1

¹ Begyndelse paa evangeliet om Jesus Kristus Guds Søn,

² ligesom der er skrevet i profeterne: Se, jeg sender en engel foran dig, og han skal berede din vej for dig;

³ det er hans røst, som raaber i ørken: Bereder vejen for Herren, gjører stierne jøvne for ham.

⁴ Johannes døbte i ørken og prædikede omvendelses daab til syndsforladelse;

⁵ og hele Judæas land gik ud til ham, og Jerusalemiterne, og de bleve alle døbte af ham i Jordans flod, naar de bekjendte deres synder. -

⁶ Men Johannes var klædt i kamelhaar og han havde et læderbelte om sin lænd, og han spiste græshopper og skovhonning;

⁷ og han prædikede og sagde: Han, som er stærkere end jeg, kommer efter mig, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem;

⁸ jeg døber eder vel i vand, men han vil døbe eder i Helligaand. -

⁹ I de samme dage skete det, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan;

¹⁰ og strax da han steg op af vandet, saae han himlene aabne og Aanden fare ned over ham ligesom en due;

¹¹ og der var en røst fra himlene: ""Du er min Søn, den elskelige, i hvem jeg har velbehag"".

¹² Og strax drev Aanden ham til ørken,

¹³ og han var der i ørken i 40 dage og blev fristet af satan, og han var hos de vilde dyr, og englene tjente ham. -

¹⁴ Men efter at Johannes var kastet i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede evangeliet om Guds rige

¹⁵ og sagde: Tiden er fuldkomment, og Guds rige er nær: omvender eder og troer paa evangeliet!

¹⁶ Men da han vandrede ved Galilæas sø, saae han Simon go hans, Simons, broder Andreas, ifærd med at kaste garn i søen; de vare nemlig fiskere;

¹⁷ og Jesus sagde til dem: Følger efter mig, saa vil jeg lade eder blive menneskefiskere!

¹⁸ og strax forlod de deres garn og fulgte ham.

¹⁹ Da han gik lidt derfra, saae han Jakob Zebedæos' søn og hans broder Johannes, og de døbte deres garn i skibet;

²⁰ og han kaldte dem strax, og de forlod deres fader Zebedæos i skibet med de lejede folk og fulgte ham.

²¹ De gik ind i Kapernaum, og strax gik han paa hviledagen i skolen og lærte;

²² og de forundrede sig højlig over hans lærdom, thi han lærte dem som den, der havde myndighed, og ikke som de boglærde. -

²³ I deres forsamling var der et menneske, med uren aand, og han raabte

²⁴ og sagde: Ih, hvad har vi med dig at gjøre, Jesus fra Nazaret? Er du kommet for at ødelægge os? Jeg kjender dig, hvem du er, du Guds hellige!

²⁵ Og Jesus truede ham og sagde: Forstum, og far ud af ham!

²⁶ og den urene aand sled ham, skreg med høj røst og foer ud af ham.

²⁷ Og de bleve alle forfærdede, saa de spurgte hverandre og sagde: Hvad er dette? hvad er det for en ny lærdom, at han med magt byder endog de urene aander, og de lyde ham!

²⁸ Men rygtet om ham kom strax ud i hele omegnen af Galilæa.

²⁹ De gik strax ud af skolen og kom til Simons og Andreas' hus tilligemed Jakob og Johannes;

³⁰ men Simons svigermoder laa i feber; og strax talede de til ham om hende;

³¹ og han traadte til hende og rejste hende op, idet han tog hendes haand, og feberen forlod hende strax, og hun gik dem tilhaande.

³² Men da det var blevet aften og solen var gaaet ned, førte de alle, som vare syge og de besatte til ham,

³³ og hele staden var samlet ved døren;

³⁴ og han helbredte mange, som lede af forskjellige sygdomme, og han uddrev mange dæmner, og han tillod ikke dæmnerne at tale, fordi de kjendte ham. -

³⁵ Om morgenen længe før dag stod Jesus op og gik ud; og han gik hen til et øde sted, og der bad han;

³⁶ og Simon og de, som vare med ham, skyndte sig efter ham;

³⁷ og da de traf ham, sagde de til ham: Alle lede efter dig.

³⁸ Han sagde til dem: Lader os gaa til de nærmeste landstæder, for at jeg kan prædike der; thi derfor er jeg kommen;

³⁹ og han prædikede i deres skoler i hel Galilæa og uddrev dæmner.

⁴⁰ Saa kom der en spedalsk til ham, bad ham, faldt paa knæ for ham og sagde til ham: Om du vil, saa kan du rense mig!

⁴¹ Men Jesus ynkedes inderlig, udrakte haanden, rørte ved ham og siger til ham: Jeg vil, bliv ren!

⁴² og da han sagde dette, gik spedalskheden strax fra ham, og han blev ren;

⁴³ og han drev ham strax fra sig, idet han bød ham alvorlig

⁴⁴ og sagde til ham: Se til, at du ikke siger det til nogen, men gaa bort, fremstil dig for præsten og bring det offer for din renselse, som Mose har befalet, dem til et vidnesbyrd.

⁴⁵ Men da denne kom ud, begyndte han at præke meget og udsprede rygtet derom, saa han kunde ikke mere gaa aabenlyst ind i en stad, men var udenfor paa øde steder, og allevegne fra kom de til ham.

2

¹ Nogle dage efter kom han atter til Kapernaum, og det spurgtes, at han var hjemme;

² og strax samledes mange, saa de ikke engang kunde faa plads ved døren, og han talede Ordet til de;

³ og der kom nogle til ham, som bragte en værkbruden, som blev baaren af fire;

⁴ og da de ikke kunde komme nær til ham for skaren, toge de taget af, hvor han var, gjorde aabning og nedlod sengen, hvorpaa den værkbrudne laa.

⁵ Men da Jesus saae deres tro, siger han til den værkbrudne: Barn! dine synder ere dig forladne.

⁶ Men der sad nogle af de boglærde, og de tænkte i deres hjærter:

⁷ Hvad! taler han saaledes bespottelser? Hvem kan forlade synder uden een, nemlig Gud?

⁸ Da Jesus strax kjendte i ain Aand, at de tænkte saaledes ved sig selv, sagde han til dem: Hvorfor tænke i det i eders hjærter?

⁹ hvad er lettest: at sige til den værkbrudne: Synderne ere dig forladte! eller at sige: Staa op, og tag din seng og gaa?

¹⁰ Men for at i skal se, at Menneskens Søn har magt til at forlade synder paa jorden, saa siger han til den værkbrudne:

¹¹ Jeg siger dig: Staa op, tag din seng og gaa til dit hus!

¹² og strax rejste han sig, tog sin seng og gik ud for alles øjne, saa de bleve alle forfærdede og prisede Gud, idet de sagde: Aldrig har vi seet mage!

¹³ Han gik atter ud ved søen, og hele skaren kom til ham, og han lærte dem;

¹⁴ og da han gik videre, saa han Levi Alfæos' søn sidde ved toldboden, og han sagde til ham: Følg mig! og han stod op og fulgte ham;

¹⁵ og da han laa tilbords i hans hus, og mange toldere og syndere laa tilbords med Jesus og hans disciple, - thi de vare mange, og de fulgte ham -

¹⁶ saa da de boglærde og farisæerne saae ham spise med toldere og syndere, sagde de til hans disciple: Hvad! spiser og drikker han med toldere og syndere?

¹⁷ Da Jesus hørte det, sagde han til dem: De sunde har ikke læge behov, men de syge; jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.

¹⁸ Johannes disciple og farisæernes holdt faste, og de kom og sagde til ham: Hvorfor faste Johannes' og farisæernes disciple, men dine disciple faste ikke?

¹⁹ Jesus sagde til dem: Kan bryllupsfolkene faste, saalænge brudgommen er hos dem? Den stund, de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste;

²⁰ men dage ville komme, da brudgommen skal tages fra dem, og da ville de faste i disse dage.

²¹ Ingen syer en klud raat klæde paa en gammel kjole, ellers river den nye lap noget af det gamle, og hullet bliver værre;

²² og ingen kommer ny vin i gamle læderflasker, ellers sprænger den nye vin læderflaskerne, vinen spildes, og flaskerne ødelægges; men man maa komme ny vin i nye læderflasker.

²³ Det skete, da han paa hviledagen gik gjennem en kornmark, og hans disciple begyndte at gjrøe vej ved at plukke ax,

²⁴ at farisæerne sagde til ham: Se, hvad de gjøre paa hviledagen, noget, der ikke er tilladt?

²⁵ Han sagde til dem: Har i aldrig læst, hvad David gjorde, da han havde det behov, og han selv og de, som vare med ham hungrede?

²⁶ hvorledes han gik ind i Guds hus, da Abjatar var ypperstepræst, og spiste skuebrødene, som det kun var præsterne tilladt at spise, og gav ogsaa dem, som vare med ham?

²⁷ Og han sagde til dem: Hviledagen er bleven til for menneskers skyld, mennesket ikke for hviledagen;

²⁸ saaledes er Menneskens Søn Herre ogsaa over hviledagen.

3

¹ Han gik atter ind i skolen, og der var et menneske med en vissen haand,

² og de toge vare paa ham, om han vilde helbrede ham paa hviledagen, for at de kunde anklage ham.

³ Og han sagde til det menneske, som havde den visne haand: Staa op her i midten!

⁴ og til dem sagde han: Er det tilladt at gjøre godt om hviledagen, eller at gjøre ondt? at frelse sjæl, eller at slaa ihjel? men de tav.

⁵ Han saae strængt om paa dem, bedrøvet over deres hjærters forhærdelse, og sagde til dette menneske: Ræk din haand ud! og han rakte den ud, og hans haand blev frisk igjen som den anden.

⁶ Saa gik farisæerne ud og holdt strax raad med herodianerne mod ham, hvorledes de kunde ombringe ham.

⁷ Jesus gik afsides med sine disciple til søen, og en stor mængde fulgte ham fra Galilæa og fra Judæa,

⁸ fra Jerusalem, Idumæa og hinsides Jordan; og fra Tyros og Sidons egne kom en stor mængde til ham, da de hørte, hvor store ting han gjorde;

⁹ og han sagde til sine disciple, at en baad skulde være rede til ham, for skarens skyld, at de ikke skulde trænge ham;

¹⁰ thi han helbredte mange, saa at saa mange, som havde plager, styrtede ind paa ham for at være ved ham;

¹¹ og naar de urene aander saae ham, faldt de ned for ham, raabte og sagde: Du er Guds Søn!

¹² og han truede dem meget, for at de ikke skulde aabenbare ham.

