som ere langt borte, saamange som Herren vor Gud vil kalde dertil.

⁴⁰ Han vidnede ogsaa for dem med mange andre ord, trøstede dem og sagde: Lader eder frelse fra denne vanartige slægt!

⁴¹ De, som nu med glæde optoge hans ord, bleve døbte; og der lagdes samme dag henved 3000 sjæle til.

⁴² Men de holdt sig til apostlenes undervisning og fællesskabet og brødets brydelse og bønnerne;

⁴³ men der kom en frygt over hver sjæl, og der skete mange undere og tegn ved apostlene.

⁴⁴ Men alle de troende vare lige og havde sit tilfælles;

⁴⁵ og de solgte deres ejendomme og gods og delte det ud til alle, eftersom nogen trængte;

⁴⁶ og de holdt sig hver dag endrægtig sammen i templet, og i husene brød de brødet og nød maaltidet med fryd og i hjærtets enfoldighed,

⁴⁷ idet de lovpriste Gud og vare i yndest hos hele folket. Men Herren lagde daglig frelste til menigheden.

3

¹ Men Peder og Johannes gik derpaa op til templet ved bedetimen, som var den niende;

² og en mand, som var halt fra moders liv, blev baaren frem, og ham satte de hver dag ved den tempelport, som kaldes den skjønne, for at han kunde bede dem, som gik til templet, om almisse.

³ Da han saae Peder og Johannes, som vilde gaa ind til templet, bad han om almisse.

⁴ Men Peder, som tilligemed Johannes saae stivt paa ham, sagde: Se paa os!

⁵ Han gav da agt paa dem, da han ventede at faa noget af dem.

⁶ Men Peder sagde: Sølv og guld har jeg ikke; men hvad jeg har, giver jeg dig: I Nazaræeren Jesu Krsti navn staa op og gaa!

⁷ og han grev ham ved den højre haand og rejste ham op; men strax blev hans fødder og ankler stærke,

⁸ og han sprang op, stod og gik omkring; og han kom med dem til templet, gik omkring og sprang og lovpriste Gud;

⁹ og alt folket saae ham gaa omkring og lovprise Gud;

¹⁰ de kjendte ham nemlig, at det var ham, som havde siddet for almisse ved templets skjønne port, og de bleve fulde af rædsel og forfærdelse over, hvad der var vederfaret dem.

¹¹ Men da den halte, som var bleven helbredet, holdt fast paa Peder og Johannes, løb alt folket forfærdet sammen til dem ved den buegang, som kaldes Salomons.

¹² Men da Peder saae det, tog han ordet til folket: I Israelitiske mænd! hvorfor forundre i eder over dette, eller hvorfor se i stivt paa os, som om vi af egen magt eller Gudsfrygt havde gjort, at denne gaaer?

¹³ Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore fædres Gud har herliggjort sin Søn Jesus, som i overantvordede og fornægtede for Pilatus, da han kjendte for ret at løslade ham;

¹⁴ men i fornægtede den hellige og retfærdige, og i bade, at en mand, som var morder, maate skjænkes eder;

¹⁵ saa livsfyrsten sloge i ihjel; men Gud oprejste ham fra de døde, hvorpaa vi ere vidner;

¹⁶ og ved troen paa hans navn har hans navn styrket denne, som i se og kjende, og troen, som er ved ham, har givet denne saadan førlighed for alle eders øjne.

¹⁷ Og nu brødre! jeg veed, at i har gjort det af uvidenhed, ligesom ogsaa eders øverster:

¹⁸ men Gud har saaledes opfyldt, hvad han forud havde forkyndt ved alle sine profeters mund, at Kristus maatte lide.

¹⁹ Fatter derfor et andet sind og vender om, saa eders synder maa udslettes, saa at hvilens timer maa komme fra Herrens aasyn,

²⁰ og han sender den eder forud bestemte Jesus Kristus,

²¹ som bør indtage himlen indtil alle tings fornyelses tider, dersom Gud har talet fra evighed ved alle sine hellige profeters mund;

²² thi Mose sagde jo til fædrene: En profet vil Herren eders Gud oprejse eder af eders brødre ligesom mig; ham skulle i høre efter i alt, hvad han maatte tale til eder;

²³ men det skal ske, at hver sjæl, som ikke vil høre efter denne profet, skal udryddes fra folket;

²⁴ og alle profeterne fra Samuel og saamange, som talede i rækken, har ogsaa forkyndt disse dage forud.

²⁵ I ere profeternes børn og pagtens, som Gud oprettede med vore fædre, da han sagde til Abraham: I din sæd skulle alle jordens slægter velsignes.

²⁶ Men Gud, som oprejste sin Søn Jesus, sendte ham først til eder at velsigne eder, naar hver af eder vender sig bort fra sine laster.

4

¹ Men da de talede til folket, stode præsterne, templets hovedsmand og Saddukæerne over dem,

² da de ærgrede sig over, at de lærte folket og i Jesus forkyndte de dødes opstandelse;

³ og de lagde haand paa dem og satte dem i fængsel til næste dag, da det allerede var aften.

⁴ Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede; og tallet paa mændene blev ved 5000.

⁵ Men det skete næste dag, at deres øverster, ældste og boglærde forsamlede sig i Jerusalem,

⁶ saa og ypperstepræsten Annas og Kaiafas, Johannes og Alexander og saamange som vare af ypperstrepræstelig slægt

⁷ og de stillede dem i midten og spurgte: Af hvad magt eller i hvilket navn har i gjort dette?

⁸ Da sagde Peder, fuld af den Helligaand, til dem: I, folkets øverster og Israels ældste!

⁹ eftersom vi idag forhøres om en velgjerning mod et skrøbeligt menneske, ved hvem han blev frelst,

¹⁰ da være det eder alle og hele Israels folk vitterligt, at i Nazaræeren Jesu kristi navn, ham i korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, i dette navn staaer denne karsk for eders øjne.

¹¹ Han er den sten, som er agtet ringe af eder, i bygmestere, men han er bleven til en hovedhjørnesten;

¹² og der er ikke frelse i nogen anden, thi der er ikke noget andet navn, under himlen givet blandt mennesker, i hvilket vi maa frelses.

¹³ Men da de saae Peders og Johannes' frimodighed, og de havde erfaret, at de vare ulærde og lægmænd, forundrede de sig, og de kjendte dem, at de havde været med Jesus;

¹⁴ men da de saae manden, som var bleven helbredet, staa hos dem, kunde de ingen indsigelse gjøre;

¹⁵ men de bød dem træde udenfor raadet, og de raadslog indbyrdes

¹⁶ og sagde: Hvad skal vi gjøre med disse mennesker? thi et vitterligt tegn er jo skeet ved dem, og det er bekjendt for alle, som bo i Jerusalem, og vi kan ikke nægte det.

¹⁷ Men for at det ikke skal komme videre ud blandt folket, lad os da alvorlig true dem, at de ikke herefter maa tale til noget menneske paa dette navn.

¹⁸ Saa kaldte de dem og forkyndte dem, at de slet ikke maatte tale eller lære paa dette Jesu navn.

¹⁹ Men Peder og Johannes svarede og sagde til dem: Dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud;

²⁰ thi vi kan ikke andet end tale, hvad vi har seet og hørt;

²¹ men de truede dem endnu mere og lode dem løs, da de ikke fandet, hvorledes de skulde straffe dem, for folkets skyld, thi de lovede alle Gud for det, som var skeet;

²² thi den mand, paa hvem dette helbredelsestegn var skeet, var over 40 aar.

²³ Da de vare løsladte, kom de til deres egne og forkyndte dem, hvad ypperstepræsterne og de ældste havde sagt til dem.

²⁴ Men da de hørte det, opløftede de enstemmig røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem,

²⁵ som har sagt ved din tjener Davids mund: Hvorfor fnyste hedninger, og hvorfor grundede folk paa forfængelige ting,

²⁶ Jordens konger rejste sig, og fyrsterne samlede sig tilhobe mod Herren og hans salvede;

²⁷ thi de har i sandhed samlet sig mod dit hellige barn Jesus, som du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med hedninger og Israels folk,

²⁸ at gjøre, hvad din haand og dit raad forud havde besluttet maatte ske.

²⁹ OG nu Herre! se til deres trusler og giv dine tjenere at tale dit Ord med al frimodighed;

³⁰ idet du udrækker din haand til lægedom, at tegn og undergjerninger maa ske ved dit hellige barns, Jesu navn.

³¹ Og da de havde holdt bøn, rystede stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte af den Helligaand og talede Guds Ord med frimodighed.

³² Men de troendes mængde havde eet hjærte og een sjæl, og ingen kaldte noget af sit gods sit eget, men alt var fælles for dem;

³³ og apostlene aflagde med stor kraft vidnesbyrdet om Herrens, Jesu Kristi opstandelse, og der var store naade over dem alle;

³⁴ thi der var ikke nogen trængende blandt dem; thi saamange, som vare ejere af jorder eller huse, solgte dem og bragte pengene for hvad der var solgt,

³⁵ og nedlagde dem for apostlenes fødder; men der blev uddelt til enhver, eftersom han trængte;

³⁶ men Joses, som af apostlene fik tilnavnet Barnabas, det er oversat: trøstens søn, en levit, en Kyprier af slægt,

³⁷ solgte en mark, han havde, og bragte pengene og nedlagde dem for apostlenes fødder.

5

¹ Men en mand ved navn Ananias tilligemed hans hustru Safira solgte en ejendom,

² og han stak en del af kjøbesummen tilside, og hans hustru var medvider deri, en del bragte han og lagde for apostlenes fødder.

³ Men Peder sagde: Ananias! hvorfor har satan fyldt dit hjerte, saa du løj for den Helligaand og stak noget af markens kjøbesum tilside.

⁴ Var den ikke din, da du ejede den, og var ikke det, den blev solgt for, i din magt? hvorfor satte du dig denne gjerning for i dit hjærte? du har ikke løjet for mennesker, men for Gud.

⁵ Da Ananias hørte disse ord, faldt han om og opgav aanden, og der kom stor frygt over alle dem, som hørte dette.

⁶ Men de unge karle rejste sig, dækkede ham til, bragte ham ud og begravede ham.

⁷ Men henved 3 timer derefter kom hans hustru ind, og hun vidste ikke, hvad der var skeet.

⁸ Men Peder talede hende til: Siig mig, solgte i marken for den pris? Men hun sagde: Ja, til den pris!

⁹ Peder sagde til hende: Hvad, ere i blevne enige om at friste Herrens Aand? Se, deres fødder, som begravede din mand, ere for døren, og de skulle bære dig ud.

¹⁰ Men hun faldt strax om ved hans fødder og opgav aanden. Men da de unge karle kom ind, fandt de hende død, og de førte hende ud og begravede hende hos hendes mand.

¹¹ Og der kom stor frygt over hele menigheden og alle, som hørte dette.

¹² Men der skete mange tegn og undere blandt folket ved apostlenes hænder; og de vare alle endrægtig i Salomons buegang.

¹³ Men ingen af de andre turde slutte sig til dem, men folket ophøjede dem; -

¹⁴ men der optoges altid flere, som troede paa Herren, en mængde, baade mænd og kvinder; -

¹⁵ saa at de bare syge ud paa gaderne og lagde dem paa senge og løjbænke, forat, naar Peder kom, i det mindste hans skygge kunde overskygge nogen af dem.

¹⁶ Der kom ogsaa en mængde fra de omliggende stæder til Jerusalem, som bragte syge og dem, som vare plagede af urene aander, og de bleve alle helbredte.

¹⁷ Men ypperstepræsten rejste sig, og alle, som vare med ham, nemlig Saddukæernes sekt, og de bleve fulde af nidkjærhed,

¹⁸ og de lagde haand paa apostlene og satte dem i offenlig forvaring.

¹⁹ Men Herrens engel aabnede om natten fængslets døre, førte dem ud og sagde:

²⁰ Gaaer, træder frem og taler i templet alle disse livsens Ord til folket!

²¹ Da de hørte det, gik de fra morgenstunden til templet og lærte. Men da ypperstepræsten og de, som vare med ham, kom, sammenkaldte de raadet og hele Israels ældsteraad o gde sendte bud til fangehuset, at de skulde føres frem.

²² Da bysvendene kom, fandt de dem ikke i fængslet, og de vendte tilbage, meldte

²³ og sagde: Vi fandt vel fangehuset lukket med al flid og vagterne staaende ved dørene, men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde.

²⁴ Da baade ypperstepræsten, templets høvedsmand og de fornemste præster hørte disse ord, blev de tvivlraadige om dem, hvad det skulde blive til.

²⁵ Men en traadte frem, meldte dem og sagde: Se, de mænd, i satte i fængslet, ere i templet og staa og lære folket.

²⁶ Saa gik høvedmanden bort med bysvendene, og førte dem med sig, dog ikke med vold, thi de frygtede for folket, at de skulde blive stenede.

²⁷ De bragte dem altsaa og stillede dem for raadet; og ypperstepræsten forhørte dem.

²⁸ og sagde: Har vi ikke alvorlig befalet eder, at i ikke lære paa dette navn, og se, i have fyldt Jerusalem med eders lærdom, og i ville føre dette menneskes blod over os.

²⁹ Men Peder og apostlene tog ordet og sagde: Man bør lyde Gud mer end mennesker!

³⁰ Vore fædres Gud opvakte Jesus, som i hængte paa et træ og ombragte;

³¹ ham har Gud ophøjet ved sin højre haand til en fyrste og Frelser, til at skjænke Israels omvendelse og synders forladelse;

³² og vi ere hans vidner om disse ting, men ogsaa den Helligaand, hvem Gud har skjænket dem, som lyde ham.

³³ Da de hørte dette, skar det dem, og de tænkte paa at ombringe dem.

³⁴ Men en farisæer ved navn Gamaliel, en lærer i loven og agtet af hele folket, rejste sig i raadet og bød at føre apostlene et øjeblik udenfor;

³⁵ og han sagde til dem: I Israelitiske mænd, vogter eder for disse mennesker, hvad i gjøre ved dem;

³⁶ thi før disse dage opstod Teudas, som sagde om sig selv, at han var noget stort, og et antal mænd, henved 400, hængte ved ham; men han blev bortryddet, og alle, som vare overtalte af ham, adspredtes og bleve til intet.

³⁷ Efter ham opstod Galilæeren Judas i folketællingens dage, og drog en god del efter sig; ogsaa han omkom, og alle, som havde ladet sig overtale af ham, bleve adspredte.

³⁸ Derfor siger jeg eder nu: Afholder eder fra disse mennesker og lader dem gaa; thi er dette raad eller dette værk af mennesker, saa vil det falde sammen;

³⁹ men er det af Gud, saa kan i ikek styrte det; og lader eder dog ingenlunde findes som dem, der stride mod Gud. -

⁴⁰ Men de adlød ham, og kaldte apostlene, lod dem hudstryge, forbød dem at tale paa Jesu navn, og saa lod de dem løs.

⁴¹ Disse gik da glade ud fra raadet, fordi de vare agtede værdige til at forhaanes for Jesu navns skyld;

⁴² og de lod ikke af daglig at lære i templet og husene, og forkynde evangeliet om Jesus Kristus.

6

¹ Da disciplene formeredes i disse dage, blev der en knurren af hellenisterne mod hebræerne, fordi deres enker bleve oversete ved den daglige forplejning.

² Saa kaldte de tolv disciplenes mængde sammen og sagde: Det sømmer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene for borde;

³ udseer derfor, brødre, 7 mænd blandt eder, som har godt vidnesbyrd og ere fulde af den Helligaand og visdom, for at vi kan beskikke dem til denne forretning;

⁴ men vi ville blive stadige i bønnen og Ordets tjeneste.

⁵ Denne tale behagede hele mængden, og de udvalgte Stefan, en mand, som var fuld af tro og den Helligaand, Filip og Prokoros, Nikanor, Parmenas og Nikolaos, en jødeven fra Antiokien,

⁶ og dem fremstillede de for apostlene, og under bøn lagde de hænder paa dem. -

⁷ Guds Ord havde fremgang, og disciplenes tal forøgedes meget i Jerusalem, og en stor del præster bøjede sig under troen.

⁸ Men Stefan, fuld af tro og kraft, gjorde store undergjerninger og tegn blandt folket.

