1

¹ Da mange har lagt haand paa at opsætte en beretning om de begivenheder, som vitterlig har tildraget sig blandt os,

² saaledes som de, der fra begyndelsen vare øjenvidner og Ordets tjenere, har fortalt os,

³ besluttede ogsaa jeg, der nøjagtig har fulgt alt fra begyndelsen, at opskrive det i sammenhæng for dig, ædle Teofilos,

⁴ for at du kunde kjende sikkerheden af de Ord, du er oplært i.

⁵ I de dage, Herodes var konge i Judæa var der en præst ved navn Zakarias af Abias skifte, og hans hustru var af Arons døtre, og hendes navn var Elisabet;

⁶ de vare begge retfærdige for Gud og vandrede ulasteligt i alle Herrens bud og rette,

⁷ men de havde ingen børn, da Elisabet var ufrugtbar, og de var begge rykkede frem i deres dage.

⁸ Men da han i sin skiftes orden udførte præstetjenesten for Gud,

⁹ og det tilfaldt ham efter præstedømmets sædvane at bringe røgelsesofferet, gik han ind i Herrens tempel,

¹⁰ og hele folkemængden holdt bøn udenfor under røgelsesofferet.

¹¹ Men Herrens engel aabenbarede sig for ham og stod ved højre side af røgelsesalteret;

¹² og Zakarias blev forfærdet, da han saae ham, og frygt faldt paa ham.

¹³ Men engelen sagde til ham: Frygt ikke Zakarias! thi din bøn er hørt og din hustru Elisabet skal føde dig en søn, og du skal kalde hans navn Johannes;

¹⁴ og han skal blive en glæde og fryd for dig, og mange ville glæde sig ved hans fødsel;

¹⁵ thi han skal vorde stor for Herrens aasyn, vin og stærk drik maa han ikke drikke, og han skal fyldes med Hellig Aand, alt fra moders liv,

¹⁶ og omvende mange af Israels børn til Herren deres Gud;

¹⁷ og selv skal han gaa frem for ham i Elias Aand og kraft til at vende Fædres hjerter til børn, og vantro til retfærdiges forstand, til at berede Herren et velskikket folk. -

¹⁸ Saa sagde Zakarias til engelen: Hvorpaa skal jeg kjende dette? jeg er nemlig en gammel mand, og min hustru er rykket frem i sine dage.

¹⁹ Da svarede engelen og sagde til ham: Jeg er Gabriel, som staaer for Guds ansigt, og jeg er udsendt for at tale til dig og for at bringe dig dette glade budskab;

²⁰ og se, du skal vorde stum og ikke kunne tale indtil den dag, dette sker, fordi du ikke troede mine Ord, som skulle opfyldes i sin tid. -

²¹ Folket ventede paa Zakarias og forundrede sig over, at han tøvede i templet;

²² men da han kom ud, kunde han ikke tale til dem, og de forstod, at han havde haft et syn i templet, og selv nikkede han ad dem, og han forblev stum.

²³ Da hans tjenestedage vare omme, drog han hjem.

²⁴ Men efter disse dage blev hans hustru Elisabet frugtsommelig, og hun skjulte sig fem maaneder, og sagde:

²⁵ Saalunde har Herren gjort imod mig i de dage, han saae til mig, for at borttage min forsmædelse blandt menneskene.

²⁶ Men i den sjette maanede blev engelen Gabriel sendt af Gud til en stad i Galilæa ved navn Nazaret,

²⁷ til en jomfru, som var trolovet med en mand ved navn Josef af Davids hus, og jomfruens navn var Maria;

²⁸ og engelen kom ind til hende og sagde: Glæd dig du benaadede! Herren er med dig, du velsignede blandt kvinder!

²⁹ Men da hun saae ham, blev hun forfærdet over hans tale, og hun tænkte: Hvad mon det være for en hilsen.

³⁰ Saa sagde engelen til hende: Frygt ikke Maria, thi du har fundet naade hos Gud;

³¹ og se, du skal undfange og føde en søn, og hans navn skal du kalde Jesus;

³² han skal blive stor og kaldes den højestes Søn, og Gud Herren vil give ham hans fader Davids kongestol;

³³ og han skal være konge over Jakobs hus evindelig, og der skal ikke vær ende paa hans rige.

³⁴ Men Maria sagde til engelen: Hvordan skal det ske, da jeg ikke har omgang med mand?

³⁵ Saa svarede engelen og sagde til hende: Den Helligaand skal komme over dig, og den højestes kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som fødes af dig, kaldes Guds Søn;

³⁶ og se, din slægtning Elisabet, hun er ogsaa frugtsommelig med en søn i sin alderdom, og det er den sjette maanede for hende, der kaldes ufrugtbar;

³⁷ thi intet kan være umuligt for Gud.

³⁸ Men Maria sagde: Se, jeg er Herrens tjenerinde; mig ske efter dit Ord! Saa gik engelen bort fra hende.

³⁹ Men Maria rejste sig i samme dage, og hun tog hastig til bjergegnen til en stad i Juda

⁴⁰ og tog ind i Zakarias' hus og hilsede Elisabet.

⁴¹ Da Elisabet hørte Marias hilsen, sprang fosteret i hendes liv, og Elisabet blev fyldt af den Helligaand;

⁴² og hun udraabte med høj røst og sagde: Velsignet er du blandt kvinder og velsignet din livsfrugt!

⁴³ og hvorfra times dette mig, at min Herres moder kommer til mig?

⁴⁴ thi se, da din hilsens røst kom til mine øren, sprang fosteret af glæde i mit liv;

⁴⁵ og salig er hun, som troede; thi der skal ske opfyldelse af, hvad der er talet til hende fra Herren.

⁴⁶ Saa sagde Maria: Min sjæl ophøjer Herren,

⁴⁷ og min aand fryder sig i Gud, min Frelser,

⁴⁸ at han saae til sin tjenerindes ringhed! thi se, fra nu af skulle alle slægter prise mig salig;

⁴⁹ fordi den Mægtige gjorde storværk med mig, og helligt er hans navn,

⁵⁰ og hans barmhjærtighed er fra slægt til slægt for dem, som frygte ham;

⁵¹ han har gjort kraftværk med sin arm, han har spredt de i deres hjærtes tanke hovmodige;

⁵² han har styrtet herrer fra højsæder og ophøjet ringe;

⁵³ han har mættet hungrige med godt og skikket rige tomhændede bort;

⁵⁴ han tog sig af sin tjener Israel og mindedes sin barmhjærtighed,

⁵⁵ som han tilsagde vore fædre, Abraham og hans afkom evindelig! -

⁵⁶ Maria blev hos hende ved tre maaneder, saa tog hun hjem.

⁵⁷ Da Elisabets tid var omme, at hun skulde føde, fødte hun en søn;

⁵⁸ og da hendes naboer og slægtninger hørte, at Herren havde gjort sin barmhjærtighed stor mod hende, saa ønskede de hende til lykke;

⁵⁹ og ottende dag kom de for at omskjære barnet, og de kaldte ham Zakarias efter hans faders navn.

⁶⁰ Saa tog hans moder ordet og sagde: Nej, han skal hedde Johannes!

⁶¹ og de sagde til hende: Der er jo ingen i din slægt, som kaldes med det navn.

⁶² Saa nikkede de ad hans fader, hvad han vilde, han skulde kaldes;

⁶³ og han forlangte en tavle, skrev og sagde: Johannes er hans navn! og alle forundrede sig.

⁶⁴ Men strax aabnedes hans mund, og hans tunge kom i lave, og han talede og prisede Gud;

⁶⁵ og der kom en frygt over alle, som boede nær ved dem, og alle disse ord kom ud over hele Judæas bjergegn;

⁶⁶ og alle, som hørte det, lagde det paa hjærte og sagde: Hvad mon det bliver for et barn! Herrens haand var med ham.

⁶⁷ Hans fader Zakarias blev fyldt af den Helligaand, og han spaaede og sagde:

⁶⁸ Lovet være Herren, Israels Gud, at han har besøgt og gjort forløsning for sit folk

⁶⁹ og rejst os et Frelses horn i sin tjener Davids hus,

⁷⁰ ligesom han har talet ved sine hellige profeters mund fra fordums tid,

⁷¹ en Frelse fra vore fjender og fra alle deres haand, som hade os,

⁷² at gjøre barmhjærtighed mod vore fædre og mindes sin hellige pagt,

⁷³ efter den ed, han tilsvor vor fader Abraham, at give os,

⁷⁴ at vi uden frygt, friede fra vore fjenders haand, skulde tjene ham,

⁷⁵ hellighed og retfærdighed for ham, alle vort livs dage!

⁷⁶ Og du, barblille, du skal kaldes den højestes profet, og du skal gaa frem for Herrens ansigt til et berede hans veje,

⁷⁷ til at give hans folk kundskab om Frelsen i deres synders forladelse,

⁷⁸ ved vor Guds inderlige barmhjærtighed i hvilken opgangen fra det høje har besøgt os,

⁷⁹ til at skinne for dem, som sad i mørke og dødsskykke, og styre vore fødder paa fredens vej. -

⁸⁰ Saa voxede barnet, og han styrkedes i Aanden; og han var i ørkenerne indtil den dag, han fremstillede sig for Israel.

2

¹ I de samme dage udgik der en befaling fra kejser August, at hele riget skulde skrives til skat;

² denne første udskrivning skete, da Kyrenios var landshøvding i Syrien;

³ og alle rejste for at lade sig skrive, hver til sin stad.

⁴ Saa drog ogsaa Josef op fra Galilæa, fra staden Nazaret, til Judæa til Davids stad, som kaldes Bethlehem, (han var nemlig af Davids hus og slægt,)

⁵ for at lade sig skrive tilligemed Maria hans trolovede hustru, som var frugtsommelig.

⁶ Men det skete, medens de vare der, at hendes dage vare omme, at hun skulde føde;

⁷ og hun fødte sin førstefødte søn, og hun svøbte ham og lagde ham i en krybbe, fordi der ikke var rum for dem i herberget. -

⁸ Der var hyrder i samme egn, som laa ude paa marken og holdt vagt over deres hjord;

⁹ og se, Herrens engel stod for dem, og Herrens herlighed omstraalede dem, og de bleve meget bange.

¹⁰ Men engelen sagde til dem: Frygter ikke, thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket,

¹¹ at eder er idag en Frelser født, som er den Herre Kristus, i Davids stad;

¹² og dette er eder tegnet: I ville finde et svøbt barn liggende i en krybbe.

¹³ Strax var der med engelen en mængde af himlens hærskare, som lovsang Gud og sagde:

¹⁴ Ære være Gud i det højeste og fred paa jorden! i mennesker en velbehagelighed!

¹⁵ Som englene fore fra dem til himmelen, sagde disse mennesker, hyrderne til hverandre: Lad os dog gaa til Bethlehem og se, hvad der er skeet, som Gud har kundgjort os;

¹⁶ og de kom skyndelig og fandt baade Maria og Josef og barnet, somlaa i krybben;

¹⁷ men da de havde seet det, kundgjorde de, hvad der var talet til dem om dette barn,

¹⁸ og alle, som hørte det, forundrede sig over, hvad der var talet til dem af hyrderne.

¹⁹ Maria gjemte alle disse ord og overvejede dem i sit hjærte;

²⁰ men hyrderne vendte tilbage, priste og lovsang Gud for alt, hvad de havde hørt og seet, ligesom der var talet til dem. -

²¹ Da 8 dage var omme, saa han skulde omskjæres, blev hans navn kaldet Jesus, som det var nævnt af engelen, før han undfangedes i moders liv.

²² Da hendes renselsesdage vare omme efter Moses lov, bragte de ham til Jerusalem for at fremstille ham for Herren,

²³ som skrevet er i Herrens lov, at alt mandkjøn, som aabner moders liv, skal kaldes Herren helligt,

²⁴ og for at bringe offeret efter hvad der er sagt i Herrens lov: Et par turtelduer eller to dueunger.

²⁵ Og se, der var en mand i Jerusalem, hvis navn var Simeon, og denne mand var retfærdig og gudfrygtig; han ventede Israels trøst, og den Helligaand var over ham;

²⁶ og det var ham varslet af den Helligaand, at han ikke skulde se døden, før han saae Herrens salvede.

²⁷ Han kom i Aanden til templet, og da forældrene bragte barnet Jesus ind for at gjøre for ham efter lovlig skik,

²⁸ tog han ham paa sine arme, lovpriste Gud og sagde:

²⁹ Herre, nu lader du din tjener fare i fred efter dit Ord!

³⁰ thi mine øjne har seet din Frelse,

³¹ som du beredte for alle folks aasyn,

³² et lys til aabenbarelse for hedningerne og forherligelse for dit folk Israel!

³³ Josef og hans moder vare forundrede over, hvad der blev sagt om ham;

³⁴ men Simeon velsignede dem og sagde til hans moder Maria: se, denne er sag mange til fald og oprejsning i Israel, og til et tegn, som imodsiges, -

³⁵ ogsaa din egen sjæl skal et sværd gjennemtrænge! - for at tankerne skulle aabenbares af mange hjærter.

³⁶ Der var ogsaa en profetinde, Anna Fanuels datter af Asers stamme; hun var højt bedaget og havde levet 7 aar med sin mand efter sin jomfrustand;

³⁷ nu var hun enke ved 84 aar, og hun ved ikke fra templet, da hun tjente Gud nat og dag ved fasten og beden.

³⁸ Hun traadte samme stund til og lovpriste Herren i lige maade og talede om ham til alle, som ventede forløsning i Jerusalem. -

³⁹ Da de havde fuldkommet alt efter Herrens lov, droge de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret.

⁴⁰ Barnet voxede, han blev stærk i Aanden, fuld af visdom, og Guds naade var over ham.

⁴¹ Hans forældre droge hvert aar til Jerusalem paa paaskefesten.

⁴² Da han var 12 aar gammel, og de som sædvanlig om festen droge til Jerusalem,

⁴³ saa, da de havde tilendebragt dagene og droge tilbage, blev barnet Jesus over i Jerusalem, og Josef og hans moder vidste det ikke;

⁴⁴ men da de mente, at han var i rejseselskabet, kom de en dags vej, og de søgte efter h am mellem slægt og venner;

⁴⁵ men da de ikke fandt ham, droge de tilbage til Jerusalem for at søge efter ham;

⁴⁶ og det skete, at de tre dage efter fandt ham siddende i templet midt imellem lærerne, idet han baade hørte paa dem og spurgte dem;

⁴⁷ men alle, som hørte paa ham, studsede over hans forstand og svar.

⁴⁸ Da de saae ham, forundrede de sig, og hans moder sagde til ham: Barn! hvorfor gjorde du saaledes mod os? Se din fader og jeg søgte efter dig med smerte.

⁴⁹ Han sagde til dem: Hvorfor søgte i efter mig? vidste i ikke, at jeg bør være i min Faders gjerning?

⁵⁰ men de forstod ikke selv det Ord, han talede til dem.

⁵¹ Saa drog han med dem og kom til Nazaret og var dem underdanig. Men hans moder gjemte alle disse Ord i sit hjærte.

⁵² Og Jesu voxede i visdom og alder og naade hos Gud og menneske.

3

¹ I kejser Tibers femtende regjeringsaar, da Pontius Pilatus var landshøvding i Judæa, og Herodes var fjerdingsfyrste i Galilæa, men hans broder Filip var fjerdingsfyrste i Ituræa og landskabet Trakonitis, og Lysanias var fjerdingsfyrste i Abilene,

² da Annas og Kajafas vare ypperstepræster, kom Guds Ord over Johannes Zakarias' søn i ørken;

³ og han kom til hele egnen om jordan og prædikede omvendelses daab til syndsforladelse,

⁴ som skrevet er i profeten Jesajas talers bog, hvor han siger: Hans røst, som raaber i ørken: Bereder ved for Herren, og jævner stierne for ham;

⁵ hver dal skal fyldes, og hvert bjerg og høj sænkes, krumninger rettes og hvasse veje glattes;

⁶ og alt kjød skal se Guds Frelse!

⁷ Han sagde derfor til skarerne, som drog ud for at døbes af ham: Øgleyngel! hvem viste eder at flygte fra den kommende vrede?

⁸ Bærer da omvendelsen værdige frugter, og begynder ikke paa at sige hos eder selv: Vi have Abraham til fader; thi jeg siger eder, at Gud kan vække Abraham børn af disse stene.

⁹ Øxen ligger og allerede ved træernes rod; hvert træ altsaa, som ikke bærer god frugt, afhugges og kastes i ilden.

¹⁰ Skarerne spurgte ham og sagde: Hvad skal vi da gjøre?

¹¹ Han svarede dem og sagde: Den, som har to skjorter, dele med den, som ingen har! og den, som har mad, gjøre ligesaa!

¹² Men der kom ogsaa toldere for at døbes, og de sagde til ham: Lærer! hvad skal vi gjøre?

¹³ Til dem sagde han: Kræver ikke mere, end der er foresat eder.

¹⁴ Men ogsaa krigsfolk spurgte ham og sagde: Og vi, hvad skal vi gjøre? og til dem sagde han: Øver ikke vold mod nogen, bruger ikke heller underfundighed og nøjes med eders sold.

¹⁵ Men da folket mente, og alle tænkte i deres hjærte om Johannes, om han ikke skulde være Kristus,

¹⁶ tog Johannes ordet og sagde til dem alle: Jeg døber eder vel med vand, men der kommer den, som er stærkere end jeg, hvis skorem jeg ikke er værdig at løse, han skal døbe eder i Helligaand og ild;

¹⁷ han har sin kasteskovl i sin haand, og han vil gjennemrense sin tærskeplads og samle hveden i sin lade, men avnerne vil han opbrænde med uslukkelig ild;

¹⁸ og idet han mindede om mange og andre ting meldte han folket glædeligt budskab.