¹³ Saa steg han op paa bjerget og kaldte, hvem han vilde; og de gik hen til ham;

¹⁴ og han beskikkede tolv, for at de skulde være med ham, og for at han kunde udsende dem til at prædike

¹⁵ og have magt til at læge de syge og uddrive dæmner;

¹⁶ og han gav Simon navnet Peder,

¹⁷ og Jakob Zebedæos' søn og Jakobs broder Johannes, og dem gav han navnene Boanerges, det er tordensønner,

¹⁸ Andreas og Filippos, Bartolomæos og Mattæos, Tomas og Jakob Alfæos' søn, Taddæos og kananiten Simon,

¹⁹ og Judas Iskariot, ham, som og forraadte ham.

²⁰ Da de kom hjem, samledes en skare atter, saa de kunde ikke engang faa mad.

²¹ Da hans nærmeste hørte det, drog de ud for at faa fat paa ham, thi de sagde: Han er fra sig selv.

²² Men de boglærde, som vare komne fra Jerusalem sagde: Han har belzebul, og ved dæmnernes formand uddriver han dæmner.

²³ Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i lignelser: Hvorledes kan satan drive satan ud?

²⁴ Naar et rige bliver splidagtigt med sig selv, kan samme rige ikke bestaa;

²⁵ og naar et hus bliver splidagtigt med sig selv, kan samme hus ikke bestaa,

²⁶ og dersom satan har sat sig op mod sig selv og er i splid med sig selv, saa kan han ikke bestaa, men det er ude med ham.

²⁷ Ingen kan gaa ind i den stærkes hus og røve hans gods, uden han først binder den stærke; saa kan han plyndre hans hus;

²⁸ sandelig siger jeg eder, alle synder kan forlades menneskens børn, endog bespottelser, hvor højlig de maatte bespotte;

²⁹ men de, som taler bespottelig mod den Helligaand, har ingen forladelse evindelig, men han er skyldig til evig dom.

³⁰ De havde namlig sagt: Han har en uren aand.

³¹ Hans brødre og moder kom altsaa og stode udenfor, og de sendte bud til ham for at kalde paa ham;

³² og skaren sad omkring ham; men de sagde til ham: Se, din moder, dine brødre og dine søstre spørge efter dig udenfor.

³³ Han svarede dem og sagde: Hvem er min moder eller min brødre?

³⁴ og han saae trindt omkring paa dem, som sad om ham, og sagde: Se min moder og mine brødre!

³⁵ Den, som nemlig gjør Guds villie, han er min broder og søster og moder.

4

¹ Han begyndte atter at lære ved søen, og meget folk samledes hos ham, saa han steg i skibet og sad paa søen, og hele folket var paa landet ved søen;

² og han lærte dem mange ting ved lignelser, og sagde til dem i sin undervisning:

³ Hører! se, en sædemand gik ud at saae;

⁴ og som han saaede, faldt noget ved vejen, og fuglene kom og aad det op;

⁵ men noget faldt paa klippegrund, hvor det ikke havde megen jord, og det løb strax op, fordi det ikke havde dyb jord;

⁶ men da solen gik op, blev det brændt og visnede, fordi det ikke havde rod;

⁷ og noget faldt blandt torne, og tornene voxede op og kvalte det, saa det gav ikke frugt;

⁸ og noget faldt i god jord, og gav skydende og voxende grøde, og noget bar 30, noget 60 og noget 100 fold.

⁹ Og han sagde: Den, som har øren at høre med, han høre! -

¹⁰ Men da han var bleven ene, spurgte de, som vare om ham tilligemed de tolv, ham om lignelsen,

¹¹ og han sagde til dem: Eder er det givet at kjende Guds riges hemmelighed; men for dem, som ere udenfor, skeer det altsammen i lignelser,

¹² at de, skjøndt seende se, og dog ikke indse, og skjøndt hørende høre, og dog ikke forstaa, saa de slet ikke omvende sig og synderne blive dem forladne.

¹³ Og han siger til dem: Forstaa i ikke denne lignelse, hvorledes skulle i da forstaa alle lignelser?

¹⁴ Sædemanden saaer Ordet:

¹⁵ men de ved vejen ere dem, hvor Ordet saaes, og naar de have hørt det, kommer satan strax og tager Ordet bort, som var saaet i deres hjærter;

¹⁶ og ligeledes de, som ere saaede paa klippegrund, det er dem, som, naar de har hørt Ordet, strax modtage det med glæde;

¹⁷ men de have ikke rod i sig, men holde ved til en tid, og derpaa, naar trængsel og forfølgelse kommer for Ordets skyld, forarges de strax;

¹⁸ og det er dem, som saaedes blandt torne, de høre Ordet,

¹⁹ og denne verdens bekymringer, rigdoms forførelse og begjærlighed efter de øvrige ting trænge ind og kvæle Ordet, saa det bliver uden frugt;

²⁰ og det er dem, som er saaede i den gode jord, de, som høre Ordet, og modtage det og bære frugt, en del 30, og en del 60, en del 100 fold.

²¹ Han sagde til dem: Kommer lyset ind for at sættes under skjæppen eller under bordet? mon ikke for at sættes paa lysestagen?

²² Der er nemlig intet skjult, som jo skal aabenbares; der skeer intet i løn, uden at det bliver aabenbaret.

²³ Har nogen øren at høre med, han høre! -

²⁴ Og han sagde til dem: Seer til, hvad i høre! Med hvad maal, i maale, skal der maales eder; og eder, som hører, skal der gives mere;

²⁵ den, som nemlig har, ham skal der gives, og den, som ikke har, ham skal fratages, hvad han har.

²⁶ Han sagde: Saadan er Guds rige, som naar et menneske kaster sæd i jorden;

²⁷ han sover og staaer op nat og dag, og sæden skyder og voxer, han veed ikke selv hvordan;

²⁸ af sig selv bærer jorden nemlig frugt, først straa, saa ax, og derpaa fuldt korn i axet;

²⁹ men naar frugten er vægtig, skikker han strax leen ind, fordi høsten staaer for. -

³⁰ Han sagde: Hvad skal vi ligne Guds rige ved? eller ved hvilken lignelse skal vi forestille os det?

³¹ Det er som sennepskornet, som naar det saaes i jorden, er mindre end alt korn, som saaes i jorden;

³² og naar det er saaet, voxer det op og bliver større end alle madurter, og faaer store grene, saa himlens fugle kan bo under dets skygge. -

³³ I mange saadanne lignelser talede han Ordet til dem, eftersom de kunde høre;

³⁴ men uden lignelse talede han ikke til dem, og i enrum udlagde han sine disciple alt.

³⁵ Samme dag sagde han til dem om aftenen: Lad os fare over paa den anden side!

³⁶ og de lod folket fare og tog ham med i skibet, hvor han var, og der var andre baade med ham;

³⁷ og der kom et stærkt vindstød og kastede bølgerne ind i skibet, saa det allerede fyldtes;

³⁸ og selv var han i bagstavnen og sov paa en hovedpude; og de vakte ham og sagde til ham: Lærer! bryder du dig ikke om, at vi forgaa!

³⁹ Saa rejste han sig op, truede vinden og sagde til søen: Ti, rolig! og vinden lagde sig, og der blev stort havblik;

⁴⁰ og han sagde til dem: Hvorfor ere i saa frygtsomme? hvorledes har i ingen tro!

⁴¹ Men de frygtede overmaade og sagde til hverandre: Hvem er dog han, da baade vind og sø lyde ham.

5

¹ Saa kom de til hin sides søen til Gadarenernes egn;

² og da han traadte ud af skibet, mødte ham strax et menneske fra gravene med en uren aand;

³ han havde sit tilhold i gravene, og man kunde ikke engang holde ham i lænker;

⁴ eftersom han ofte var lagt i blok og lænker, og lænkerne vare rykkede af ham og blokkene slidte sønder, og ingen havde magt til at tæmme ham;

⁵ og han var altid nat og dag i gravene og paa bjergene, han skreg og slog sig selv med sten;

⁶ men da han saae Jesus langt borte, løb han og kastede sig ned for ham;

⁷ han skreg med høj røst og sagde: Hvad er der mig og dig imellem, Jesus, du den højeste Guds Søn? Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig!

⁸ Han sagde nemlig til ham: Far ud, du urene aand af dette menneske!

⁹ og han spurgte ham: Hvad er dit navn, og han svarede og sagde: ""Hær"" er mit navn, thi vi er mange;

¹⁰ og han bad ham meget, at han ikke vilde skikke ham ud af denne egn.

¹¹ Men der var der en stor flok svin, som græssede ved bjerget;

¹² og alle dæmnerne bad ham og sagde: Send os i disse svin, at vi maa fare i dem;

¹³ og Jesus tillod dem det strax; saa foer de urene aander ud og gik i svinene; men flokken styrtede fra klinten i søen (de var henved 2000) og de druknede i søen.

¹⁴ Men de, som vogtede svinene, flygtede og meldte det i staden og paa landet. De gik ud for at se, hvad der var skeet;

¹⁵ og de kom til Jesus, og de saae den besatte sidde baade paaklædt og ved sin forstand, ham, som havde haft ""hæren"", og de forfærdedes;

¹⁶ men de, som havde seet det, fortalte dem,, hvorledes det var gaaet den besatte, og om svinene;

¹⁷ og de begyndte at bede ham om at gaa bort fra deres grændser.

¹⁸ Da han gik i skibet, bad han, som havde været besat, ham om at være hos ham.

¹⁹ Men Jesus tillod ham det ikke, men sagde til ham: Gaa hjemm til dine, og forkynd dem, hvor store ting Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig;

²⁰ og han gik bort og begyndte at prædike i Dekapolis, hvor store ting Jesus havde gjort imod ham, og alle forundrede sig.

²¹ Da Jesus atter var faret med skibet til hin side, samledes en stor skare hos ham; og han var ved søen;

²² og se, der kom en af skoleforstanderne ved navn Jair, og da han saae ham, faldt han ned for hans fødder,

²³ bad ham meget og sagde: Min datter er paa det sidste! o kom dog og læg hænder paa hende, for at hun kan frelses og maa leve! -

²⁴ Saa gik han bort med ham, og en stor skare fulgte ham, og de trængte ham;

²⁵ og der var en kvinde, som havde haft blodflod i 12 aar,

²⁶ og lidt meget af mange læger og sat alting til paa dem, og hun var ikke bleven hjulpen, men havde forværret sig meget.

²⁷ Da hun hørte om Jesus, kom hun i skaren bagfra og rørte ved hans klædebon;

²⁸ thi hun sagde: Kan jeg kun røre ved hans klædebon, saa bliver jeg frelst!