⁹ Saa rejste der sig nogle af den skole, som kaldes de frigivnes, og af kyrenæernes og Alexandrinernes, og af dem fra kilikien og asien;

¹⁰ men de kunde ikke staa mod den visdom og den Aand, hvoraf han talede.

¹¹ De beskikkede da hemmelig mænd, som sagde: Vi har hørt ham tale bespottelige ord mod Mose og mod Gud;

¹² og de oprørte folket og de ældste og boglærde, og de faldt over ham, rev ham bort og førte ham for raadet;

¹³ og de fremstillede falske vidner, som sagde: Dette menneske lader ikke af at tale bespottelige ord mod dette hellige sted og loven;

¹⁴ thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazaret vil nedbryde dette sted og forandre de skikke, som Mose har overgivet os;

¹⁵ og alle, som sad i raadet, saae stivt paa ham, og de saae hans ansigt som en engels ansigt.

7

¹ Men ypperstepræsten sagde: Forholder det sig saaledes?

² Han sagde: I mænd, brødre og fædre, hører til! Ærens Gud aabenbarede sig for vor fader Abraham, da han var i Mesopotamien, førend, han nedsatte sig i Karran,

³ og han sagde til ham: Drag ud fra dit land og din slægt, og kom til et land, jeg vil vise dig!

⁴ Da drog han ud fra Kaldæernes land og nedsatte sig i Karran, og derfra flyttede han ham, efter hans faders ord, til det land, i nu bebo;

⁵ og han gav ham ikke ejendom deri, ikke en fodsbred; dog lovede han ham at give ham det til eje og hans sæd efter ham, skjøndt han intet barn havde.

⁶ Men Gud talede saaledes: at hans sæd skulde vorde udlænding i et fremmed land, og de vilde gjøre dem til trælle og plage dem 400 aar;

⁷ men det folk,som de skal trælle for, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skal de drage ud og tjene mig paa dette sted.

⁸ Han gav ham omskjærelsens pagt, og saaledes avlede han Isak og omskar ham den ottende dag; og Isak avlede Jakob, og Jakob de 12 stamfædre.

⁹ Stamfædrene misundte Josef, og solgte ham til Ægypten, men Gud var med ham;

¹⁰ og han udfriede ham af alle hans trængsler og gav ham naade og visdom for Farao, Ægyptens konge, og han satte ham til en fyrste over Ægypten og hele sit hus.

¹¹ Men der kom en hungersnød over hele Ægypten og Kana-ans land, og en stor trængsel; og vore fædre fandt ikke føde.

¹² Men da Jakob hørte, at der var kort i Ægypten, sendte han vor fædre ud første gang;

¹³ og anden gang blev Josef kjendt af sine brødre, og Josefs slægt blev Farao bekjendt;

¹⁴ men Josef sendte bud og kaldte sin fader Jakob og hele hans slægt, 75 sjæle;

¹⁵ men Jakob dog ned til Ægypten, og han døde og vore fædre;

¹⁶ og de bleve førte til Sikem og lagte i den grav, som Abraham kjøbte til penges værd af Hemors, Sikems søns børn.

¹⁷ Men som forjættelsens time nærmede sig, som Gud havde tilsvoret Abraham, voxede folket og formerede sig i Ægypten,

¹⁸ indtil der opstod en anden konge, som ikke kjendte Josef;

¹⁹ han brugte træskhed mod vor slægt og handlede ilde med vore fædre, idet han lod deres spæde børn sætte ud, for at de ikke skulde bevares i live.

²⁰ Paa den tid blev Mose født, han var yndig for Gud, og han blev opfostret 3 maaneder i sin faders hus;

²¹ men da han var sat ud, tog Faraos datter ham op og opfostrede ham, sig selv til en søn;

²² og Mose blev oplært i al Ægypternes visdom, men han var mægtig i ord og gjerninger;

²³ men som han fyldte 40 aars alder, kom det op i hans hjærte at besøge sine brødre, Israels børn;

²⁴ og da han saae en lide uret, tog han sig ad ham og hævnede hans uret, som blev mishandlet, idet han slog Ægypteren ihjel.

²⁵ Han mente, at hans brødre maatte forstaa, at Gud gav dem frelse ved hans haand, men de forstod det ikke;

²⁶ næste dag saae han nemlig nogle af dem trættes, og han formanede dem til fred, idet han sagde: I mænd, i ere brødre, hvorfor gjøre i hverandre fortræd?

²⁷ men han, som gjorde næsten uret, stødte ham bort, og sagde: Hvem har sat dig til Herre og dommer over os?

²⁸ vil du slaa mig ihjel, ligesom du igaar slog Ægypteren ihjel?

²⁹ For dette ord flygtede Mose og blev udlænding i Midjans land, hvor han avlede 2 sønner;

³⁰ og da 40 aar vare omme, aabenbarede Herrens engel sig for ham i ørken ved Sinajs bjerg, i en lueild af en tornebusk.

³¹ Da Mose saae det, undrede han sig over dette syn, men da han gik nærmere for at betragte det, kom denne røst fra Herren til ham:

³² Jeg er dine fædres Gud, Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud! Men Mose skjælvede og turde ikke betragte det.

³³ Herren sagde til ham: Løs skoene af dine fødder, thi det sted, hvor du staaer, er hellig jord;

³⁴ jeg har grandgiveligt seet mit folks trængsel i Ægypten, jeg har hørt deres suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem. Kom du nu, saa vil jeg sende dig til Ægypten!

³⁵ Denne Mose, som de fornægtede, da de sagde: Hvem har sat dig til herre og dommer, ham sendte Gud til at være herre og befrier ved engelens haand, som havde aabenbaret sig for ham i tornebusken.

³⁶ Han udførte dem, da han havde gjort undere og tegn i Ægyptens land og det røde hav og 40 aar i ørken.

³⁷ Det er denne Mose, som sagde til Israels børn: Herren, vor Gud, vil oprejse eder en profet af eders brødre, ligesom mig;

³⁸ det er ham, som var i menigheden i ørken med engelen, som talede til ham paa Sinaj bjerg, og med vore fædre, ham, som modtog de levede Ord for at give os;

³⁹ ham, som vore fædre ikke vilde lyde, men stødte fra sig, og vendte i deres hjærter tilbage til Ægypten,

⁴⁰ da de sagde til Aron: Gjør os guder, som kan gaa foran os; thi denne Mose, som førte os ud af Ægyptens land, veed vi ikke, hvad der er blevet af!

⁴¹ og de gjorde en kalv i de samme dage; de bragte afguden offer, og de vare lystige for deres hænders gjerninger;

⁴² men Gud vendte sig bort og hengav dem til at tjene himlens hære, som der er skrevet i profeternes bog: Har i vel, Israels hus, bragt mig slagtoffer og madoffer i 40 aar i ørken?

⁴³ I bare Moloks telt og Resans, eders guds, stjerne, de billeder, i havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort hinsides Babylon.

⁴⁴ Forsamlingsteltet var hos vore fædre i ørken, ligesom han, der talede til Mose, befalede at gjøre det efter den lignelse, han havde seet;

⁴⁵ og dette modtoge ogsaa vore fædre og indførte med Josva i landet, hedningerne havde inde, hvilke Gud fordrev for vore fædre indtil Davids dage;

⁴⁶ han fandt naade for Gud og bad om at finde en bolig for Jakobs Gud;

⁴⁷ men Salomon byggede ham et hus;

⁴⁸ dog den højeste boer ikke i templer, som ere byggede med hænder, som profeten siger:

⁴⁹ Himlen er mit højsæde og jorden en skammel for mine fødder, hvad hus ville i bygge mig? siger Herren, eller hvilket er mit hvilested?

⁵⁰ har ikke min haand gjort alt dette? -

⁵¹ I haarde halse, i uomskaarne af hjærte og øren, i staa altid den Helligaand imod, som eders fædre, saa og i;

⁵² hvem af profeterne har ikke eders fædre forfulgt? og de slog dem ihjel, som forud forkyndte den retfærdiges tilkommelse, hvis forrædere og mordere i nu ere blevne,

⁵³ i, som modtog loven ved en engles tjeneste, og har ikke holdt den, -

⁵⁴ Da de hørte det, skar det dem i deres hjærter, og de gned tænder imod ham.

⁵⁵ Men, som han var fuld af den Helligaand, skuede han til himlen og saae Guds herlighed og Jesus staaende ved Guds højre haand;

⁵⁶ og han sagde: Se, jeg skuer himlene aabne og menneskens Søn staaende ved Guds højre haand!

⁵⁷ Men de raabte med høj røst, holdt for deres øren og stormede endrægtig ind paa ham;

⁵⁸ og de stødte ham udenfor staden og stenede ham, og vidnerne lagde deres klæder af ved en ung mands fødder, som hed Saul.

⁵⁹ De stenede da Stefan, som bad og sagde: Herre Jesus! modtag min aand!

⁶⁰ men han bøjede sine knæ og raabte med høj røst: Herre, tilregn dem ikke denne synd! og som han sagde dette, sov han ind. Men Saul billigede hans mord.

8

¹ Samme dag som kom der en stor forfølgelse over menigheden i Jerusalem, og de adspredtes alle over Judæas og Samarias egne, undtagen apostlene.

² Men nogle gudfrygtige mænd udbar Stefan og holdt et stort klagemaal over ham. -

³ Men Saul plagede menigheden, idet han gik ind i husene, trak baade mænd og kvinder frem og kastede dem i fængsel.

⁴ De, som altsaa bleve adspredte, gik om og forkyndte evangeliets Ord.

⁵ Filip kom da ned til en stad i Samaria og prædikede Kristus for dem;

⁶ og folket gav endrægtig agt paa, hvad der blev sagt af Filip, da de hørte og saae de tegn, han gjorde;

⁷ thi af mange, som havde urene aander, gik de ud, brølende med høj røst, men mange værkbrudne og halte bleve helbredte;

⁸ og der blev stor glæde i denne stad.

⁹ Men en mand ved navn Simon havde før øvet trolddom i staden og forvirret det Samaritanske folk og sagt, at han selv var noget stort;

¹⁰ efter han hængte alle, baade smaa og store, og sagde: Han er Guds kraft den store;

¹¹ men de hængte efter ham, fordi han en god stund havde forvirret dem ved sine trolddomskunster. -

¹² Men da de trode Filip, som forkyndte evangeliet om, hvad der angaaer Guds rige og Jesu Kristi navn, bleve de døbte, baade mænd og kvinder;

¹³ men ogsaa Simon selv troede, og da han blev døbt, holdt han sig til Filip og forundrede sig højlig, da han saae de kraftige gjerninger og store tegn.

¹⁴ Men da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde modtaget Guds Ord, udsendte de Peder og Johannes til dem;

¹⁵ og da de vare komne derned, bad de for dem, at de maatte modtage den Helligaand;

¹⁶ thi han var endnu ikke falden paa noget af dem, men de vare alene døbte til Herrens Jesu navn.

¹⁷ De lagde da hænderne paa dem, og de modtog den Helligaand.

¹⁸ Men da Simon saae, at den Helligaand blev given ved haandspaalæggelse af apostlene, bragte han dem penge,

¹⁹ og sagde: Giver ogsaa mig denne magt, at, hvem jeg lægger hænderne paa, han maa modtage den Helligaand.

²⁰ Men Peder sagde til ham: Dine penge være tilligemed dig til fordærvelse, da du mener at kunne kjøbe Guds gave for penge;

²¹ du har hverken lod eller del i dette Ord; thi dit hjærte er ikke ret for Gud;

²² omvend dig derfor fra denne din ondskab, og bed Gud, om dit hjærtes paafund maatte forlades dig!

²³ thi jeg seer dig betagen af bitter galde og besnæret af uretfærdighed.

²⁴ Men Simon tog ordet og sagde: Beder i til Herren for mig, at intet af, hvad i har sagt, skal komme over mig.

²⁵ Da de nu havde vidnet og talet Herrens Ord, vendte de tilbage til Jerusalem og forkyndte evangeliet i mange af Samaritanernes byer.

²⁶ Men Herrens engel talede til Filip og sagde: Staa op og drag sønder paa ud den vej, som gaaer ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde.

²⁷ Saa rejste han sig og drog afsted; og se, der var en Ætioper, en hofmand, af indflydelse hos Ætiopernes dronning Kandakes, og over hele hendes skat; han var kommen til Jerusalem for at tilbede;

²⁸ nu vendte han tilbage, sad paa sin vogn og læste profeten Jesaja.

²⁹ Men Aanden sagde til Filip: Gaa til, og hold dig til denne vogn!

³⁰ Filip løb da til og hørte ham læse profeten Jesaja, og han sagde: Forstaaer du vel, hvad du læser?

³¹ Men han sagde: Hvordan skulde jeg kunde det, uden nogen vejleder mig? og han bad Filip stige op og sidde hos sig.

³² Det afsnit af skriften, han læste, var dette: Som faaret han førtes til slagterbænken, og som lammet er stumt mod den, som klipper det, saaledes oplod han ikke sin mund;

³³ i hans fornedrelse blev hans dom fuldendt, hvem kan tale om hans slægt; thi hans liv blev borttaget af jorden.

³⁴ Men hofmanden tog ordet og sagde til Filip: Jeg beder dig: Om hvem siger profeten dette? om sig selv, eller om en anden?

³⁵ Da oplod Filig sin mund og begyndte fra dette skriftsted og forkyndte ham evangeliet om Jesus.

³⁶ Men som de drog ad vejen, kom de til noget vand, og hofmanden sagde: Se, her er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?

³⁷ -

³⁸ (8:37) og han bød vognen holde, og de steg begge ned i vandet, baade Filip og hofmanden, og han døbte ham;

³⁹ (8:38) men da de steg op af vandet, bortrykkede Herrens Aand Filip, og hofmanden saae ham ikke mere; thi drog han sin vej med glæde.

⁴⁰ (8:39) Men Filip befandt sig i Asdod, og paa gjennemrejsen forkyndte han evangeliet i alle stæder indtil han kom til Kæsarea.

9

¹ Men Saus fnøs endnu med trusel og mord mod Herrens disciple, og han gik til ypperstepræsten

² og begjærede breve fra ham til Damask til skolerne, for at han, om han traf nogle, mænd eller kvinder, der vare af den vej, kunde føre dem i lænker til Jerusalem.

³ Men da han paa rejsen kom nær til Damask, omstraalede et lys fra himlen ham pludslig,

⁴ og da han faldt til jorden, hørte han en røst, som sagde til ham: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?

⁵ Men sagde: Jeg er Jesus, som du forfølger.

⁶ Men staa nu op, og gaa ind i staden, og det skal blive dig sagt, hvad du skal gjøre!

⁷ Men de mænd, som rejste med ham, stode maalløse, da de vel hørte røsten, men saae ingen.

⁸ Saul rejste sig op fra jorden, og skjøndt hans øjne vare aabne, saae han ingen; men de ledte ham ved haanden og førte ham ind i Damask.

⁹ Han saae ikke i 3 dage, ikke heller spiste eller drak han.

¹⁰ Men der var en discipel i Damask ved navn Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: Ananias! og han sagde: Her er jeg, Herre!

¹¹ Men Herren sagde til ham: Staa op, gaa hen i den gade, som kaldes den lige, og spørg i Judas hus om en mand fra Tarsos ved navn Saul; thi se, han beder,

¹² og han har i et syn seet en mand ved navn Ananias komme ind og lægge hænderne paa ham, at han skulde faa sit syn igen.

¹³ Men Ananias svarede: Herre, jeg har hørt af mange om denne mand, hvormeget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem;

¹⁴ og her har han fuldmagt af ypperstepræsten til at binde alle, som paakalde dit navn.

¹⁵ Men Herren sagde til ham: Gaa du, thi denne er mig et udvalgt redskab til at bære mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn;

¹⁶ thi jeg vise ham, hvormeget han maa lide for mit navns skyld.

¹⁷ Men Ananias gik og kom ind i huset, han lagde hænderne paa ham og sagde: Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, der aabenbaredes for dig paa vejen, du kom, at du skal faa dit syn igjen og blive fuld af den Helligaand;

¹⁸ og strax faldt det som skjæl fra hans øjne; og i det samme fik han sit syn igjen. Saa stod han op og blev døbt, og han fik mad og blev styrket.

¹⁹ Saul blev nogle dage hos disciplene i Damask;

²⁰ og strax prædikede han Kristus i skolerne, at han er Guds Søn.