¹⁹ Men da fjerdingsfyrsten Herodes var bleven lastet af ham for Herodias, hans broder Filips hustru, og for alle de slette handlinger, Herodes havde øvet,

²⁰ saa sagde han ogsaa dette til alt det øvrige, at han kastede Johannes i fængslet. -

²¹ Men det skete, da hele folket lod sig døbe, og Jesus ogsaa blev døbt og bad, at himlen aabnedes,

²² og at den Helligaand foer i legemlig skikkelse som en due ned over ham, og at en røst kom fra himlen, som sagde: Du er min Søn, den elskelige, i dig haver jeg behag!

²³ Han var, da han begyndte, ved 30 aar, og ligesom han ansaaes for Josefs søn, var han Elis,

²⁴ Mattats, Levis, Melkis, Jannas, Josefs,

²⁵ Mattatias', Amos', Na-ums, Eslis, Naggajs,

²⁶ Magats, Mattatias', Seme-is, Josefs, Judas,

²⁷ Johannes, Resas, Sorobabels, Salatiels, Neris,

²⁸ Melkis, Addis, Kosams, Elmodams, Ers,

²⁹ Joses, Eliezers, Jorims, Mattats, Lepis,

³⁰ Simeons, Judas, Josefs, Jonans, Eliakims,

³¹ Meleas, Majnans, Matatas, Natans, Davids,

³² Jessajs, Obeds, Boas', Salmons, Na-assons,

³³ Aminadabs, Arams, Esroms, Fares', Judas,

³⁴ Jakobs, Isaks, Abrahams, Taras, Nakors,

³⁵ Saruks, Ragavs, Faleks, Ebers, Salas,

³⁶ Kajnans, Arsaksads, Sems, Noas, Lameks,

³⁷ Metusalas, Enoks, Jareds, Malaleels, Kajnans,

³⁸ Enos, sets, Adams, Guds.

4

¹ Men Jesus drog fuld af den Helligaand tilbage fra Jordan og blev i Aanden ført i ørken i 40 dage

² og fristet af djævelen. Han spiste intet i disse dage, og da de vare udløbne, hungrede han omsider;

³ og djævelen sagde til ham: Er du Guds Søn, ssig saa til denne sten, at den bliver brød!

⁴ Jesus svarede ham og sagde: Der staaer skrevet: Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert Guds Ord.

⁵ Saa førte djævelen ham op paa et højt bjerg og viste ham i et øjeblik alle verdens riger,

⁶ og djævelen sagde til ham: Jeg vil give dig hele denne magt og deres herlighed, for det er mig overgivet, og jeg giver det til hvem jeg vil;

⁷ dersom du altsaa vil tilbede mig, skal det være dit altsammen.

⁸ Men Jesus svarede ham og sagde: Vig bag mig satan! der er skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.

⁹ Og han førte ham til Jerusalem og stillede ham paa templets tinde, og han sagde til ham: Er du Guds Søn, da styrt dig selv ned herfra,

¹⁰ thi der er skrevet, at han vil give sine engle befaling om dig, til at bevare dig,

¹¹ og de skulle bære dig paa hænder, saa du ingenlunde skal støde din fod paa sten.

¹² Jesus svarede og sagde til ham: Der er sagt: Du maa ikke friste Herren, din Gud.

¹³ Da djævelen havde udtømt af fristelse, veg han til en tid fra ham.

¹⁴ I Aandens kraft vendte Jesus tilbage til Galilæa, og rygtet om ham kom ud over hele omegnen,

¹⁵ og han lærte i deres skoler og blev rost af alle.

¹⁶ Han kom til Nazaret, hvor han var opfødt, og gik efter sin sædvane i skolen paa hviledagen, og han stod op for at læse for.

¹⁷ Profeten Jesajas bog blev ham given, og da han lukkede bogen op, traf han det sted, hvor der er skrevet:

¹⁸ Herrens Aand er over mig, derfor salvede han mig, til at bringe fattige glade budskab, sendte mig til at læge de sønderknuste hjærtet,

¹⁹ prædike frihed for fanger, syn for blinde, til at sende de plagede i frihed, udraabe et naadens aar fra Herren.

²⁰ Da han havde lukket bogen, gav han tjeneren den og satte sig ned, og alles øjne i forsamlingen vare fæstede paa ham.

²¹ Men han begyndte at sige til dem: Idag gaaer dette skriftsted i opfyldelse for eders øren.

²² Alle gav ham vidnesbyrd og forundrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans mund, og de sagde: Er han ikke Josefs søn?

²³ Han sagde til dem: I vil vist lade mig det ordsprog høre: Læge læg dig selv! gjør ogsaa her i din fædrene by saa store ting, som vi har hørt, der er skeet i Kapernaum.

²⁴ Men han sagde: Sandelig siger jeg eder: Ingen profet er vel antagen i sin fæderne by;

²⁵ jeg siger eder med sandhed: Der var mange enker i Israel i Elias dage, da himlen var lukket i 3 aar og 6 maaneder, da der blev en stor hungersnød over hele landet,

²⁶ og til ingen af dem blev Elia sendt, men til en enkekone i Sarepta ved Sidon;

²⁷ og der var mange spedalske i Israel paa profeten Elias tid, og ingen af dem blev renset, men Syreren Nagaman.

²⁸ Saa blev alle i forsamlingen fulde af forbitrelse, da de hørte det,

²⁹ og de rejste sig op, stødte ham udenfor staden og førte ham til skrænten af det bjerg, hvorpaa deres stad var bygget, for at styrte ham ned;

³⁰ men han gik midt igjennem dem og drog bort;

³¹ og han drog ned til Kapernaum, en stad i Galilæa, og lærte dem paa hviledagen,

³² og de studsede over hans lærdom, for der var kraft i hans Ord.

³³ I forsamlingen var der et menneske, som havde en uren dæmens aand og raabte mad høj røst,

³⁴ idet han sagde: Huha! hvad er der os og dig imellem, Jesus af Nazaret; er du kommen for at ødelægge os? jeg kjender dig, hvem du er, Guds hellige.

³⁵ Jesus truede ad ham og sagde: Stille, og far ud af ham! og dæmnen kastede ham ned midt iblandt dem, foer ud af ham og gjorde ham ingen skade;

³⁶ og der kom en rædsel over alle, og de talede sammen med hverandre og sagde: Hvad er det for et Ord, at han byder de urene aander med magt og myndighed, og de fare ud!

³⁷ og rygtet om ham kom allevegne ud i egnen. -

³⁸ Da han rejste sig, gik han fra forsamlingen til Simons hus; men Simons svigermoder var betagen af en svær feber, og de bad ham for hende.

³⁹ Han traadte hen for hende og truede feberen, og den forlod hende; men hun stod strax op og opvartede dem. -

⁴⁰ Men da sol gik ned, bragte alle, som havde syge af allehaande svagheder, dem til ham; men han lagde hænderne paa hver af dem og helbredte dem;

⁴¹ dæmner foer ogsaa ud af mange; de skreg og sagde: Du er Kristus, Guds Søn! saa truede han dem, og tillod dem ikke at tale, fordi de vidste, at han var Kristus. -

⁴² Da det var blevet dag, gik han ud og drog til et øde sted, og skarerne ledte efter ham og kom hen til ham, og de holdt paa ham, at han ikke maatte drage fra dem;

⁴³ men han sagde til dem: Jeg bør ogsaa forkynde evangeliet om Guds rige i de andre stæder, thi dertil er jeg udsendt;

⁴⁴ og han prædikede i skolerne i Galilæa.

5

¹ Da folkeskaren trængte ind paa ham for at høre Guds Ord, stod han ved Genezarets sø,

² og han saae to baade ligge ved søen, som fiskerne vare gaaede fra for at skylle garnene.

³ Han gik i den ene baad, som var Simons, og bad ham lægge lidt fra land; saa satte han sig ned og lærte skarerne fra skibet.

⁴ Som han hørte op med at tale, sagde han til Simon: Læg ud paa dybet og kaster eders garn ud til en dræt!

⁵ Simon svarede og sagde til ham: Fører, vi har arbejdet hele natten og fik intet, men paa dit Ord vil jeg kaste garnet ud;

⁶ og da de gjorde det, laasede de en stor stime fisk, men deres garn gik i stykker,

⁷ og de vinkede ad deres medbrødre i den anden baad, at de skulde komme og hjælpe dem. Saa kom de og fyldte begge baade, saa de vare ved at synke;

⁸ men da Simon Peder saae det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: Gaa bort fra mig, thi jeg er en syndig mand, Herre!

⁹ thi en rædsel havde grebet ham og alle, som vare med ham, over den fiskedræt, de havde fanget,

¹⁰ ligesom og Zebedæus' sønner Jakob og Johannes, thi de vare lodtagere med Simon. Saa sagde Jesus til Simon: Frygt ikke! fra nu af skal du blive menneskefisker!

¹¹ Saa trak de baadene paa land, forlode alt og fulgte ham.

¹² Det skete, da han var i en af stæderne, se, da var der en mand, fuld af spedalskhed, og da han saae Jesus, faldt han paa sit ansigt, bad ham og sagde: Herre! om du vil, kan du rense mig.

¹³ Saa udrakte han haanden, rørte ved ham og sagde: Jeg vil, bliv ren! og strax gik spedalskheden af ham;

¹⁴ og han bød ham ikke at sige det til nogen; men: Gaa bort, fremstil dig for præsten og offer for din renselse, som Mose har befalet, dem til vidnesbyrd!

¹⁵ Men ordet kom mere ud om ham, og der kom mange skarer sammen for at høre og læges af ham for deres svagheder;

¹⁶ men han drog sig tilbage til ørkenerne og bad.

¹⁷ Som han en af dagene lærte, sad der farisæer og lovkyndige, som vare komne fra alle byer i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem, og Herrens kraft var til at læge dem;

¹⁸ og se, nogle mænd bar paa en seng et menneske, som var værkbruden, og de søgte at bringe ham ind og lægge ham for ham;

¹⁹ men da de ikke kunde finde ud af, hvorledes de skulde bringe ham ind for folkeskaren, steg de op paa taget og lod ham ned med sengen mellen tagstenene i midten ligefor Jesus;

²⁰ og da han saae deres tro, sagde han til ham: Menneske! dine synder ere dig forladne!

²¹ Saa begyndte de boglærde og farisæerne at tænke og sige: Hvem er han, som taler bespottelser? hvem kan forlade synder uden Gud alene?

²² Men da Jesus kjendte deres tanker, tog han Ordet og sagde til dem: Hvad tænke I i eders hjærter?

²³ hvad er lettest: at sige: Dine synder ere dig forladne, eller at sige: Staa op og gaa?

²⁴ Men, for at i skal vide, at Menneskens Søn har magt paa jorden til at forlade synder, sagde han til den værkbrudne: Jeg siger dig: Staa op, tag din seng og gaa hjem!

²⁵ og strax stod han op for deres øjne, byltrede op, hvad han laa paa, og gik hjem, lovprisende Gud;

²⁶ og en stor forfærdelse greb dem alle, og de lovpriste Gud, og fulde af frygt sagde de: Idag har vi seet utrolige ting.

²⁷ Derpaa gik han ud og saae en tolder ved navn Levi siddende ved toldboden, og han sagde til ham: Følge mig!

²⁸ og han forlod alt, stod op og fulgte ham;

²⁹ og Levi gjorde et stort æresmaaltid for ham i sit hus, og der var en stor flok toldere og andre som laa tilbords med ham.

³⁰ Saa mukkede deres boglærde og farisæer paa hans disciple og sagde: Hvorfor spise og drikke i med toldere og syndere?

³¹ Jesus tog Ordet og sagde til dem: De sunde trænge ikke til lægen, men de, som har det ilde;

³² jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.

³³ Men de sagde til ham: Hvorfor faste Johannes' disciple jævnlig og holde bønner, og farisæerne ligesaa, men dine spise og drikke?

³⁴ Men han sagde til dem: Kan i faa bryllupsfolkene til at faste, saalænge brudgommen er hos dem?

³⁵ Dage komme, og naar brudgommen tages fra dem, da vil de faste i samme dage.

³⁶ Men han sagde dem og en lignelse: Ingen sætter en klud af nyt klæde paa en gammel kjole, ellers river det nye ud, og det af det nye passer ikke til det gamle;

³⁷ heller ikke kommer nogen ung vin i gamle læderflasker, ellers sønderriver den unge vin læder flaskerne, selv bliver den spildt og flaskerne ødelagte;

³⁸ men man skal komme ung vin i nye læderflasker, saa bevares de begge;

³⁹ og ingen, som drikker den gamle, vil strax have ung vin, thi han siger: Den gamle er den bedste.

6

¹ Det skete næstførste hviledag, at han gik gjennem sæden, og hans disciple plukkede ax, gned dem mellem hænderne og spiste dem.

² Men nogle af farisæerne sagde til dem: Hvorfor gjøre i hvad der ikke er tilladt at gjøre paa hviledagen?

³ Jesus tog Ordet og sagde til dem: Har i ikke lært, hvad David gjorde, da han og de, som vare med ham, hungrede?

⁴ hvorledes han gik ind i Guds hus, tog skuebrødene og spiste, og gav ogsaa dem, som vare med ham, skjøndt det ikke var uden præsterne tilladt at spise dem;

⁵ og han sagde til dem: Menneskens Søn er Herre ogsaa over hviledagen!

⁶ Det skete en anden hviledag, at han gik ind i skolen og lærte, og der var et menneske, hvis højre haand var vissen;

⁷ men de boglærde og farisæerne toge vare paa, om han vilde helbrede ham om hviledagen, for at de kunde finde klagemaal imod ham.

⁸ Men han vidste deres tanker og sagde til mennesket med den visne haand: Rejs dig og staa frem i midten! Han rejste sig og stod frem.

⁹ Jesus sagde da til dem: Jeg vil spørge eder: Hvad? er det tilladt paa hviledagen at gjøre godt eller at gjøre ondt, at frelse en sjæl eller at slaa ihjel?

¹⁰ og han saae om paa dem alle og sagde til ham: Ræk din haand ud! og han gjorde saaledes, og hans haand blev karsk som den anden.

¹¹ Men de bleve fulde af raseri og talede med hverandre om, hvad de skulde gjøre ved Jesus.

¹² Det skete i disse dage, at han gik ud til et bjerg for at bede, og han blev der natten over i bøn til Gud;

¹³ og da det blev dag, sammenkaldte han sine disciple og udvalgte 12 af dem, som han og kaldte apostle:

¹⁴ Simon, som han ogsaa kaldte Peder, og hans broder Andreas, Jakob og Johannes, Filip og Bartolomæos,

¹⁵ Mattæos og Tomas, Jakob Alfæos' søn og Simon, som kaldes Zelotes,

¹⁶ Judas Jakobs og Judas Iskariot, som ogsaa blev forræder.

¹⁷ Han gik ned med dem og stod paa sletten, og der var en skare af hans disciple, og en stor mængde folk fra hele Judæa og Jerusalem og kysten ved ved Tyros og Sidon, som vare komne for at høre ham og læges for deres sygdomme,

¹⁸ og saadanne, som vare plagede af urene aander, og de bleve helbredte;

¹⁹ og alt folket søgte at røre ved ham, thi en kraft gik ud fra ham og lægede alle.

²⁰ Selv opløftede han øjnene paa sine disciple og sagde: Salige i fattige, thi Guds rige er eders;

²¹ salige i, som nu hungre, thi i skulle mættes; salige i, som nu græde, thi i skulle le;

²² salige ere i, naar menneskene for Menneskens Søns skyld hade eder, naar de udstøde eder, spotte eder og forskyde eders navn som slet;

²³ glæder eder samme dag og jubler; thi se, eders løn er stor i himlen; ligedan gjorde og deres fædre ved profeterne.

²⁴ Men ve eder, i rige, i har eders trøst borte.

²⁵ Ve eder, i mætte, thi i skal hungre! Ved eder, som nu le, thi i skal sørge og græde!

²⁶ Ve, naar menneskene tale vel om eder! ligedan gjorde deres fædre ved de falske profeter.

²⁷ Men jeg siger eder, som høre til: Elsker eders fjender, gjører godt mod dem, som hade eder;

²⁸ velsigner dem, som forbande eder; beder for dem, som haane eder;

²⁹ byd ham, som slaaer dig paa den ene kind, ogsaa den anden; formen ikke ham, som tager din kjole, at tage skjorten med.

³⁰ Giv enhver, som beder dig, og søg ikke ham, som tog, hvad dit var;

³¹ og som i ville, menneskene skulle gjøre mod eder, gjører og ligesaa mod dem;

³² og om i elske dem, som elske eder, hvad tak har i derfor? thi syndere elske ogsaa dem, som dem elske;

³³ og naar i gjøre godt mod dem, som gjøre eder godt, hvad tak har i derfor? Syndere gjøre nemlig det samme;

³⁴ og naar i laane dem, som i haabe at faa det igjen af, hvad tak hari derfor? Syndere laane jo ogsaa syndere, for at de kan faa lige igjen.

³⁵ Men elsker eders fjender, gjører godt og laaner ud ud, uden at vente noget igjen, saa skal eders løn blive stor og i vorde den højestes børn; thi selv er han god mod utaknemmelige og onde;

³⁶ vorder da barmhjærtige, som og eders Fader er barmhjærtig,

³⁷ og dømmer ikke, saa skal i ikke blive dømte: fordømmer ikke, saa skal i ikke blive fordømte; forlader, saa skal eder forlades;

³⁸ giver, saa skal eder gives; god, knuget, skuddet og overflødig maal vil man give i eders skjød; thi med samme maal, som i maale ud, skal eder gjenmaales.

³⁹ Saa sagde han dem en lignelse: Kan blind lede blind? maa de ikke begge falde i graven?

⁴⁰ Disciplene er ikke over sin lærer, men hver fuldkommen skal være som sin lærer.

⁴¹ Men hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjelken i dit eget øje tænker du ikke paa!

⁴² eller hvorledes kan du sige til din broder: Tillad broder! saa vil jeg drage splinten ud af dit øje, du, som ikke selv seer bjelken i dit eget øje. Hykler! drag først bjelken ud af dit eget øje, og saa kan du se til at drage splinten ud af din broders øje. -

⁴³ Der er nemlig intet godt træ, som bærer snavs frugt, og intet snavs træ, som bærer god frugt;

⁴⁴ thi hvert træ kjendes paa sin egen frugt; man samler nemlig ikke figener af torne, ikke heller plukker man druer af tornebuske;

⁴⁵ godt menneske fremfører godt af sit hjærtes gode skat; ondt menneske fremfører ondt af sit hjærtes onde skat; thi munden taler af hjærtets overflødighed.