²⁹ og strax tørredes hendes blods kilde og hun fornam i legemet, at hun var bleven helbredet fra denne plage.

³⁰ Da Jesus strax mærkede paa sig, at der gik en kraft fra ham, vendte han sig om blandt folket og sagde: Hvem rørte ved mine klæder?

³¹ og hans disciple sagde til ham: Du seer, folket trænger dig, og du siger: Hvem rørte mig?

³² Han saae omkring for at faa øje paa hende, som havde gjort dette;

³³ men kvinden frygtede og skjælvede, men da hun vidste, hvad der var skeet hende, kom hun, faldt ned for ham og sagde til ham hele sandheden.

³⁴ Men han sagde til hende: Datter! din tro har frelst dig, gaa bort i fred, og vær helbredet for din plage! -

³⁵ Da han endnu talede, kom de fra skoleforstanderens og sagde: Din datter er død, hvorfor ulejliger du læreren?

³⁶ Men da Jesus strax hørte, hvad der blev talet, sagde han til skoleforstanderen: Frygt ikke, tro kun!

³⁷ og han lod ingen følge sig uden Peder og Jakob og Johannes, Jakobs broder;

³⁸ og han kom til skoleforstanderens hus og saae støjen, dem, som græd og hylede meget.

³⁹ Han gik ind og sagde til dem: Hvorfor støje og græde i? Barnet er ikke død, men sover!

⁴⁰ og de udlo ham; men han jog dem alle ud, tog barnets fader og moder med sig og dem, der vare med ham, og gik ind, hvor barnet laa;

⁴¹ og han tog barnets haand og sagde til hende: ""Talita kumi!"" der er oversat: ""Pigelil, jeg siger dig: Staa op!""

⁴² og den lille pige stod strax op og gik omkring; hun var nemlig 12 aar gammel. Ogde forfærdedes overmaade;

⁴³ og han bød dem meget, at ingen skulde faa det at vide, og han sagde, at man skulde give hende at spise.

6

¹ Han gik ud og kom til sin fæderne stad, og hans disciple fulgte ham;

² og da hviledagen kom, begyndte han at lære i skolen, og mange tilhørere forundrede sig meget og sagde: Hvorfra har han dette? og hvilken visdom er given ham? og saadanne kraftige gjerninger ske ved hans hænder!

³ er det ikke tømmermanden, en søn af Maria og broder til Jakob og Joses og Simon? og er hans søstre ikke her hos os? og de forargedes paa ham.

⁴ Men Jesus sagde til dem: En profet er ikke ringeagtet uden i sin fæderneegn, blandt sine slægtninger og i sit hus;

⁵ og der kunde han ikke gjøre nogen kraftig gjerning, uden at han lagde hænderne paa nogle faa svage og helbredte dem.

⁶ Han forundrede sig over deres vantro, og han gik omkring i bondebyerne og lærte.

⁷ Han kaldte de tolv til sig og begyndte at udsende dem to og to, og gav dem magt over de urene aander,

⁸ og bød dem, at de ikke maatte tage noget med paa vejen uden en vandrestav alene, hverken taske eller brød eller mønt i beltet;

⁹ men de skulde have sko paa, men ikke iføre sig to kjortler;

¹⁰ og han sagde til dem: Naar i gaa ind i et hus, saa bliver der, til i drage bort fra stedet;

¹¹ og naar de ikke ville modtage eder eller høre eder, saa skal i drage bort derfra, og ryste støvet af under eders fødder til vidnesbyrd mod dem. Sandelig siger jeg eder: Det skal gaa Sodoma og Gomorra taaligere paa dommens dag end denne stad.

¹² Saa gik de ud og prædikede, for at de skulde omvende sig,

¹³ og de drev magne dæmner ud, og salvede mange svage med olie og helbredte dem.

¹⁴ Da kong Herodes hørte det - hans navn var nemlig blevet bekjendt - sagde han: Døberen Johannes er oprejst fra døde, og derfor virke de kraftige gjerninger i ham.

¹⁵ Andre sagde: Han er Elia; andre sagde: Han er en profet, som en af profeterne;

¹⁶ men da Herodes hørte det, sagde han: Han er den Johannes, som jeg har halshugget, han er oprejst fra døde. -

¹⁷ Herodes sendte nemlig selv folk, greb Johannes og lænkede ham i fængslet, for Herodias', hans broder Filips hustrus, skyld, fordi han havde ægtet hende.

¹⁸ Johannes havde nemlig sagt til Herodes: Det er dig ikke tilladt at have din broders hustru.

¹⁹ Men Herodias efterstræbte ham og vilde slaa ham ihjel, men kunde ikke;

²⁰ Herodes var nemlig bange for Johannes, da han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand, og han holdt sin haand over ham, og naar han havde hørt ham, gjorde han meget deraf, og han hørte ham gjerne.

²¹ Men da der kom en beleilig dag, da Herodes paa sin fødselsdag gav sine stormænd, høvdingerne og de fornemme i Galilæa, et maaltid,

²² og Herodias' datter traadte ind og dandsede, og behagede Herodes og gjæsterne, sagde kongen til pigen; Bed mig om, hvad du vil, og jeg vil give dig det;

²³ og han svor hende til: Hvad du beder om, vil jeg give dig, indtil halvdelen af mit rige.

²⁴ Men hun gik ud og sagde til sinmoder: Hvad skal jeg bede om? men hun sagde: Om Døberen Johannes' hoved!

²⁵ Hun gik da strax hastig til kongen, bad og sagde: Jeg vil, at du øjeblikkelig giver mig Døberen Johannes' hoved paa et fad.

²⁶ Kongen blev meget bedrøvet, men for edernes og gjæsternes skyld vilde han ikke afvise hende;

²⁷ og kongen sendte strax en drabant og befalede at bringe hans hoved.

²⁸ Men han gik hen, halshuggede ham i fængslet og bragte hans hoved paa et fad, og han gav pigen det, og pigen gav sin moder det. -

²⁹ Da hans disciple hørte det, kom de, toge hans legeme og lagde det i en grav.

³⁰ Apostlene samledes hos Jesus og meldte ham alt, baade hvad de havde gjort, og hvad de havde lært;

³¹ og han sagde til dem: Kommer i afsides til et øde sted, og hviler eder lidt; thi der var mange, som kom og gik, og de havde ikke engang tid til at spise;

³² og de gik tilsøs afsides til et øde sted. -

³³ Mange saae dem fare bort, og mange kjendte ham, og de løb til lands fra alle stæder og kom foran dem og kom til ham.

³⁴ Da Jesus gik iland, saae han en stor skare, og han ynkedes over dem, for de vare som faar uden hyrde, og han begyndte at lære dem meget.

³⁵ Da klokken var bleven mange, gik han disciple til ham og sagde: Stedet er øde og klokken er allerede mange;

³⁶ send dem bort, for at de kan gaa til de omliggende gaarde og byer og kjøbe sig brød, thi de har intet at spise.

³⁷ Men han svarede og sagde til dem: Giver i dem at spise! og de sagde til ham: Skal vi gaa hen og kjøbe for 200 mark brød, og give dem at spise?

³⁸ Men han siger til dem: Hvormange brød har i? gaaer hen og seer efter! og da de fik det at vide, sige de: Fem, og to fisk;

³⁹ og han befalede dem at lade alle sætte sig ned, lag om lag i det grønne græs;

⁴⁰ og de satte sig ned, hob ved hob, her 100 og der 50;

⁴¹ og han tog de fem brød og de to fisk, saae til himlen og velsignede dem, og han brød brødene, gav sine disciple dem, for at de skulde lægge dem for dem, og de to fisk delte han til dem alle;

⁴² og de spiste alle og bleve mætte;

⁴³ og de samlede 12 kurve fulde af stykker og af fiskene;

⁴⁴ og de, som havde spist brødene, vare 5000 mænd.

⁴⁵ Han nødte strax sine disciple til at gaa i skibet og iforvejen sætte over til hin side til Betsajda, indtil han lod folket fare;

⁴⁶ og da han havde taget afsked med ham, gik han op paa bjerget for at bede.

⁴⁷ Da det var blevet silde, var skibet midt i søen, og selv var han ene i land;

⁴⁸ og han saae dem slide med at ro, thi vinden var dem imod; og ved fjerde nattevagt kom han til dem, vandrende paa søen, og han vilde gaa dem forbi.

⁴⁹ Men da de saae ham vandre paa søen, mente de, det var et spøgelse, og skreg:

⁵⁰ thi de saae ham alle og bleve forskrækkede; men han talede strax med dem og sagde til dem: Værer frimodige! det er mig, frygter ikke!

⁵¹ og han gik ind til dem i skibet, og vinden lagde sig. Men de forfærdedes overmaade ved sig selv og forundrede sig;

⁵² thi de havde ikke faaet forstand ved brødene, thi deres hjærte var forhærdet. -

⁵³ Da de vare satte over, kom de til Genezarets land, og de lagde til;

⁵⁴ og da de vare gaaede fra borde, kjendte man ham strax,

⁵⁵ og de løb hele omegnen igjennem og de begyndte paa senge at føre dem, som vare syge, hen, hvor de hørte, han var;

⁵⁶ og hvor han tog ind i byer, stæder eller gaarde, lagde de de syge paa torvene og bade ham, at de kun maatte røre ved sømmen af hans klædebon, og saa mange som rørte ved ham, bleve helbredte.

7

¹ Farisæerne og nogle af de boglærde, som vare komne fra Jerusalem, samledes hos ham;

² og da de saae nogle af hans disciple spise brød med vanhellige, det er uvaskede, hænder, lastede de det; -

³ Farisæerne nemlig og alle Jøder spise ikke uden at vaske hænderne med næven, idet de holde de gamles skik;

⁴ og de spise intet fra torvet, naar det ikke er skyllet; og der er mange andre ting, som de har vedtaget at holde: Skylning af bæger, krus, kobberkar og borde. -

⁵ Derpaa spurgte farisæerne og de boglærde ham: Hvorfor følge dine disciple ikke de gamles skik, men spise brød, uden at vaske hænderne?

⁶ Han svarede og sagde til dem: Jesaja har træffende spaaet om eder, i hyklere, som skrevet er: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjærte er langt fra mig;

⁷ men de dyrke mig forgjæves, idet de føre lærdomme, som ere menneskers bud;

⁸ thi i forlade Guds bud og holde fast paa menneskers skik, skylning af krus og bægere, og i gjøre mange andre ting, der ligne dette;

⁹ og han sagde til dem: Smukt sætte i Guds bud tilside, for at i kan holde eders skik!