²¹ Men alle, som hørte det, bleve forbausede og sagde: Er det ikke ham, som i Jerusalem forstyrrede dem som paakaldte dette navn, og var kommen her for det samme, at han kunde føre dem bundne til ypperstepræsterne.

²² Men Paulos styrkedes endmere, og han forvirrede Jøderne, som boede i Damask, idet han lærte, at denne er Kristus.

²³ Men da en god tid var gaaet, holdt Jøderne raad sammen om at bortrydde ham.

²⁴ Deres efterstræbelse blev Saul bekjendt; men de bevogtede portene baade dag og nat, for at de kunde slaa ham ihjel.

²⁵ Men disciplene tog ham om natten, satte ham i en kurv og hissede ham ned over muren.

²⁶ Da Saul kom til Jerusalem, søgte han at slutte sig til disciplene; men alle vare de bange for ham, da de ikke troede, at han var en discipel.

²⁷ Men Barnabas tog ham med sig og førte ham til apostlene; og dem fortalte han, hvorledes han havde seet Herren paa vejen, og at han havde talet til ham, og hvorledes han i Damask frit havde talet i Jesu navn;

²⁸ og han gik ind med dem i Jerusalem, og talede frit i Herrens Jesu navn.

²⁹ Han talede ogsaa og tvistedes med hellenisterne; men de søgte at anbringe ham. -

³⁰ Men da brødrene fik det at vide, førte de ham til Kæsarea og sendte ham til Tarsos.

³¹ Saa havde da menighederne fred i hele Judæa, Galilæa og Samaria, opbyggede og vandrende i Herrens frygt, og fulde af den Helligaands trøst.

³² Da Peder drog allevegne omkring, kom han ogsaa til de hellige, som boede i Lydda;

³³ der traf han en mand ved navn Æneas, som havde ligget 8 aar til senge, da han var værkbruden;

³⁴ og Peder sagde til ham: Æneas! Jesus Kristus helbreder dig! staa op og red under dig! Og han stod strax op;

³⁵ og alle, som vare i Lydda og Sarona, saae ham og omvendte sig til Herren.

³⁶ I Joppe var der en discipelinde ved navn Tabita, som oversat hedder Dorkas; hun var rig paa gode gjerninger og almisser, hun gav;

³⁷ men i samme dage blev hun syg og døde; saa vaskede de hende og lagde hende i lønkammeret.

³⁸ Men da Lydda var nær ved Joppe og disciplene havde hørt, at Peder var der, sendte de 2 mænd til ham for at bede ham ikke at tøve med at komme over til dem.

³⁹ Peder stod da op og gik med dem; men da han var kommen der, førte de ham op i lønkammeret, og alle enkerne stod om ham og græd, og viste ham de kjoler og klæder, Dorkas havde gjort, medens hun var hos dem.

⁴⁰ Men Peder bød dem alle gaa ud, faldt paa knæ og bad; og saa vendte han sig til liget og sagde: Tabita, staa op! men hun aabnede sine øjne, og da hun saae Peder, satte hun sig op;

⁴¹ men han gav hende haanden og rejste hende op. Saa kaldte han de hellige og enkerne og fremstillede hende levende.

⁴² Men det blev vitterligt over hele Joppe, og mange troede paa Herren.

⁴³ Men han blev en god tid i Joppe hos en Simon garver.

10

¹ Der var en mand i Kæsarea ved navn Kornelios høvedmand for det kompagni, som kaldes det italiske.

² Han var from og frygtede Gud med hele sit hus; han gav folket mange almisser og bad altid til Gud.

³ Han saae klarlig i et syn ved den niende time paa dagen en Guds engel komme ind til ham og sige til ham: Kornelius!

⁴ Men han saae stivt paa ham, blev forfærdet og sagde: Hvad er det, Herre? Han sagde til ham: Dine bønner og dine almisser ere opstegne til en ihukommelse for Gud;

⁵ men send nu mænd til Joppe og hent en vis Simon, som kaldes Peder;

⁶ han er til huse hos en vis Simon garver, hvis hus er ved stranden.

⁷ Som engelen, der talede til Kornelios, gik bort, kaldte han to af sine huskarle og en gudfrygtig soldat af dem, som var stadig om ham;

⁸ og han forklarede dem det altsammen og sendte dem til Joppe.

⁹ Næste dag, da disse droge paa vejen og vare nær staden, steg Peder ved den sjette time op paa huset for at bede.

¹⁰ Men han blev meget hungrig og vilde spise; men medens de lavede til, faldt en henrykkelse over ham;

¹¹ og han saae himlen aaben og noget stige ned til sig, ligesom en stor linned-dug, som var bundet ved de 4 hjørner og blev nedladt paa jorden;

¹² og deri var der alle slags af jordens firføddede dyr, og vilde og krybende dyr og himlens fugle;

¹³ og der kom en røst til ham: Staa op Peder, slagt og spis!

¹⁴ Men Peder sagde: Ingenlunde Herre, thi jeg har aldrig spist noget vanhelligt eller urent!

¹⁵ og røsten sagde atter anden gang til ham: Hvad Gud har renset, maa du ikke holde for urent.

¹⁶ Men det skete tre gange og dugen blev igjen optagen til himlen. -

¹⁷ Som Peder nu var tvivlraadig hos sig selv, om hvad det syn, han havde haft, maatte betyde, se, da stode de mænd, som vare udsendte af Kornelios, for døren, da de havde spurgt sig frem, og faaet Simons hus at vide;

¹⁸ og de raabte og spurgte, om Simon med tilnavn Peder var til huse der?

¹⁹ Men da Peder grundede paa synet, sagde Aanden til ham; Se, tre mænd søge efter dig;

²⁰ men staa nu op, stig ned og drag med dem uden at tvivle, fordi jeg har sendt dem.

²¹ Saa steg Peder ned til mændene, som vare udsendte af Kornelios, og sagde til dem: Se, det er mig, i søge efter; hvad er grunden til, at i er her?

²² Men de sagde: Høvedsmanden Kornelios, en retfærdig mand, som frygter Gud og har vidnesbyrd af hele Jødefolket, har faaet guddommelig befaling ved en hellig engel at hente dig til sit hus og høre Ordet af dig.

²³ Han bød dem da ind og gav dem hus; men næste dag drog Peder ud med dem, og nogle af brødrene fra Joppe gik med ham.

²⁴ Næste dag kom de til Kæsarea. Men Kornelios ventede dem og havde sammenkaldt sine paarørende og nærmeste venner.

²⁵ Men Peder kom ind, mødte Kornelios ham, og faldt ned for hans fødder og tilbad;

²⁶ men Peder rejste ham op og sagde: Staa op, jeg er og selv et menneske.

²⁷ Da han havde talet med ham, gik han ind og fandt mange samlede;

²⁸ og han sagde til dem: I vide, hvor utilladeligt det er for en jødisk mand, at omgaaes med eller komme til en af et fremmed folk; men Gud har viist mig, ikke at kalde noget menneske vanhelligt eller urent;

²⁹ derfor kom jeg ogsaa uden modsigelse, da jeg blev hentet. Jeg spørger eder nu: Af hvad grund har i hentet mig?

³⁰ Kornelios sagde: for 4 dage siden fastede jeg indtil denne time, og ved den niende time bad jeg i mit hus; og se, der stod en mand for mig i skinnende klædebon

³¹ og sagde: Kornelios, din bøn er hørt og dine almisser ihukommede for Gud;

³² send derfor bud til Joppe og kald Simon, som har tilnavnet Peder, herover! han er til huse hos Simon garver ved stranden; og, naar han kommer, vil han tale med dig.

³³ Derfor sendte jeg strax bud til dig, og du gjorde vel i, at du kom. Nu ere vi derfor alle tilstede for Guds aasyn for at høre alt, hvad der er dig befalet af Gud.

³⁴ Men Peder oplod sin mund og sagde: Jeg finder i sandhed, at Gud ikke anseer personer,

³⁵ men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, ham velbehagelig.

³⁶ Hvad det Ord angaaer, som han sendte Israels børn, da han forkyndte evangeliet om fred ved Jesus Kristus - han er alles Herre -

³⁷ da vide i, had der er skeet over hele Judæa, og begyndte fra Galilæa, efter den daab, Johannes prædikede;

³⁸ angaaende Jesus af Nazaret, hvorledes Gud salvede ham med den Helligaand og kraft, og han drog om og gjorde vel og helbredte alle, som vare undertrykte af djævelen; fordi Gud var med ham;

³⁹ og vi ere vidner til alt, hvad han gjorde i Jødernes land og i Jerusalem, men de hængte ham paa et træ og slog ham ihjel.

⁴⁰ Ham opvakte Gud den tredje dag og lod ham aabenbares,

⁴¹ ikke for hele folket, men for de vidner, som forud vare beskikkede af Gud, for os, vi, som spiste og drak med ham efter hans opstandelse fra de døde;

⁴² og han bød os prædike for folket og vidne, at han er den af Gud bestemte dommer over levende og døde.

⁴³ Ham give alle profeterne vidnesbyrd, at hver, som troer paa ham, skal faa synders forladelse ved hans navn.

⁴⁴ Medens Peder endnu talede disse Ord, faldt den Helligaand paa alle, som hørte Ordet;

⁴⁵ og de troende af omskjærelsen, som vare komme med Peder, forfærdedes over, at den Helligaands gave ogsaa blev udgydt over hedningerne;

⁴⁶ thi de hørte dem tale med fremmede tungemaal og højpriste Gud. -

⁴⁷ Da tog Peder Ordet: Kan nogen formene vandet, at disse ikke skulde døbes, som har modtaget den Helligaand, ligesom og vi!

⁴⁸ og han befalede at de skulde døbes i Herrens Jesu navn. Da bad de ham blive der nogle dage.

11

¹ Men apostlene og brødrene, som vare i Judæa, hørte at ogsaa hedningerne havde modtaget Guds Ord;

² og da Peder var dragen op til Jerusalem, tvistede de af omskjærelsen med ham

³ og sagde: Du er gaaet ind til uomskaarne mænd og har spist med dem!

⁴ Men Peder begyndte og forklarede dem det i sammenhæng, idet han sagde:

⁵ Jeg var i staden Joppe og bad; og jeg saae i henrykkelse et syn, noget, der steg ned som en stor linned-dug, der nedlodes fra himlen ved de 4 hjørner, og det kom til mig;

⁶ jeg saae stivt paa det, betragtede det og saae jordens firføddede dyr, og vilde og krybende dyr og himlens fugle,

⁷ og jeg hørte en røst, som sagde til mig: Staa op Peder, slagt og spis!

⁸ men jeg sagde: Ingenlunde Herre! thi der kom aldrig noget vanhelligt eller urent i min mund.

⁹ Men røsten svarede mig anden gang fra himlen: Hvad Gud har renset, maa du ikke holde for urent.

¹⁰ Men dette skete tre gange, og det blev altsammen igjen trukket op til himlen.

¹¹ Og se, i det samme stode tre mænd for huset, hvor jeg var, og de vare udsendte til mig fra Kæsarea;

¹² men Aanden sagde til mig, at jeg skulde drage med dem og ikke være tvivlraadig; men ogsaa disse 6 brødre droge med mig, og vi gik ind i mandens hus;

¹³ og han underrettede os om, hvorledes han havde seet engelen staaende i hans hus og sige til ham: Send mænd til Joppe og hent Simon med tilnavn Peder;

¹⁴ og han vil tale Ord til dig, ved hvilke du og hele dit hus vil blive frelst.

¹⁵ Men da jeg begyndte at tale, faldt den Helligaand paa dem, ligesom paa os i begyndelsen.

¹⁶ Da kom jeg Herrens Ord ihu, da han sagde: Johannes døbte vel med vand, men i sakl døbes i den Helligaand;

¹⁷ har Gud da givet dem lige gave med os, da de troede paa Herren Jesus Kristus, hvem var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?

¹⁸ Men da de hørte det, bleve de rolige, lovpriste Gud og sagde: Saa har da Gud ogsaa givet hedningerne omvendelse til liv.

¹⁹ De, som nu vare adspredte siden den trængsel, som kom formedelst Stefan, vandrede frem lige til Føniken, Kypern og Antiokien, men de talede ikke Ordet til nogen uden til Jøderne alene;

²⁰ men der var blandt dem nogle mænd fra Kypern og Kyrene, som kom til Antiokien, de talede til hellenisterne og forkyndte evangeliet om Herren Jesus;

²¹ og Herrens haand var med dem til at helbrede dem; og et stort antal troede og vendte sig til Herren.

²² Rygtet om dem kom menigheden i Jerusalem for øren, og de udsendte Barnabas for at han skulde drage lige til Antiokien.

²³ Da han kom der og saae Guds naade, glædede han sig, og han opmuntrede alle til med hjærtets forsæt at blive ved Herren.

²⁴ Han var nemlig en god mand, fuld af den Helligaand og tro, og der blev meget folk ført til Herren. -

²⁵ Men Barnabas drog ud til Tarsos for at opsøge Saul, og da han traf ham, førte han ham til Antiokien;

²⁶ og de blev et helt aar samlede i menigheden og lærte meget folk, og disciplene blev først i Antiokien kaldte kristne.

²⁷ I samme dage kom der profeter fra Jerusalem ned til Antiokien;

²⁸ og en af dem ved navn Agabos stod frem og varslede ved Aanden, at der vilde komme en stor hunger over hele verden, og den indtraf ogsaa under kejser Klaudios.

²⁹ Men hver af disciplene bestemte efter sin evne at sende noget til hjælp for brødrene, som boede i Judæa;

³⁰ hvilket de og gjorde, og sendte det til de ældste ved Barnabas' og Sauls haand.

12

¹ Ved samme tid lagde kong Herodes haand paa at mishandle nogle af menigheden;

² han lod Jakob, Johannes' broder, henrette med sværd;

³ og da han saae, at det behagde Jøderne, føjede han til, at han lod ogsaa Peder gribe - men det var de usyrede brøds dage. -

⁴ Da han havde grebet ham, satte han ham i fængsel, og overgav ham at bevogtes af 4 vagthold, hvert paa 4 soldater, da han efter paasken vilde føre ham frem for folket.

⁵ Saa blev da Peder bevogtet i fængslet; men af menigheden skete der ivrig bøn til Gud for ham.

⁶ Men da Herodes vilde føre ham frem, sov Peder denne nat mellem 2 soldater, og han var bunden med 2 lænker; og vagterne for døren vogtede fængslet.

⁷ Og se, Herrens engel stod hos ham, og et lys skinnede i kammeret; men han slog Peder paa siden, vækkede ham og sagde: Staa hastig op! og lænkerne faldt af hans hænder.

⁸ Og engelen sagde til ham: Bind op om dig og tag dine sko paa! men han gjorde saaledes, og han sagde til ham: Kast din kappe om dig og følg mig!

⁹ og han gik ud og fulgte ham; og han vidste ikke, om det, som skete ved engelen, var virkeligt, men han mente, at han havde et syn.

¹⁰ Men de gik gjennem første og anden vagt og kom til jernporten, som fører til staden, og den aabnede sig af sig selv for dem; saa gik de ud og kom en gade frem, og strax skiltes engelen fra ham. -

¹¹ Da Peder kom til sig selv, sagde han: Nu veed jeg i sandhed, at Herren har udsendt sin engel og udfriet mig fra Herodes' haand og det Jødiske folks hele forventning.

¹² Da han befindede sig, kom han for Marias hus, hun, som var moder til Johannes med tilnavn Markos, hvor mange brødre vare forsamlede og bade.

¹³ Peder bankede da paa forstuedøren, og der kom en pige ved navn Rode for at høre, hvem det var;

¹⁴ og da hun kjendte Peders røst, lukkede hun af glæde ikke døren op, men løb ind og meldte, at Peder stod udenfor døren.

¹⁵ Men de sagde til hende: Du er gal! men hun forsikrede, at det forholdt sig saaledes. Men de sagde: Det er hans engel.

¹⁶ Men Peder blev ved at banke paa, og da de lukkede op, saa de ham, og bleve højlig forfærdede.

¹⁷ Da vinkede han ad dem med haanden, at de skulde tie, og han fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af fængslet. Men han sagde: Melder Jakob og brødrene dette! og han gik ud og drog til et andet sted.

¹⁸ Men da det blev dag, var der ikke ringe forvirring blandt soldaterne, hvor Peder nemlig var bleven af.