⁴⁶ Men hvorfor kalde i mig Herre, Herre! og gjøre ikke, hvad jeg siger?

⁴⁷ Hver, som kommer til mig, hører efter mine Ord og gjør efter dem, ham vil jeg vise eder, hvem han er lig;

⁴⁸ han er lig et menneske, som byggede et hus; han gravede og han gravede dybt, og lagde grund paa klippen, men da floden kom, stødte strømmen mod samme hus, men den kunde ikke rokke det; thi det var grundlagt paa klippen.

⁴⁹ Men den, som hører, men ikke gjør derefter, ligner et menneske, som byggede et hus paa jorden uden grundvold; Strømmen styrtede mod det, det styrtede strax, og samme huses fald blev stort.

7

¹ Efterat han havde fuldendt al sin tale i folkets paahør, gik han ind i Kapernaum.

² Men en høvedsmands tjener, som denne holdt meget af, havde det ilde og var ved at dø;

³ men da han hørte om Jesus, sandte han Jødernes ældste til ham og bad ham, at han vilde komme og helbrede hans tjener.

⁴ Da de kom til Jesus, bad de ham indstændig og sagde: Han er værd, at du gjør dette for ham;

⁵ thi han elsker vort folk, og selv har han bygget os skolen.

⁶ Saa gik Jesus med dem, men da han ikke var langt fra huset, sendte høvedsmanden nogle venner til ham og sagde ham: Herre, umag dig ikke, thi jeg er ikke værd, at du gaaer ind under mit tag;

⁷ hvorfor jeg heller ikke ansaae mig selv værdig at komme til dig; men siig det med et Ord, saa bliver min dreng helbredet!

⁸ thi jeg er og selv et menneske, sat under øvrighed, og jeg har krigsfolk under mig: og siger jeg til denne: Gaa! saa gaaer han; og til en anden: Kom! saa kommer han, og til min tjener: Gjør det! saa gjør han det.

⁹ Men da Jesus hørte dette, forundrede han sig over ham, og han vendte sig om og sagde til skaren, som fulgte ham: Jeg siger eder, end ikke i Israel har jeg fundet saa stor en tro!

¹⁰ Da de udsendte vendte tilbage til huset, fandt de den syge tjener rask.

¹¹ Det skete næste dag, at han drog til en stad, som hed Nain, og mange af hans disciple og en stor skare drog med ham.

¹² Da han nærmede sig stadens port, se, da blev der baaret et lig ud, sin moders eneste søn, og hun var enke; og en stor skare af staden var med hende.

¹³ Da Herren saae hende, ynkedes han inderlig over hende og sagde til hende: Græd ikke!

¹⁴ Og han traadte til og rørte ved baaren; - men de, som bare, stode stille, - og han sagde: Ungersvend, jeg siger dig: Staa op!

¹⁵ og den døde rejste sig og begyndte at tale, og han overgav ham til hans moder.

¹⁶ Men frygt greb alle, de lovpriste Gud og sagde: En stor profet er oprejst blandt os, og Gud har besøgt sit folk!

¹⁷ og dette Ord om ham kom ud i hele Judæa og i hele omegnen.

¹⁸ Johannes' disciple meldte ham om alt dette.

¹⁹ Saa kaldte Johannes to visse af sine disciple til sig, han sendte dem til Jesus og sagde: Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?

²⁰ Da disse mænd kom til ham, sagde de: Døberen Johannes har sendt os til dig og siger: Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?

²¹ Men i samme time helbredte han mange fra sygdomme og plager og onde aander, og han skjænkede mange blinde synet.

²² Saa svarede Jesus og sagde til dem: Gaaer hen og melder Johannes, hvad i har seet og hørt: at blinde se og halte gaa, spedalske renses, døve høre, døde staa op og evangeliet prædikes for fattige;

²³ og salig er den, som ikke forarges paa mig! -

²⁴ Men da Johannes' bud vare dragne bort, begyndte han at tale til skarerne om Johannes: Hvad ere i udgangne i ørken at se? et rør, som svager for vinden?

²⁵ Men hvad ere i gangne ud at se? et menneske, iført fine klæder? Se, de, som leve i stadselige klæder og i vellyst, ere i kongegaardene.

²⁶ Men hvad ere i udgangne at se? En profet? Ja, jeg siger eder, endog mere end en profet!

²⁷ Han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min engel for dit ansigt, og han skal berede din vej for dig!

²⁸ thi jeg siger eder: Af kvindefødte er ingen profet større end døberen Johannes; men den mindste i Guds rige er større end han;

²⁹ og alt folket, som hørte ham, endog toldere gave Gud ret og bleve døbte med Johannes' daab;

³⁰ men farisæerne og de lovlærde foragtede Guds raad til dem, og de bleve ikke døbte af ham.

³¹ Hvem skal jeg derfor ligne menneskene af denne slægt ved, og hvem ere de lige?

³² De ligne de smaadrenge, som sidde paa torvet, raabe til hverandre og sige: Vi fløjtede for eder, og i dandsede ikke, vi sang klagelig for eder, og i græd ikke.

³³ Thi Døberen Johannes kom, og han hverken spiste brød eller drak vin, og i sige: Han har en dæmen;

³⁴ Menneskens Søn kom, og han spiser og drikker, og i sige: Se, en fraadser og dranker, tolderes og synderes ven!

³⁵ og visdommen er retfærdiggjort af alle sine børn.

³⁶ En af farisæerne bad ham spise hos sig, og han gik ind i farisæernes hus og laa tilbords;

³⁷ og se, da en kvinde i staden, som var en synderinde, fik at vide, at han laa tilbords i farisæernes hus, bragte hun en alabasterkrukke med salve,

³⁸ og hun stod ved hans fødder bagved og græd og begyndte at væde hans fødder med taarer, og aftørre dem med sit hovedhaar, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med salven.

³⁹ Men da farisæeren som havde indbudt ham, saae det, sagde han saaledes hos sig selv: Var han en profet, saa vidste han jo, hvem og hvad for en kvinde hun er, som rører ved ham; for hun er en synderinde.

⁴⁰ Saa tog Jesus Ordet og sagde til ham: Simon, jeg har noget at sige dig; men han sagde: Lærer, siig det!

⁴¹ Der var to, som skyldte een mand penge; den ene skyldte 500, den anden 50 mark;

⁴² men da de intet havde at betale med, eftergav han dem begge. Siig, hvem af dem maa altsaa elske ham mest?

⁴³ Men Simon svarede og sagde: Jeg antager, den, som han eftergav mest. Men han sagde til ham: Du dømte ret!

⁴⁴ og idet han vendte sig til kvinden, sagde han til Simon: Seer du denne kvinde? Jeg kom i dit hus, du gav mig ikke vand til mine fødder, men hun vædede mine fødder med taarer og tørrede dem af med sit hovedhaar;

⁴⁵ du gav mig ikke et kys, men hun aflod ikke, fra hun kom ind, at kysse mine fødder;

⁴⁶ du salvede ikke mit hoved med olie, men hun salvede mine fødder med salve.

⁴⁷ Derfor siger jeg dig, hendes mange synder ere forladne, fordi hun elskede meget; men hvem lidet forlades, elsker lidet.

⁴⁸ Men til hende sagde han: Dine synder ere forladne!

⁴⁹ Da begyndte de, som laa tilbords med ham, at sige hos sig selv: Hvem er han, som endog forlader synder?

⁵⁰ Men han sagde til kvinden: Din tro har frelst dig, gaa bort til fred!

8

¹ Det skete siden efter, at han gjennemvandrede stæder og byer, prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige; og de tolv vare med ham;

² saa og nogle kvinder, som vare helbredte for onde aander og sygdomme, Maria, som kaldes Magdalene, af hvem 7 dæmner vare udfarne,

³ og Johanne, Herodes' foged Kuzas hustru, og Sisanne og mange andre, som understøttede ham med deres gods.

⁴ Da en stor skare kom sammen, og de drog til ham fra alle stæder, sagde han i en lignelse:

⁵ En sædemand gik ud at saae sin sæd; og som han saaede den, faldt noget ved vejen; det blev nedtraadt og himlens fugle aad det op;

⁶ noget faldt paa klippegrund; det voxede op, men visnede, fordi det havde ingen fugtighed.

⁷ Noget faldt mellem torne, og tornene voxede op med og kvalte det;

⁸ - - -

⁹ Men hans disciple spurgte ham og sagde: Hvad mon den lignelse være?og noget faldt i god jord, det voxede op og bar 100 fold frugt. Som han sagde dette, udraabte han: Hvo som har øren at høre med, han høre!

¹⁰ Han sagde: Eder er det givet at kjende Guds riges hemmeligheder, men de øvrige i lignelser, at de, seende, ikke se og, hørende, ikke forstaa.

¹¹ Men det er lignelsen: Sæden er Guds Ord;

¹² men det ved vejen er dem, som høre; derpaa kommer djævelen og tager Ordet af deres hjærte, for at de ikke skulle tro og blive frelste;

¹³ men det paa klippegrund er dem, som optage Ordet med glæde, naar de høre; men de har ikke rod, de tro til en tid, og falde fra i fristelsens time;

¹⁴ men hvad der faldt mellem torne er dem, som høre, men som gaa hen og kvæles under bekymringer og rigdom og livsnydelser, og bære ingen fuldkommen frugt;

¹⁵ men det i den gode jord er dem, som, naar de høre, gjemme Ordet i et smukt og godt hjærte og bære frugt i taalmodighed. Som han sagde dette, udraabte han: Den, som har øren at høre med, han høre!

¹⁶ Ingen tænder et lys og skjuler det under et kar eller sætter det under bordet, men man sætter det paa en lysestage, for at de, som komme ind, kan se lyset;

¹⁷ thi der er inten skjult, som jo skal aabenbares, eller dulgt, som jo skal blive kjendt og komme for lyset.

¹⁸ Seer derfor til, hvorledes i høre! thi den, som monne have, ham skal gives; og den, som ikke monne have, fra ham skal endog tages hvad han synes at have.

¹⁹ Hans moder og brødre kom til ham, men de kunde ikke faa h am i tale for folkeskaren;

²⁰ og det blev meldt ham af nogle, som sagde: Din moder og dine brødre staa udenfor og ønske at se dig!

²¹ men han svarede og sagde til dem: Min moder og mine brødre ere de, som høre Guds Ord og gjøre det.

²² Det skete en af dagene, at han og hans disciple traadte i en baad, og han sagde til dem: Lad os komme over til den anden side af søen; og de lettede.

²³ Da de sejlede, faldt han i søvn, og der rejste sig en stormvind paa søen, skibet blev fuldt af vand, og de var i fare;

²⁴ men de gik til ham, vakte ham og sagde: Fører! vi forgaa! men han rejste sig, truede af vinden og vandbølgerne, og de lagde sig, og der blev havblik.

²⁵ Men han sagde til dem: Hvor er eders tro? Men de forfærdedes, forundrede sig og sagde til hverandre: Hvem er dog han? thi han byder baade over vind og vove, og de lyde ham!

²⁶ Saa sejlede de til Gadarenernes egn, som er tvært over for Galilæa.

²⁷ Da han var gaaet i land, mødte en mand ham fra staden, og han havde i lang tid haft dæmner; han førte sig ikke i klæder og blev ikke i hus, men i gravene.

²⁸ Da han saae Jesus, skreg han, faldt ned for ham og sagde med høj røst: Hvad er der mig og dig imellem, Jesus, den højeste Guds Søn; jeg beder dig, at du ikke vil pise mig!

²⁹ Han bød nemlig den urene aand at fare ud af dette menneske; thi han havde i lang tid slidt i ham, han havde været bunden i lænker og bevogtet i blok, men han havde revet baandene sønder og var af dæmnen dreven i ørkenerne.

³⁰ Jesus spurgte ham og sagde: Hvad er dit navn? Han sagde: ""Hær""; thi mange dæmner vare farne i ham.

³¹ Han had ham, at han ikke vilde byde dem fare til afgrunden;

³² men der var en stor flok svin, som græssede paa bjerget; og de bad ham, at han vilde tillade dem at fare i disse, og det tilstod han dem.

³³ Saa foer dæmnerne ud af dette menneske og foer i svinene og flokken styrtede sig fra klinten i søen og druknede.

³⁴ Men da hyrderne saae, hvad der skete, flygtede de, og gik bort og meldte det i staden og paa landet.

³⁵ Saa gik de ud for at se, hvad der var skeet, og de kom til Jesus og fandt det menneske, af hvem dæmnerne vare udforne, sidde paaklædt og ved sin forstand ved Jesu fødder, og de forfærdedes;

³⁶ men de, som havde seet det, fortalte dem ogsaa, hvorledes den besatte var bleven frelst.

³⁷ Saa bad hele mængden af Gadarenernes egn ham om at drage bort fra dem, thi de var betagne af stor frygt. Men han traadte i skibet og vendte tilbage.

³⁸ Men den mand, af hvem dæmnerne vare farne ud, bad ham om, at han maatte være hos ham; men Jesus sendte ham bort og sagde:

³⁹ Vend tilbage til dit hus og fortæl, hvor store ting Gud har gjort imod dig. Saa gik han bort og udraabte gjennem hele staden, hvor store ting Jesus havde gjort imod ham.

⁴⁰ Da Jesus vendte tilbage, modtog folkeskaren ham, thi alle ventede paa ham;

⁴¹ og se, der kom en mand ved navn Jair, og han var skoleforstander; han faldt ned for Jesu fødder og bad ham komme ud i hans hus;

⁴² thi han havde en eneste datter ved 12 aar gammel, og hun laa for døden. Men da han gik, trængte skarerne ham.

⁴³ En kvinde, som i 12 aar havde haft blodflod, og som havde tilsat hele sin formue paa lægerne og ikke kunde blive bebredet af nogen,

⁴⁴ gik til bagfra og rørte ved sømmen af hsns klædebon, og strax standsede hendes blodflod.

⁴⁵ Og Jesus sagde: Hvem var det, som rørte mig? Da alle nægtede det, sagde Peder og de, som vare med ham: Fører! Skarerne trykke og trænge dig, og du siger: Hvem var det, som rørte mig?

⁴⁶ Men Jesus sagde: En rørte mig, thi jeg mærkede, en kraft udgik fra mig.

⁴⁷ Da kvinden saae, at det ikke var skjult, kom hun skjælvende og faldt ned for ham, og fortalte ham for hele folket, at hvad grund hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun strax var bleven helbredet.

⁴⁸ Men han sagde til hende: Vær frimodig datter! din tro har frelst dig, gaa bort til fred!

⁴⁹ Medens han endnu talede, kom der en fra skoleforstanderens og sagde til ham: Din datter er død, umag ikke Læreren!

⁵⁰ Men da Jesus hørte det, tog han Ordet og sagde: Frygt ikke, tro kun, og hun skal blive frelst.

⁵¹ Men da han gik ind i huset, tillod han ingen at komme ind uden Peder, Johannes og Jakob og barnets fader og moder.

⁵² Alle græd og sørgede over hende, men han sagde: Græder ikke! hun er ikke død, men sover;

⁵³ og de lo ham ud, da de vidste, hun var død.

⁵⁴ Men han jog alle udenfor, tog hendes haand, udraabte og sagde: Pigelil! staa op!

⁵⁵ og hendes aand kom igjen, og hun stod strax op; og han befalede, at de skulde give hende at spise.

⁵⁶ Hendes forældre bleve forfærdede, men han forbød dem at sige nogen, hvad skeet var.

9

¹ Han sammenkaldte sine 12 disciple og gav dem magt og myndighed over alle dæmner og til at helbrede sygdomme;

² og han sendte dem ud til at prædike Guds rige og læge de svage;

³ og han sagde til dem: Tager intet med til rejsen, hverken kjæp eller taske eller penge eller hver to skjorter;

⁴ og i hvert hus, i gaa ind, bliver der, og derfra skal i drage bort;

⁵ og hvor man ikke vil modtage eder, gaaer ud fra denne stad, og ryster støvet af eders fødder til et vidnesbyrd imod dem.

⁶ Da de drog ud, vandrede de fra by til by, prædikede evangeliet, og helbredede allevegne.

⁷ Men fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt, hvad han gjorde, og han blev tvivlraadig ved det nogle sagde, Johannes var opvakt fra de døde,

⁸ men andre sagde, at Elia aabenbarede sig, og andre, at der var opstaaet en profet, en af de gamle;

⁹ og Herodes sagde: Jeg har lader hovedet hugge af Johannes, men hvem er da han, jeg hører saadant om? og han søgte lejlighed til at faa ham at se.

¹⁰ Saa vendte apostlene tilbage og fortalte ham, hvor store ting de havde gjort. Han tog dem med sig og vandrede afsides bort til et øde sted, ved en stad, som kaldes Betsajda.

¹¹ Men da skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham, og han tog imod dem og talede til dem om Guds rige, og helbredte dem, som havde lægedom behov;

¹² men dagen begyndte at hælde, og de tolv traadte til og sagde til ham: Opløs forsamlingen, for at de kunne komme bort til de omliggende byer og gaarde, komme i hus og finde føde; thi vi er her paa et øde sted.

¹³ Han sagde til dem: Giver i dem at spise! men de sagde: Vi har ikke mer end 5 brød og 2 fiske, uden vi skulde gaa hen og kjøbe fødevarer til hele denne mængde;

¹⁴ thi de var ved 5000 mænd. Men han sagde til sine disciple: Lad dem sætte sig ned i hobe paa 50.

¹⁵ De gjorde da saaledes og lod alle sætte sig ned.

¹⁶ Men han tog de 5 brød og de 2 fiske, saae til himlen, velsignede dem, brød dem og gav sine disciple dem for at lægge for folket;

¹⁷ og de spiste og bleve alle mætte, og der opsamledes 12 kurve fulde af stykkerne, som bleve levnede af dem.