¹⁰ Thi Mose sagde: Ær din fader og moder! og: Den, som bander fader eller moder, skal visselig dø;

¹¹ men i sige: Naar et menneske siger til fader og moder: Det, hvormed du kunde bleven hjulpet af mig, det er ""korban"", (det er ""helliget Gud"",)

¹² og i ikke tillade ham at gjøre noget for sin fader eller moder,

¹³ saa gjøre i Guds Ord til intet ved eders skik, som i har paalagt. Og i gjøre mange ting, som ligne dette.

¹⁴ Saa kaldte han alt folket til sig og sagde til dem: Hører mig alle og forstaaer!

¹⁵ Der er intet udenfor mennesket, som, naar det kommer ind i ham, kan gjøre ham uren; men hvad der gaaer ud af ham, det er det, som gjør mennesket urent.

¹⁶ Har nogen øren, at høre med, han høre! -

¹⁷ Da han var gaaet ind i huset fra folket, spurgte hans disciple ham om denne lignelse;

¹⁸ og han sagde til dem: Saa ere da ogsaa i uforstandige! begribe i ikke, at intet, som udenfra kommer ind i mennesket, kan gjøre ham uren;

¹⁹ fordi det kommer ikke ind i hans hjærte men i bugen, og det gaaer bort ad den naturlige vej og renser al maden.

²⁰ Men han sagde: Hvad der gaaer ud af mennesket, det gjør mennesket urent;

²¹ thi indenfra, fra menneskenes hjærte, udgaa de onde tanker: Hor, skørlevnet, mord,

²² tyveri, gjerrighed, ondskab, svig, uterlighed, misundelse, bespottelse, hovmod, dumhed;

²³ alle disse onde ting komme indenfra og gjøre mennesket urent.

²⁴ Han stop op og gik derfra til grændserne af Tyros og Sidon, og da han gik ind i et hus, vilde han ikke, at nogen skulde vide det, men det kunde ikke blive skjult;

²⁵ thi en kvinde, hvis datter havde en uren aand, havde hørt om ham, og hun kom og faldt ned for hans fødder.

²⁶ Det var en græsk kone, en Syro-fønikerinde af slægt, go hun bad ham, at han vilde drive dæmnenn ud af hendes datter;

²⁷ men Jesus sagde til hende: Lad først børnene blive mætte; thi det er ikke smukt, at tage børnenes brød og kaste det for smaahundene;

²⁸ men hun svarede og sagde til ham: Jo Herre! thi ogsaa smaahundene under bordet æde af børnenes smuler;

²⁹ og han sagde til hende: Gaa for det ords skyld! Dæmnen er faren ud af din datter!

³⁰ og hun gik hjem og fandt, at dæmnen var faren ud, og at datteren laa paa sengen.

³¹ Da han atter drog bort fra Tyros' og Sidons grændser, kom han til Galilæas sø, midt gjennem Dekapolis' grændser;

³² og de førte en døv, som havde et svært maal, til ham, og de bade ham, at han vilde lægge haanden paa ham.

³³ Saa tog han ham afsides fra skaren, lagde sin finger i hans øren, spyttede og rørte ved hans tunge;

³⁴ og han saae op til himlen, sukkede og sagde til ham: ""Effata"", det er ""oplad dig!""

³⁵ og strax aabnedes hans hørelse og hans tungebaand løstes, og han talede rent.

³⁶ Han paalagde dem, at de ikke skulde sige det til nogen; men jo mere han paalagde dem det, desto mere prækede de derom;

³⁷ og de forundrede sig overmaade og sagde: Han har gjort det godt altsammen! Han gjør, at døve høre og maalløse tale!

8

¹ I de samme dage, da der var en meget stor folkeskare, og de ikke havde noget at spise, kaldte Jesus sine disciple til sig og sagde til dem:

² Jeg ynkes inderlig over folket; de ere allerede blevne hos mig tre dage, og de have intet at spise;

³ og hvis jeg sender dem fastende hjem, maa de forsmægte paa vejen; thi nogle af dem ere komne langvejs fra.

⁴ Hans disciple svarede ham: Hvorfra kan nogen her mætte dem med brød i ørken?

⁵ Han spurgte ham: Hvormange brød har i? men de sagde: Syv;

⁶ og han indbød folket at sidde ned paa jorden; og hantog de syv brød, takkede, brød dem og gav sine disciple dem, for at de skulde lægge dem for; og de lagde dem for folket;

⁷ og de havde faa smaafisk, og han velsignede dem og sagde, at de ogsaa skulde lægges for.

⁸ Saa spiste de og bleve mætte, og de optog syv brødkurve af de levnede stykker;

⁹ men de som spiste, vare ved 4000, og han lod dem fare.

¹⁰ Og han gik strax i skibet med sine disciple og kom til Dalmanutas egne.

¹¹ Farisæerne gik ud og begyndte at spørge ham ud, i det de forlangte et tegn af ham fra himlen for at friste ham;

¹² og han sukkede dybt i sin aand og sagde: Hvorfor begjærer denne slægt tegn? Sandelig siger jeg eder, tegn skal ikke gives denne slægt!

¹³ og han lod dem fare, traadte atter i skibet og foer til den anden side. -

¹⁴ Og de havde glemt at tage brød med, og de havde kun eet brød med sig i skibet;

¹⁵ og han paalagde dem og sagde: Seer til og vogter eder for farisæernes surdejg og Herodes' surdejg!

¹⁶ og de overvejede det indbyrdes og sagde: Det er, fordi vi ikke har brød med.

¹⁷ Da Jesus fornam det, sagde han til dem: Hvorfor overveje i det, at i ikke har brød med? begribe i endnu ikke, og forstaa i ikke heller? er eders hjærte endnu forhærdet?

¹⁸ har i øjne, og se ikke? har i øren, og høre ikke? og husker i ikke?

¹⁹ Dengang jeg brød de fem brød til de 5000, hvormange kurve fulde af stykker tage i da op? De sige til ham: Tolv;

²⁰ og da de syv til de 4000, hvormange brødkurve fulde af stykker toge i da op? De sagde: Syv!

²¹ Og han sagde til dem: Hvorledes forstaa i da ikke?

²² Han kom til Betsajda, og de bragte en blind til ham og bad ham om, at han vilde røre ved ham;

²³ og han tog den blinde ved haanden og ledte ham udenfor byen, og spyttede i hans øjne, lagde hænderne paa ham og spurgte ham, om han saae noget.

²⁴ Og han saae op og sagde: Jeg seer mennesker ligesom træer gaa omkring.

²⁵ Derpaa lagde hanatter hænderne paa hans øjne og gjorde, at han saae; og han blev helbredet og han saae alle klarlig!

²⁶ og han sendte ham til hans hus og sagde: Du skal hverken gaa ind i byen eller sige det til nogen i byen.

²⁷ Jesus og hans disciple gik ud til byerne ved Filips Kæsarea, og paa vejen spurgte han sine disciple og sagde til dem: Hvem sige folk, jeg er?

²⁸ Men de svarede: Døberen Johannes; og andre: Elia; men andre: En af profeterne.

²⁹ Og han siger til dem: Men i, hvem sige i, jeg er? Da tog Peder ordet og sagde til ham: Du er kristus!

³⁰ og han bød dem alvorlig, at de ikke maatte sige nogen dette om ham. -

³¹ Og han begyndte at lære dem, at Menneskens Søn maa lide meget, blive forskudt af de ældste, ypperstepræsterne og de boglærde, og slaaes ihjel og opstaa om tre dage.

³² Det Ord talede han rent ud; og Peder tog ham til sig og begyndte at sætte ham irette;

³³ men han vendte sig om, saae paa sine disciple, straffede Peder og sagde: Vig bag mig satan! thi du sandser ikke hvad Guds, men hvad menneskers er. -

³⁴ Saa kaldte han folket tilligemed sine disciple til sig og sagde til dem: Hver, som vil følge efter mig, maa fornægte sig selv og tage sit kors og følge mig;

³⁵ thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det, og den, som mister sit liv for min og evangeliets skyld, han skal frelse det.

³⁶ Hvad kan det nemlig gavne et menneske, om han vandt den hele verden og led skade paa sin sjæl?

³⁷ eller hvad vederlag kan et menneske give for sin sjæl. -

³⁸ Den som nemlig skammer sig ved mig og mine Ord i denne bolerske og syndige slægt, ved ham vil og Menneskens Søn skamme sig, naar han kommer i sin Faders herlighed med de hellige engle!

9

¹ Sex dage derefter tog Jesus Peder og Jakob og Johannes med sig, og førte dem ene afsides op paa et bjerg, og han blev forvandlet for dem;

² og hans klæder bleve skinnende, meget hvide som sne, saa iingen blegmand paa jorden kunde gjøre dem saa hvide;

³ og Elia tilligemed Mose viste sig for dem og de talede med Jesus.

⁴ Og Peder tog Ordet og sagde til Jesus: Rabbi! det er godt, at vi blive her! og lad os indrette tre løvsale, een for dig, een for Mose og een for Elia;

⁵ for han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare forfærdede.

⁶ Og der blev en sky, som overskyggede dem, og en røst kom fra skyen, som sagde: Denne er min Søn, den elskelige, hører ham!

⁷ og da de strax skuede om sig, saae de slet ingen uden Jesus alene hos dem.

⁸ Men da de steg ned af bjerget, bød han dem alvorlig, at de ikke maatte fortælle nogen, hvad de havde seet, før Menneskens Søn var opstanden fra døde,

⁹ og dette Ord holdt de hos sig selv, og samtalede med hverandre om, hvad det er, at staa op fra døde;

¹⁰ og de spurgte ham og sagde: Hvorfor sige de boglærde, at Elia maa komme først?

¹¹ Men han svarede og sagde til dem: Elia kommer vel først og vil skikke alt tilrette; og hvorledes er der skrevet om Menneskens Søn, at han skal lige meget og foragtes?

¹² Men jeg siger eder, at Elia er kommen, og de handlede med ham, som de vilde, ligesom der er skrevet om ham.

¹³ Da han kom til disciplene, saae han en stor skare om dem og boglærde i samtale med dem;

¹⁴ og hele skaren forbavsedes strax, da de saae ham, og de løb til og hilsede paa ham;

¹⁵ og han spurgte de boglærde: Hvad samtale i med hverandre om?

¹⁶ Men en af folket tog ordet og sagde: Lærer, jeg har ført min søn, som har en maalløs aand til dig;

¹⁷ og hvor han tager fat paa ham, slider han ham, og han fraader og skjærer tænder og visner hen; og jeg har sagt til dine disciple, at de skulde drive ham ud, men de kunde ikke.