¹⁹ Da Herodes søgte ham, men ikke fandt ham, forhørte han vagterne og befalede, at de skulde afstraffes, og han drog ud fra Judæa til Kæsaræa, og der opholdt han sig.

²⁰ Herodes var opbragt paa Tyrierne og Sidonierne, men de kom endrægtig til ham og vandt kongens kammerherre Blastos, og begjærde fred, fordi deres land fik tilførsel fra kongens.

²¹ Men paa en bestemt dag iførte Herodes sig sin kongelige dragt, satte sig paa dommersædet og holdt en tale til dem.

²² Men folket raabte: Det er Guds og ikke et menneskes røst!

²³ men strax slog Herrens engel ham, fordi han ikke gav Gud æren, og han blev fortæret af orme og opgav aanden.

²⁴ Guds Ord havde fremgang og udbredtes.

²⁵ Men Barnabas og Saul kom tilbage fra Jerusalem til Antiokien, efterat have udført deres ærinde, og de havde taget Johannes med tilnavn Markos med sig.

13

¹ I Antiokien var der i den derværende menighed profeter og lærere, nemlig Barnabas og Simeon, som kaldes Niger, Kyrenæeren Lukios og Manaen, som var opfødt med fjerdingsfyrsten Herodes, og Saul.

² Da disse holdt Gudstjeneste for Herren og fastede, sagde den Helligaand; Udtager mig Barnabas og Saul til den gjerning, jeg har kaldet dem til.

³ De fastede da og bade, lagde hænderne paa dem og lod dem drage bort.

⁴ Disse droge da, udsendte af den Helligaand, til Selevkia, og derfra sejlede de til Kypern.

⁵ Da de vare i Salamis, forkyndte de Guds Ord i Jødernes skoler, og de havde Johannes som medhjælper.

⁶ Da de vare dragne gjennem øen til Pasos, traf de en troldmand, en falsk profet, en Jøde ved navn Barjesus.

⁷ Han var hos landshøvdingen Sergios Paulos, en forstandig mand. Denne kaldte Barnabas og Saul til sig, og begjærede at høre Guds Ord.

⁸ Men troldmanden Elymas, (thi saaledes oversættes hans navn), stod dem imod og søgte at afvende landshøvdingen fra troen.

⁹ Men Saul - det er og Paulos - saae fuld af den Helligaand stivt paa ham

¹⁰ og sagde: Og du, som er fuld af al svig og ondskab, du djævels barn, en fjende af al retfærdighed! vil du ikke lade af at forvende Herrens de rette veje;

¹¹ og se nu, Herrens haand er paa dig, og du skal blive blind en tid lang ikke se solen! Men strax faldt der en taage og mørke over ham, og han gik omkring og søgte en vejleder.

¹² Da landshøvdingen saae, hvad der var skeet, troede han, fuld af forundring over Herrens lærdom.

¹³ Men de, som vare om Paulos, droge bort fra Pasos og kom til Perge i Pamfylien; men Johannes skiltes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem.

¹⁴ De droge videre fra Perge, og kom til Antiokien i Pisidien, og de gik ind i skolen paa hviledagen og satte sig.

¹⁵ Efter forelæsningen af loven og profeterne, sendte skoleforstanderne dem bud og sagde: I mænd, brødre! har i et formaningsord til folket, da siger frem!

¹⁶ Men Paulos rejste sig, slog til lyd med haanden og sagde: I Israelitiske mænd og i, som frygte Gud, hører til!

¹⁷ Dette Israels folks Gud udvalgte vore fædre, han ophøjede folket i Ægyptehs land og førte dem derfra med høj arm;

¹⁸ og henved 40 aars tid fordrog han deres sæder i ørken,

¹⁹ og han udslettede 7 folk i Kana-ans land og delte deres land i lodder til dem.

²⁰ Siden gav han dem henved 450 aar dommere indtil profeten Samuel;

²¹ derpaa forlangte de en konge, og Gud gav dem i 40 aar Saul, Kis' søn, en mand af Benjamins stamme;

²² og da han havde taget ham bort, oprejste han dem David til konge, hvem han og gav vidnesbyrd og sagde: Jeg har fundet David Jessajs søn, en mand efter mit hjærte, som vil gjøre al min villie;

²³ af hans sæd oprejste Gud efter forjættelsen en Frelser, Jesus,

²⁴ efterat Johannes før hans fremtrædelse forud havde prædiket omvendelsens daab for hele Israels folk.

²⁵ Men da Johannes fuldendte sit løb, sagde han: Hvem mene i, jeg er? Jeg er det ikke; men se, han kommer efter mig, hvis sko jeg ikke er værdig at løse.

²⁶ I mænd, brødre, børn af Abrahams slægt, og de blandt eder, som frygte Gud, eder er dette Frelsens Ord sendt.

²⁷ Thi de, som bo i Jerusalem, og deres øverster kjendte ham ikke, og idet de fordømte ham, opfyldte de profeternes Ord, som hver hviledag forelæses;

²⁸ og skjøndt de ikke fandt nogen dødsskyld hos ham, bad de dog Pilatus om, at han maatte blive slaaet ihjel;

²⁹ og da de havde fuldkomment alt, hvad der var skrevet om ham, toge ham ned af træet og lagde ham i en grav;

³⁰ men Gud oprejste ham fra døde;

³¹ og han blev seet mange dage af dem, som vare dragne op med ham fra Galilæa til Jerusalem, og de ere hans vidner for folket;

³² og vi forkynde eder det glade budskab om forjættelsen til fædrene, at Gud har opfyldt den for os, deres børn, da han opvakte Jesus;

³³ ligesom der og er skrevet i den anden psalme: Du er min Søn, jeg fødte dig idag!

³⁴ Men at han har opvakt ham fra døde, og at han ingenlunde skakl vende tilbage til forraadnelse, har han sagt saaledes: Jeg vil give eder de trofaste hellige løfter til David;

³⁵ derfor siger han ogsaa et andet sted: Du vil ikke lade din hellige se forraadnelse.

³⁶ Men da David i sin tid havde tjent Guds raadslutning, sov han hen; han blev lagt hos sine fædre og saae forraadnelse.

³⁷ men han, som Gud oprejste, saae ikke forraadnelse.

³⁸ Det være eder altsaa vitterligt, I mænd, brødre! at ved ham forkyndes eder synders forladelse;

³⁹ og enhver, som troer, retfærdiggjøres i ham fra alt, hvorfra i ikke kunne retfærdiggjøres i Mose lov.

⁴⁰ Seer altsaa til, at det ikke skal komme over eder, som er sagt i profeterne:

⁴¹ Seer i foragtere og forundrer eder, skuer og forsvinder! thi jeg gjør en gjerning i eders dage, som i ikke ville tro om nogen fortalte eder den.

⁴² Men da de gik ud af Jødernes skole, bade hedningerne at de samme Ord maatte blive talte til dem næste hviledag.

⁴³ Da forsamlingen var opløst, fulgte mange Jøder og andægtige Jødevenner Paulos og Barnabas, og de talede til dem og formanede dem til at holde fast ved Guds naade.

⁴⁴ Følgende hviledag samledes næsten hele staden for at høre Guds Ord.

⁴⁵ Men da Jøderne saae den mængde, bleve de fulde af iver og modsagde, hvad der blev sagt af Paulos, ja baade sagde de imod og spottede.

⁴⁶ Men Paulos og Barnabas talede frit og sagde: Det var nødvendigt, at Guds Ord først blev talet til eder, men eftersom i forskyde det, og ikke agte eder selv værdige til det evige liv, se, saa vende vi os til hedningerne;

⁴⁷ thi saaledes har Herren befalet os: Jeg har sat dig til et lys for hedningerne, at du skal være til frelse til jordens yderste.

⁴⁸ Da hedningerne hørte det, bleve de glade, de lovpriste Herrens Ord, og saamange, som vare skikkede til det evige liv, troede.

⁴⁹ Men Herrens Ord bragtes ud over hele landet.

⁵⁰ Men Jøderne ophidsede de andægtige og fornemme kvinder og de første mænd i staden, og de rejste en forfølgelse mod Paulos og Barnabas og drev dem ud af deres land.

⁵¹ De rystede støvet af deres fødder mod dem og kom til Ikonion.

⁵² Men disciplene bleve fulde af glæde og den Helligaand.

14

¹ I Ikonion gik de sammen ind i Jødernes skole og talede saaledes, at en stor mængde baade Jøder og Hellener, trode;

² men de vantro Jøder ophidsede hedningernes stad og satte ondt i dem mod brødrene.

³ De bleve da en god tid der og talede frit, dristende paa Herren, som bevidnede sit naadens Ord og lod tegn og undergjerninger ske ved deres hænder.

⁴ Men mængden i staden blev splidagtig, og nogle vare med Jøderne, andre med apostlene. -

⁵ Som der nu blev en storm baade af hedninger og Jøder med deres øverster til at forhaane og stene dem,

⁶ og de fik det at vide, flygtede de til stæderne i Lykaonien, Lystra og Derbe og det omliggende land,

⁷ og der forkyndte de evangeliet.

⁸ Der var en mand i Lystra, som maatte sidde ned, for han havde ingen magt i fødderne, men var halt fra moders liv af og havde aldrig gaaet.

⁹ Han hørte Paulos tale, og da han saae stivt paa ham og saae, han havde tro til at frelses,

¹⁰ sagde han med høj røst: Jeg siger dig i Herrens, Jesu Kristi, navn, staa ret op paa dine fødder! og han sprang op og gik omkring;

¹¹ men da mængden saae, hvad Paulos havde gjort, opløftede de deres røst og sagde paa Lykaonisk: guderne har taget menneskelig skikkelse og ere stegne ned til os;

¹² og de kaldte Barnabas Zeus og Paulos Hermes, fordi det var ham som første Ordet.

¹³ Men præsten for Zeus, som var udenfor deres stad, bragte tyre og krandse for indgangen og vilde ofre til dem tilligemed mængden.

¹⁴ Men da apostlene Barnabas og Paulos hørte det, sønderreve de deres klæder, sprang ind mellem folket, raabte

¹⁵ og sagde: I mænd, hvorfor gjør i dette? vi ere ogsaa mennesker af lige vilkaar med eder og forkynder eder det glade budskab, at i skulle vende om fra disse forfængelige guder til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem;

¹⁶ han, som i de forbigangne tider har ladet alle hedninger vandre deres egne veje;

¹⁷ skjøndt han ikke har ladet sig selv uden vidnesbyrd, idet han gjorde os godt og gav os tegn fra himlen og frugtbare tider, mættede os med føde og vore hjærter med glæde;

¹⁸ og skjøndt de sagde dette, kunde de næppe afholde mængden fra at ofre til dem.

¹⁹ Medens de opholdt sig her og lærte, kom der nogle Jøder dertil fra Antiokien og Ikonion, og de forførte mængden, og de stenede Paulos og slæbte ham udenfor staden, da de mente, han var død.

²⁰ Men da disciplene stode om ham, rejste han sig og gik ind i staden; og næste dag drog han med Barnabas til Derbe.

²¹ Da de havde prædiket evangeliet i denne stad og gjort mange disciple, vendte de tilbage til Lystra, Ikonion og Antiokien.

²² De styrkede disciplenes sjæle, og paamindede dem om at blive faste i troen, og at vi gjennem mange trængsler maa indgaa i Guds rige.

²³ Da de havde beskikket præster i hver menighed og holdt bøn med faste, anbefalede de dem den Herre, paa hvem de havde troet.

²⁴ Saa droge de gjennem Pisidien og kom til Pamfylien;

²⁵ og da de havde talet Ordet i Perge, drog de ned til Attalia;

²⁶ derfra sejlede de til Antiokien, hvorfra de havde været anbefalede Guds naade til den gjerning, som de havde fuldkommet.

²⁷ Men da de kom derhen og sammenkaldte menigheden, forkyndte de, hvor store ting Gud havde gjort mod dem, og at han havde aabnet troens dør for hedningerne.

²⁸ Men de opholdt sig der en ikke kort tid hos disciplene.

15

¹ Saa kom der nogle ned fra Judæa, som lærte brødrene: Hvis i ikke lader eder omskjære efter Moses skik, kan i ikke blive frelste.

² Da der nu blev et ikke ringe røre og tvist mellem Paulos og Barnabas og dem, besluttede man, at Paulos og Barnabas og nogle af de andre skulde drage op til Jerusalem, til apostlene og de ældste angaaende dette spørgsmaal.

³ Disse bleve altsaa højtidelig udsendte af menigheden, droge igjennem Fønikien og Samarien, de fortalte om hedningernes omvendelse og gjorde alle brødrene stor glæde.

⁴ Men da de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af menigheden og apostlene og de ældste, og de forkyndte, hvor store ting Gud havde gjort mod dem.

⁵ Nogle af de troende af farisæernes parti rejste sig og sagde: Men bør omskjære dem og byde dem at holde Moses lov.

⁶ Men apostlene og de ældste vare komne sammen for at se til med den sag.

⁷ Da man nu havde tvistet længe, rejste Peder sig og sagde til dem: I mænd, brødre, i vide, at Gud fra gamle dage gjorde det valg blandt os, at hedningerne ved min mund skulde høre evangeliets Ord og tro;

⁸ og hjærtekjenderen, Gud, vidnede for dem, da han gav dem den Helligaand ligesom os;

⁹ og han gjorde ingen forskjel mellem os og dem, da han ved troen rensede deres hjærter.

¹⁰ Hvorfor friste i da nu Gud ved at lægge et aag paa disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi have kunnet bære?

¹¹ men ved Herrens Jesu Kristi naade tro vi at blive frelste paa samme maade som og de. -

¹² Hele forsamlingen tav og hørte Barnabas og Paulos fortælle, hvor store tegn og underværker Gud havde gjort ved dem blandt hedningerne.

¹³ da de tav, tog Jakob Ordet og sagde: I mænd, brødre, høre mig!

¹⁴ Simon fortalte, hvorledes Gud først saae til at tage sig et folk af hedningerne paa sit navn;

¹⁵ og dermed stemme profeternes Ord overens, eftersom der er skrevet:

¹⁶ Derpaa vil jeg vende om og bygge Davids faldne hytte, det nedbrudte vil jeg opbygge og stille det paa fode;

¹⁷ saa de overblevne mennesker og alle hedninger, over hvilke mit navn er nævnet, ville søge Herren, siger Herren, som gjør alt dette;

¹⁸ det er ham vitterligt fra evighed!

¹⁹ Derfor dømmer jeg, at man ikke skal besvære dem af hedningerne, som omvende sig til Gud;

²⁰ men skrive dem til, at de maa afholde sig fra besmittelse med afgudsbilleder, og fra ægtepagtsbrud, det kvalte og blod;

²¹ thi Mose har fra gammel tid dem, som prædike ham i hver stad, og han læses i skolerne hver hviledag. -

²² da besluttede apostlene og de ældste med hele menigheden at sende udvalgte mænd af dem tilligemed Paulos og Barnabas til Antiokien: Judas, med tilnavn Barsabbas, og Silas, ansete mænd blandt brødrene,

²³ og de skrev saaledes med dem: Apostlene og de ældste og brødrene hilse brødrene af hedningerne i Antiokien og Syrien og Kilikien.

²⁴ Da vi have hørt, at nogle ere dragne ud, og har forstyrret eder med deres ord og forvirret eders sjæle, da de sagde, at man maatte omskjæres og holde loven, og vi har ikke givet dem denne befaling,

²⁵ saa har vi enstemmig besluttet at sende eder udvalgte mænd med vore kjære venner Barnabas og Paulos,

²⁶ mænd, som har udsat deres liv for vor Herres Jesu Kristi navn;

²⁷ vi have derfor sendt Judas og Silas, at de mundlig skulle melde det samme.

²⁸ Thi det er bestemt af den Helligaand og os, ikke at lægge videre byrder paa eder uden disse nødvendige ting:

²⁹ At afholde eder fra afgudsofre og fra blod og det kvalte og fra brud paa ægtepagten, - og hvad i ikke ville, der skal times eder, maa i ikke gjøre mod andre. - Naar i holde eder derfra, gjøre i vel. Lever vel!

³⁰ Disse bleve altsaa afsendte og kom til Antiokien; de samlede mængden og overgav dem brevet;

³¹ og da de læste det, bleve de glade over denne trøst.

³² Baade Judas og Silas, som og selv vare profeter, opmuntrede og styrkede brødrene med mange ord;

³³ men da de havde opholdt sig der en tid lang, bleve de af brødrene sendte med fred til apostlene;

³⁴ men Silas besluttede at blive der.