¹⁸ Det skete, da han var ene og bad, at hans disciple var hos ham, og han spurgte dem og sagde: Hvem siger folket, jeg er?

¹⁹ De svarede og sagde: Døberen Johannes: andre sige: Elia, men andre, at der er opstanden en profet af de gamle.

²⁰ Saa sagde han til dem: Men i, hvem sige i, jeg er? Da tog Peder Ordet og sagde: Guds salvede!

²¹ Men han bød dem strængt, at de ikke maatte sige nogen dette.

²² Han sagde: Menneskens Søn bør lide meget, forskydes af de ældste, ypperstepræsterne og de boglærde, ihjelslaaes og opstaa paa tredje dag.

²³ Men han sagde til alle: Om nogen vil komme efter mig, maa han fornægte sig selv, tage sit kors og følge mig;

²⁴ thi den, som vil frelse sin sjæl, vil tabe den, men den, som taber sin sjæl for min skyld, han vil frelse den; -

²⁵ thi hvad nytter det et menneske, om han vandt den hele verden, men tabte sig selv eller led skade paa sig selv.

²⁶ Thi enhver, som skammer sig ved mig og mine Ord, ham vil Menneskens Søn skamme sig ved, naar han kommer i sin og Faderens og de hellige engles herlighed;

²⁷ men jeg siger eder med sandhed, at der er nogle af dem, som staa her, der ikke skulle smage døden, førend de se Guds rige.

²⁸ Ved 8 dage efter denne tale skete det, at han tog Peder, Johannes og Jakob med sig og gik op paa et bjerg for at bede;

²⁹ og da han bad, blev hans ansigts skikkelse anderledes, og hans klædebon blev skinnende hvidt;

³⁰ og se, to mænd talede med ham, og det var Mose og Elia,

³¹ som bleve sete i herlighed og talede om hans udgang, som han skulde fuldende i Jerusalem.

³² Men Peder og de, somvare med ham, vare tunge af søvn, men, som de vaagnede op, saae de hans herlighed og de to mænd, som stode hos ham;

³³ og det skete, da disse skiltes fra ham, at Peder sagde til Jesus: Fører! her er godt for os at være! lad os gjøre tre løvsale, een for dig, een for Mose og een for Elia, han vidste nemlig ikke, hvad han sagde.

³⁴ Men som han sagde dette, kom der en sky og overskyggede dem, men de forfærdedes, da de kom ind i skyen;

³⁵ og der kom en røst fra skyen, som sagde: Denne er min Søn, den elskelige, hører ham;

³⁶ og idet røsten kom, fandtes Jesus ene; men de tav og fortalte i de dage ingen, hvad de havde seet.

³⁷ Det skete næste dag, da de kom ned fra bjerget, at en stor skare mødte ham;

³⁸ og se, en mand af flokken raabte og sagde: Lærer! jeg beder dig, se til min søn, thi han er min enbaarne;

³⁹ og se, en mand tager fat paa ham, og med et skriger han, han piner ham, saa han fraader, og næppe viger han fra ham, idet han slider ham;

⁴⁰ og jeg bad dine disciple deive ham ud, men de kunde ikke.

⁴¹ Men Jesus tog Ordet og sagde: O, vantro og forvendte slægt! hvorlænge skal jeg være hos eder og taale eder? Før din søn herhen!

⁴² Men da han kom, rev og sled dæmnen ham; men Jesus truede den urene aand, helbredte drengen og gav hans fader ham tilbage.

⁴³ Men de bleve forfærdede over Guds storhed, og da de alle forundrede sig over alt, hvad Jesus gjorde, sagde han til sine disciple:

⁴⁴ Gjemmer disse Ord i eders øren: Menneskens Søn vil nemlig blive overgivet i menneskers hænder;

⁴⁵ men de forstod ikke dette Ord, og det var skjult for dem, saa de begreb det ikke, og de var bange for at spørge ham om samme Ord.

⁴⁶ Men der opkom den tanke hos dem: Hvem der vel maatte være den største af dem.

⁴⁷ Da Jesus saae deres hjærtes tanke, tog han et lille barn og stillede hos sig;

⁴⁸ og han sagde til dem: Den som modtager dette lille barn paa mit navn, modtager mig, og den som modtager mig, modtager ham, som udsendte mig; thi den, som er den mindste blandt eder alle, han skal blive stor.

⁴⁹ Men Johannes tog ordet og sagde: Fører! vi saae en deive dæmner ud paa dit navn, og vi hindrede ham, fordi han ikke følger med os.

⁵⁰ Jesus sagde til ham: I maa ikke hindre det; thi den, som ikke er imod os, er for os.

⁵¹ Da de dage fuldkommedes, at han skulde optages, fæstede han sit aasyn paa at vandre til Jerusalem;

⁵² og han sendte bud foran sig, og de droge bort og kom til en samaritansk by for at gjøre anstalt for ham;

⁵³ men de modtog ham ikke, fordi det var hans hu at rejse til Jerusalem.

⁵⁴ Men da hans disciple Jakob og Johannes saae det, sagde de: Herre, vil du, vi skal byde ild fare ned fra himlen og fortære dem, ligesom og Elia gjorde?

⁵⁵ Men han vendte sig, dadlede dem og sagde: I veed ikke, af hvad aand i ere!

⁵⁶ thi Menneskens Søn er ikke kommen for at fordærve, men for at frelse menneskers sjæle. Saa drog de til en anden by.

⁵⁷ Men det skete, da de vandrede paa vejen, at en sagde til ham: Herre! jeg vil følge dig, ihvor du gaaer!

⁵⁸ Jesus sagde til ham: Ræve have huler og himlens fugle reder, men Menneskens Søn har ikke, hvad han kan hælde sit hoved til. -

⁵⁹ Men til en anden sagde han: Følg mig! Men han sagde: Herre, tillad mig først at gaa og begrave min fader.

⁶⁰ Men Jesus sagde til ham: Lad du de døde begrave deres døde, men gaa du hen og forkynd Guds rige. -

⁶¹ Ogsaa en anden sagde: Jeg vil følge dig, Herre, men tillad mig først at tage afsked med dem i mit hus!

⁶² Men Jesus sagde til ham: Ingen som lægger haand paa ploven og seer tilbage, er vel skikket til Guds rige.

10

¹ Derpaa beskikkede Herren ogsaa 70 andre og sendte dem to og to forud for sig til hver stad og sted, hvor han vilde komme.

² Han sagde derfor til dem: Høsten er vel stor, men arbejderne faa: beder derfor høstens Herre, at han sender arbejdere til sin høst!

³ Drager ud! se, jeg sender eder som lam midt iblandt ulve;

⁴ I maa ikke bære pung eller taske eller sko, og hilser ingen paa vejen.

⁵ Men hvor i gaa ind i et hus, siger først: Fred over dette hus!

⁶ og skulde der være et fredens barn, skal eders fred hvile paa ham; men hvis ikke, vil den vende tilbage til eder;

⁷ men bliver i samme hus, spiser og drikker, hvad de har, thi arbejderen er sin løn værd; I maa ikke gaa fra hus til hus;

⁸ og i hvad stad i komme ind i, ogde modtage eder, spiser da, hvad der sættes for eder;

⁹ og helbreder de syge i den, og siger dem: Guds rige er kommet eder nær.

¹⁰ Men hvad stad i komme ind i, og de ikke modtage eder, gaaer ud paa dens gader og siger:

¹¹ vi ryste endog støvet, s om hænger ved os af eders stad, af os mod eder; men det skal i vide, at Guds rige var kommet eder nær!

¹² men jeg siger eder, at det vil være taaleligere paa hin dag for Sodoma end for denne stad.

¹³ Ve dig Korazin, ve dig Betsajda! thi vare de kraftige gjerninger skete i Tyros og Sidon, som ere skete i eder, da havde de forlænge siden siddet i sørgedragt og aske, og omvendt sig;

¹⁴ men det vil være taaleligere for Tyros og Sidon i dommen, end for eder;

¹⁵ og du Kapernaum, som er ophøjet lige til himlen, du skal styrtes lige ned i dødens rige.

¹⁶ Den, som hører eder, hører mig, og den, som foragter eder, foragter mig; men den, som foragter mig, foragter ham, som har udsendt mig.

¹⁷ Men de 70 vendte tilbage med glæde og sagde: Herre! endog dæmnerne underkaste sig os i dit navn.

¹⁸ Han sagde til dem: Jeg saae satan som et lyn fra himlen;

¹⁹ se, jeg giver eder magt til at træde paa slanger go skorpioner, og over al fjendens kraft, og ingen skal skade eder;

²⁰ dog glæder eder ikke herover, at aanderne underkaste sig eder, men glæder eder over, at eders navne ere skrevne i himlene.

²¹ I samme stund frydede Jesus sig i Aanden og sagde: Jeg priser dig Fader, himlens og jordens Herre, at du har dulgt dette for de vise og forstandige og aabenbaret det for de spæde! ja Fader, thi saaledes var det behageligt for dig!

²² og idet han vendte sig til sine disciple, sagde han: Alle ting ere mig overgivne af min Fader, og ingen kjender, hvem Sønnen er, uden Faderen, og hvem Faderen er, uden Sønnen, og hvem Sønnen vil aabenbare det;

²³ og han vendte sig til disciplene i særdeleshed og sagde: Salige ere de øjne, som se, hvad i se;

²⁴ thi jeg siger eder, at mange profeter og konger vilde seet, hvad i se, og har ikke seet det, og hørt, hvad i høre, og har ikke hørt det.

²⁵ Og se, en lovkyndig stod op, fristede ham og sagde: Lærer! hvad skal jeg gjøre, for at jeg kan arve evigt liv?

²⁶ Men han sagde til ham: Hvad er skrevet i loven, hvorledes læser du?

²⁷ Han svarede og sagde: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjærte, af hele din sjæl, af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.

²⁸ Men han sagde til ham: Du svarer ret, gjør det! saa skal du leve.

²⁹ Men da han vilde gjøre sig selv retfærdig, sagde han til Jesus: Hvem er da min næste?

³⁰ Saa tog Jesus Ordet og sagde; Der var en mand, som drog fra Jerusalem ned til Jeriko, og han faldt mellem røvere; og de baade klædte ham af, og efter at have saaret ham gik de bort og lade ham ligge halvdød.

³¹ Tilfældig drog en præst ned samme vej, og da han saae ham, gik han forbi;

³² ligeledes og en Levit, somkom til stedet, han kom og saae og gik forbi;

³³ men en vejfarende Samaritan kom til ham, og da han saae ham, ynkedes han inderlig;

³⁴ og han gik til ham, forbandt hans saar og gød olie og vin deri; saa løftede han ham paa sit eget dyr, førte ham til værtshuset og plejede ham;

³⁵ og da han anden dagen drog bort, tog han to mark og gav værten og sagde til ham: Plej ham, og hvad du lægger mere ud, det vil jeg betale dig, naar jeg kommer igjen.

³⁶ Hvem af disse tre synes du nu var hans næste, som var falden blandt røvere?

³⁷ Men han sagde; Han, som øvede barmhjærtighed mod ham. Derfor sagde Jesus til ham: Gaa du og gjøre ligesaa!

³⁸ Det skete paa deres rejse, at han gik ind i en by, og en kvinde ved navn Marta optog ham i sit hus;

³⁹ og hun havde en søster, som hed Maria, og hun satte sig ved Jesu fødder, og hørte hans Ord;

⁴⁰ men Marta havde travlt med megen opvartning; og hun traadte til og sagde: Herre! bryder du dig ikke om, at min søster lader mig alene varte op? siig dog til hende, at hun maa tage fat med mig.

⁴¹ Men Jesus svarede og sagde til hende: Marta, Marta! du gjør dig bekymring og uro med mange ting;

⁴² men eet er fornødent: Maria har valgt den gode del, som ikke skal tages fra hende.

11

¹ Da han var et sted og bad, skete det, som han hørte op, at en af hans disciple sagde til ham: Herre, lær os at bede, ligesom og Johannes lærte sine disciple.

² Saa sagde han til dem: Naar i bede, da siger: Vor Fader, du som er i himlene, helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din villie som i himlen saa og paa jorden.

³ og giv os hver dag vort væsenlige brød,

⁴ og forlad os vore synder; thi ogsaa vi forlade hver, som er skyldig mod os; og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde! -

⁵ Saa sagde han til dem: Dersom en af eder havde en ven, og han gik til ham ved midnat og sagde til ham: Ven, laan mig 3 brød,

⁶ da en ven er kommen til mig fra rejsen og jeg har intet at sætte for ham,

⁷ og han derinde svarede og sagde: Gjør mig ingen uro, døren er alt lukket og mine børn med mig i senge, jeg kan ikke staa op for at give dig dem;

⁸ da siger jeg eder, at dersom han ikke staaer op og giver ham, fordi han er hans ven, saa staaer han dog op for hans paatrængenhed og giver ham, hvad han behøver.

⁹ Og jeg siger eder: Beder! saa skal der gives eder, leder! saa skal i finde, banker! saa skal der oplades for eder;

¹⁰ thi hver, som beder, faaer, hvo som leder, finder, og der bliver lukket op for den, som banker;

¹¹ men naar blandt eder en søn beder sin Fader om brød, han vil da ikke give ham en sten; eller beder han om en fisk, han vil dog ikke give ham en slange, istedetfor fisk?

¹² eller beder han om et æg, han vil dog ikke give ham en skorpion?

¹³ Dersom da i, som ere onde, vide at give eders børn gode gaver, hvormeget mere vil da Faderen fra himlen give dem den Helligaand, som bede ham.

¹⁴ Saa drev han en dømen ud, og han var stum; men da dæmnen var udfaren, talede den stumme, og skarerne forundrede sig.

¹⁵ Men nogle af dem sagde: Han driver dæmner ud ved belzebul, dæmnernes formand;

¹⁶ men andre fristede ham og begjærde tegn af ham fra himlen.

¹⁷ Da han saae deres tanker, sagde han til dem: Hvert rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde, og hus mod hus falder,

¹⁸ hvis da og satan er bleven splidagtig med sig selv, hvorledes vil hans rige da bestaa, for i sige, at jeg uddriver dæmner ved belzebul.

¹⁹ Men om jeg uddriver dæmner ved belzebul, ved hvem uddrive da eders sønner dem? Derfor skal de være eders dommere.

²⁰ Men uddriver jeg dæmner ved Guds finger, saa er Guds rige jo kommet til eder.

²¹ Naar den stærke bevæbnet vogter sin borg, bliver hvad han har med fred,

²² men kommer en stærkere over ham og besejrer ham, da tager han hans fulde rustning, han stolede paa, og uddeler hans bytte.

²³ Den, som ikke er med mig, er mod mig, og den, som ikke samler med mig, adspreder. -

²⁴ Naar den urene aand farer ud af et menneske, vandrer han gjennem vandløse steder og søger hvile, og finder han den ikke, siger han: Jeg vil vende tilbage til mit hus, jeg gik ud af;

²⁵ og naar han kommer, finder han det fejet og prydet.

²⁶ Saa gaaer han hen og tager 7 andre aander med sig, som ere værre end han selv; og de drage ind og bo der, og det sidste bliver værre med dette menneske end det første. -

²⁷ Men som han talede dette, skete det, at en kvinde af folket opløftede røsten og sagde: Saligt det liv, som bar dig, og de bryster, du diede!

²⁸ Men han sagde: Ja vel, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare det.

²⁹ Da skarerne flokkede sig, begyndte han at sige: Denne slægt er ond, den begjærer tegn, og tegn skal ikke gives den uden profeten Johas tegn;

³⁰ thi ligesom Jona blev et tegn for Niniviterne, saa skal og menneskens Søn være for denne slægt.

³¹ Dronningen af sydland vil i dommen rejse sig mod mændene af denne slægt og fordømme dem; thi hun kom fra jordens grændser, for at høre Salomons visdom, og se her er mer end Salomon.

³² Ninivies mænd ville i dommen staa op mod denne slægt og fordømme den, thi de omvendte sig ved Jonas prædiken, og se, her er mer end Jona.

³³ Ingen tænder et lys og sætter det i skjul eller under skjæppen men paa lysestagen, for at de, som gaa ind, kan se dets skin.

³⁴ Øjet er legemets lys; naar dit øje derfor er aabent, er og dit hele legeme lyst, men dersom det er ondt, er og dit legeme mørkt;

³⁵ se derfor til, at lyset i dig ikke er mørke;

³⁶ dersom da dit hele legeme er lyst og ikke har nogen mørk del, bliver det hele lyst, som naar lyset bestraaler dig med sin glands.

³⁷ Da han talede, bad en farisæer ham at spise hos sig; og han gik ind og lagde sig tilbords;

³⁸ men farisæeren undrede sig, da han saae, at han ikke først vaskede sig før maaltidet;

³⁹ men Herren sagde til ham: Nu, i farisæer rense det udvendige af bøger og fad, men hvad der er inden i eder, er fuldt af rov og ondskab.

⁴⁰ Daarer! har han, som skabte det udvortes, ikke ogsaa skabt det indvortes?

⁴¹ men giver det, der er inden i, som almisse, og se, saa er alting rent for eder.

⁴² Men ve eder, i farisæer! for i give tiende af mynte og rude og alle madurter, men i forbigaa ret og Guds kjærlighed. Disse ting burde man gjøre og ikke forsømme de andre.

⁴³ Ve eder, i farisæer! for i holde af forsædet i forsamlingerne og hilsenerne paa torvene.

⁴⁴ Ve eder, i boglærde og farisæer, øjenskalke! for i ere som de ukjendelige grave; Mennesker gaa over dem og vide det ikke.

⁴⁵ Saa tog en af de boglærde ordet og sagde: Lærer! idet du taler dette, fornærmer du ogsaa os.

⁴⁶ Men han sagde: Ve ogsaa eder, i boglærde! for i læsse byrder paa menneskene, som ere svære at bære, og selv røre i ikke byrderne med een af eders fingre.

⁴⁷ Ve eder! for i bygge gravminder for profeterne, som eders fædre slog ihjel!