¹⁸ Men han svarede ham og sagde: O, vantro slægt! hvorlænge skal jeg være hos eder? hvorlænge skal jeg taale eder? Fører ham til mig!

¹⁹ De førte ham til ham; og da han saae ham, sled aanden ham strax, og han faldt paa jorden, væltede sig og fraadede;

²⁰ og han spurgte hans fader: Hvorlænge er det siden, dette er kommet over ham; men han sagde: Fra barndommen af;

²¹ og ofte kaster han ham endog i ild og i vand, for at ødelægge ham! Men, kan du noget, saa hjælp os, forbarm dig over os!

²² Men Jesus sagde til ham: Dersom du kan tro; alting er muligt for den, som troer!

²³ og strax raabte drengens fader og sagde med taarer: Jeg tror Herre, hjælp min vantro!

²⁴ Men da Jesus saae, at folket løb sammen, truede han den urene aand og sagde til ham: Du maalløse og døve aand, jeg byder dig: Far ud af ham, og du maa ikke tiere fare i ham!

²⁵ Da skreg han og sled ham meget, og foer ud; og han blev som et lig, saa mange sagde: Han er død!

²⁶ men Jesus tog hans haand og rejste ham op, og han stod. -

²⁷ Da han var gaaet ind i huset, spurgte hans disciple ham i enrum: Hvorfor kunde vi ikke drive ham ud?

²⁸ og han sagde til dem: Dette slags kan slet ikke fare ud, uden ved bøn og faste.

²⁹ Da de gik ud derfra, drog de gjennem Galilæa, og han vilde ikke, at nogen skulde vide det;

³⁰ thi han lærte sine disciple og sagde til dem: Menneskens Søn skal overgives i menneskers hænder, og de vil slaa ham ihjel, og, naar han er slagen ihjel, vil han opstaa tredje dag;

³¹ men de forstod ikke det Ord, og de var bange for at spørge ham.

³² Han kom til Kapernaum; og da han var hjemme, spurgte han dem: Hvad samtalede i med hverandre om paa vejen?

³³ men de tav; de havde nemlig talet med hverandre paa vejen om, hvem der var den største.

³⁴ Saa satte han sig, kaldte de tolv og sagde til dem: Dersom nogen vil være den første, maa han blive den sidste af alle og alles tjener;

³⁵ og han tog et lille barn, stillede det midt iblandt dem, tog det i favn og sagde til dem:

³⁶ Den som modtager eet af saadanne smaabørn paa mit navn, han modtager mig, og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men ham, som udsendte mig. -

³⁷ Men Johannes tog ordet og sagde: Lærer, vi saae en uddrive dæmner ved dit navn, og han følger os ikke; og vi hindrede ham, fordi han ikke fulgte os.

³⁸ Men Jesus sagde: I maa ikke hindre ham; thi der er ingen, som gjør en kraftig gjerning paa mit navn, som snart vil kunne tale ilde om mig;

³⁹ thi den, som ikke er mod eder, er for eder;

⁴⁰ thi den, som giver eder et bæger vand at drikke i mit navn, fordi i høre Kristus til, sandelig siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin løn;

⁴¹ men den, som forarger een af disse smaa, som tro paa mig, ham var det bedre, om der var hængt en møllesten om hans hals, o ghan var kastet i havet;

⁴² og dersom din haand forarger dig, saa hug den af; det er bedre for dig som krøbling at gaa ind til livet, end at have to hænder og gaa til helvede i den uslukkelige ild,

⁴³ hvor deres orm ikke døer og ilden ikke slukkes.

⁴⁴ Og dersom din fod forarger dig, saa hug den af! det er bedre for dig at gaa halt ind til livet, end at have to fødder og kastes i helvede i den uslukkelige ild,

⁴⁵ hvor deres orm ikke døer og ilden ikke slukkes.

⁴⁶ Og dersom dit øje forarger dig, saa kast det fra dig, thi det er bedre for dig enøjet at gaa ind i Guds rige, end at have to øjne og kastes i det brændende helvede,

⁴⁷ hvor deres orm ikke døer og ilden ikke slukkes.

⁴⁸ Thi enhver skal saltes med ild, og hvert offer skal saltes med salt.

⁴⁹ Saltet er godt, men naar saltet mister sin kraft, hvormed vil i salte det? Bevarer salt i eder selv og holder fred med hverandre.

⁵⁰ - - -

10

¹ Han stod op derfra og kom til Judæas grændser gjennem landet hinsides Jordan, og skarer drog atter til ham, og, som han plejede, lærte han dem atter.

² Saa traadte farisæerne frem og spurgte ham, om det var en mand tilladt at skille sig ved sin hustru? da de vilde friste ham.

³ Men han svarede og sagde til dem: Hvad har Mose befalet eder?

⁴ Men de sagde: Mose tillod at skrive skilsmissebrev og skille sig fra hende.

⁵ Saa svarede Jesus og sagde til dem: For eders haarde hjærters skyld skrev han eder dette bud;

⁶ men fra skabningens begyndelse skabte Gud dem mand og kvinde, og sagde:

⁷ Derfor skal manden forlade sin fader og moder og slutte sig fast til sin hustru,

⁸ saa de to skal blive eet kjød, saa at de ikke mere ere to, men eet kjød;

⁹ hvad Gud altsaa har tilsammenføjet, maa et menneske ikke adskille. -

¹⁰ Hans disciple spurgte ham atter hjemme om det samme,

¹¹ og han sagde til dem: Hver, som skiller sig fra sin hustru og tager en anden til ægte, bedriver hor med hende;

¹² og naar en kvinde skiller sig ved sin mand og ægter en anden, bedriver hun hor.

¹³ De førte smaabørn til ham, for at han skulde røre ved dem; men disciplene truede dem, som bare dem frem;

¹⁴ men da Jesus saae det, blev h an vred og sagde til dem: Lader de smaa børn komme til mig og hindrer dem ikke; thi for saadanne er Guds rige;

¹⁵ sandelig siger jed eder: Hver som ikke vil tage mod Guds rige som et lille barn, han kommer slet ikke derind;

¹⁶ og han tog dem i favn, lagde hænderne paa dem og velsignede dem.

¹⁷ Da han var gaaet ud paa vejen, løb en til ham, faldt paa knæ for ham og spurgte ham: Gode lærer! hvad skal jeg gjøre, for at jeg kan arve evigt liv!

¹⁸ Men Jesus sagde til ham: Hvorfor kalder du mig god; der er ingen god uden een, nemlig Gud.

¹⁹ Budene kjender du; du maa ikke bryde ægtepagten! du maa ikke myrde! du maa ikke stjæle! du maa ikke aflægge falsk vidnesbyrd! du maa ikke bedrage! ær din fader og moder!

²⁰ Men han svarede og sagde til ham: Lærer! alt dette har jeg taget iagt fra min ungdom.

²¹ Da saae Jesus paa ham, elskede ham og sagde til ham: Eet fattes dig: Gaa bort, sælg, hvad du har og giv de fattige det! saa skal du have en skat i himlen, og kom saa, tag korset og følg mig!

²² men han blev ilde tilmode over dette Ord og gik bedrøvet bort; thi han havde mange ejendomme.

²³ Da saae Jesus omkring og sagde til sine disciple: Hvor vanskelig vil de, som har penge, komme i Guds rige!

²⁴ Men disciplene forfærdedes over hans Ord. Jesus tog atter Ordet og sagde til dem: Børn, hvor vanskeligt er det, at de, som stole paa penge, komme i Guds rige!

²⁵ thi det er lettere, at en kamel gaaer gjennem et naaleøje, end at en rig kommer i Guds rige.

²⁶ Da bleve de meget mre forfærdede og sagde til hverandre: Hvem kan saa blive frelst!

²⁷ Men Jesus saae paa dem og sagde: For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alt er muligt for Gud. -

²⁸ Men Peder begyndte at sige til ham: Se, vi har forladt alt og fulgt dig!

²⁹ og Jesus svarede og sagde: sandelig siger jeg eder: Der er ingen, som forlader hus, eller brødre eller søstre, eller fader eller moder, eller hustru eller børn, eller marker for min og evangeliets skyld,

³⁰ uden han skal faa hundrede fold nu i denne tid: Huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, med forfølgelser, og i den kommende verden evigt liv.

³¹ Men mange, som ere de første, skulle blive de sidste, og de sidste de første.

³² De var saa paa vejen og drog op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem, og de, som fulgte ham, vare forfærdede og frygtede. Da tog han atter de tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad der vilde møde ham:

³³ Se, vi gaa op til Jerusalem, og Menneskens Søn vil blive overgivet til ypperstepræsterne og de boglærde, og de vil fordømme ham til døden og overgive ham til hedningerne;

³⁴ og de vil spotte ham og hudslette ham, og spytte paa ham og slaa ham ihjel; og paa den tredje dag vil han staa op.

³⁵ Saa gik Jakob og Johannes, Zebedæos' sønner til ham og sagde: Lærer! vi ville, at du vilde tilstaa os, hvad vi ville bede om;

³⁶ men han sagde til dem: Hvad vil i at jeg skal gjøre for eder?

³⁷ Saa sagde de til ham: Giv os, at vi i din herlighed maa sidde, den ene ved din højre og den anden ved din venstre side.

³⁸ Men Jesus sagde til dem: I veed ikke, hvad i bede om; kan i drikke det bæger, jeg drikker, og døbes med den daab, jeg døbes med?

³⁹ Men de sagde til ham; Det kan vi. Men Jesus sagde til dem: Det bæger, jeg drikker, skal i vel drikke, og døbes med den daab, jeg døbes med;

⁴⁰ men sidde ved min højre eller venstre side, hører ikke mig til at give uden dem, det er beredt.

⁴¹ Da de ti hørte det, bleve de stødte paa Jakob og Johannes;

⁴² men Jesus kaldte dem til sig og sagde til dem: I vide, at de, som synes at herske over folkene, øve herredømme over dem, og de store have magt over dem;

⁴³ men saaledes skal det ikke være blandt eder; men den, som vil blive stor blandt eder, han maa være eders tjener;

⁴⁴ og den, som vil blive den første blandt eder, maa være alles træl.

⁴⁵ Menneskens Søn er nemlig ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sin sjæl til løsepenge for mange.

⁴⁶ Saa kom de til Jeriko; og da han gik fra Jeriko, baade med sine disciple og en god del folk, sad Timæos' søn, den blinde Bartimæos, ved vejen og tiggede;

⁴⁷ og da han hørte, at det var Jesus fra Nazaret, begyndte han at raabe og sige: Du Davids Søn, Jesus, forbarm dig over mig!