³⁵ Paulos og Barnabas opholdt sig i Antiokien, lærte og forkyndte Herrens Ord tilligemed mange andre.

³⁶ Men efter nogle dage sagde Paulos til Barnabas: Lad os dog vende tilbage og se til vore brødre, hvordan de har det, fra stad til anden, hvor vi har forkyndt Herrens Ord.

³⁷ Barnabas raadede at tage Johannes, som kaldes Markos, med;

³⁸ men Paulos mente, at de ikke burde tage ham med, som havde skilt sig fra dem i Pamfylien og var ikke gaaet med dem til arbejdet.

³⁹ Der blev da en fortørnelse, saa de skiltes fra hverandre, og Barnabas tog Markos med sig og sejlede til Kypern;

⁴⁰ men Paulos valgte Silas og drog ud, anbefalet Guds naade af brødrene;

⁴¹ og han drog omkring i Syrien og Kilikien og styrkede menighederne.

16

¹ Han kom til Derbe og Lystra; og se, der var en discipel ved navn Timoteos, en søn af en troende jødinde, men hans fader var en hellener;

² og han havde vidnesbyrd af brødrene i Lystra og Ikonion.

³ Paulos vilde, at han skulde drage med ham, og han tog og omskar ham for Jødernes skyld, som vare paa disse steder, thi alle kjendte hans fader, at han var en hellener. -

⁴ Som de nu drog gjennem stæderne, overdrog de dem at holde de sætninger, som vare vedtagne af apostlene og de ældste i Jerusalem;

⁵ og menighederne bleve da styrkede i troen og daglig formerede i antal. -

⁶ Men da de vare dragne gjennem Frygien og det Galastiske land, bleve de forhindrede af den Helligaand i at tale i Asia;

⁷ og de kom hen mod Mysien og forsøgte at drage ad Bitynien, men Aanden tillod dem det ikke. -

⁸ De drog da Mysien forbi, og kom ned til Troas;

⁹ og om natten havde Paulos et syn: Der stod en Makedonisk mand, bad ham og sagde: Drag over til Makedonien og hjælp os!

¹⁰ Som han havde seet dette syn, søgte vi strax at komme over til Makedonien, da vi sluttede, at Herren havde tilkaldt os til at forkynde dem evangeliet.

¹¹ Vi sejlede altsaa fra Troas i lige kurs til Samotrake og næste dag til Neapolis,

¹² og derfra til Fillippi, som er den første stad i den del af Makedonien og en koloni; og vi opholdt os nogle dage i denne stad.

¹³ Men paa hviledagen gik vi udenfor staden ved en flod, hvor der syntes at være bøn, og vi satte os ned og talede med de kvinder, som vare samlede;

¹⁴ og en kvinde fra Tyatira ved navn Lydia, som handlede med purpur, og som dyrkede Gud, hørte til, og Herren aabnede hendes hjærte til at bevare, hvad der blev talet af Paulos.

¹⁵ Men da hun og hendes hus var bleven døbt, bad hun og sagde: Dersom i agte mig for at være Herren tro, tager da ind og bliver i mit hus! og hun nødte os.

¹⁶ Men det skete, da vi gik til bøn, at en pige mødte os, og hun havde en spaadoms aand og skaffede sine herrer megen fortjeneste af at spaa;

¹⁷ hun fulgte efter Paulos og os, raabte og sagde: Disse mennesker er den højeste Guds tjenere, som forkynde os frelsens vej.

¹⁸ Det gjorde hun mange dage, men da Paulos ærgrede sig over det, vendte han sig om og sagde til aanden: Jeg byder dig i Jesu Kristi navn at fare ud af hende! og i samme stund foer han ud.

¹⁹ Men da hendes herrer saae, at haab om deres fortjeneste var forsvundet, grebe de Paulos og Silas og slægte dem til tinget for øvrigheden;

²⁰ og de første dem for høvedsmændene og sagde: Disse mennesker, som er Jøder, forvirre vor stad;

²¹ og de forkynde skikke, som det ikke er os tilladt at antage eller øve, da vi ere romere.

²² Mængden rejste sig imod dem, og høvedsmændene rev klæderne af dem og bød at pidske dem.

²³ Da de havde givet dem mange slag, kastede de dem i fængsel og befalede stokmesteren at holde dem i forvaring;

²⁴ og da han havde faaet den befaling, kastede han dem i det inderste hul og sluttede deres fødder i blokken.

²⁵ Men ved midnat bad Paulos og Silas og sang psalmer for Gud; og fanderne lyttede efter dem;

²⁶ men pludselig skete der et stort jordskjælv og fængslets grundvold rystede, og strax bleve alle døre aabne, og alles lænker løstes.

²⁷ Da stokmensteren, som var kommen op af søvne, saae fængslets døre aabne, drog han sit sværd og vilde ombringe sig selv, da han troede, at fangerne vare undløbne;

²⁸ men Paulos raabte med høj røst og sagde: Gjør dig selv intet ondt; thi vi ere her alle!

²⁹ Saa forlangte han lys, og sprang ind og kastede sig skjælvende ned for Paulos og Silas;

³⁰ og han førte dem ud og sagde: herrer! hvad skakl jeg gjøre, for at jeg kan blive frelst.

³¹ Men de sagde: Tro paa den Herre Jesus Kristus, og du og dit hus skal blive frelst!

³² og de talede Herrens Ord til ham og alle, som vare i hans hus;

³³ og han tog dem til sig samme stund om natten og badede deres saar; og han selv blev strax døbt og alle hans.

³⁴ Han førte dem op i sit hus, satte bord for dem og var glad med hele sit hus i tro paa Gud. -

³⁵ Men da det blev dag, sendte høvedsmændene stadsbuddene og sagde: Lader disse mennesker løs!

³⁶ Stokmesteren meldte Paulos disse ord: Høvedsmændene har sendt bud, at i skal løslades; gaaer altsaa nu ud og drager bort i fred!

³⁷ Men Paulos sagde til dem: De har pidsket os offenlig udømte, vi, som ere romerske mænd, og kastet os i fængsel, og nu jage os hemmelig bort? Ikke saa! men lad dem selv komme og føre os ud!

³⁸ Stadsbuddene meldte høvedsmændene disse ord, og de blev bange, da de hørte, de vare romere;

³⁹ og de kom og gav dem gode ord, førte dem ud og bad dem drage ud af staden.

⁴⁰ De gik da ud af fængslet og kom til Lydia; og de saae brødrene, opmuntrede dem og droge bort.

17

¹ De vandrede gjennem Amfipolis og Apollonia og kom til Tessalonika, hvor Jøderne havde en skole.

² Paulos gik ind til dem, som han plejede, og tre hviledage talede han mod dem om skrifterne;

³ idet han forklarede og udlagde, at Kristus maatte lide og opstaa fra døde, og at denne Jesus, som jeg forkynder, er Kristus.

⁴ Nogle af dem lode sig overbevise og sluttede sig til Paulos og Silas, og en stor mængde gudfrygtige hellener og ikke faa af de fornemste kvinder.

⁵ Men de vantro Jøder toge nogle slette karle af dagdriverne med sig, gjorde et opløb, satte staden i forvirring, stormede mod Jasons hus og søgte at føre dem for folket;

⁶ men da de ikke fandt dem, trak de Jason og nogle brødre for byfogederne og raabte: De, som oprøre verden, ere ogsaa komne herhen;

⁷ og Jason har taget dem til sig, og alle disse handle mod kejserens befaling, da de sige, at en anden er konge, Jesus!

⁸ og de bragte mængden og byfogederne, som hørte det, i forvirring,

⁹ og de lod Jason og de øvrige stille borgen for sig, og lode dem løs.

¹⁰ Men brødrene sendte strax om natten Paulos og Silas til Berøa; og da de vare komne derhen, gik de i Jødernes skole.

¹¹ Disse vare mere veltænkende end de andre i Tessalonika; de optoge Ordet med al redebonhed og undersøgte daglig i skrifterne, om disse ting forholdt sig saaledes.

¹² Mange af dem bleve da troende, og ikke faa af de fornemme helleniske kvinder og mænd;

¹³ men da Jøderne i Tessalonika fik at vide, at Guds Ord blev forkyndt i Berøa af Paulos, kom de og derhen og satte folket i bevægelse.

¹⁴ Brødrene sendte da strax Paulos bort og lod ham rejse mod havet; men Silas og Timoteos bleve der tilbage.

¹⁵ Men de, som ledsagede Paulos, førte ham til Aten, og da de havde modtaget befaling til Silas og Timoteos, at de snarest muligt skulde komme til ham, droge de bort.

¹⁶ Da Paulos ventede dem i Aten, harmedes hans aand i ham, da han saae, staden var saa afgudisk.

¹⁷ Derfor talede han i skolen med Jøderne og de gudfrygtige mænd, og hver dag paa torvet med dem, han traf paa.

¹⁸ Men nogle af de Epikuræiske og Stoiske filosofer indlode sig med ham; og nogle sagde; Hvad vil den ordgyder sige? Andre sagde: Han synes at være en forkynder af fremmede Guddomme; fordi han forkyndte evangeliet om Jesus og opstandelsen.

¹⁹ Saa toge de ham og førte ham for deres højeste ret og sagde: Kan vi faa at vide, hvad det er for en ny lærdom, som forkyndes af dig?

²⁰ thi du bringer os nogle fremmede ting for øren, vi ville altsaa vide, hvad dette vel skal være.

²¹ Men alle Atenæer og de fremmede, som opholde sig der, give sig ikke af med andet end at fortælle eller høre nyt.

²² Paulos stod midt i højesteret og sagde: I Atenæiske mænd, jeg seer paa alt, at i har mer end almindelig omhu for eders Gudsdyrkelse;

²³ thi da jeg gik omkring og betragtede eders helligdomme, traf jeg paa et alter, hvorpaa der var skrevet: For en ukjendt Gud. Den Gud altsaa, som i dyrke uden at kjende, ham forkynder jeg eder;

²⁴ den Gud, som har skabt verden og alle ting i den, han, som er himlens og jordens Herre, boer ikke i templer, som ere byggede med hænder;

²⁵ han tjenes ikke heller af menneskehænder, som den, der trænger til noget, da han giver alle liv og aande i hver henseende,

²⁶ og han har gjort, at hele menneskeslægten boer paa jordens flade af eet blod, og har bestemt dem fastsatte tider og grændser for deres bolig,

²⁷ at de skulde søge Herren, om de dog skulde føle og finde ham; skjøndt han ikke er langt borte fra nogen eneste af os;

²⁸ thi i ham leve og røres og ere vi; ligesom og nogle af vore skjalde har sagt: ""Vi ere jo og hans slægt"".

²⁹ Da vi altsaa ere Guds slægt, maa vi ikke mene, at Guddommen er lig guld og sølv eller sten, dannet til et billede ved et menneskes kunst og forestilling.

³⁰ Vel bar da Gud over med vankundighedens tider; men nu byder han alle mennesker, allevegne, at omvende sig;

³¹ fordi han har bestemt en dag, paa hvilken han vil dømme verden med retfærdighed, ved en mand, som han har beskikket, og gjort det beviseligt for alle, idet han oprejste ham fra de døde. -

³² Men da de hørte om dødes opstandelse, spottede nogle; men andre sagde: Derom ville vi høre dig igjen!

³³ og saaledes gik Paulos ud fra dem.

³⁴ Men nogle mænd sluttede sig til ham og troede, blandt hvilke ogsaa var højesteretsmedlem Dionysios og en kvinde ved navn Damaris og andre med dem.

18

¹ Derpaa forlod Paulos Aten og kom til Korint;

² og han traf en Jøde ved navn Akylas, en pontiker af fødsel, og han var nylig kommen til Italien med sin hustru Priskilla, fordi Kaudios havde befalet alle Jøder at forlade Rom. Til dem gik han;

³ og da han var af samme haandværk, blev han hos dem og arbejdede; de vare nemlig teltmagere af haandværk;

⁴ men hver hviledag talede han i skolen og overbeviste Jøder og Hellener.

⁵ Men da Silas og Timoteos kom fra Makedonien, trængtes Paulos af Aanden og vidnede for Jøderne, at Jesus er Kristus.

⁶ Men da de stod imod og spottede, afrystede han sine klæder og sagde til dem: Eders blod komme over eders hoved! jeg er ren, fra nu af gaaer jeg til hedningerne.

⁷ Saa gik han ud derfra, og kom i huset til en mand ved navn Justos, som frygtede Gud, og hans hus laa næst op til skolen.

⁸ Men skoleforstanderen Krispos troede paa Herren tilligemed hele sit hus, og mange af Korintierne, som vare tilhørere, trode og bleve døbte.

⁹ Men Herren sagde til Paulos i et syn om natten: Frygt ikke, men tal og ti ikke;

¹⁰ fordi jeg er med dig, og ingen skal lægge sin haand paa dig til at gjøre dig ondt, for jeg har meget folk i denne stad!

¹¹ og han blev der eet aar og sex maaneder og lærte Guds Ord blandt dem.

¹² Men da Gallion var landshøvding i Akaja, stode Jøderne endrøgtig op mod Paulos, førte ham til domstolen

¹³ og sagde: Han vil overtale folk til en Gudsdyrkelse mod loven.

¹⁴ Men da Paulos vilde oplade munden, sagde Gallion til Jøderne: Var der nogen uret eller slet handling, vilde jeg fornuftigvis høre eder, i Jøder;

¹⁵ men naar det er et søgsmaal om ord og navne og eders lov, maa i selv se til; thi jeg vil ikke være domme over disse ting!

¹⁶ og han afviste dem fra domstolen;

¹⁷ men alle Hellener greb skoleforstanderen Sostenes og slog ham for domstolen; og Gallion brød sig ikke om det.

¹⁸ Paulos blev der endnu en god tid, man saa tog han afsted fra brødrene og sejlede til Syrien, og Priskilla og Akylas vare med ham, efter han havde raget sit hoved i Kenkrea, thi han havde et løfte paa sig.

¹⁹ Han kom til Efesos og forlod dem der, men selv gik han ind i skolen og talede til Jøderne.

²⁰ Men da de bade ham om at blive længere tid hos dem, gav han ikke sit minde dertil;

²¹ men han tog afsted fra dem og sagde: Jeg maa endelig holde den forestaaende fest i Jerusalem; men jeg vil komme tilbage til eder igjen, om Gud vil. Han drog bort fra Efesos,

²² tog ned til Kæsarea, gik op og hilsede menigheden og drog ned til Antiokien.

²³ Da han havde opholdt sig nogen tid der, drog han bort og vandrede fra stad til stad gjennem det Galatiske land og Frygien og styrkede alle disciplene.

²⁴ Men en Jøde ved navn Apollos, en Alexandriner af fødsel, en veltalende mand, som var skrifterne mægtig, kom til Efesos.

²⁵ Han var undervist om Herrens vej, og, brændende i Aanden og lærte han med indsigt, hvad der angaaer Herren, skjøndt han kun kjendte Johannes' daab.

²⁶ Han begyndte at tale frit i skolen; men da Akylas og Priskilla hørte ham, toge de ham til sig og udlagde ham nøjagtigere Guds vej.

²⁷ Men da han vilde rejse til Akaja, opmuntrede brødrene ham dertil og skrev til disciplene, at de skulde modtage ham. Da han kom derhen, var han ved naaden de troende til megen nytte;

²⁸ thi med kraft gjendrev han Jøderne offenlig, idet han paaviste af skrifterne, at Jesus er Kristus.

19

¹ Medens Apollos var i Korint, drog Paulos gjennem de øde egne og kom til Efesos, og da han traf nogle disciple,

² sagde han til dem: Modtog i den Helligaand, da i bleve troende? Men de sagde til ham: Nej, vi har ikke engang hørt, at der er en Helligaand.

³ Saa sagde han til dem: Til hvad bleve i da døbte? De sagde: Til Johannes' daab.

⁴ Men Paulos sagde: Johannes døbte vel omvendelses daab, idet han sagde til folket, at de skulde tro paa ham, som kom efter ham, det er paa Kristus Jesus.

⁵ Men da de hørte det, bleve de døbte til Herrens Jesu navn;

⁶ og da Paulos havde lagt hænderne paa dem, kom den Helligaand over dem, saa de talede med tunger og profeterede;

⁷ men alle disse mænd vare henved tolv.