⁴⁸ Ja, i bevidne og samtykke eders fædres gjerninger; for de sloge dem ihjel, og i bygge deres gravminder!

⁴⁹ Derfor sagde og Guds visdom: Jeg vil sende profeter og apostle til dem; nogle af dem vil de slaa ihjel og forfølge;

⁵⁰ Herren uddriver en ond aand, spottes, men forsvarer sigsaa at alle profeters blod, som er udgydt fra verdens begyndelse, maa kræves af denne slægt,

⁵¹ fra Abels blod til Zakarias blod, som blev ombragt mellem alteret og huset. Ja jeg siger eder, at det vil blive krævet af denne slægt.

⁵² Ve eder, i lovlærde! for i har taget kundskabsnøglen; selv gaa i ikke ind, og i hindre dem, som ville gaa ind.

⁵³ Men da han talede dette til dem, begyndte de boglærde og farisæerne frygtelig at klemme paa og faa ham til at udtale sig om mange ting,

⁵⁴ da de lurede paa ham og søgte at fange noget af hans mund, saa de kunde anklage ham.

12

¹ Da tusinder af folk vare forsamlede, saa de traadte hverandre, begyndte han at tale til sine disciple: Varer eder for farisæernes surdejg, som er hykleri;

² der er intet skjult, som jo skal aabenbares, og intet dulgt, som man jo skal faa et vide;

³ derfor, hvad i sige i mørket, skal høres i lyset, og hvad i hvidske i kamrene, skal udraabes paa tagene.

⁴ Men jeg siger eder, mine venner: Frygter ikke for dem, som slaa legemet ihjel og derefter ikke formaa noget mere.

⁵ Men jeg vil vise eder, hvem i skal frygte; frygter ham, som, naar han har slaaet ihjel, har magt til at kaste i helvede. Ja, jeg siger eder, frygter ham! -

⁶ Sælges ikke 5 spurve for 2 skilling, og ikke een af dem er glemt hos Gud;

⁷ ja endog alle eders hovedhaar ere talte; frygter derfor ikke, i ere meget bedre end spurve.

⁸ Men jeg siger eder: Hver som hekjender mig for menneskene, ham vil og Menneskens Søn bekjende for Guds engle;

⁹ men hver, som fornægter mig ligeoverfor menneskene, ham vil jeg fornægte ligeoverfor Guds engle.

¹⁰ Enhver, som siger et ord mod Menneskens Søn, ham kan det forlades; men den, som taler bespottelig mod den Helligaand, ham kan det ikke forlades. -

¹¹ Men naar de føre eder for forsamlinger, øvrigheder og myndigheder, maa i ikke være bekymrede for, hvorledes eller hvormed i skulle forsvare eder, eller hvad i skulle sige;

¹² thi den Helligaand vil i samme stund lære eder, hvad i bør sige.

¹³ Men en af folket sagde til ham: Lærer! siig til min broder, at han skifter arven med mig.

¹⁴ Men han sagde til ham: Menneske! hvem har sat mig til dommer eller skifter over eder?

¹⁵ Men han sagde til dem: Seer til og vogter eder for gjerrighed; thi ingens liv bestaaer i at have overflødigt gods.

¹⁶ Men han lagde dem en lignelse og sagde: En rig mands mark bar godt,

¹⁷ og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gjøre, for jeg har ikke rum til at samle mine frugter?

¹⁸ og han sagde: Det vil jeg gjøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større, og der vil jeg samle alt, hvad jeg avler, og alt mit gods:

¹⁹ og jeg vil sige til min sjæl: Sjæl, du har meget godt liggende til mange aar, slaa dig til ro, spiis, drik, vær lystig!

²⁰ Men Gud sagde til ham: Daare! i denne nat vil de kræve din sjæl af dig; hvem skal saa have, hvad du har beredt?

²¹ Saadan er den, som samler sig skatte og ikke er rig til Gud.

²² Men han sagde til sine disciple: Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for eders sjæl, hvad i skulle spise, ikke heller for legemet, hvad i skulle klæde eder i!

²³ Sjælen er mer end føden og legemet end klæderne.

²⁴ Lægger mærke til ravnene, for de saae ikke, høste ikke heller; de har ikke kjelder, ej heller lade, og Gud føder dem; hvormeget bedre ere i end fuglene?

²⁵ men hvem af eder kan, om han endog bekymrer sig derfor, lægge een alen til sin levetid?

²⁶ Kan i altsaa ikke det mindste, hvorfor bekymrer i eder da for det øvrige?

²⁷ Lægger mærke til lilierne, hvorledes de voxe, de arbejde ikke, spinde ikke heller; men jeg siger eder: Ikke engang Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem.

²⁸ Klæder da Gud saaledes græsset, som i dag staaer paa marken og i morgen kastes i ovnen, hvormeget mere da eder, i svagttroende!

²⁹ Derfor maa i ikke spørge om, hvad i skal spise, eller hvad i skal drikke, og tragter ikke højt;

³⁰ thi efter alt dette søge hedningerne i verden; men eders Fader veed, at i har dette behov;

³¹ men søger Guds rige, saa skal alt dette gives eder til.

³² Frygt ikke du lille hjord, thi det er eders Fader behageligt at give eder riget.

³³ Sælger, hvad i har, og giver almisse! gjører eder poser, som ikke blive gamle, skatte, som ikke forgaa, i himlene, hvor tyv ikke nærmer sig og møl ikke fordærver;

³⁴ thi hvor eders skat er, der vil og eders hjærte være. -

³⁵ Eders lænder være ombæltede og eders lamper brændende;

³⁶ og værer som de mennesker, der vente deres Herre, naar han bryder op fra gildet, saa de strax kunne lukke op for ham, naar han kommer og banker;

³⁷ salige ere de tjenere, som Herren finder vaagne, naar han kommer; sandelig siger jeg eder: Han vil binde op om sig, sætte dem tilbords og gaa frem og tjene dem;

³⁸ og om han kom i anden vagt, eller han kom i tredje vagt og fandt det saaledes, da ere disse tjenere salige,

³⁹ men det vide i, at hvis husherren vidste, i hvad time tyven kom, da vilde han vel vaage og lod ham ikke bryde ind i sit hus.

⁴⁰ Værer derfor og i beredte, thi Menneskens Søn kommer den time, i ikke mene.

⁴¹ Men Peder sagde til ham: Herre! siger du denne lignelse til os eller til alle?

⁴² Men Herren sagde: Hvem er vel den tro og forstandige husholder, som Herren vil sætte over sit tyende, for at give dem deres mad i rette tid?

⁴³ salig er den tjener, som hans Herre finder gjøre saaledes, naar han kommer!

⁴⁴ jeg siger eder med sandhed, at han vil sætte ham over alt sit gods.

⁴⁵ Men dersom samme tjener sagde i sit hjærte: Min Herre tøver med at komme, og han vilde begynde at banke drengene og pigerne, og spise og drikke og svire,

⁴⁶ saa vil denne tjeners Herre komme en dag, han ikke tænker, og en time, han ikke veed, og han vil hugge ham sønder og give ham hans lod med de utro;

⁴⁷ men den tjener, som kjender sin Herres villie og ikke holder sig beredt eller gjør efter hans villie, skal faa mange hug;

⁴⁸ men den, som ikke kjender og gjør hvad der er hug værd, skal have faa hug; thi enhver, hvem meget er givet, af ham vil man kræve meget, og hvem meget er betroet, af ham vil man fordre mere.

⁴⁹ Ild er jeg kommen at kaste paa jorden, og hvor vilde jeg, at den allerede fængte!

⁵⁰ en daab har jeg at døbes med, og hvor ængstes jeg, indtil den er fuldbragt!

⁵¹ Mene i, at jeg er kommen for at skjænke fred paa jorden? Nej, siger jeg eder, men tvedragt;

⁵² thi fra nu af skal fem i eet hus blive delte: Tre mod to, og to mod tre;

⁵³ de vil deles: Fader mod søn, og søn mod fader; moder mod datter, og datter mod moder; Mandens moder mod sønnens hustru, og sønnens hustru mod mandens moder.

⁵⁴ Men han sagde ogsaa til folket: Naar i se skyen gaa op af vester, sige i strax: Der kommer regn! og det skeer saaledes;

⁵⁵ og naar søndenvinden blæser, sige i: Det bliver varme! og det skeer.

⁵⁶ Hyklere! Paa himlens og jordens udseende forstaa i at skjønne; men hvorledes skjønne i ikke paa denne tid?

⁵⁷ hvorfor dømme i ikke endog fra eder selv, hvad ret er?

⁵⁸ Thi som du gaaer med din modstander til øvrigheden, gjør dig paa vejen flid for at blive ham kvit, at han ikke skal drage dig for dommeren, og dommeren overgive dig til fogeden, og fogeden kaste dig i fængsel;

⁵⁹ jeg siger dig, du sakl slet ikke komme ud derfra, førend du betaler endog den sidste skilling!

13

¹ Samme tid var der nogle tilstede, som fortalte ham om de Galilæer, hvis blod Pilatus blandede med deres ofre;

² og Jesus tog Ordet og sagde til dem: Mene i, at disse Galilæer vare syndere fremfor alle Galilæer, fordi de lede dette?

³ Ingenlunde! siger jeg eder; men dersom i ikke omvende eder, skal i alle omkomme paa samme maade.

⁴ Eller de atten, taarnet i Siloam styrtede ned paa og dræbte, mene i, at de vare skydlige fremfor alle mennesker, som bo i Jerusalem?

⁵ Ingenlunde! siger jeg eder; men naar i ikke omvende eder, skal i alle omkomme paa lignende maade. -

⁶ Men han sagde denne lignelse: En havde et figentræ plantet i sin vingaard, og han kom, søgte efter frugt paa det, men fandt ingen.

⁷ Saa sagde han til vingaardsmanden: Se, tre aar kom jeg og søgte frugt paa dette figentræ, og finder intet; hyg det om! hvorfor skal det og gjøre jorden unyttig?

⁸ Men han svarede og sagde til ham; Herre! skjænk det ogsaa dette aar, indtil jeg faaer gravet og gjødet om det,

⁹ om det saa vil bære frugt; men hvis ikke, kan du siden hugge det om.

¹⁰ Da han lærte i en af skolerne paa en høj helligdag,

¹¹ se, da var der en kvinde, som havde haft en svagheds aand i 18 aar; hun var kroget og kunde slet ikke rejse sig op.

¹² Men da Jesus saae hende, kaldte han og sagde til hende: Kvinde, du er løst af din svaghed!

¹³ og han lagde hænderne paa hende, og strax rettede hus sig op og priste Gud.

¹⁴ Men skoleforstanderen to ordet, da han var smæk vred, fordi Jesus helbredte paa hviledagen, og han sagde til folket: Der er 6 dage, paa hvilke man bør arbejde; paa dem kan i derfor komme og lade eder helbrede, men ikke paa hviledagen.

¹⁵ Da svarede Herren ham og sagde: Øjenskalk! løser ikke hver af eder sin oxe eller sit asen fra krybben om hviledagen, og fører dem til vands!

¹⁶ men hende, en Abrahams datter, som satan har holdt bundet, og det i 18 aar, burde hun ikke løses af det baand paa hviledagen?

¹⁷ Men da han sagde det, skammede alle hans modstandere sig, og hele folket glædede sig over alle de herlige gjerninger af ham.

¹⁸ Men han sagde til dem: Hvad ligner Guds rige, og hvad skal jeg sammenligne det med?

¹⁹ Det ligner et sennepskorn, som et menneske tog og lagde i sin have, og det voxede og blev et stort træ, og himlens fugle boede i dets grene.

²⁰ Atter sagde han: Hvad skal jeg sammenligne Guds rige med?

²¹ det ligner en surdejg, som en kvinde tog og nedlagde i 3 maal mel, indtil det hele blev gjennemsyret.

²² Saa vandrede han gjennem stæder og byer og lærte, og gjorde rejsen til Jerusalem.

²³ Men en sagde til ham: Herre, mon faa blive frelste? Saa sagde han til dem:

²⁴ Kjæmper for at komme ind ad den snevre port; thi mange, siger jeg eder, ville søge at komme ind, men de har ikke styrke.

²⁵ Naar husbonden er staaet op og har lukket døren, og i begynde at staa udenfor, banke paa døren og sige: Herre, Herre, luk op for os, saa vil han svare og sige til eder: Jeg kjender eder ikke; hvor er i fra?

²⁶ Saa vil i begynde og sige: Vi har spist og drukket for dit ansigt, og du har lært paa vore gader,

²⁷ og han vil sige: Jeg siger eder, jeg kjender eder ikke, hvor i er fra; gaaer bort fra mig, alle i, som gjøre uret;

²⁸ der skal være graad og tænders gnidsel, naar i se Abraham, Isak og Jakob og alle profeter i Guds rige, men eder udstødte udenfor;

²⁹ og de skal komme fra øst og vest, fra syd og nord og ligge tilbords i Guds rige;

³⁰ og se, der ere sidste, som blive de første, og første, som blive de sidste.

³¹ Samme dag kom nogle farisæer og sagde til ham: Tag ud og drag herfra, for Herodes vil slaa dig ihjel!

³² og han sagde til dem: Gaaer i hen og siger den ræv: Se, jeg uddriver dæmner og øver lægedom idag og imorgen, og tredje dag har jeg fuldendt;

³³ dog maa jeg vandre idag og imorgen, og næste dag, thi det er ikke muligt, at en profet omkommes udenfor Jerusalem.

³⁴ Jerusalem, Jerusalem! som slog profeterne ihjel og stenede dem, som sendtes hende! hvorofte vilde jeg forsamlet dine børn paa samme maade, som en høne forsamler sin yngel under vingerne, og i vilde ikke!

³⁵ se eders hus skal lades eder øde! men ejg siger eder, at i ikke skulle se mig, indtil det kommer, naar i sige: Velsignet den, som kommer i Herrens navn!

14

¹ Det skete, da han en hviledag kom i en af de fornemme farisæeres hus for at spise, at de toge vare paa ham;

² og se, der var et vandsottigt menneske for ham.

³ Saa tog Jesus Ordet og sagde saaledes til de lovlærde og farisæerne: Mon det er tilladt at helbrede paa hviledagen? men de tav.

⁴ Saa tog han paa ham, helbredte ham og lod ham gaa;

⁵ og han tog Ordet og sagde til ham: Hvem af eder, hvis asen eller oxe er falden i en grav, drager den ikke strax op paa hviledagen?

⁶ og de mægtede ikke at svare ham paa det. -

⁷ Men han sagde en lignelse til gjæsterne, da han mærkede, hvorledes de udvalgte de første sæder ved bordet; han sagde nemlig til dem:

⁸ Naar du bliver buden af nogen til gilde, sæt dig saa ikke øverst tilbords, at der ikke skal være en hæderligere end dig indbudt af ham;

⁹ og han, som indbød dig og ham, skulde komme og sige til dig: Giv denne plads! og du da med skam maa begynde med at have den sidste plads;

¹⁰ men naar du er buden, gaa hen og sæt dig nederst, for at værten, naar han kommer, kan sige til dig: Ven, sæt dig højere op! da vil du have ære for dem, som sidde tilbords med dig;

¹¹ thi hver, som ophøjer sig selv, vil blive ydmyget, men den, som ydmyger sig selv, vil blive ophøjet. -

¹² Men han sagde ogsaa til ham, som havde indbudt ham: Naar du giver frokost eller middag, byd saa ikke dine venner eller dine brødre eller dine frænder eller dine rige naboer, at de i kke skulle byde dig igjen, og det skulde være dig vederlag;

¹³ men naar du gjør gilde, byd saa fattige, krøblinger, halte og blinde,

¹⁴ og du skal være salig, for de har intet at gjengjælde dig med, men det skal gjengjældes dig i de retfærdiges opstandelse. -

¹⁵ Men da en af dem, som laa tilbords med, hørte det, sagde han til ham: Salig er den, som skal holde maaltid i Guds rige.

¹⁶ Men han sagde til ham: En mand gjorde en stor nadver og bød mange;

¹⁷ og paa nadverens time udsendte han sin tjener for at sige de budne: Kommer, for nu er alting færdig;

¹⁸ men de begyndte alle som een at undskylde sig: den første sagde til ham: Jeg har kjøbt en ager, og jeg har nødig at gaa ud og se den; jeg beder dig, hav mig undskyldt!

¹⁹ en anden sagde: Jeg har kjøbt 5 par oxer og gaaer hen for at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt!

²⁰ en anden sagde: Jeg har taget mig en hustru og derfor kan jeg ikke komme.

²¹ Saa kom denne tjener og meldte sin Herre det. Da blev Husbonden vred og sagde til sin tjener: Gaa hurtig ud paa stadens gader og stræder, og før de fattige, krøblinger, blinde og halte herind.

²² Og tjeneren sagde: Herre, det er skeet, som du bød, og der er endnu plads.

²³ Herren sagde til tjeneren: Gaa ud paa vejene og ved gjærderne og nød dem at gaa ind, for at mit hus kan blive fuldt;

²⁴ thi jeg siger eder, at ingen af de mænd, som vare budne, skal smage min nadver.

²⁵ Mange skarer drog med ham, og han vendte sig om og sagde til dem:

²⁶ Dersom nogen kommer til mig og hader ikke sin fader og moder, hustru og børn, brødre og søstre, ja endog sin egen sjæl, han kan ikke være min discipel;

²⁷ og hver, som ikke bærer sit kors og kommer efter mig, kan ikke være min discipel;

²⁸ thi hvem af eder, som vil bygge et taarn, sætter sig ikke først ned og beregner omkostningerne, om han har, hvad der strækker til,

²⁹ for at ikke alle, naar han har lagt grunden og ikke har magt til at fuldføre det, skal se det, begynde at gjøre nar af ham

³⁰ og sige: Dette menneske begyndte at bygge, og han havde ikke magt til at fuldføre det.

³¹ Eller hvilken konge, som drager ud for at kaste sig i kamp med en anden konge, sætter sig ikke først ned og overvejer, om han er mægtig til med 10.000 at møde ham, som kommer mod ham med 20.000?

³² hvis ikke, sender han, medens han endnu er langt borte, et gesandtskab til ham og spørger om fredsvilkaar.