⁴⁸ og mange truede ham, at han skulde tie, men han raabte meget mere: O, Davids Søn, forbarm dig over mig!

⁴⁹ Da stod Jesus stille og sagde, at man skulde kalde ham: Saa kaldte de den blinde og sagde til ham: Fat mod, staa op, han kalder ad dig;

⁵⁰ men han kastede sin kjortel, stod op og kom til Jesus;

⁵¹ og Jesus tog Ordet og sagde til ham: Hvad vil du, jeg skal gøre for dig? Men den blinde sagde til ham: Rabbuni! at jeg maa blive seende!

⁵² Men Jesus sagde til ham: Gaa! din tro har frelst dig! og strax blev han seende og fulgte Jesus paa vejen.

11

¹ Da de nærmede sig Jerusalem ved Betfage og Betania ved Oliebjerget, sender han to af sine disciple,

² og siger til dem: Gaaer til den by, som ligger ligefor eder, og strax naar i komme ind i den, vil i finde et bundet føl, som intet menneske har redet paa, løser det, og fører det hid;

³ og hvis nogen skulde sige til eder: Hvorfor gjør i det? da skal i sige, at Herren behøver det, og strax vil han sende det herhen.

⁴ Saa gik de og fandt føllet bundet ved døren udenfor ved vejskellet, og de løste det;

⁵ men nogle af dem, der stod der, sagde til dem: Hvad gjør i, at i løse føllet?

⁶ men de sagde til dem, som Jesus havde befalet dem, og de lod dem gaa;

⁷ og de førte føllet til Jesus, lagde deres klæder paa det, og han satte sig paa det;

⁸ men mange bredte deres klæder paa vejen, andre huggede grene af træerne og bredte dem paa vejen,

⁹ og de, som gik foran og fulgte, raabte og sagde: Hosanna! velsignet han, som kommer i Herrens navn!

¹⁰ Velsignet vor Fader Davids rige, som kommer i Herrens navn! Hosanna i det højeste!

¹¹ Jesus gik ind i Jerusalem i templet, og da han havde beseet alt og det allerede var blevet aftenstid, gik han med de tolv ud til Betania.

¹² Da de næste dag gik fra Betania, hungrede han;

¹³ og da han langt borte saae et figentræ, som havde blade, kom han, om han kunde finde noget paa det; og da han kom til det, fandt han intet uden blade; det var nemlig ikke figentid.

¹⁴ Saa tog Jesus Ordet og sagde til det: Ingen spise nogensinde frugt af dig! og hans disciple hørte derpaa. -

¹⁵ De kom da til Jerusalem; og da Jesus var gaaet ind i templet, begyndte han at drive dem ud, som solgte og kjøbte i templet, og han væltede vexelerernes borde og duekræmmernes stole;

¹⁶ og han tillod ikke, at nogen bar et kar gjennem templet.

¹⁷ Saa lærte han, og sagde til dem: Er der ikke skrevet: Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslag, men i har gjort det til en røverkule!

¹⁸ og de boglærde og ypperstepræsterne hørte det, og de søgte, hvordan de kunde faa ham af dage; de var nemlig bange for ham, fordi hele folket beundrede hans lærdom. -

¹⁹ Da det blev aften, gik han udenfor staden,

²⁰ og da de om morgenen gik forbi, saa de figentræet visnet fra roden;

²¹ og det faldt Peder i tanker, og han sagde til ham: Rabbi! se figentræet, du forbandede, er visnet!

²² og Jesus tog Ordet og sagde til dem: Hav tro til Gud!

²³ thi sandelig siger jeg eder, at den, som vilde sige til dette bjerg: Løft dig og kast dig i havet, og ikke vilde tvivle i sit hjærte, men tro, at hvad han taler, det skeer: ham skal det ske, som han taler;

²⁴ derfor siger jeg eder: Alt, hvad i begjærer i bønnen, troer at i skal faae det og det skal times eder;

²⁵ og naar i staa og bede, da forlader, om i har noget mod nogen, for at ogsaa eders Fader, som er i himlene, kan forlade eder eders overtrædelser.

²⁶ Men dersom i ikke forlade, vil ikke heller eders Fader, som er i himlene, forlade eders overtrædelser.

²⁷ De kom atter til Jerusalem, og da han gik om i templet, kom ypperstepræsterne og de boglærde og ældste til ham,

²⁸ og sagde til ham: Af hvad magt gjør du dette, og hvem har givet dig denne magt, at du kan gjøre dette?

²⁹ Men Jesus svarede og sagde til dem: Jeg vil ogsaa spørge eder om een ting, og naar i svare mig, vil jeg sige eder, af hvad magt jeg gjør dette.

³⁰ Johannes' daab, var den fra himlen, eller fra mennesker? Svarer mig!

³¹ Men de betænkte hos sig selv og sagde: Sige vi, den var fra himlen, vil han sige: Hvorfor troede i ham da ikke?

³² men sige vi, den var fra mennesker, da frygtede de for folket; thi alle holdt Johannes for, at han virkelig var en profet.

³³ Saa svarede de og sagde til Jesus: Vi veed det ikke; og Jesus svarede og sagde til dem: Saa siger jeg eder ikke heller, af hvad magt jeg gjør dette.

12

¹ Saa begyndte han at tale til dem i lignelser: Et menneske plantede en vingaard, satte gjærde om den, gravede en perse og byggede et taarn; saa overgav han den til bønder og rejste udenlands.

² I sin tid sendte han en tjener til bønderne, for at han skulde have noget h os bønderne af vingaardens frugt;;

³ men de greb ham, pryglede ham og sendte ham tomhændet bort;

⁴ saa sendte han atter en anden tjener til dem, men ham slog de sten i hovedet og sendte ham vanæret bort.

⁵ Saa sendte han atter en anden, og ham slog de ihjel; og mange andre, nogle pryglede de, og andre slog de ihjel.

⁶ Da han derfor endnu havde een søn, sin elskelige, sendte han tilsidst ogsaa ham til dem, da han sagde: De vil undse sig for min søn!

⁷ Men disse bønder sagde til hverandre: Det er arvingen; kom lad os slaa ham ihjel! saa bliver arven vor;

⁸ og de greb ham, slog ham ihjel og kastede ham udenfor vingaarden.

⁹ Hvad vil da vingaardens herre gjøre? Han vil komme og ødelægge disse bønder og overgive sin vingaard til andre.

¹⁰ Har i ikke heller læst det skriftsted: Den sten, bygmestrene forkastede, den er bleven til en hovedhjørnesten;

¹¹ af Herren er den bleven det og er underlig for vore øjne.

¹² Saa søgte de at gribe ham, men de var bange for folket, thi de forstod, at han havde sagt denne lignelse mod dem, og de forlod ham og gik bort.

¹³ Saa sendte de nogle af farisæerne og herodianerne til ham, for at de skulde fange ham i ord.

¹⁴ Men de kom og sagde til ham: Lærer, vi veed, at du er sanddru og bryder dig om ingen, thi du seer ikke paa menneskers person, men lærer Guds vej i sandhed: Er det tilladt at give kejseren skat eller ikke, skal vi give, eller skal vi ikke give?

¹⁵ Da han kjendte deres hykleri, sagde han til dem: Hvorfor friste i mig? bringer mig mønten, at jeg kan se den.

¹⁶ Saa bragte de den, og han sagde til dem: Hvis billede og omskrift er det? Men de sagde til ham: Kejserens!

¹⁷ og Jesus svarede og sagde til dem: Giver kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! Og de undrede sig over ham.

¹⁸ Saa kom saddukæerne, som nægte, at der er opstandelse, til ham, og de spurgte ham og sagde:

¹⁹ Lærer! Mose foreskrev os, at naar ens broder døer og efterlader sig enke, men ikke børn, skal hans broder tage hans enke og oprejse afkom for sin broder.

²⁰ Der var 7 brødre; den første giftede sig og døde og efterlod ikke afkom;

²¹ og den anden tog hende og døde, og han efterlod ikke heller afkom, og den tredje ligeledes;

²² og de syv tog hende og efterlod ikke afkom; sidst af dem alle døde ogsaa kvinden;

²³ i opstandelsen, naar de staa op, hvem af dem skal kvinden tilhøre; thi de syv have haft hende?

²⁴ Jesus svarede og sagde til dem: Fare i ikke derfor vild, at i ikke kjende skrifterne ejheller Guds kraft?

²⁵ Thi naar de staa op af døde, da hverken gifte de sig elelr bortgiftes, men de ere som engle i himlene.

²⁶ Men om de døde, at de staa op, har i ikke læst i Mosebog, i stedet om tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?

²⁷ Gud er ikke de dødes, men de levendes Gud. Altsaa fare i meget vild.

²⁸ En af de boglærde gik til ham, da han havde hørt dem samtale med hverandre, og saae, at han havde svaret godt, og han spurgte ham: Hvilket er det første bud af alle?

²⁹ Men Jesus svarede ham: Det første af alle bud er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er een,

³⁰ og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjærte, og af h ele din sjæl, og af hele dit sind, og af hele din styrke; det er det første bud;

³¹ og det andet, som er ligt dette, er: Du skal elske din næste som dig selv. Intet andet bud er større end de.

³² OG den boglærde sagde til ham: Goddt, lærer, efter sandhed har du talet; thi der er een, og der er ingen anden, uden ham;

³³ og at elske ham af hele sit hjærte, og af hele sin forstand, og af hele sin sjæl, og af hele sin styrke, og at elske næsten som sig selv, det er mer end alle brændofre og slagtofre.

³⁴ Da Jesus saae, at han svarede forstandig, sagde han til ham: Du er ikke langt fra Guds rige! og ingen vovede mer at spørge ham.

³⁵ Saa tog Jesus Ordet og sagde, idet han lærte i templet: Hvorledes sige i boglærde, at Kristus er Davids søn?

³⁶ thi David siger selv i den Helligaand: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre haand, indtil jeg lægger dine fjender til dine fødders fodskammel.

³⁷ David kalder ham altsaa selv Herre, og hvorledes er han da hans søn? - Meget folk hørte ham gjerne.

³⁸ I sin undervisning sagde han til dem: Vogter eder for de boglærde, som sætte pris paa at gaa i lange klæder, paa hilsener paa torvene,

³⁹ paa de første stader i forsamlingerne og de første sæder ved maaltiderne,

⁴⁰ de, som æde enkers huse op og holde lange bønner paa skrømt. Disse skulle faa des haardere dom.

⁴¹ Da Jesus sad ligeoverfor tempelblokken, saae han, hvorledes folket lagde penge i blokken, og mange rige lagde meget.