⁸ Saa gik han ind i skolen og talede frit, da han i tre maaneder talede og indskjærpede, hvad der angaaer Guds rige.

⁹ Men som nogle vare forhærdede og vantro og lastede denne vej for mængden, forlod han dem, og skilte disciplene fra dem, og han holdt daglig samtaler i en vis Tyrannos' pugeskole.

¹⁰ Det varede i to aar, saa at alle, som boede i Asia, baade Jøder og Hellener, hørte Herrens Jesu Ord;

¹¹ og Gud gjorde ualmindelig kraftige gjerninger ved Paulos' haand,

¹² saa at man endog bragte tørklæder og skjødskind fra hans legeme til de syge, og syddommene bleve fordrevne fra dem, og de onde aander fore ud af dem.

¹³ Men nogle omløbende Jødiske besværgere forsøgte at nævne Herrens Jesu navn over dem, som havde de onde aander, idet de sagde: Vi besværge eder ved den Jesus, som Paulos prædiker;

¹⁴ og de, som gjorde det, vare 7 sønner af en jødisk ypperstepræst Skeuas.

¹⁵ Men den onde aand svarede og sagde: Jesus kjender jeg, og Paulos ved jeg af at sige; men i, hvem er i?

¹⁶ Men det menneske, i hvem den onde aand var, foer ind paa dem, overvældede dem og fik magt over dem, saa de flygtede nøgne og saarede af dette hus. -

¹⁷ Dette blev vitterligt for alle, baade Jøder og hellener, som boede i Efesos, og der faldt en frygt over dem alle, og Herrens Jesu navn blev højlig priset.

¹⁸ Der kom og mange af dem, som vare blevne troende, som bekjendte og anmeldte deres gjerninger,

¹⁹ og en god del af dem, som havde drevet udenomsgjerninger, bragte papirerne sammen og brændte dem for alle øjne, og man beregnede deres pris og fandt den 50.000 mark.

²⁰ Saa kraftig voxede Herrens Ord og fik magt.

²¹ Da dette var fuldkommet, saate Paulos sig for i Aanden at vandre gjennem Makedonien og Akaja og rejse til Jerusalem, og han sagde: Naar jeg har været der, maa jeg ogsaa se Rom.

²² Saa sendte han to af dem, som tjente ham, Timoteos og Erastos til Makedonien; selv blev han en stund i Asia. -

²³ Men der blev ved denne tid en ikke ringe forstyrrelse angaaende denne vej;

²⁴ thi en vis guldsmed ved navn Demetrios, som gjorde sølvtempler for Artemis og skaffede kunstnerne en ikke ubetydelig fortjeneste,

²⁵ samlede disse og dem, som arbejdede ved det samme, og sagde: I mænd, i vide, at vi har vor næring af dette arbejde,

²⁶ og i se og høre, at denne Paulos ikke alene i Efesos men næsten i hele Asia overtaler og afvender en stor mængde og siger, at de ikke ere guder, som gjøres med hænder;

²⁷ men der er ikke alene fare for, at denne vor haandtering kommer i foragt; men ogsaa for, at den store gudinde Artemis' tempel skal agtes for intet, og at hendes storhed, som hele Asia og jorderig dyrker, skal blive nedbrudt.

²⁸ Da de hørte det, bleve de fulde af forbitrelse, raabte og sagde: Stor er Efesiernes Artemis!

²⁹ og hele staden blev fuld af forvirring, og de stormede endrægtig til skuepladsen, og rev Makedonerne Gajos og Aristarkos, som vare Paulos' rejsefæller, med sig.

³⁰ Men da Paulos vilde gaa frem blandt folket, tillod disciplene det ikke;

³¹ men nogle af Asiens øvrighed, som vare ham venlige, sendte ham bud og bade ham om ikke at begive sig paa skuepladsen.

³² Saa raabte nogle eet, andre et andet, thi forsamlingen var i forvirring, og de fleste vidste ikke, hvorfor de vare komne sammen.

³³ Men de trak Alexander, som Jøderne skubbede frem, ud af hoben, men Alexander slog til lyd med haaanden og vilde holde en forsvarstale til folket;

³⁴ men da de fik at vide, at han var Jøde, raabte de alle med een røst henved 2 timer: Stor er Efesiernes Artemis!

³⁵ Da kæmneren havde stillet folket, sagde han: I mænd af Efesos! er der vel noget menneske, som ikke veed, at Efesiernes stad er den store gudinde Artemis' og det himmelfaldne billedes tempeltjenerinde?

³⁶ og da dette er uimodsigeligt, bør vi være stille og ikke gjøre noget overilet;

³⁷ thi i har ført disse mænd herhen, og de ere hverken tempelrøvere eller har spottet eders gudinde;

³⁸ men dersom da Demetrios og de kunstnere, som ere med ham, har sag mod nogen, saa holdes tingdage, og der er landshøvdinger; lad dem indkalde hverandre;

³⁹ men dersom i søge noget om andres ting, maa det afgjøres i en lovlig forsamling,

⁴⁰ thi vi staa endog i fare for at indkaldes for oprør angaaende det idag, da der er ingen skyldig, hvem vi kunde saggive for dette opløb.

⁴¹ Da han havde sagt dette, opløste han forsamlingen.

20

¹ Da denne tummel var stillet, sammenkaldte Paulos disciplene, tog afsked og drog bort for at rejse til Makedonien.

² Han vandrede gjennem disse egne, opmuntrede dem med mange ord og kom til Hellas.

³ Der tilbragte han 3 maaneder, og da Jøderne havde lagt raad op imod ham, naar han vilde drage til Syrien, blev han til sinds at vende tilbage over Makedonien.

⁴ Indtil Asien ledsagede Berøenseren Sopater Pyrros' søn ham; og af Tessalonikerne Aristarkos og Sekundos, Gajos fra Derbe og timoteos, men af Asiaterne Tykikos og Trosimos.

⁵ Disse droge forud og bleve efter os i troas.

⁶ Men efter de usyrede brøds dage sejlede vi fra Filippi og kom femte dag til dem i Troas, hvor vi tilbragte 7 dage. -

⁷ Men da disciplene vare forsamlede paa den første dag i ugen til brøds-brydelsen, holdt Paulos en tale til dem, da han vilde drage bort næste dag, og han forlængede talen til midnat;

⁸ men der var mange lamper i salen, hvori vi vare samlede. -

⁹ Men der sad en ungersvend i vinduet, han hed Euinkos, og han faldt i en dyb søvn, da Paulos talede saalænge, og overvældet af søvn faldt han ned fra tredje loft og blev tagen død op.

¹⁰ Men Paulos gik ned, kastede sig over ham, favnede ham og sagde: Ingen støj, der er liv i ham!

¹¹ Saa gik han op, brød brødet, smagte det, prædikede endnu længe til daggry, og saaledes tog han bort.

¹² Men de bragte knøsen levende op og bleve ikke lidt trøstede.

¹³ Vi, som vare gaaede forud til søs, fore til Assos, og der vilde vi tage Paulos ombord; thi saaledes havde han bestemt, da han selv vilde gaa tillands.

¹⁴ da han traf os i Assos, toge vi ham ombord og kom til Mitylene;

¹⁵ der sejlede vi fra og kom næste dag ligeoverfor Kios; anden dag ankrede vi ved Samos, blev over i Troggyllion, og næste dag kom vi til Milet;

¹⁶ thi Paulos havde sat sig for at sejle til Efesos forbi, for at han ikke maaske skulde blive opholdt i Asien; thi han hastede, om muligt var for ham at være pintsedag i Jerusalem.

¹⁷ Men fra Milet sendte han bud til Efesos og kaldte menighedens præster til sig.

¹⁸ Da de kom til ham, sagde han til dem: I vide, hvorledes jeg har været hos eder al den tid fra første dag, jeg kom til Asia;

¹⁹ da jeg tjente Herren med al ydmyghed og under mange taarer og fristelser, som da mødte mig ved Jødernes efterstræbelser;

²⁰ hvorledes jeg intet har holdt tilbage af hvad gavnligt kunde være, at jeg jo forkyndte eder det og lærte eder offenlig og i husene;

²¹ da jeg gjennemførte vidnesbyrdet baade for Jøder og Hellener om omvendelse til Gud og tro til vor Herre Jesus Kristus.

²² Og se, nu drager jeg tvungen af Aanden til Jerusalem, uden at vide, hvad der forestaaer mig der,

²³ kun at den Helligaand klarlig vidner i hver stad og siger, at baand og trængsler bie mig;

²⁴ men jeg regner det for intet, ikke heller holder jeg selv min sjæl for dyrebar, saa jeg kan fuldkomme mit løb med glæde og den tjeneste, jeg har modtaget af Herren Jesus: At bevidne evangeliet om Guds naade.

²⁵ Og se nu, jeg veed, at i alle, blandt hvilke jeg har vandret og prædiket Guds rige, ikke tiere skulle se mit ansigt.

²⁶ Derfor vidner jeg og paa denne dag for eder, at jeg er ren fra alles blod;

²⁷ thi jeg har ikke forholdt at forkynde eder hele Guds raad.

²⁸ Vogter altsaa eder selv og hele hjorden, i hvilken den Helligaand har sat eder til tilsynsmænd, at vogte Herrens og Guds menighed, som han forhvervede med sit eget blod.

²⁹ thi det veed jeg, at der efter min bortgang vil komme svare ulve til eder, som ikke ville spare hjorden;

³⁰ og der vil opstaa mænd af eder selv, som ville tale forvendte ting og drage disciplene efter sig.

³¹ Vaager derfor og kommer i hu, at jeg ikke har afladt i 3 aar, nat og dag, med taarer at lægge hver af eder det paa sinde.

³² Og nu befaler jeg eder, brødre, Gud og hans naades Ord, som er mægtig til at opbygge eder og give eder arv blandt alle de helligede!

³³ Ingens sølv eller guld eller klædebon har jeg begjæret;

³⁴ I vide selv, at disse hænder har tjent til nødtørst for mig og dem, som vare med mig;

³⁵ jeg viste eder i alt, at saaledes maa vi arbejde og tage os ad de skrøbelige og huske paa Herrens Jesu Ord, da han selv sagde: Det er saligere at give end at tage. -

³⁶ Da han havde sagt dette, faldt han paa knæ og bad med dem alle.

³⁷ Men de brast alle i stærk graad, faldt Paulos om halsen og kyssede ham,

³⁸ mest bedrøvede over det ord, han havde sagt, at de ikke tiere skulde se hans ansigt.

21

¹ Men som vi skulde sejle, slede vi os fra dem og kom i lige kurt til Kos, næste dag til Rodos og derfra til Patara;

² og da vi traf et skib, som gik til Fønikien, gik vi ombord og sejlede med;

³ vi fik Kypern i sigte, lod den bagbords, sejlede til Syrien og naaede Tyros; thi der skulde skibet losse.

⁴ Da vi traf disciple, blev vi der en uge. Disse sagde Paulos ved Aanden, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.

⁵ Efter disse dages forløb droge vi paa rejsen, og alle ledsagede os med kvinder og børn helt uden for staden; og ved stranden faldt vi paa knæ og holdt bøn;

⁶ saa tog vi afsted fra hverandre; vi gik ombord, og de vendte hjem.

⁷ Vi fuldendte vor sejlads og kom fra Tyros til Ptolemais; vi hilsede brødrene og blev een dag hos dem.

⁸ Næste dag drog vi ud og kom til Kæsarea; og vi tog ind til evangelisten Filip, som var en af de syv, og blev hos ham;

⁹ men han havde 4 jomfrudøtre; som vare profetinder.

¹⁰ Da vi blev der flere dage, kom en profet ved navn Agabos ned fra Judæa;

¹¹ og han kom til os og tog Paulos' bælte, og bandt baade sine fødder og hænder og sagde: saaledes siger den Helligaand: Den mand, hvis bælte dette er, vil Jøderne saaledes binde i Jerusalem og overgive ham i hedningernes hænder.

¹² Men som vi hørte det, bade baade vi og de der paa stedet ham, at han ikke vilde drage op til Jerusalem.

¹³ Men Paulos svarede: Hvorfor gjør i det, græde og knuse mit hjærte, thi jeg er rede til, ikke alene at bindes, men at dø i Jerusalem for Herrens Jesu navns skyld;

¹⁴ og da han ikke var til at overtale, blev vi rolige og sagde: Herrens villie ske!

¹⁵ Da vi efter disse dage vare færdige, drog vi op til Jerusalem;

¹⁶ men nogle af disciplene tog med os fra Kæsarea og førte os til en gammel discipel, en vis Mnason fra Kypern, hos hvem vi skulde være gjæster.

¹⁷ Da vi kom til Jerusalem, modtog brødrene os med glæde.

¹⁸ Næste dag gik Paulos med os til Jakob, og alle præsterne vare samlede;

¹⁹ og da han havde hilset dem, fortalte han eet efter andet, hvad Gud havde gjort blandt hedningerne ved hans tjeneste.

²⁰ Da de hørte det, lovpriste de Gud og de sagde til ham: Du seer broder, hvor mange tusinder der ere af troende Jøder, og de ere alle nikjære for loven;

²¹ men da det er indpræket dem om dig, at du lærer alle Jøder blandt hedningerne affald fra Mose og siger, at de skal ikke omskjære børnene eller vandre efter skikkene;

²² hvad er altsaa her at gjøre? Mængden vil sikkert komme sammen; thi de vil faa at høre, at du er kommen.

²³ Gjør derfor det, som vi sige dig: her er fire mænd af os, som har et løfte paa sig;

²⁴ tag dem med dig og lad dig rense med dem og gjør bekostning paa dem; at de maa faa raget hovedet, saa alle maa vide, at det har intet at betyde, som de har indpræket dem om dig, men at du og selv vandrer saaledes, at du tager loven i agt.

²⁵ Men om de hedninger, som ere blevne troende, har vi skrevet og dømt, at de ikke skulde holde saadanne ting, kun at de vogtede sig fra afgudsofre og blod og kvalt og brud paa ægtepagten.

²⁶ Saa tog Paulos de mænd med sig, og da han næste dag var bleven renset med dem, gik han ind i templet og anmeldte opfyldelsen af renselsesdagene, indtil offeret var bragt for hver af dem.

²⁷ Men da de 7 dage næsten vare omme, saae Jøderne fra Asia ham i templet, oprørte hele folket og lagde haand paa ham;

²⁸ og de raabte: Israelitiske mænd, hjælper! det er det menneske, som allevegne lærer alle mod folket og loven og dette sted; nu har han endog ført Hellener ind i templet og vanæret dette hellige sted.

²⁹ De havde nemlig seet Trofimos fra fra Efesos i staden med ham, og de mente, at Paulos havde ført ham ind i templet.

³⁰ Saa kom hele staden i bevægelse, og der blev et sammenløb af folk, og de tog fat i Paulos og slæbte ham udenfor templet, og strax blev portene lukkede. -

³¹ Men da de søgte at slaa ham ihjel, kom der et budskab til høvedsmanden for tropperne, at hele Jerusalem var i bevægelse.

³² Han tog strax stridsfolk og øverster og gik med dem; men da de saae høvedsmanden og stridsfolket, lod de være at slaa Paulos.

³³ Da høvedsmanden kom nærmere, tog han ham og bød, at han skulde bindes med to lænker; og han spurgte, hvem han var, og hvad han havde gjort?

³⁴ Saa brølte een det, en anden et andet blandt folket. Men da han intet sikkert kunde forstaa for tummelen, befalede han, at han skulde bringes til fæstningen.

³⁵ da han kom til opgangen, traf det sig, at han maatte bæres af stridsmændene for folketrængselen!

³⁶ thi folkemængden fulgte efter og raabte: Bort med ham!

³⁷ Da Paulos skulde føres ind i fæstningen, sagde han til høvedsmanden: Er det mig tilladt at tale til dig? Men han sagde: Forstaaer du hellenisk?

³⁸ du skulde dog ikke være den Ægypter, som for en tid siden gjorde oprør og førte 4000 snigmordere ud i ørken?

³⁹ Men Paulos sagde: Jeg er en Jødisk mand fra Tarsos, borger i en ikke ubekjendt stad i Kilikien; jeg beder dig, tillad mig at tale til folket.

⁴⁰ Da han tillod det, stod Paulos frem ved opgangen og slog til lyd med haanden for folket, og da det var blevet meget stille, tiltalede han dem paa hebraisk maal og sagde:

22

¹ I mænd, brødre og fædre, hører nu mit forsvar til eder!