³³ Saaledes kan altsaa hver af eder, som ikke forsager alt, hvad han har, ikke være min discipel.

³⁴ Saltet er godt; men naar saltet mister sin kraft, hvormed skal der krydres?

³⁵ det duer hverken til jord eller gjødning; man kaster det udenfor. Den, som har øren at høre med, han høre!

15

¹ Men alle toldere og syndere holde sig nær til ham for at høre ham;

² og farisæerne og de boglærde mukkede og sagde: Han tager mod syndere og spiser med dem!

³ Men han lagde dem denne lignelse og sagde:

⁴ Hvilket menneske blandt eder, som har 100 faar og mister eet af dem, forlader ikke de 99 i ørken og gaaer efter det mistede, indtil han finder det?

⁵ og naar han finder det, lægger han det paa sine skuldre med glæde;

⁶ og naar han kommer hjem, sammenkalder han venner og naboer, og siger til dem: Glæder eder med mig, thi jeg har fundet mit faar, som var fortabt.

⁷ Jeg siger eder, at der saaledes vil være glæde i himlen over een synder, som omvender sig, mer end over 99 retfærdige, som ikke behøve omvendelse.

⁸ Eller hvilken kvinde, som har 10 mark, om hun taber den ene mark, tænder ikke et lys, fejer huset og søger flittig, til hun finder den?

⁹ og naar hun finder den, sammenkalder hun veninder og naboersker og siger: Glæder eder med mig, for jeg har fundet den mark, jeg tabte.

¹⁰ Saaledes, siger jeg eder, bliver der glæde hos Guds engle over een synder, som omvender sig.

¹¹ Saa sagde han: Et menneske havde to sønner;

¹² og den yngste af dem sagde til faderen: Fader, giv mig den del af formuen, som tilfalder mig. Saa skiftede han formuen mellem dem.

¹³ Ikke mange dage derefter pakkede den yngste søn alt sit sammen, drog udenlands til et land langt borte, og der tilsatte han sin formue, da han levede ryggesløst.

¹⁴ Men da han havde fortæret alt, blev der en svær hungersnød i dette land, og han begyndte at lide mangel.

¹⁵ Saa drog han hen og hængte paa en af borgerne i denne egn, og han sendte ham ud paa sin gaard at vogte svin,

¹⁶ og han begjærede at mætte sig paa de bønner, svinene aad af; men ingen gav ham noget.

¹⁷ Saa gik han i sig selv og sagde: Hvormange daglønnere hos min fader har ikke overflødigt brød, men jeg omkommer af hunger!

¹⁸ Jeg vil staa op, drage til min fader og sige til ham: Fader! Jeg har syndet mod himlen og for dig,

¹⁹ og jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, gjør mig som en af dine daglønnere.

²⁰ Og han stod op og kom til sin fader. Da han endnu var langt borte, saae hans fader ham og ynkedes inderlig, og han løb, faldt om hans hals og kyssede ham.

²¹ Men sønnen sagde til ham: Fader, jeg har syndet mod himlen og for dig, og er ikke længer værd at kaldes din søn!

²² Men faderen sagde til sine tjenere: Tager den bedste klædning frem og ifører ham, giver ham ring til sin haand og sko til fødderne;

²³ henter saa fedekalven og slagter den, lad os faa spise og være muntre,

²⁴ for denne min søn var død og levede op igjen; han var fortabt og er funden; og de begyndte at blive muntre.

²⁵ Men hans ældste søn var paa marken, da han kom og var nærved huset, hørte han musik og dands;

²⁶ og han kaldte paa en af drengene og spurgte, hvad det skulde betyde?

²⁷ Men han sagde til ham: Din broder er kommen, og din fader slagtede fedekalven, fordi han har faaet ham sund hjem.

²⁸ Men han blev vred og vilde ikke gaa ind; altsaa gik hans fader ud og bad ham;

²⁹ men han svarede og sagde til faderen: Se, saa mange aar tjener jeg dig og overtraadte aldrig dit bud, og du gav mig aldrig et kid, at je kunde fornøje mig med mine venner;

³⁰ men da denne din søn, som har fortæret dit gods med skjøger, kom, saa slagtede du fedekalven for ham!

³¹ Men han sagde til ham: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit;

³² men man maa være munter og glad, fordi denne din broder var død og er levet op igjen, var fortabt og er funden.

16

¹ Men han sagde og til sine disciple: Der var et rigt menneske, som havde en husholder, og han blev bagtalt for ham som den, der forødte hans gods.

² Saa kaldte han ham og sagde til ham: Hvad er det, jeg hører om dig? afgiv regnskabet for din husholdning, thi du kan ikke længer forestaa huset.

³ Men husholderen sagde hos sig selv: Hvad skal jeg gjøre, for min herre tager husholdningen fra mig? grave mægter jeg ikke, tigge skammer jeg mig ved.

⁴ Jeg veed, hvad jeg vil gjøre, for at de maa optage mig i deres huse, naar jeg bliver sat fra husholdningen.

⁵ Saa kaldte han enhver af sin herres skyldnere og sagde til den første: Hvormeget skylder du min herre?

⁶ Han sagde: 100 fade olie. Saa sagde han til ham: Tag dit bevis, sæt dig ned og skriv hurtig halvtreds.

⁷ Derpaa sagde han til en anden: Hvormeget skylder da du? Han sagde: 100 tønder hvede. Saa sagde han til ham: Tag dit bevis og skriv firs.

⁸ Og herren roste denne uretfærdighedens husholder, fordi han handlede klogt; thi denne verdens børn er klogere end lysets børn mod deres egen slægt.

⁹ Og jeg siger eder: Gjører eder venner ved uretfærdighedens mammon, saa de, naar i skilles herfra, maa modtage eder i de evige boliger.

¹⁰ Den, som er tro i det mindste er og tro i meget, og den som er uretfærdig i det mindste er ogsaa uretfordig i meget.

¹¹ Dersom i ikke har været tro i den urette mammon, hvem vil betro eder den sande?

¹² og dersom i ikke have været tro i det fremmede, hvem vil give eder noget selv at eje?

¹³ Ingen huskarl kan tjene to herrer; thi han vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke tjene Gud og mammon.

¹⁴ Alt dette hørte farisæerne, som vare pengegjerrige og de spottede ham.

¹⁵ Saa sagde han til dem: I ere dem, som gjøre sig selv retfærdige for mennesker, men Gud kjender eders hjærter; thi hvad der er højt blandt menneskene, er en vederstyggelighed for Gud.

¹⁶ Loven og profeterne gaa til Johannes; fra den tid prædikes evangeliet om Guds rige, og hver trænger ind i det med magt;

¹⁷ men snarere forgaa himmel og jord, end en tøddel af loven forgaa.

¹⁸ Hver, som skiller sig fra sin hustru og tager en anden til ægte, bedriver hor, og hver, som ægter den, som er skilt fra manden, bedriver hor.

¹⁹ Der var en rig mand, og han klædte sig i skarlagen og bomuld og gjorde hver dag kosteligt gilde;

²⁰ men der var en fattig ved navn Lazarus; han laa ved hans port fuld af saar,

²¹ og han begjærede at mættes af de smuler, som faldt fra den riges bord; men endog hundene kom og slikkede hans saar.

²² Men det skete, at den fattige døde, og han blev baaren af englene i Abrahams skjød; men den rige døde ogsaa, og han blev begraven;

²³ og da han opløftede sine øjne i de dødes rige og var i pine, saae han Abraham langt borte og Lazarus i hans skjød;

²⁴ og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin finger i vand og lædske min tunge, thi jeg pines svært i denne lue.

²⁵ Men Abraham sagde: Søn, husk paa, at du optog dit gode i din livstid og Lazarus paa lignende maade det onde, men nu trøstes han her, men du pines;

²⁶ og foruden alt dette, er der et stort svælg mellem os og eder, saa at de, som ville gaa herfra over til eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os.

²⁷ Men han sagde: Saa beder jeg dig Fader, at du sender ham til min faders hus,

²⁸ thi jeg har 5 brødre, at han kan vidne for dem, for at ikke ogsaa de skal komme til dete pisested.

²⁹ Abraham sagde til ham: De har Mose og profeterne, lad ham høre dem!

³⁰ men han sagde: NEj, Fader Abraham! men dersom en gik til dem fra de døde, saa omvendte de sig.

³¹ Men han sagde til ham: Høre de ikke Mose og profeterne, ville de heller ikke tro, om nogen stod op fra de døde.

17

¹ Men han sagde til disciplene: Det er umuligt, at forargelser ikke skulle komme; men ve den, ved hvem de komme;

² det var ham bedre, om der var hængt en møllesten om hans hals, og han var kastet i havet, end at han skulde forarge en af disse smaa. -

³ Vogter eder selv! Men hvis din broder synder mod dig, straf ham; men omvender han sig, da tilgiv ham!

⁴ og om han syndede 7 gange om dagen mod dig, og 7 gange om dagen vendte om og sagde: Det angrer mig, saa skal du tilgive ham! -

⁵ Apostlene sagde til Herren: Forøg os troen!

⁶ Men Herren sagde: Havde i tro som et sennepskorn, kunde i sige til dette morbærtræ: Ryk dig op, plant dig i havet! og det vilde lyde eder.

⁷ Men hvem af eder, der har en tjener, som pløjer eller vogter, siger strax til ham, naar han kommer fra marken: Gaa hen og lig tilbords?

⁸ men mon han ikke siger til ham: Lav det til, jeg skal spise til middag, kilter dig saa op, og opvart mig, mens jeg spiser og drikker, og derpaa maa du spise og drikke!

⁹ takker han vel den tjener, fordi han gjorde, hvad der var ham befalet? Jeg mener det ikke.

¹⁰ Saaledes skal og i, naar i har gjort alt, hvad der er eder befalet, sige: Vi ere unyttige tjenere, for vi har gjort, hvad vi burde gjøre.

¹¹ Det skete, da han rejste til Jerusalem, at han drog midt igjennem Samaria og Galilæa;

¹² og da han kom til en by, mødte 10 spedalske mænd ham, og de stode langt borte,

¹³ opløftede røsten og sagde: Jesus, Fører, forbarm dig over os!

¹⁴ og da han saae dem, sagde han til dem: Gaaer bort, og fremstiller eder for præsterne! og det skete, at de bleve rensede, idet de gik bort.

¹⁵ Men een af dem vendte tilbage, da han saae, at han var helbredet, og priste Gud med høj røst;

¹⁶ og han faldt paa sit ansigt for hans fødder og takkede ham; og det var en samaritaner.

¹⁷ Saa tog Jesus Ordet og sagde: Bleve ikke de ti rensede, hvor ere da de ni?

¹⁸ fandtes der ingen, som vendte tilbage for at give Gud æren, uden denne fremmede?

¹⁹ og han sagde til ham: Staa op, gaa bort! din tro har frelst dig.

²⁰ Da han blev spurgt af farisæerne: Naar kommer Guds rige? svarede han dem og sagde: Guds rige kommer ikke, saa man kan vise paa det;

²¹ de skulle ikke heller sige: Se her! eller: Se der! thi se, Guds rige er inden i eder.

²² Men han sagde til disciplene: Dage ville komme, da i skulle begjære at se een af Menneskens Søns dage, og i skulle ikke se den;

²³ og de ville sige til eder: Se her, se der! gaaer ikke hen, og følger ikke!

²⁴ thi som lynet, der lyner fra den ene side af himlen, glimter til den anden side af himlen, saaledes skal Menneskens Søn være paa sin dag;

²⁵ men han maa først lide meget og blive forskudt af denne slægt;

²⁶ og som det skete i Noas dage, saaledes vil det blive i Menneskens Søns dage;

²⁷ de spiste, drak, tog til ægte, giftedes bort indtil den dag, Noa gik ind i arken og floden kom og ødelagde alle;

²⁸ paa lignende maade som det og skete i Lots dage: de spiste, drak, kjøbte, solgte, plantede, byggede;

²⁹ men den dag, Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl af himmelen og ødelagde alle;

³⁰ paa samme maade vil det være den dag, Menneskens Søn aabenbares;

³¹ paa denne dag skal den, som er paa taget og hvis tøj, er i huset, ikke stige ned for at tage det; og den, som er paa marken, skal paa lignende maade ikke vende om til det, som er bag ham;

³² husker paa Lots hustru.

³³ Den, som søger at frelse sin sjæl, skal tabe den, og den, som taber den, skal holde den i live.

³⁴ Jeg siger eder: I samme nat skal der være to i een seng, den ene vil blive modtagen, den anden lades tilbage;

³⁵ to kvinder skulle male sammen, og den ene vil blive modtagen, og den anden lades tilbage;

³⁶ To skulle være paa marken, den ene vil blive modtagen og den anden lades tilbage.

³⁷ Og de tog ordet og sagde til ham: Hvor Herre? Men han sagde til dem: Hvor kroppen er, der flokkes og ørnene.

18

¹ Han sagde dem ogsaa en lignelse om, at man altid bør bede og ikke blive træt.

² Han sagde nemlig: Der var en dommer i en stad, og han frygtede ikke Gud og undsaae sig ikke for noget menneske.

³ Men der var en enke i samme stad, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig ret mod min modstander!

⁴ En tid vilde han ikke, men derpaa sagde han hos sig selv: Skjøndt jeg hverken frygter Gud eller undseer mig for noget menneske,

⁵ saa, da denne enke gjør mig besvær, vil jeg skaffe hende ret, for at hun ikke til det yderste skal komme og plage mig. -

⁶ Saa sagde Herren: Hører, hvad den uretfærdige dommer siger!

⁷ Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte ret, naar de raabe til ham dag og nat, og han er langmodig imod dem.

⁸ Jeg siger eder, at han snart vil skaffe dem ret. Men naar Menneskens Søn kommer, mon han da vil finde troen paa jorden?

⁹ Men han sagde denne lignelse til nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige, og regnede de øvrige for intet.

¹⁰ To mennesker gik til templet for at bede; den ene var en farisæer og den anden en tolder;

¹¹ Farisæeren stillede sig op for sig selv og bad saaledes: Jeg takker dig Gud, fordi jeg ikke er som de øvrige mennesker, røvere, uretfærdige, horkarle eller som denne tolder;

¹² jeg faster to gange om ugen; jeg tiender af alt, hvad jeg ejer!

¹³ Og tolderen stod langt borte, vilde ikke engang løfte øjnene til himlen; men han slog sig for sit bryst og sagde: Gud vær mig synder naadig!

¹⁴ Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem, mon nemlig hin? thi hver, som ophøjer sig, skal ydmyges, men den, som ydmyger sig, skal ophøjes.

¹⁵ Men de bragte ogsaa spæde børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da disciplene saae det, truede de ad dem;

¹⁶ men Jesus kaldte dem til sig og sagde: Lader de smaa børn komme til mig og hindrer dem ikke, thi for saadanne er Guds rige;

¹⁷ sandelig siger jeg eder: Den, som ikke modtager Guds rige som et lille barn, kommer slet ikke derind.

¹⁸ En fornem mand spurgte ham og sagde: Gode lærer, hvad skal jeg gjøre, for at jeg kan arve evigt liv?

¹⁹ Men Jesus sagde til ham: Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud.

²⁰ Du kjender budene: Du maa ikke bryde ægtepagten, du maa ikke myrde, du maa ikke stjæle; du maa ikke aflægge falsk vidnesbyrd, ær din fader og din moder!

²¹ Men han sagde: Alt dette har jeg taget iagt fra min ungdom.

²² Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: Endnu eet er tilbage for dig: Sælg alt, hvad du har, og giv det til fattige, saa vil du have en skat i himlen, og kom saa og følg mig!

²³ Men da han hørte det, blev han hel bedrøvet, for han var meget rig.

²⁴ Men da Jesus saae, at han blev hel bedrøvet, sagde han: Hvor vanskelig ville de, som have penge, komme i Guds rige;

²⁵ thi det er lettere, at en kamel gaaer gjennem et naaleøje, end at en rig kommer i Guds rige.

²⁶ Men de, som hørte det, sagde: Hvem kan da blive frelst?

²⁷ Men han sagde: Hvad der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.

²⁸ Saa sagde Peder: Se, vi har forladt alt og fulgt dig.

²⁹ Men han sagde til dem: Sandelig siger jeg eder: Der er ingen, som har forladt hus, eller forældre, eller brødre, eller hustru, eller børn for Guds riges skyld,

³⁰ som jo skakl faa mange fold igjen i denne tid og evigt liv i den kommmende verden.

³¹ Saa tog han de tolv tilside og sagde til dem: Se, vi drage op til Jerusalem, og alt, hvad der er skrevet ved profeterne, skal gaa i opfyldelse paa Menneskens Søn;

³² han vil nemlig blive overgivet til hedningerne og blive bespottet, forhaanet og overspyttet;

³³ og de ville hudslette ham og slaa ham ihjel, og tredje dag vil han opstaa.

³⁴ Men de fattede intet af dette; det var en mørk tale for dem, og de forstode ikke, hvd der blev sagt.

³⁵ Det skete, da han nærmede sig Jeriko, at en blind sad ved vejen og tiggede;

³⁶ og da han hørte folket gaa forbi, spurgte han, hvad det var;

³⁷ men de forkyndte ham, at Jesus af Nazaret kom forbi.

³⁸ raabte han og sagde: Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!

³⁹ Men de, som gik foran, truede ad ham, for at han skulde tie stille; men desmere raabte han: Du Davids Søn, forbarm dig over mig!

⁴⁰ Saa stod Jesus stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nærmere, spurgte han ham

⁴¹ og sagde: Hvad vil du, at jeg skal gjøre for dig? men han sagde: Herre, at jeg maa faa mit syn!

⁴² og Jesus sagde til ham: Se op! din tro har frelst dig;

⁴³ og strax saae han op, og han fulgte ham og lovpriste Gud, og hele folket, som saae det, gav Gud æren.

19

¹ Saa drog han ind og gik gjennem Jeriko;

² og se, der var en mand ved navn Zakkæos; han var overtolder, og selv var han en rig mand;

³ og han sagde søgte at faa Jesus at se, hvem han var, men han kunde ikke for folk, da han var lille af væxt;

⁴ saa løb han forud, kravlede op i et figenmorbærtræ, for at han kunde se ham; for han maatte komme den vej.