⁴² Saa kom der en fattig enke, hun lagde to søslinger, det er en hvid;

⁴³ og han kaldte sine disciple til sig og sagde til dem: Sandelig siger jeg eder, at denne fattige enke har lagt mere end alle, som har lagt i blokken;

⁴⁴ thi de lagde alle af hvad de havde tilovers, men hun lagde i sin trang alt, hvad hun havde, hele sit eje.

13

¹ Da han gik ud af templet, sagde en af hans disciple til ham: se hvilke sten og hvilke bygninger!

² Jesus svarede og sagde til ham: Seer du disse store bygninger? der skal ikke levnes sten paa sten, som ikke skal nedbrydes!

³ Da han sad paa Oliebjerget ligeoverfor templet, spurgte Peder og Jakob og Johannes og Andreas ham afsides:

⁴ Siig os, naar dette skal ske, og hvad er varslet, naar alt dette skal opfyldes?

⁵ Jesus svarede dem og begyndte at sige: Seer til, at ingen fører eder vild;

⁶ thi mange ville komme i mit navn og sige: Det er mig! og de ville føre mange vild.

⁷ Men naar i høre krige og rygte om krige, da forvirres ikke; thi dette maa ske, men enden er ikke endda;

⁸ thi folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og der skal være jordskjælv paa steder, og der skal være hunger og oprør.

⁹ Dette er veernes begyndelse. Men tager i vare paa eder selv; thi de vil overgive eder til raadet, i skulle hudslettes i skoler og stilles for fyrster og konger for miin skyld, dem til et vidnesbyrd;

¹⁰ og evangeliet maa først prædikes for alle folk;

¹¹ men naar de føre eder bort og overgiver eder, da skal i ikke forud bekymre eder om, hvad i skulle tale; ikke heller skulle i tænke paa det; men hvad der gives eder i samme stund, det skal i tale; thi det er ikke eder, som tale, men den Helligaand.

¹² Men broder vil overgive broder til døden, og fader barn; børn ville sætte sig op mod forældre og slaa dem ihjel;

¹³ og i ville blive hadede af alle for mit navn; men den, som holder ud til enden, han skal blive frelst.

¹⁴ Men naar i se fordærvelsens vederstyggelighed, som der er talet om af profeten Daniel, staa, hvor han ikke maa, - den, som læser det, lægge det paa sinde - da fly de, som ere i Judæa, til bjergene;

¹⁵ men den, som er paa taget, stige ikke ned i huset eller gaa ind i det for at tage noget af sit hus;

¹⁶ og den, som er paa marken, vende ikke tilbage for at tage sit klædebon.

¹⁷ Men ve de frugtsommelige og dem, som give bryst i disse dage!

¹⁸ Men beder, at eders flugt ikke maa ske om vinteren;

¹⁹ thi disse dage skal være en trængsel, hvis mage ikke har været fra skabelsens begyndelse, som Gud skabte, indtil nu, og som ikke heller skal blive;

²⁰ og hvis Herren ikke forkortede de dage, da blev ingen dødelig frelst, men for de udvalgtes skyld, som han udvalgte, har han forkortet de dage.

²¹ Og naar da nogen siger til eder: Se, her er Kristus! eller se her! troer det ikke;

²² thi der vil opstaa falske krister og falske profeter, og de ville gjøre tegn og underværker til om muligt at føre selv de udvalgte vild;

²³ men seer eder for! se, jeg har sagt eder alt forud.

²⁴ Men i disse dage efter denne trængsel skal solen formørkes og maanen ikke give sit skin,

²⁵ og himlens stjerner skal falde ned og kræfterne, som ere i himlene, bølges;

²⁶ og da skal de se Menneskens Søn komme i skyerne med megen kraft og herlighed;

²⁷ og da vil han sende sine engle og samle sine udvalgte fra de fire vinde, fra jordens ende til himlens ende.

²⁸ Men lærer en lignelse af figentræet: Naar dets gren bliver myg og bladene skyde, saa vide i, at sommeren er nær,

²⁹ saaledes ogsaa i, naar i se dette ske, saa maa i vide, at han er nær for døren;

³⁰ sandelig siger jeg eder, at samme slægt slet ikke skal forgaa, førend alt dette skeer;

³¹ Himlen og jorden skal forgaa, men mine Ord skal ingenlunde forgaa;

³² men om denne dag og denne time veed ingen, hverken englene, som ere i himlen, ikke heller Sønnen, men alene Faderen. -

³³ Seer eder for, vaager og beder, thi i veed ikke, naar tiden er.

³⁴ Ligesom et menneske, der rejste udenlands, forlod sit hus og gav sine tjenere magten og hver sin gjerning, og bød dørvogteren, at han skulde vaage;

³⁵ vaager i da, thi i veed ikke, naar husets Herre kommer, ved aften eller midnat, eller hanegal, eller om morgenen;

³⁶ at han ikke naar han kommer pludselig, skal træffe eder sovende.

³⁷ Men hvad jeg siger til eder, siger jeg til alle: Vaager!

14

¹ Men det var paaske og de usyrede brøds højtid om to dage, og ypperstepræsterne og de boglærde søgte, hvordan de ved list kunde gribe ham og slaa ham ihjel;

² men de sagde: Ikke paa højtiden, at der ikke skal blive opløb iblandt folket.

³ Da han var i Betanie i Simon Spedalskes hus og laa til bords, kom en kvinde med en alabasters krukke med ægte, meget kostbar nardussalve; hun brød den alabasters krukke og udgød den over hans hoved;

⁴ men der var nogle, som bleve fortrydelige ved sig selv og sagde: Hvortil denne ødselhed med salven?

⁵ den kunde været gjort i mer end 300 mark og givet de fattige! og de mukkede paa hende.

⁶ Men Jesus sagde: Lad hende være, hvorfor gjøre i hende fortræd? Hun har gjort en god gjerning mod mig;

⁷ I har nemlig altid fattige hos eder; og naar i vil, kan i gjøre dem godt; men mig har i ikke altid;

⁸ hun gjorde, hvad hun kunde; hun har forud salvet mit legeme til begravelsen;

⁹ sandelig siger jeg eder, hvorsomhelst dette evangelium bliver prædiket i hele verden, der skal og det fortælles, som hun har gjort, til et minde om hende. -

¹⁰ Saa gik Judas Iskariot, en af de tolv, hen til ypperstepræsterne for at forraade ham til dem;

¹¹ men da de hørte det, bleve de glade og lovede at give ham penge; og han søgte, hvorledes han belejlig kunde forraade ham.

¹² Paa den første dag af de usyrede brøds højtid, da man slagtede paaskelam, sagde hans disciple til ham: Hvor vil du, vi skal gaa hen og gjøre forberedelser til, at du kan spise paaskelammet?

¹³ Og han sender to af sine disciple og siger til dem: Gaaer til staden, og et menneske, som bærer en vandkrukke, vil møde eder; følger ham!

¹⁴ og hvor han gaaer ind, skal i sige til husbonden: Læreren siger: Hvor er det værelse, hvor jeg kan spise paaske med mine disciple?

¹⁵ og han vil vise eder en stor sal med bænke paa rede haand; der skal i gjøre forberedelse for os.

¹⁶ Saa gik hans disciple ud og kom til staden; de traf det, ligesom han havde sagt til dem, og de beredte paasken;

¹⁷ og da det var blevet aften, kom han med de tolv. -

¹⁸ Men da de laa tilbords og spiste, sagde Jesus: Sandelig siger jeg eder, at en af eder, som spiser med mig, vil forraade mig.

¹⁹ Men de begyndte at blive bedrøvede og sige til ham en efter en: Er det mig? og en anden: Er det mig?

²⁰ Men han svarede og sagde til dem: En af de tolv, han som dypper med mig i fadet.

²¹ Menneskens Søn gaaer ved bort, som skrevet er om ham, men ve det menneske, ved hvem Menneskens Søn forraades! det var godt for det menneske, om han ikke var født.

²² Da de spiste, tog Jesus brød, velsignede og brød det, og gav dem og sagde: Tager, æder! dette er mit legeme;

²³ og han tog bægeret, takkede og gav dem, og de drak alle deraf;

²⁴ og han sagde til dem: Dette er mit blod, den nye pagts, som udgydes for mange;

²⁵ sandelig siger jeg eder, at jeg slet ikke mere skal drikke af vinstokkens frugt, inden hin dag, da jeg skal drikke den nye i Guds rige.

²⁶ Saa sang de lovsangen og gik ud til Oliebjerget.

²⁷ Jesus siger til dem: I ville alle forarges paa mig i denne nat, thi der er skrevet: Jeg vil slaa hyrden, og faarene skulle udspredes;

²⁸ men, efterat jeg er opstanden, vil jeg gaa forud for eder til Galilæa.

²⁹ Men Peder sagde til ham: Om endog alle forarges paa dig, vil jeg dog ikke.

³⁰ Jesus sagde til ham: Sandelig siger jeg dig, at du idag, i denne nat, før hanen galer to gange, vil fornægte mig tre gange;

³¹ men han sagde meget mere: Skulde jeg end dø med ig, vil jeg ingenlunde fornægte dig. Ligesaa sagde de og alle.

³² Saa kom de til en gaard, hvis navn var Getsemane, og han sagde til sine disciple: Sætter eder her, medens jeg beder;

³³ og han tog Peder og Jakob og Johannes med sig, og han begyndte at skjælve og ængstes;

³⁴ og han sagde til dem: Min sjæl er hel bedrøvet indtil døden, bliver her og vaager med mig!

³⁵ Saa gik han lidet frem, faldt ned paa jorden og bad: at, om det var muligt, denne time maatte gaa ham forbi;

³⁶ og han sagde: Abba, Fader! alt er dig muligt! tag dette bæger fra mig! dog ikke hvad jeg, men hvad du vil!

³⁷ Og han kom og traf dem sovende og sagde til Peder: Simon, sover du? havde du ikke kraft til at vaage een time?

³⁸ Vaager og beder, at i ikke skulle komme i fristelse; Aanden er vel redebon, men kjødet er svagt.

³⁹ Saa gik han atter hen og bad og sagde de samme Ord;

⁴⁰ og da han kom tilbage, traf han dem atter sovende; thi deres øjne vare tunge, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham;

⁴¹ og han kom tredje gang og sagde til dem: Sove i fremdeles og hvile eder? Det er forbi, timen er kommen, se Menneskens Søn skal forraades i synderes hænder!