² Men da de hørte, at han talede til dem i hebraisk maal, holdt de sig endnu mere stille, og han sagde:

³ Jeg er en Jødisk mand, født i Tarsos i Kilikien, men opfødt i denne stad, og oplært ved Gamaliels fødder efter vor fæderne lovs strænghed, og jeg var nidkjær for Gud, som i ere alle idag;

⁴ og jeg forfulgte denne vej til døden; jeg bandt baade mænd og kvinder og overgav dem til fængsel,

⁵ som og ypperstepræsten og hele ældsteraadet maa vidne med mig, da jeg af dem endog tog breve til brødrene, og drog til Damask for ogsaa at føre dem, som var der, bundne til Jerusalem, for at faa dem straffede;

⁶ men det hændte mig, da jeg rejste og var nær ved Damask, at et stærkt lys pludslig omskinnede mig fra himlen ved middag,

⁷ og jeg faldt til jorden og hørte en røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?

⁸ Men jeg svarede: Hvem er du Herre? og han sagde til mig: Jeg er Jesus af Nazaret, som du forfølger.

⁹ De, som vare med mig, saae vel lyset og bleve forfærdede, men hans røst, som talede til mig, hørte de ikke.

¹⁰ Men jeg sagde: Hvad skal jeg gjøre Herre? Men Herren sagde til mig: Rejs dig, drag til Damask, og der skal der blive talet til dig om alt hvad der bydes dig at gjøre!

¹¹ Da jeg ikke kunde se for glandsen af hint lys, blev jeg ledet ved haanden af dem, som vare med mig, og kom til Damask.

¹² Men en vis Ananias, en gudfrygtig mand efter loven, som havde godt vidnesbyrd af alle Jøder, som boede i Damask,

¹³ kom til mig, stod for mig og sagde til mig: Broder Saul, se op! og i samme stund saa jeg paa ham.

¹⁴ Men han sagde: Vore fædres Gud har forud beskikket dig at kjende hans villie og se den retfærdige og høre en røst af hans mund;

¹⁵ thi du skal blive ham et vidne for alle mennesker om, hvad du har seet og hørt.

¹⁶ Og nu, hvorfor tøver du, staa op, bliv døbt og aftvæt dine synder, og paakald Herrens navn!

¹⁷ Men det skete, da jeg vendte tilbage til Jerusalem og bad i templet, at jeg faldt i henrykkelse

¹⁸ og saae ham, som sagde til mig: Skynd dig, drag hurtig fra Jerusalem, fordi de vil ikke modtage dit vidnesbyrd om mig!

¹⁹ og jeg sagde: Herre, de veed selv, at jeg i skolerne fængslede og pidskede dem, som troede paa dig;

²⁰ og da dit første vidnes, Stefans, blod flød, stod jeg selv hos, jeg syntes vel om hans mord, og jeg vogtede deres klæder, som ombragte ham.

²¹ Han sagde til mig: Drag ud, thi jeg vil sende dig langt bort til hedninger.

²² Indtil dette Ord hørte de ham; men saa opløftede de røsten og sagde: Bort med saadan en fra jorden! det er ikke tilbørligt at han beholder livet!

²³ og da de skreg og rev klæderne af og kastede støv i luften,

²⁴ befalede høvedsmanden at føre ham til fæstningen, og han sagde, at han skulde forhøres under pidskeslag, for at man kunde faa at vide, af hvad grund de saaledes raabte mod ham.

²⁵ Men som de spændte ham med liner, sagde Paulos til øversten, som stod hos: Har i lov til at pidske en romersk mand og det uforhørt?

²⁶ Men da øversten hørte det, gik han og meldte høvedsmanden det og sagde: Se til, hvad du er ved at gjøre! thi dette menneske er en Romer.

²⁷ Saa kom høvedsmanden og sagde til ham: Siig mig, er du en Romer? og han sagde: Ja!

²⁸ Da svarede høvedsmanden: Jeg har kjøbt denne borgerret for en stor sum! Men Paulos sagde: Jeg er endog født dertil.

²⁹ De som skulde forhøre ham, lod ham derfor strax være, og høvedsmanden blev bange, da han havde faaet at vide, at han var en Romer, og fordi han havde bundet ham.

³⁰ Men da han næste dag vilde have sikker kundskab om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løfte han ham af lænkerne og befalede ypperstepræsterne og hele deres raad at komme sammen, og han førte Paulos frem og stillede ham for dem.

23

¹ Paulos saae stivt paa raadet og sagde: I mænd, brødre! jeg har med al god samvittighed vandret for Gud indtil denne dag.

² Men ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at slaa ham paa munden.

³ Da sagde Paulos til ham: Gud slaa dig, din kalkede væg! sidder du for at dømme efter loven, og befaler tverimod loven at slaa mig?

⁴ Men de, som stode hos, sagde: Skjælder du Guds ypperstepræst ud?

⁵ Paulos sagde: Brødre, jeg vidste ikke, at han var ypperstepræst; thi der er skrevet, du maa ikke tale ilde mod dit folks fyrste. -

⁶ Men da Paulos vidste at den ene del var Saddukæer, den anden del Farisæer, raabte han i raadet: I mænd, brødre! Jeg er en Farisæer, og jeg dømmes for haabet og for dødes opstandelse!

⁷ Men da han sagde det, blev der et klammeri mellem Saddukæer og Farisæer, og flokken blev uenig.

⁸ Saddukæerne sige nemlig, at der er ingen opstandelse, ikke heller engel eller aand; men Farisæerne bekjende begge dele.

⁹ Saa blev der svær raaben, og de boglærde af Farisæernes parti rejste sig, stred igjennem og sagde: Vi finde intet ondt hos dette menneske, men har aand eller engel talet med ham, lad os da ikke stride mod Gud. -

¹⁰ Da der nu blev et svært klammeri, blev høvedsmanden bange, at Paulos skulde blive revet ihjel af dem, og han befalede krigsfolket at gaa ned, rive ham ud fra dem, og føre ham til fæstningen.

¹¹ Natten derpaa stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig Paulos! thi som du i Jerusalem har kraftig bevidnet de ting, som angaa mig, saaledes bør du ogsaa vidne i Rom.

¹² Da det blev dag, slog nogle Jøder sig sammen og forbandede sig paa og sagde, at de vilde hverken spise eller drikke, før de havde dræbt Paulos;

¹³ og de var flere end 40, der havde gjort denne sammensværgelse;

¹⁴ og de gik til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: Vi har forbandet os paa, ikke at smage noget, før vi faaer Paulos slaaet ihjel;

¹⁵ saa giver nu i tilligemed raadet høvedsmanden tilkjende, at han i morgen fører ham til eder, som om i vilde nøjere forhøre, hvad ham angaaer; men vi ere rede til at ombringe ham, før han kommer til eder.

¹⁶ Men Paulos' søstersøn, som havde hørt dette lønraad, kom og gik ind i fængslet og meldte Paulos det.

¹⁷ Paulos kaldte en af øversterne og sagde: Fører det unge menneske til høvedsmanden, thi han har noget at melde ham.

¹⁸ Han tog ham da med sig, førte ham til høvedsmanden og sagde: Den fangne Paulos kaldte mig, og bad mig føre det unge menneske til dig, da han har noget at sige dig.

¹⁹ Høvedsmanden tog ham ved haanden, gik til side og spurgte: Hvad er det, du har at melde mig?

²⁰ Han sagde: Jøderne har aftalt at bede dig om, i morgen at føre Paulos til raadet, som om de vilde optage et forhør over ham;

²¹ men du maa da ikke lade dig overtale af dem, thi flere end 40 mand af dem, som har forbandet sig paa, hverken at spise eller drikke, før de har ombragt ham lure paa ham,og de ere nu rede og vente paa Løftet af dig.

²² Høvedsmanden lod da det unge Menneske gaa og bød ham ikke at snakke til nogen om, at du har aabenbaret mig dette.

²³ Saa kaldte han to Øverster og sagde: Holder 200 Stridsmænd rede, at de kan drage til Kæsarea, og 70 Ryttere og 200 Drabanter fra tredje Time i Nat;

²⁴ og de skal have Lastdyr tilstede, for at sætte Paulos paa og føre ham sikkert til Landshøvdingen Felix;

²⁵ og han skrev et brev af dette indhold:

²⁶ Klaudios Lysias hilser den mægtige landshøvding Felix!

²⁷ Denne mand, som var greben af Jøderne og vilde blevet dræbt af dem, kom jeg over med krigsfolket og udfriede, da jeg fik at vide, at han er en Romer.

²⁸ Men da jeg vilde vide sagen, hvorfor de beskyldte ham, førte jeg ham for deres raad;

²⁹ og jeg fandt ham indkaldt for nogle spørgsmaal af deres lov, men uden nogen beskyldning, som fortjente død eller fængsel;

³⁰ men da jeg fik et vink om, at der var et hemmeligt forehavende mod manden af Jøderne, har jeg strax sendt ham til dig og forkyndt anklagerne, at de maa tale for dig, hvad ham angaaer. Lev vel! -

³¹ Stridsmændene toge altsaa Paulos saaledes, som der var befalet dem, og førte ham om natten til Antipatris;

³² og næste dag lod de rytterne drage bort med ham, og de vendte tilbage til fæstningen.

³³ Da de kom til Kæsarea og havde afgivet brevet til landshøvdingen, fremstillede de ogsaa Paulos for ham.

³⁴ Men da landshøvdingen havde læst brevet og spurgt, fra hvad landskab han var, og havde faaet at vide, at han var fra Kilikien,

³⁵ sagde han: Jeg vil afhøre dig, naar ogsaa dine anklagere komme tilstede; og han befalede at vogte ham i Herodes' pallads.

24

¹ Fem dage derefter drog ypperstepræsten Ananias ned med de ældste og en vis taler Tertullos, og de mødte for landshøvdingen mod Paulos;

² og da han var kaldt frem, begyndte Tertullos at anklage ham og sagde:

³ Ved dig nyde vi megen fred, og mange gode foranstaltninger gjøres for dette folk ved din forsorg! det erkjende vi, mægtigste Felix, altid og allevegne med al taksigelse!

⁴ men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du efter din mildhed vil høre os kortelig.

⁵ Vi har nemlig fundet, at denne mand er en pest og vækker oprør blandt alle Jøder over hele jorden, og at han er formand for Nazaræernes sekt;

⁶ og han har endog forsøgt at vanhellige templet, og vi greb ham og vilde dømme ham efter vor lov;

⁷ men da høvedsmanden Lysias kom til, tog han ham med megen vold af vore hænder og førte ham til dig

⁸ og befalede ogsaa hans anklagere at møde. Af ham kan du og selv, naar du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham.

⁹ Jødernes stemmede i med og sagde, at det forholdt sig saaledes.

¹⁰ Men Paulos svarede, da landshøvdingen gav ham et vink om, at han skulde tale: Da jeg veed, at du i mange aar har været dommer over dette folk, vil jeg desto frimodigere tale til mit forsvar.

¹¹ Du kan faa at vide, at det ikke er mere end 12 dage siden, jeg drog op for at tilbede i Jerusalem;

¹² og hverken traf man mig i templet i ordskifte med nogen eller at gjøre oprør blandt folket, enten i skolerne eller i staden;

¹³ heller ikke kan de bevise det, de nu anklage mig for;

¹⁴ men det bekjender jeg for dig, at jeg efter den vej, som de kalde en sekt, tjener saaledes den fæderne Gud, at jeg troer alt, hvad der er skrevet i loven og profeterne,

¹⁵ og har det haab til Gud, hvad de og selv forvente, at de dødes opstandelse forestaar, baade retfærdiges og uretfærdiges;

¹⁶ men saaledes øver jeg mig, at jeg har en ulastelig samvittighed for Gud og mennesker.

¹⁷ Men efter flere aar kom jeg for at bringe almisser til mit folk og ofringer;

¹⁸ herved traf jeg nogle Jøder fra Asia mig, da jeg blev renset i templet uden opløb og uden uro;

¹⁹ og de burde være tilstede for dig og klage, om de har noget imod mig;

²⁰ eller lad disse selv sige, om de fandt nogen uret hos mig, da jeg stod for raadet;

²¹ uden det skulde være det ene ord, jeg udraabte, da jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes idag af eder for dødes opstandelse.

²² Da Felix hørte det, udsatte han sagen, for nøjere at underrette sig om denne vej, og han sagde: Naar høvedsmanden Lysias kommer herned, vil jeg paakjende eders sag;

²³ og han befalede øversten at bevogte Paulos, tilstaa ham bekvemmelighed og ikke forbyde nogen af hans egne at være ham til tjeneste eller komme til ham.

²⁴ Nogle dage efter kom Felix med sin egen hustru Drusilla, som var en Jødinde, og han kaldte Paulos frem og hørte ham om troen paa Kristus Jesus;

²⁵ men da han talede om retfærdighed og afholdenhed og den kommende dom, blev Felix forfærdet og tog ordet: For tiden maa du gaa; men naar jeg faar stunder, vil jeg kalde dig.

²⁶ Han haabede og tillige, at Paulos vilde give ham penge for at løslade ham; derfor kaldte han ham des oftere frem og talede med ham.

²⁷ Men da 2 aar vare omme fik, Felix Porkios Festos til efterfølger, og da Felix vilde fortjene tak af Jøderne, efterlod han Paulos som fange.

25

¹ Festos tiltraadte altsaa statholderskabet, og 3 dage efter drog han fra Kæsarea op til Jerusalem;

² men ypperstepræsten og de fornemste Jøder mødte for ham mod Paulos, og de bade ham

³ og begjærede som en naade mod ham, at han vilde føre ham til Jerusalem, da de lurede paa at ombringe ham paa vejen.

⁴ Festos svarede da, at Paulos bevogtedes i Kæsarea, men at han selv snart vilde drage derud.

⁵ De altsaa, som ere dygtige blandt eder, sagde han, kan drage ned med, og er der da noget lovløst ved denne mand, kan de anklage ham.

⁶ Men da han havde opholdt sig mere end 8 dage hos dem, drog han ned til Kæsarea, satte sig næste dag paa domstolen og befalede at føre Paulos frem.

⁷ Men da han kom frem, stillede de Jøder, som vare dragne ned fra Jerusalem, sig om ham og fremførte mange og svære sigtelser mod Paulos, som de ikke kunde bevise;

⁸ da han sagde i sit forsvar: Jeg har hverken syndet mod Jødernes lov eller mod templet, eller mod Kejseren.

⁹ Men da Festos vilde fortjene tak af Jøderne, tog han ordet og sagde til Paulos: Vil du drage op til Jerusalem og der dømmes af mig i denne sag?

¹⁰ Men Paulos sagde: Jeg staaer for Kejserens domstol, hvor jeg bør dømmes; jeg har ikke gjort Jøderne nogen uret, som du og meget godt veed;

¹¹ thi dersom jeg har gjort uret, eller foretaget noget, som fortjener døden, undslaaer jeg mig ikke for at dø; men naar det er intet, som de anklage mig for, kan ingen af gunst opofre mig til dem. Jeg skyder mig ind under Kejseren.

¹² Festos talede da med raadet og svarede: Du har skudt dig ind under Kejseren, du skal drage til Kejseren!

¹³ Da nogle dage vare forløbne, kom kong Agrippa og Berenike til Kæsarea, for at hilse paa Festos.

¹⁴ Men da han opholdt sig flere dage, forelagde Festos kongen Paulos' sag og sagde: En mand er efterladt fangen af Felix,

¹⁵ og da jeg var i Jerusalem, mødte ypperstepræsterne og Jødernes ældste angaaende ham, og forlangte dom over ham.

¹⁶ Jeg svarede dem, at det ikke er skik blandt romerne, af gunst at ofre noget menneske til undergang, førend den anklagede har klagerne for sig og faaer lejlighed til at forsvare sig mod beskyldningen.

¹⁷ De kom altsaa her sammen, og uden nogen udsættelse, sad jeg næste dag paa domstolen og lod manden føre frem.

¹⁸ Da anklagerne stode om ham, fremførte de ingen saadan beskyldning, som jeg havde ventet;

¹⁹ men de havde nogle tvistigheder om deres egen overtro, og om en vis Jesus, der er død, men som Paulos sagde, lever.