⁵ Som Jesus kom til dette sted, saae han op og fik øje paa ham og sagde til ham: Zakkæos skynd dig ned, thi jeg maa idag blive i dit hus.

⁶ Saa skyndte han sig ned og modtog ham med glæde;

⁷ og da alle saae det, mukkede de og sagde: Han tager ind at blive hos en syndig mand.

⁸ Men Zakkæos stod op og sagde til Herren: Se, Herre, halvdelen af mit gods giver jeg de fattige, og dersom jeg har sveget nogen noget fra, giver jeg det 4 gange igjen.

⁹ Men Jesus sagde til ham: Idag er frelse vederfaret dette hus, fordi ogsaa han er en Abrahams søn;

¹⁰ thi Menneskens Søn er kommen for at søge og frelse det fortabte.

¹¹ Da de hørte dette, blev han ved og sagde en lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem og de mente, at Guds rige strax maatte aabenbares.

¹² Han sagde nemlig: En adelsmand drog til et fjernt land for at overtage sig riget og komme tilbage;

¹³ men han kaldte sine 10 tjenere, og gav dem 10 hundrede mark og sagde til dem: Handler med dem, indtil jeg kommer!

¹⁴ Men hans borgere hadede ham, og sendte et sendebud efter ham og lod sige: Vi ville ikke, at denne skal være konge over os.

¹⁵ Det skete, da han kom tilbage efter at have modtaget riget, at han sagde, man skulde kalde ham disse tjenere, som han havde givet pengene, for at han kunde faa at vide, hvad hver af dem havde vundet.

¹⁶ Saa traadte den første frem og sagde: Herre, dine 100 mark har indbragt 1000 mark;

¹⁷ og han sagde: Vel, du gode tjener, fordi du var tro i det smaa, skal du have magt over 10 stæder.

¹⁸ Saa kom den anden og sagde: Herre, dine 100 mark har gjort 500 mark.

¹⁹ Saa sagde han til denne: Ogsaa du skal være over 5 stæder.

²⁰ Og der kom en anden og sagde: Herre, se, her er dine 100 mark, som jeg har haft liggende i et tørklæde;

²¹ jeg var nemlig bange for dig, for du er en stræng mand; du tager, hvad du ikke har nedlagt, og høster, hvad du ikke har saaet.

²² Men han sagde til ham: Jeg dømmer dig efter din egen mund, du slette tjener; du vidste, at jeg er en stræng mand, som tager, hvad jeg ikke nedlagde, og høster, hvad jeg ikke saaede;

²³ hvorfor gav du da ikke mine penge til vexelererne, saa naar jeg kom, jeg kunde kræve dem med rente?

²⁴ og han sagde til de omstaaende: Tager de 100 mark fra ham og giver dem til ham, som har de 10 hundrede mark.

²⁵ De sagde til ham: Herre, han har 10 hundrede mark!

²⁶ Jeg siger eder nemlig, at hver, som har, ham skal gives, men fra den, som ikke har, fra ham skal endog tages, hvad han har.

²⁷ Men hine mine fjender, som ikke vilde, jeg skulde være konge over dem, fører dem hid og hugger dem ned for mine øjne.

²⁸ Og som han sagde det, gik han foran og drog til Jerusalem.

²⁹ Som han nærmede sig Betfage og Betania til det saakaldte Oliebjerg, skete det, at han sendte to af sine disciple

³⁰ og sagde: Gaaer til denne landsby heroverfor, naar i komme ind i den, ville i træffe et bundet føl, som intet menneske nogensinde har redet paa, løser det og fører det herhen!

³¹ og spørger nogen eder: Hvorfor løse i det? da skal i sige saaledes til ham: Fordi Herren har brug for det.

³² Saa gik de udsendte bort og fandt det, ligesom han havde sagt dem;

³³ saa, da de løste føllet, sagde dets herrer til dem: Hvad, løse i føllet!

³⁴ Men de sagde: Herren har brug for det.

³⁵ Saa førte de det til Jesus, de kastede deres klæder over føllet og satte Jesus op.

³⁶ Men da han drog frem, bredte de deres klæder under ham paa vejen.

³⁷ Men da han nu nærmede sig skænten af Oliebjerget, begyndte hele mængden af hans disciple gladelig at lovprise Gud med høj røst for alt det storværk, de havde seet,

³⁸ og sagde: Velsignet han, der kommer som konge i Herrens navn! Fred i himlen og ære i det højeste!

³⁹ Saa sagde nogle af farisæerne i flokken til ham: Lærer! tru ad dine disciple!

⁴⁰ Men han svarede og sagde til dem: Jeg siger eder, at hvis disse tav, maatte stenene raabe -

⁴¹ Og som han nærmede sig og saae staden, græd han over den og sagde:

⁴² Vidste du dog, ja selv paa denne din dag, hvad der er til din fred! men nu er det skjult for dine øjne!

⁴³ Thi dage ville komme over dig, og dine fjender ville kaste vold op om dig, indeslutte dig og trænge dig allevegne;

⁴⁴ og de ville knuse dig og dine børn i dig og ikke levne sten paa sten i dig til gjengjæld for, at du ikke kjendte din besøgelses tid.

⁴⁵ Da han saa gik ind i templet, begyndte han at drive dem ud, som der solgte og kjøbte,

⁴⁶ og han sagde til dem: Der er skrevet: Mit hus er et bedehus; men i har gjort det til en røverhule.

⁴⁷ Saa lærte han daglig i templet; men ypperstepræsterne og de boglærde søgte at ombringe ham, saa og de fornemste af folket;

⁴⁸ men de kunde ikke finde ud af, hvad de skulde gjøre, thi hele folket hængte paa, for at høre ham.

20

¹ Paa en af de dage, da han lærte folket i templet og forkyndte evangeliet, skete det, at ypperstepræsterne og de boglærde tilligemed de ældste med eet kom til,

² tiltalede ham og sagde: Siig os, af hvad magt du gjør dette, eller hvem er det, som har givet dig denne magt?

³ Men han svarede og sagde til dem: Jeg vil ogsaa spørge eder om een ting, og siger mig:

⁴ Var Johannes' daab af himlen eller af mennesker?

⁵ Men de overvejede sammen og sagde: Sige vi ""af himlen"", saa spørger han: Hvorfor troede i ham da ikke?

⁶ men sige vi: ""af mennesker"", saa vil hele folket stene os; thi det er vis paa, at Johannes var en profet.

⁷ De svarede da, at de ikke vidste, hvorfra,

⁸ og Jesus sagde til dem: Saa siger jeg eder ikke heller, af hvad magt jeg gjør dette.

⁹ Men han begyndte at sige folket denne lignelse: Et menneske plantede en vingaard, afgav den til bønder og rejste en god tid udenlands;

¹⁰ og i rette tid sendte han en tjener til bønderne, for at de skulde give ham af vingaardens frugt; men bønderne pryglede ham og sendte ham tomhændet bort.

¹¹ Han sendte atter en anden tjener, men ham pryglede og haanede de, og sendte ham tomhændet bort.

¹² Saa sendte han atter en tredje, men ham saarede de endog og kastede ham udenfor.

¹³ Men vingaardens herre sagde: Hvad skal jeg gjøre? Jeg vil sende min søn, den elskelige, maaske de vil undse sig, naar de se ham.

¹⁴ Men da bønderne saae ham, overlagde de med hverandre og sagde: Det er arvingen! kom, lad os slaa ham ihjel, for at arven kan blive vor;

¹⁵ og de stødte ham udenfor vingaarden og slog ham ihjel. Hvad vil nu vingaardens herre gjøre ved dem?

¹⁶ Han vil komme og ødelægge disse bønder, og give vingaarden til andre. Men da de hørte det, sagde de: Det ske ingenlunde!

¹⁷ Men han saae paa dem og sagde: Hvad er da det, som er skrevet: Den, sten, bygmestrene forkastede, er bleven til en hovedhjørnesten?

¹⁸ Hver, som falder over denne sten, vil knuses, og hvem den falder paa, ham vil den borthvirvle.

¹⁹ Saa søgte ypperstepræsterne og de boglærde at lægge haand paa ham i samme stund, men bange vare de. De forstod nemlig, at han havde sagt denne lignelse om dem.

²⁰ De toge da vare paa ham og skikkede lurere, der stillede sig an, som de selv vare retfærdige, for at fange ham i ord, saa de kunde overgive ham til øvrigheden og landshøvdingens magt.

²¹ De spurgte ham og sagde: Lærer! vi vide, at du taler og lærer ret og seer ikke paa menneskers person, men du lærer Guds vej i sandhed.

²² Er det os tilladt at give kejseren skat eller ikke?

²³ Men da han gjennemskuede deres trædskhed, sagde han til dem: Hvorfor friste i mig?

²⁴ Viser mig en mark! hvis billede og omskrift har den? De svarede og sagde: kejserens.

²⁵ Men han sagde til dem: Giver saa kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!

²⁶ De kunde da ikke fange ham i ord i folkets paahør; de forundrede sig over hans svar og tav.

²⁷ Nogle af saddukæerne, som nægte, at der er opstandelse, traadte til, spurgte ham

²⁸ og sagde: Lærer, Mose har foreskrevet os: Naar ens broder, som er gift, døer barnløs, skal hans broder tage kvinden og rejse sin broder afkom;

²⁹ nu var der 7 brødre, og den første tog sig en hustru og døde barnløs;

³⁰ saa tog den anden konen, og han døde barnløs;

³¹ saa tog den tredje hende, og ligesaa alle syv, de efterlod ikke børn og døde;

³² sidst af alle døde ogsaa kvinden.

³³ I opstandelsen altsaa, hvis hustru skal hun saa blive? de syv har nemlig haft hende til kone.

³⁴ Saa svarede Jesus og sagde til dem: Denne verdens børn tage til ægte og bortgiftes,

³⁵ men de, som værdiges at faa del i hin verden og opstandelsen fra døde, tage hverken til ægte eller bortgiftes;

³⁶ de kan nemlig ikke heller mere dø; thi de ere engle lige, og de ere Guds børn, idet de ere opstandelsens børn;

³⁷ men at de døde opvækkes, har og Mose antydet i stedet om tornebusken, saasom han nævner Herren ""Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud"";

³⁸ men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi alle leve for ham.

³⁹ Men nogle af de boglærde tog ordet og sagde: Lærer, du talede smukt.

⁴⁰ Men de vovede ikke mere at spørge ham om noget.

⁴¹ Men han sagde til dem: Hvorledes siger man, at Kristus er Davids søn?

⁴² og David siger selv i psalmebogen: Herren sagde til min Herre: Sid ned min højre haand,

⁴³ indtil jeg lægger dine fjender til dine fødders fodskammel.

⁴⁴ David kalder ham altsaa Herre, hvorledes er han da hans søn?

⁴⁵ Men da hele folket hørte derpaa, sagde han til sine disciple:

⁴⁶ Vogter eder for de boglærde, som gjerne gaa i lange kjoler og holde af hilsener paa torvene og de første sæder i forsamlingerne og at ligge øverst tilbords ved maaltiderne,

⁴⁷ de, som æde enkers huse op og paa skrømt gjøre lange bønner. De skal faa den haardeste dom.

21

¹ Men da han saae op, bemærkede han de rige, som lagde deres gaver i tempelblokken;

² men han bemærkede ogsaa en staadderenke, som lagde to søslinger deri,

³ og han sagde: Jeg siger eder for sandt, at denne fattige enke har lagt mer end dem alle;

⁴ thi de har alle lagt, af hvad de havde tilovers, til Guds gaver, men hun har lagt, af hvad hun fattes, alt sit eje, hun havde.

⁵ Da nogle sagde om templet, at det var pryddet med kostbare stene og tempelgaver, sagde han:

⁶ Det, hvad i se! der vil komme dage, da der ikke skal levnes sten paa sten, som jo skal nedbrydes.

⁷ Men de spurgte ham og sagde: Lærer! naar skal det da være, og hvad er tegnet paa, naar det vil ske?

⁸ Men han sagde: Seer til, at i ikke føres vild; thi mange ville komme paa mit navn og sige, at det er mig og tiden er nær. Gaaer derfor ikke efter dem;

⁹ men naar i høre om krig og oprør, skal i ikke forfærdes, thi dette maa komme først, men enden er ikke strax;

¹⁰ da - sagde han til dem - vil folk rejse sig mod folk, og rige mod rige;

¹¹ der vil blive store jordskjælv paa steder og hunger og pest, og der vil ske skrækkelige ting og store tegn paa himlen;

¹² men førend alt dette ville de lægge haand paa eder, forfølge og overgive eder til forsamlinger og fængsler, og føre eder for konger og fyrster for mit navns skyld;

¹³ men det skal vederfares eder til et vidnesbyrd;

¹⁴ lægger det da paa hjærte, at i ikke forud betænke at forsvare eder;

¹⁵ thi jeg vil give eder mund og visdom, som alle eders modstandere ikke kan modsige eller modstaa;

¹⁶ men i ville blive forraadte af forældre, af slægt og venner og brødre, og de ville slaa nogle af eder ihjel,

¹⁷ og i ville blive hadede af alle for mit navn,

¹⁸ dog skal ikke et haar af eders hoved forkomme;

¹⁹ bevarer eders sjæle i taalmodighed!

²⁰ Men naar i se Jerusalem indesluttet af hære, mærker da, at dens ødelæggelse er nær!

²¹ Da maa de, som ere i Judæa, flygte til bjergene, de, som ere i staden vige derfra, og de, som ere paa landet, ikke gaa derind;

²² thi det er hævnens dage, da alt, hvad skrevet er, skal gaa i opfyldelse.

²³ Ve de frugtsommelige og dem, som give bryst i samme dage; thi der vil blive stor nød i landet og vrede over dette folk;

²⁴ og de skal falde for sværdets eg og føres fangne til alle hedningerne, og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider ere omme.

²⁵ Og der vil ske tegn i sol, maane og stjerner, og paa jorden skal folkenes trængsel være i fortvivlelse, naar havet og bølgerne bruse;

²⁶ og menneskene forsmægte af frygt og forventelser af, hvad der skal komme over jorderig, thi himlens kræfter skal bølges;

²⁷ og da skal de se Menneskens Søn komme i sky med megen kraft og herlighed.

²⁸ Men naar de ting begynde at ske, seer da op og hæver eders hoveder, thi eders forløsning er nær.

²⁹ - - -

³⁰ naar i se dem skyde, skjønne i af eder selv, at sommeren nu er nær;

³¹ saaledes maa ogsaa i, naar i se disse ting ske, skjønne, at Guds rige er nær.

³² Sandelig siger jeg eder, at samme slægt skal ikke forgaa, førend dette skeer altsammen;

³³ himlen og jorden skal forgaa, men mine Ord skakl ikke forgaa.

³⁴ Men vogter eder, at eders hjærter ingenlunde besværes i sus og dus og timelige sorger, og denne dag pludselig skal staa over eder;

³⁵ thi som en snare vil den komme over alle dem, som bo paa hele jordens flade.

³⁶ Vaager derfor allen stund og beder, at i maa værdiges at undfly alle de ting, som skulle ske, og stædes for Menneskens Søn. -

³⁷ Om dagen lærte han i templet; Nætterne gik han ud og tilbragte ved det bjerg, som kaldes Oliebjerget,

³⁸ og hele folket flokkedes aarle om ham i templet for at høre ham.

22

¹ Men de usyrede brøds højtid, som kaldes paaske, nærmede sig;

² og yhpperstepræsterne og de boglærde sagde, hvorledes de kunde bortrydde ham, thi de frygtede folket.

³ Men satan foer i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de tolv;

⁴ og han gik hen og talede med ypperstepræsterne og øvrighederne om, hvorledes han vilde overgive ham til dem.

⁵ Saa bleve de glade og bleve enige om at give ham penge;

⁶ og han gav sit ord og søgte lejlighed til at overgive ham til dem uden opløb.

⁷ Saa kom de usyrede brøds dag, paa hvilken paaskemaaltidet skulde slagtes,

⁸ og han sendte Peder og Johannes og sagde: Gaaer hen og bereder os paaskelammet, at vi kan spise.

⁹ Men de sagde til ham: Hvor vil du, at vi skal berede det.

¹⁰ Men han sagde til dem: Se, naar i komme ind i staden, vil et menneske, som bærer en vandkrukke, møde eder, følger ham til huset, hvor han gaaer ind!

¹¹ og siger til husets Herre: Læreren siger dig: Hvor er den lejlighed, hvor jeg kan spise paaske med mine disciple?

¹² og han vil vise eder et stort værelse med dækning; bereder det der.

¹³ Saa gik de bort og fandt det, som han havde sagt dem, og de beredte paaskelammet. -

¹⁴ Men da timen kom, lagde han sig tilbords og de tolv apostle med ham;

¹⁵ og han sagde til dem: Inderlig har jeg længtes efter at spise dette paaskelam med eder, førend jeg lider;

¹⁶ thi jeg siger eder, at jeg slet ikke mere vil spise af det, førend det fuldkommes i Guds rige.

¹⁷ Saa tog han bægeret, takkede og sagde: Tager dette og deler mellem eder;

¹⁸ thi jeg siger eder, at jeg slet ikke vil drikke af vintræets frugt, inden Guds rige kommer.

¹⁹ Saa tog han brød, takkede og brød det, gav dem og sagde: Dette er mit legeme, som gives for eder; gjører dette til mit minde;

²⁰ ligesaa og bægeret, efterat de havde spist, og han sagde: Dette er den nye pagt i mit blod, som udgydes for eder.

²¹ Dog se! min forræders haand er med mig ved bordet;

²² og vel gaaer Menneskens Søn bort efter bestemmelsen; dog ve det menneske, ved hvem han forraades;

²³ og de begyndte at spørge hverandre, hvem det dog skulde være af dem, som skulde gjøre dette.

²⁴ Der blev en vennetrætte mellem dem om, hvem af den der skulde ansees for den største.

²⁵ Men han sagde til dem: Folkenes konger herske over dem, og de, som har magt over dem, kaldes naadige herrer;

²⁶ men i ikke saaledes! men den største blandt eder maa blive som den yngste, og den øverste som tjeneren;

²⁷ thi hvem er størst? den, som ligger tilbords, eller den, som værter op? mon ikke den, som ligger tilbords? men det er jo mig, der er som opvarteren midt iblandt eder;

²⁸ men i ere dem, som har holdt ud med mig i mine fristelser;

²⁹ og jeg beskikker eder riget, ligesom min Fader har beskikket mig det,

³⁰ at i maa spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde paa højsæder og dømme de 12 stammer af Israel.

³¹ Men Herren sagde: Simon, Simon, se, satan forlangte eder til at sigte som hvede;

³² men jeg bad for dig, at din tro ikke maatte ophøre; saa naar du engang omvender dig, styrk da dine brødre!

³³ Men han sagde til ham: Herre, med dig er jeg rede til at gaa endog i fængsel og død.

³⁴ Men han sagde: Jeg siger dig, klippemand, hanen faaer ikke galet idag, før du 3 gange har nægtet, at du kjender mig.

³⁵ Og han sagde til dem: Den gang jeg sendte eder ud uden pung, taske og sko, savnede i da noget? Men de sagde: Intet.

³⁶ Saa sagde han til dem: Men nu maa den, som har pung, tage den med, ligesaa og taske,og den, som intet sværd har, vil sælge sin kjole og kjøbe sig et;

³⁷ thi jeg siger eder, at nu maa det, som er skrevet, gaa i opfyldelse paa mig, dette: Han er regnet blandt lovløse; thi hvad der er skrevet om mig, har sin opfyldelse.

³⁸ Men de sagde: Herre, se, her er to sværd! men han sagde til dem: Det er nok!

³⁹ Saa tog han ud og gik efter sædvane til Oliebjerget; men hans disciple fulgte ham ogsaa.

⁴⁰ Men da han kom til stedet, sagde han til dem: Beder, at i ikke skal komme i fristelse!

⁴¹ og selv sled han sig fra dem omtrent et stenkast, faldt paa knæ, bad

⁴² og sagde: Fader! om du vilde tage denne skaal fra mig! Dog ske ikke min, men din villie!

⁴³ Men en engel aabenbarede sig for ham fra himlen og styrkede ham;

⁴⁴ og da han var i anfægtelse, bad han heftigere, men hans sved blev som bloddraaber, der faldt paa jorden.

⁴⁵ Saa rejste han sig op fra bønnen, kom til sine disciple og fandt dem sovende af sorg;

⁴⁶ og han sagde til dem: Hvorfor sove i? staaer op og beder, at i ikke skulle komme i fristelse!

⁴⁷ Medens han endnu talede, se en skare! og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem, og han nærmede sig til Jesus for at kysse ham; thi han havde givet dem det tegn: Ham, jeg kysser, ham er det;

⁴⁸ men Jesus sagde til ham: Judas, forraader du Menneskens Søn med et kys!

⁴⁹ Men da de, som vare om ham, saae, hvad der vilde ske, sagde de til ham: Herre, om vi slog til med sværd?

⁵⁰ og en af dem slog ypperstepræstens tjener og hug hans højre øre af.

⁵¹ Men Jesus tog Ordet og sagde: Tillad det saavidt! og han rørte ved hans øre og lægte ham.

⁵² Men Jesus sagde til ypperstepræsterne og høvedsmændene for templet og de ældste, som vare komne mod ham: I ere gaaede ud som mod en røver med sværd og knipler.

⁵³ Da jeg daglig var i templet hos eder, løftede i ikke haand mod mig; men denne er eders time og mørkets magt.

⁵⁴ Saa grebe de h am, førte h am bort og bragte ham ind i ypperstepræstens hus; men Peder fulgte langt bag efter.

⁵⁵ De tændte en ild midt i gaarden og sag om den, og Peder satte sig mellem dem.

⁵⁶ Men da en pige saae ham siddende ved blusset, stirrede hun paa ham og sagde: Denne var ogsaa med ham!

⁵⁷ Men han fornægtede ham og sagde: Kvinde, jeg kjender ham ikke.

⁵⁸ Lidt efter saae en anden ham og sagde: Ogsaa du er af dem! Men Peder sagde: Menneske! jeg er det ikke.

⁵⁹ Ved en times tid derefter forsikrede en anden og sagde: I sandhed, denne var med ham, thi han er ogsaa en Galilæer!

⁶⁰ Men Peder sagde: Menneske! jeg veed ikke, hvad du siger! og strax, medens han endnu talede, gol hanen;

⁶¹ og Herren vendte sig om og saae paa Peder, og Peder kom Herrens Ord ihu, som han sagde til ham: Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange;

⁶² og Peder gik udenfor og græd bitterlig.

⁶³ Men de mænd, som holdt Jesus, spottede og slog ham,

⁶⁴ og de kastede et klæde over ham, slog ham i ansigtet, spurgte ham og sagde: Spaa os! hvem var det, som slog dig?

⁶⁵ og mange andre bespottelser sagde de mod ham.

⁶⁶ Som det dagedes, samledes folkets ældre-raad, samt ypperstepræsterne og de boglærde, førte ham op for deres raad og sagde: Er du Kristus, siig os det!

⁶⁷ Men han sagde til dem: Naar jeg siger eder det, tro i mig ikke;

⁶⁸ men naar jeg spørger, saa svare i mig ikke eller lade mig løs;

⁶⁹ fra nu af skal Menneskens Søn sidde hos Guds krafts højre haand.

⁷⁰ Saa sagde de alle: Du er altsaa Guds Søn? Men han sagde til dem: I har sagt det, for jeg er det.

⁷¹ Men de sagde: Hvad vidnesbyrd have vi mere behov? vi har selv hørt det af hans mund!

23

¹ Saa stod deres hele hob op og førte ham for Pilatus;

² og de begyndte at anklage ham og sige: Vi har fundet, at denne forvender folket og forbyder at give kejseren skat, da han siger, at han selv er kong Kristus.

³ Men Pilatus spurgte ham og sagde: Er du Jødernes konge? men han svarede ham og sagde: Du traf det!

⁴ Men Pilatus sagde til ypperstepræsterne og skarerne: Jeg finder ingen skyld hos dette menneske;

⁵ men de holdt haardt paa og sagde: Han oprører folket, da han lærte gjennem hele Judæa og begyndte fra Galilæa lige hertil. -

⁶ Men da Pilatus hørte ""Galilæa"", spurgte han, om dette menneske var en Galilæer?

⁷ og han fik at vide, at han var under Herodes' magt, sendte han ham til Herodes; han var nemlig selv i Jerusalem i samme dage.

⁸ Men da Herodes saae Jesus, blev han glad; thi han havde længe siden gjerne villet se ham, for han havde hørt meget om ham, og han ventede, at han skulde faa et tegn at se af ham.

⁹ Han gjorde ham mange spørgsmaal, men han svarede ham intet;

¹⁰ men ypperstepræsterne og de boglærde stode og anklagede ham paa kraft.

¹¹ Saa forhaanede Herodes med sine krigsfolk ham, han spottede ham, kastede et hvidt klædebon om ham, og sendte ham tilbage til Pilatus.

¹² Men samme dag blev Pilatus og Herodes venner med hverandre, thi før havde de været i fjendskab sammen.

¹³ Saa sammankaldte Pilatus ypperstepræsterne, de øverste og folket

¹⁴ og sagde til dem: I har bragt mig dette menneske som den, der forvender folket, og se, jeg har forhørt ham i eders nærværelse, og jeg finder ingen skyld hos dette menneske i, hvad i anklage ham for;

¹⁵ Herodes heller ikke, thi jeg sendte eder til ham, og se, han er slet ikke behandlet som dødsskyldig;

¹⁶ jeg vil altsaa revse ham og lade ham løs. -

¹⁷ Men han var forbunden til at løslade dem en ved højtiden;

¹⁸ men hele flokken skreg og sagde: Bort med denne og giv os Barabbas løs!

¹⁹ Han var kastet i fængsel for et opløb, der var skeet i staden, og et mord.

²⁰ Pilatus talede derfor igjen til dem, da han ønskede at lade Jesus løs;

²¹ men de stemte op og sagde: Korsfæst, korsfæst ham!

²² Men han sagde tredje gang til dem: Hvad ondt har han da gjort? Jeg finder ingen dødsskyld hos ham; jeg vil altsaa revse ham og lade ham løs;

²³ men de stod paa med høje raab og forlangte, at han skulde korsfæstes, og deres og ypperstepræsternes raab fik overhaand.

²⁴ Saa dømte Pilatus, at det skulde blive efter deres paastand;

²⁵ men han løslod ham, som de begjærede, der var kastet i fængsel for et opløb og mord, men Jesus gav han dem i vold.

²⁶ Da de førte ham bort, toge de fat paa en vis Simon fra Kyrene, som kom fra marken, og lagde korset paa ham til at bære efter Jesus.

²⁷ Men der fulgte ham en stor mængde folk og kvinder, som klagede og begræd ham.

²⁸ Saa vendte Jesus sig om til dem og sagde: I Jerusalems døtre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og eders børn;

²⁹ thi se, dage kommer, paa hvilke man vil sige: Salige er de ufrugtbare, de liv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die;

³⁰ da vil man begynde at sige til bjergene: Falder over os! og til højene: Skjuler os!

³¹ Thi gjør man dette ved det grønne træ, hvad vil der da ske med det tørre? -

³² Men der førtes to andre ud, misdædere nemlig, til at henrettes tilligemed ham.

³³ Da de vare komne til det sted, som kaldes Hjerneskal, saa korsfæstede de ham og misdæderne der, den ene til højre og den anden til venstre.

³⁴ Men Jesus sagde: Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gjøre! Saa delte de hans klæder og kastede lod. -

³⁵ Folket stod og saae til, men de og de fornemme tillige med dem spottede og sagde: Han har frelst andre, lad ham frelse sig selv, om han ellers er Kristus, Guds udvalgte!

³⁶ Men ogsaa stridsknægtene spottede ham, traadte til og bød ham eddike,

³⁷ og de sagde: Er du Jødekongen, saa frels dig selv!

³⁸ Men der var sat en overskrift over ham, skrevet paa hellenisk, romersk og hebraisk: Denne er Jødernes konge.

³⁹ Men en af misdæderne, som vare ophængte, spottede ham og sagde: Er du Kristus, saa frels dig selv og os!

⁴⁰ Men den anden tog ordet, revsede ham og sagde: Frygter du ikke heller Gud, da du er under samme dom,

⁴¹ og vi vel med rette, thi vi faa gjengjæld for det, vi har gjort, men han har intet uskikkeligt gjort;

⁴² og hansagde til Jesus: Herre tænk paa mig, naar du kommer i dit rige!

⁴³ Og Jesus sagde til ham: Sandelig siger jeg dig: Idag skal du være med mig i paradis!

⁴⁴ Men det var ved sjette time, saa blev der et mørke over hele landet indtil niende time;

⁴⁵ Solen blev formørket, og forhænget i templet revnede midt ad;

⁴⁶ og Jesus raabte med høj røst og sagde: Fader, i dine hænder befaler jeg min aand! og da han sagde dette, udaandede han.

⁴⁷ Men da øversten saae, hvad der skete, gav han Gud æren og sagde: Dette menneske var i sandhed retfærdigt!

⁴⁸ og alle de folk, som vare komne sammen til dette syn, slog sig for deres bryst, da de saae, hvad der skete, og vendte tilbage.

⁴⁹ Men alle hans kyndinger stode langt borte og de kvinder, som havde fuldt ham fra Galilæa, og saae dette. -

⁵⁰ OG se en mand ved navn Josef, en raadsherre, en god og retfærdig mand,

⁵¹ der ikke havde samtykket i deres raad og daad, fra Arimatæa, en jødisk stad, og som og selv ventede Guds rige,

⁵² han gik til Pilatus og bad om Jesu legeme.

⁵³ Saa tog han det ned, svøbte det i fint linned og lagde det i en klippegrav, hvor endnu ingen var lagt;

⁵⁴ og det var beredelsesdagen, og hviledagen stundede til.

⁵⁵ Men kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte med og saae graven og hvorledes hans legeme blev lagt;

⁵⁶ men faa vendte de tilbage og tilberedte vellugtende urter og salver, og hviledagen over holdt de sig stille efter loven.

24

¹ Men den første dag i ugen, ved den dybe morgenrøde, kom de til graven og bare de vellugtende urter, de havde beredt, og der var nogle med dem;

² men de fandt stenen væltet fra graven,

³ og de gik ind og fandt ikke Herrens, Jesu legeme.

⁴ Saa skete det, da de vare tvivlraadige derom, se, to mænd stod for dem i skinnende klædebon;

⁵ men da de bleve bange og vendte ansigtet mod jorden, sagde de til dem: Hvorfor søge i den levende hos de døde?

⁶ Han er ikke her, men han er opstanden! Husker paa, hvorledes han talede til eder, da han endnu var i Galilæa,

⁷ og sagde: Menneskens Søn maa overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og tredje dag opstaa.

⁸ Saa kom de hans Ord ihu;

⁹ og de vendte tilbage fra graven og meldte de elleve og alle de øvrige alt dette.

¹⁰ Men det var Magdalene Maria og Johanna, og Maria Jakobs og de øvrige med dem, som sagde dette til apostlene;

¹¹ og deres tale forekom dem som løs snak, og de troede ikke.

¹² Men Peder stod op, løb til graven, og da han kigede derind, saae han ligklæderne ligge alene, og han gik hjem og forundrede sig over, hvad der var skeet.

¹³ Og se, to af dem vare samme dag paa vej til en by, som laa 60 sten fra Jerusalem og hed Emaus;

¹⁴ og de talede med hverandre om alt det, som var hændet;

¹⁵ og det skete, da de talede og spurgte hinanden, at Jesus nærmede sig og vandrede med dem;

¹⁶ men deres øjne holdtes til, saa de kjendte ham ikke.

¹⁷ Men han sagde til dem: Hvad er det for ord, i gaa og handle med hinanden om og ere bedrøvede?

¹⁸ Den ene af dem, som hed Kleopas, svarede og sagde til ham: Er du ene fremmed i Jerusalem og veed ikke, hvad der er skeet der i disse dage?

¹⁹ Han sagde til dem: Hvilket? Men de sagde til ham: Det med Jesus af Nazaret, s om var en profet-mand, mægtig i gjerning og Ord for Gud og alt folket;

²⁰ hvorledes vore ypperstepræster og øvrighed overgav ham til dødsdøm og korsfæstede ham.

²¹ Men vi haabede, at det var ham, som skulde forløse Israel; men med alt dette er det i dag paa tredje dag, siden det skete;

²² men saa har ogsaa nogle kvindfolk af vore forfærdet os, for de var tidlig i morges ved graven,

²³ og da de ikke fandt hans legeme, kom de og sagde, at de havde seet et syn af engle, som sagde, at han lever!

²⁴ og nogle af vore gik til graven, og fandt det just saaledes, som kvinderne havde sagt; men ham saae de ikke.

²⁵ Saa sagde han selv til dem: I daarer og senhjærtede til at tro alt, hvad profeterne have sagt!

²⁶ maatte Kristus ikke lide dette og indgaa til sin herlighed?

²⁷ og han begyndte fra Mose og alle profeter og udlagde dem, hvad der var om ham i alle skrifterne.

²⁸ De nærmede sig da byen, de gik til, og han lod til at ville gaa videre;

²⁹ og de nødte ham meget og sagde: Bliv hos os, thi det er mod aften og dagen helder; og han gik ind for at blive hos dem;

³⁰ og det skete, da han laa tilbords med dem, at han tog brødet, velsignede, brød det og gav dem;

³¹ men deres øjne aabnedes, saa de kjendte ham, men selv blev han usynlig for dem;

³² og de sagde til hinanden: Brændte vort hjærte i os, som han talede med os paa vejen og udlagde os skrifterne?

³³ Og de stode op samme time og vendte tilbage til Jerusalem, og fandt de elleve samlede og dem, som vare med dem,

³⁴ som sagde: Herren er virkelig opstanden og seet af Simon;

³⁵ og de fortalte, hvad der var skeet paa vejen, og hvorledes han blev kjendt af dem ved brødets brydelse.

³⁶ Medens de endnu talede derom, stod Jesus selv midt iblandt dem og sagde til dem: Fred med eder!

³⁷ Men de bleve forfærdede og forskrækkede og mente at se en aand.

³⁸ Saa sagde han til dem: Hvorfor ere i bestyrtede, og hvorfor opstaa de tanker i eders hjærter!

³⁹ Seer mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føler paa mig og seer, thi en aand har ikke kjød og ben, som i se jeg har;

⁴⁰ og som han sagde det, viste han dem hænder og fødder;

⁴¹ men da de endnu af glæde vare vantro og forundrede, sagde han til dem: Har i her noget at spise?

⁴² Saa gav de ham noget af en stegt fisk og af en honningkage;

⁴³ og han tog det, spiste det for deres øjne,

⁴⁴ og sagde til dem: Det er det Ord jeg talede til eder, da jeg endnu var hos eder, at alt, hvad der er skrevet om mig i Moses lov, profeterne og psalmerne, maa opfyldes.

⁴⁵ Saa oplod han deres forstand til at forstaa skrifterne,

⁴⁶ og sagde til dem: Saaledes er der skrevet, og saaledes maatte Kristus lide og opstaa tredje dag fra døde;

⁴⁷ og omvendelse og syndsforladelse prædikes paa hans navn for alle folk, begyndende fra Jerusalem.

⁴⁸ Men i ere vidner til dette;

⁴⁹ og se, jeg sender min Faders forjættelse over eder! Men i skulle blive i Jerusalems stad, indtil i iføres kraft fra det høje.

⁵⁰ Men han førte dem ud til Betania, opløftede sine hænder og velsignede dem;

⁵¹ og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og optoges til himlen;

⁵² og de tilbade ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde;

⁵³ og de vare altid i templet, lovsang og velsignede Gud. Amen.