²⁰ Da jeg var tvivlraadig om det slags undersøgelse, sagde jeg, om han vilde drage til Jerusalem og der faa dom i sagen.

²¹ Men da Paulos indskjød sagen for at bevogtes til Kejserens kjendelse, lod jeg ham bevogte, til jeg kan sende ham til Kejseren. -

²² Men Agrippa sagde til Festos: Jeg kunde selv ønske at høre den mand, Men han sagde: I morgen skal du faa ham at høre. -

²³ Næste dag kom altsaa Agrippa og Berenike med megen pragt, de gik ind paa tilhørerpladsen, tilligemed baade høvedsmændene og de særdeles mænd, som vare i staden; Festos gav befaling, og Paulos blev ført frem;

²⁴ og Festos sagde: Kong Agrippa og alle mænd, som ere nærværende hos os, i se ham, om hvem hele Jødernes mængde kom med besværing til mig, baade i Jerusalem og her, da de raabte paa, at han ikke længer burde leve;

²⁵ men da jeg ikke fandt, at han havde gjort noget, som fortjente døden, og han og selv indskjød sig under Kejseren, besluttede jeg at sende ham;

²⁶ men jeg har ikke noget sikkert at skrive til Herren om ham; derfor førte jeg ham frem for eder og mest for dig, kong Agrippa, forat jeg kan faa noget at skrive, naar forhøret er optaget;

²⁷ thi det synes mig ufornuftigt, at sende en fange, og ikke ogsaa angive beskyldningerne mod ham.

26

¹ Men Agrippa sagde til Paulos: Det er dig tilladt at tale for dig. Da udrakte Paulos haanden og talede til sit forsvar:

² Jeg anseer mig for lykkelig, kong Agrippa, at jeg idag skal forsvare mig for dig angaaende alt, hvad jeg anklages for af Jøderne;

³ mest fordi du er kjender af alle skikke og spørgsmaal hos Jøderne. Jeg beder dig derfor, at du vil høre mig taalmodig.

⁴ Alle Jøder kjende da mit levnet fra ungdommen af, fra begyndelsen blandt mit folk i Jerusalem;

⁵ de kjendte mig tilforn, om de ellers vilde vidne, at jeg har levet som farisæer efter den strængeste sekt i vor Gudsdyrkelse;

⁶ og nu staaer jeg her for at dømmes for haabet paa den forjættelse, som er kommet til vore fædre fra Gud;

⁷ hvilken vore 12 stammer havde at naa, idet de tjene Gud vedholdende nat og dag. For det haab er jeg kong Agrippa, anklaget af Jøderne.

⁸ Hvad? agtes det utroligt blandt eder, at Gud opvækker døde?

⁹ Det har jeg da selv ment, at jeg burde gjøre meget mod Nazaræeren Jesu navn;

¹⁰ hvad jeg og gjorde i Jerusalem, da jeg lukkede mange af de hellige i fængsel, da jeg havde faaet fuldmagt af ypperstepræsterne; og naar de bleve ombragte, gav jeg min stemme dertil;

¹¹ og i alle skoler lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespottelig, og rasende end mere mod dem, forfulgte jeg dem endog til fremmede stæder;

¹² i hvilket ærinde jeg og drog til Damask med myndighed og fuldbragt fra ypperstepræsterne,

¹³ da jeg midt om dagen saae paa vejen, o konge, et lys fra himlen, stærkere end solens glands, omskinne mig og dem, som rejse med mig!

¹⁴ og da vi alle faldt til jorden, hørte jeg en røst, som talede til mig, og sagde paa hebraisk maal: Saul, Saul! hvorfor forfølger du mig? det vil blive dig haardt at slaa ud mod bul-braadden.

¹⁵ Saa sagde jeg: Hvem er du, Herre? Men han sagde: Jeg er Jesus, som du forfølger!

¹⁶ Men rejs dig, og staa paa dine ben, thi derfor harjeg aabenbaret mig for dig, til at kaare dig til en tjener og et vidne om det, du har seet, og det, hvori jeg vil aabenbare mig for dig;

¹⁷ og jeg udfrier dig fra folket og hedningerne, til hvilke jeg udsender dig,

¹⁸ til at aabne deres øjne, saa de omvende sig fra mørke til lys, og fra satans magt til Gud, saa de kunne faa syndernes forladelse og lod blandt dem, som ere helligede, ved troen paa mig.

¹⁹ Derfor, kong Agrippa, blev jeg ikke ulydig, mod det himmelske syn;

²⁰ men jeg forkyndte først for dem i Damask og Jerusalem, og baade for hele Judæas land og hedningerne, at de skulde omvende sig, vende sig til Gud og øve omvendelsen værdige gjerninger;

²¹ og for disse tings skyld greb Jøderne mig i templet og søgte at slaa mig ihjel;

²² men ved Guds hjælp staaer jeg indtil denne dag og vidner saavel for liden som for stor, da jeg intet andet siger, end hvad baade profeterne og Mose har talet om, skulde ske:

²³ at Kristus maatte lide, om han, som den første af opstandelsen fra de døde, skulde forkynde lys for folket og hedningerne.

²⁴ Da han havde talet dette til sit forsvar, sagde Festos med høj røst: Du er gal Paulos! alle disse skrifter bringe dig til galskab.

²⁵ Men han sagde: Jeg er ikke gal, mægtigste Festos, men jeg taler sandheds og besindigheds ord;

²⁶ thi Kongen kjender til disse ting, og til ham er det, jeg taler frimodig; thi jeg er vis paa, at ikke noget af dette er skjult for ham, thi det er ikke skeet i en vraa.

²⁷ Troer du, kong Agrippa, profeterne? jeg veed, at du troer! -

²⁸ Men Agrippa sagde til Paulos: Der fattes ikke meget i, at du overtaler mig til at blive en kristen.

²⁹ Men Paulos sagde: jeg vilde ønske ved Gud, enten der fattes lidt eller meget, at ikke alene du, men og alle, som høre mig i dag, maa blive som jeg er, undtagen disse lænker. -

³⁰ Da han sagde det, rejste kongen og landshøvdingen sig og Berenike og de, som sad hos dem,

³¹ og de gik til side og talede med hverandre og sagde: Den mand gjør intet, som fortjener død eller fængsel.

³² Men Agrippa sagde til Festos: Den mand kunde været løsladt, hvis han ikke havde indskudt sig under kejseren.

27

¹ Da der var faldet dom, at vi skulde afsejle til Italien, overgav de baade Paulos og nogle andre fanger til en øverste ved navn Julios af Kejserens regiment.

² Vi gik ombord paa et skib fra Abramyte og skulde sejle efter Asiens stæder, og vi gik til søs, og Tessalonikeren Aristarkos fra Makedonien var med os.

³ Næste dag anløb vi Sidon. Julios behandlede Paulos menneskekjærlig og tillod ham at gaa til sine venner og nyde pleje. -

⁴ Derfra fore vi bort og fejlede under Kypern, for vinden var imod;

⁵ saa sejlede vi over havet ved Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien.

⁶ Der traf øversten et Alexandrisk fartøj, som sejlede til Italien, og han førte os over paa det. -

⁷ Mange dage gik sejladsen langsomt, og vanskelig naaede vi Knidos, da vi ikke havde medbør; saa holdt vi os under Kreta mod Salmone.

⁸ Med nød sejlede vi den ud og kom til et sted, som hedder Godhavn, nær ved staden Lasæa.

⁹ Da en god tid var gaaet med, og sejladsen var bleven usikker, for fasten var allede fordi, formanede Paulos

¹⁰ og sagde til dem: I mænd, jeg seer, at denne sejlads vil blive os til fortræd og megen skade ikke alene for last og skib, men og for vort liv.

¹¹ Men øversten troede mere styrmanden og skipperen end, hvad Paulos sagde;

¹² og da havnen ikke var skikket til vinterleje, gav de fleste det raad at sejle derfra, om de mulig kunde naa at ligge vinteren over i Fønix, som er en havn paa Kreta, som er aaben imod sydvest og nordvest.

¹³ Da der brasede en søndenvind, mente de, de havde naaet deres formaal, hivede op, holdt nær under Kreta;

¹⁴ men ikke længe efter rejste en hvirvelvind, som kaldes østbyge, sig mod den;

¹⁵ men da skibet kastedes, og vi ikke kunde lusse op mod vinden, gav vi os over og drev;

¹⁶ men vi løb ind under en holm, som hed Kaude, men vi kunde knap blive mægtige over jollen.

¹⁷ Da de havde hivet den op, brugte de hjælp, og surrede skibet; men da de vare bange for at kastes paa Syrte, lod de sejlene falde og drev saaledes.

¹⁸ Men da vi led meget af stormen, begyndte de næste dag at kaste overbord;

¹⁹ og den tredje dag kastede skibsredskabet ud.

²⁰ Hverken sol eller stjerner kom til syne i flere dage, og en ikke ringe storm hængte over os, og tilsidst blev alt haab om vor redning opgivet. -

²¹ Efter lang faste stod Paulos op blandt dem og sagde: I mænd, man burde have lydt mig og ikke taget fra Kreta og sparet baade den skade og forlis;

²² men nu formaner jeg eder at være ved godt mod; thi ikke en sjæl af eder, men skibet skal forgaa;

²³ thi i denne nat stod en engel for mig fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener,

²⁴ og han sagde: Frygt ikke Paulos! du maa stilles for Kejseren, og se, Gud har skjænket dig alle dem, som sejle med dig.

²⁵ Værer derfor ved godt mod, i mænd; thi jeg har den tro til Gud, at det vil ske, som det er talet til mig;

²⁶ men paa en ø maa vi sætte til.

²⁷ Da den fjortende nat kom, og vi drev i det adriatiske hav, mente skibsfolkene ved midnat, at de vare under land;

²⁸ og de loddede og fandt 20 favne, og lidt længere frem loddede de igjen og fandt 15 favne;

²⁹ saa blev de bange, at vi skulde støde paa skjær, kastede 4 ankere ud fra bagstavnen og ønskede, at det maatte blive dag.

³⁰ Men da skibsfolkene søgte at flygte fra skibet, og de stak jollen i søen under det paaskud, at de vilde føre ankerne ud fra forfavnen,

³¹ sagde Paulos til øversten og stridsmændene: Dersom disse ikke blive ombord, kan i ikke blive reddede.

³² Saa kappede stridsmændene tovene fra jollen og lod den synke.

³³ Men til det blev dag, formanede Paulos alle at skaffe, da han sagde: Det er idag fjortende dag, i har ventet uden at faa mad go ikke nydt noget.

³⁴ Derfor formaner jeg eder til at faa mad, thi det hører til eders frelse; thi der skal ikke falde et haar af nogens hoved blandt eder.

³⁵ Da han sagde det, tog han brød, takkede Gud for alles øjne, brød det og begyndte at spise.

³⁶ Saa blev de alle ved godt mod, og de fik ogsaa mad.

³⁷ Men vi vare 276 sjæle i skibet.

³⁸ Da de vare blevne mætte, lettede de skibet, da de kastede levnetsmidlerne i søen.

³⁹ Da det blev dag, kjendte de ikke landet, men de bemærkede en vig, som havde en forstrand, paa hvilken de besluttede om muligt at sætte skibet.

⁴⁰ Saa kappede de ankerne og lod dem blive i søen, de løsnede rortovene, hejsede bramsejlet for vinden, og satte mod kysten;

⁴¹ men de stødte paa en revle med dyb paa begge sider og satte skibet; forstavnen borde sig fast og stod urokkelig, men bagstavnen sloges istykker af bølgernes magt. -

⁴² Det var da stridsmændenes raad at slaa fangerne ihjel, forat ingen skulde svømme derfra og undfly;men da øversten vilde frelse Paulos, forhindrede han dem i denne beslutning og befalede, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud forat naa til land,

⁴³ - - -

⁴⁴ men de øvrige, somme paa planker, andre paa stykker af skibet, og saaledes kom de alle frelste i land.

28

¹ Da de vare frelste, fik de at vide, at øen hed Malta.

² Men de vild fremmede viste os ualmindelig menneskekjærlighed; thi de tændte baal og modtog os alle for den overfaldende regn og kulden.

³ Men da Paulos havde raget en mængde kvas sammen og kastet det paa baalet, foer en øgle ud for heden og slog sig om hans haand.

⁴ Da de vild fremmede saae dyret hængende ved hans haand, sagde de til hverandre: Det menneske er bestemt en morder, som gjengjældensen ikke lader leve, skjøndt han er frelst af havet.

⁵ Han rystede da dyret af i ilden og der skete ham ingen skade;

⁶ men de ventede, at han vilde hovne eller falde pludselig død om, men da de havde ventet længe og saae, at intet usædvanligt skete med ham, fik de andre tanker og sagde: Han er en Gud!

⁷ I samme egn havde den første mand paa øen ved navn Publios et jordegods, og han optog os og beværtede os og beværtede os venlig i 3 dage.

⁸ Men det trak sig, at Publios' fader laa syg og led af feber og blodgang; ham gik Paulos til; han bad, lagde hænderne paa ham og helbredte ham.

⁹ Da det var skeet, kom ogsaa de øvrige paa øen, som havde sygdomme, til ham og bleve helbredte.

¹⁰ Disse viste os ogsaa megen ære, og da vi droge bort, gav de os fornødenheder med.

¹¹ Tre maaneder efter gik vi til søs med et Alexandrisk skib, som havde ligget vinteren over ved øen og førte tvillingernes mærke;

¹² vi løb ind til Syrakus og blev der 3 dage.

¹³ Derfra sejlede vi om og kom til region; een dag efter fik vi søndenvind og kom anden dag til Poteoli,

¹⁴ hvor vi traf brødre, og de bad os om at blive 7 dage hos dem, og saaledes kom vi til Rom.

¹⁵ Derfra kom brødrene, som havde hørt om os, os imøde til Forum Appii og Tres Tabernæ, og da Paulos saae dem, takkede han Gud og fattede mod.

¹⁶ Men da vi kom til Rom, overgav øversten fangerne til høvdingen for livvagten, men det blev Paulos tilladt at bo for sig selv med den stridsmand, som bevogtede ham.

¹⁷ Tre dage derefter sammenkaldte Paulos de fornemste af de derværende Jøder; og da de vare samlede, sagde han til dem: I mænd, brødre! skjøndt jeg intet har gjort mod dette folk eller de fædrene skikke, blev jeg som fange overgivet fra Jerusalem i Romernes hænder,

¹⁸ og de vilde, efterat have forhørt mig, ladet mig los, fordi der ikke var nogen livssag mod mig;

¹⁹ men da Jøderne sagde imod, nødtes jeg til at skyde mig ind under Kejseren, ikke som jeg har noget at anklage mit folk for.

²⁰ Af denne grund bad jeg at se eder og tale med eder; thi for Israels haab er jeg sluttet i denne lænke.

²¹ Men de sagde til ham: Vi har hverken faaet nogen skrivelse om dig fra Judæa, ikke heller er der kommet nogen af brødrene, som har meldt eller talet noget ondt om dig;

²² men vi ønske nok at høre af dig, hvad din mening er; thi om denne sekt er det os vitterligt, at den finder modsigelse allevegne.

²³ De bestemte ham en dag, og der kom flere til ham i hans bolig, og dem forelagde han og vidnede om Guds rige, og overbeviste dem om, hvad der angaaer Jesus, baade af Moses lov og profeterne, fra morgen til aften;

²⁴ og nogle troede, hvad der blev talet, andre troede ikke;

²⁵ men da de vare indbyrdes uenige, skiltes de ad, da Paulos havde sagt det ene ord: Den Helligaand har med rette talet ved profeten Jesaja til vore fædre

²⁶ og sagt: Gaa til dette folk og siig: I skulle høre med ørene og ikke forstaa, se med øjnene og indse ikke;

²⁷ thi dette folks hjærte er forhærdet, de høre tungt med ørene og sammenknibe deres øjne, forat de ikke skulle se med øjnene og høre med ørene og forstaa med hjærtet og omvende sig og jeg læge dem.

²⁸ Derfor være det eder vitterligt, at Guds frelse er sendt til hedningerne, og disse ville høre.

²⁹ Da han havde sagt dette, gik Jøderne bort og havde megen trætte indbyrdes.

³⁰ Paulos blev hele 2 aar i sin lejebolig og modtog alle, som kom til ham;

³¹ og han prædikede Guds rige og lærte, hvad der angaaer Herren Jesus Kristus, uhindret med al frimodighed.