⁴² Staaer op, lader os gaa! se, han er nær, som forraader mig. -

⁴³ Og strax, medens han endnu talede, kom Judas, en af de tolv, og med ham en stor skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne, de boglærde og ældste.

⁴⁴ Men han, som forraadte ham, havde givet dem et aftalt tegn, idet han sagde: Ham, som jeg kysser, ham er det; griber ham, og fører ham sikkert bort!

⁴⁵ Da han kom, gik han strax hen til Jesus og sagde: Vel mødt, Rabbi! og han kyssede ham;

⁴⁶ men de lagde hænder paa ham og grebe ham.

⁴⁷ Men en af dem, som stode hos, drog sværdet, slog ypperstepræstens tjener og huggede hans øre af.

⁴⁸ Saa tog Jesus Ordet og sagde til dem: I ere gaaede ud som mod en røver med sværd og knipler for at gribe mig.

⁴⁹ Jeg var daglig hos eder og læste i templet, og i greb mig ikke; men for at skrifterne skulle opfyldes!

⁵⁰ Og de forlod ham alle og flygtede,

⁵¹ og en vis ung mand fulgte ham, og han havde et linklæde over det bare legeme, og ham greb karlene;

⁵² men han slap linklædet og flygtede nøgen fra dem.

⁵³ Saa førte de Jesus til ypperstepræsten, og hos ham samledes alle ypperstepræsterne, de ældste og boglærde;

⁵⁴ og Peder fulgte ham langt bag efter, lige ind i ypperstepræstens gaard; og han satte sig ned hos svendene og varmede sig ved ilden. -

⁵⁵ Men ypperstepræsterne og hele raadet søgte vidnesbyrd mod Jesus, for at de kunde aflive ham, men de fandt intet;

⁵⁶ thi mange vidnede falsk imod ham, men vidnesbyrdene stamte ikke overens;

⁵⁷ og nogle stod frem og vidnede falsk mod ham og sagde:

⁵⁸ Vi har hørt ham sige: Jeg vil nedbryde dette tempel, som er gjort med hænder, og i tre dage vil jeg bygge et andet, som ikke er gjort med hænder;

⁵⁹ men ikke heller saaledes kom deres vidnesbyrd overens.

⁶⁰ Da rejste ypperstepræsten sig i midten, spurgte Jesus og sagde: Svarer du slet intet? hvad vidne disse mod dig?

⁶¹ Men han tav og svarede intet. Ypperstepræsten spurgte ham atter og sagde til ham: Er du Kristus, den højlovedes Søn?

⁶² Men Jesus sagde: Jeg er det; og i skulle se Menneskens Søn sidde ved kraftens højre haand og komme med himlens skyer!

⁶³ Men ypperstepræsten sønderrev sine klæder og sagde: Hvad har vi mere vidner behov?

⁶⁴ I ha rhørt gudsbespottelsen; hvad tykkes eder? Men alle sagde: Han er dødsskyldig.

⁶⁵ Og nogle begyndte at spytte paa ham, tilhylle hans ansigt og slaa ham med næver, og sige til ham: Spaa! og bysvendene sloge ham paa munden.

⁶⁶ Da Peder var nede i gaarden, kom en af ypperstepræstens piger,

⁶⁷ og da hun saae Peder varme sig, betragtede hun ham og sagde: Du var ogsaa med Jesus af Nazaret!

⁶⁸ Men han nægtede og sagde: Jeg veed ikke og forstaar ikke, hvad du siger; og Peder gik udenfor i forgaarden. Da galede hanen.

⁶⁹ Pigen saae ham igjen, og begyndte at sige til dem, der stod hos: Han er en af dem.

⁷⁰ Men han nægtede det atter. Kort efter sagde de, som stode hos, til Peder: Du er virkelig en af dem; thi en Galilæer er du, og dit maal ligner det.

⁷¹ Men han begyndte at forbande sig og sværge: Jeg kjender ikke det menneske, i taler om!

⁷² Da galede hanen anden gang; og Peder kom i tanker om det Ord, Jesus havde sagt til ham: Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange; og han styrtede ud og græd.

15

¹ Strax paa morgenen raadslog ypperstepræsterne med de ældste og boglærde og hele raaadet, de bandt Jesus, førte ham bort og overgav ham til Pilatus.

² Saa spurgte Pilatus ham: Er du Jødernes konge? Men han svarede og sagde til ham: Du traf det.

³ Ypperstepræsterne anklagede ham meget; men selv svarede han intet.

⁴ Pilatus spurgte ham atter, og sagde: Svarer du slet intet? se, hvor svært de vidne mod dig.

⁵ Men Jesus svarede endda intet, saa Pilatus forundrede sig. -

⁶ Men hver højtid gav han dem en fange løs, hvem de forlangte;

⁷ og der var en, som hed Barabbas, han var bleven fangen med oprørere, som i et opløb havde begaaet mord;

⁸ og folket raabte og begyndte at forlange, at han skulde gjøre ligesom altid mod dem.

⁹ Men Pilatus svarede dem og sagde: Vil i, at jeg skal give Jødernes konge løs?

¹⁰ Han vidste nemlig, at ypperstepræsterne havde overgivet ham af avind.

¹¹ Men ypperstepræsterne ophidsede folket, at han hellere maatte give dem Barabbas løs.

¹² Men Pilatus tog atter Ordet og sagde til dem: Hvad vil i da, jeg skal gjøre ved ham, som i kalde Jødernes konge?

¹³ Men de raabte atter: Korsfæst ham!

¹⁴ Saa sagde Pilatus til dem: Hvad ondt har han da gjort? men de raabte meget mere: Korsfæst ham!

¹⁵ Da Pilatus vilde gjøre folket tilpas, gav han dem Barabbas fri, men Jesus lod han hudslette og overgav ham til at korsfæstes. -

¹⁶ Men stridsknægtene førte ham ind i gaarden, nemlig domhuset, og de sammmenkaldte hele kompagniet.

¹⁷ Saa klædte de ham i en purpurkappe, flettede en tornekrone og satte paa ham,

¹⁸ og de begyndte at hilse paa ham og sige: God morgen, jødekonge!

¹⁹ og de slog ham paa hovedet med kjæppen, spyttede paa ham, faldt paa knæ og tilbad ham;

²⁰ og da de havde spottet ham, tog de purpurkappen af ham, og gav ham hans egne klæder paa. Saa førte de ham ud for at korsfæste ham.

²¹ De tvang en vis Simon fra Kyrene, som kom fra marken, - han var fader til Alexander og Rufus - da han gik forbi, til at bære hans kors;

²² og de førte ham til det sted Golgata, som oversat er hjerneskals sted;

²³ og de gav ham vin blandet med myrra at drikke, men han tog ikke imod det.

²⁴ Saa korsfæstede de ham og delte hans klæder, og kastede lod om dem, hvad hver skulde have.

²⁵ Det var ved den tredje time, de korsfæstede ham;

²⁶ og der var skrevet en overskrift med beskyldningen mod ham: ""Jødernes konge"". -

²⁷ De korsfæstede to røvere med ham, en ved hans højre og en ved hans venstre side,

²⁸ saa skriften blev opfyldt, som siger: Han blev regnet blandt misdædere:

²⁹ og de, som gik forbi, spottede ham, rystede paa hovedet og sagde: Uha! du som bryder templet ned og bygger det i tre dage!

³⁰ frels dig selv, og stig ned af korset!

³¹ Ligesaa spottede og ypperstepræsterne ham indbyrdes tilligemed de boglærde og sagde: Han har frelst andre, sig selv kan han ikke frelse;

³² du Kristus, Israels konge, stig du nu ned af korset, at vi kunne se og tro. Og de, som vare korsfæstede med ham, lastede ham ogsaa.

³³ Men da den sjette time kom, blev der et mørke over hele landet indtil den niende time,

³⁴ og ved den niende time, raabte Jesus med høj røst og sagde:""Eloj, Eloj, lima sabaktani"", det er oversat: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

³⁵ Og nogle af dem, som stode hos, hørte det og sagde: Se, han kalder ad Elia.

³⁶ Men en løb og fyldte en svamp med edike, stak den paa et rør og gav ham at drikke og sagde: Holdt, lad os se, om Elia kommer for at tage ham ned;

³⁷ men Jesus gav et stort raab, og udaandede!

³⁸ Saa revnede forhænget i templet i tro stykker, fra øverst til nederst.

³⁹ Men da høvedsmanden, som stod ligeover for ham, saae, at han saaledes raabte og udaandede, sagde han: Den mand var i sandhed Guds Søn!

⁴⁰ Der var ogsaa kvinder, som saae til langt fra, og blandt dem var Maria Magdalene og Maria Jakob Lilles og Joses moder og Salome;

⁴¹ de havde ogsaa fulgt ham og tjent ham, medens han var i Galilæa; og der var mange andre kvinder, som vare gangne op med ham til Jerusalem.

⁴² Da det allerede var blevet aften, eftersom det var forberedelsen, det er en forhviledag,

⁴³ kom Josef af Arimatæa, en hæderlig raadsherre, som og selv ventede Guds rige, og han dristede sig til at gaa ind til Pilatus og bede om Jesu legeme.

⁴⁴ Men Pilatus undrede sig over, at han allerede var død; og han kaldte høvedsmanden og spurgte ham, om han alt længe havde været død;

⁴⁵ og da han fik at vide af høvedsmanden, skjænkede han Josef legemet.

⁴⁶ Han kjøbte et fint linklæde, tog ham ned og svøbte ham i linklædet, og lagde ham i en grav, som var udhugget i en klippe, o ghan væltede en sten for indgangen til graven;

⁴⁷ men Maria Magdalene og Maria Joses saae, hvor han blev lagt.

16

¹ Da hviledagen var til ende, kjøbte Maria Magdalene og Maria Jakobs og Salome vellugtende salver, for at de kunde komme og salve Jesus;

² og de kom meget tidlig første dag i ugen til graven, da solen stop op;

³ og de sagde til hverandre: Hvem skal vælte os stenen fra graven?

⁴ og da de saae hen, bleve de vaer, at stenen var væltet fra; den var nemlig meget stor;

⁵ og da de gik ind i graven, saae de en yngling sidde ved højre side, iført et hvidt klædebon, og de forfærdedes.

⁶ Men han siger til dem: Forfærdes ikke! I søge Jesus af Nazaret, ham, som er korsfæstet; han er opstanden, han er ikke her! se, det er stedet, hvor man har lagt ham.

⁷ Men gaaer bort, siger hans disciple og Peder, at han gaaer forud for eder til Galilæa; der skal i se ham, som han har sagt eder;

⁸ og de gik ud og flyede fra graven; men bævelse og forfærdelse betog dem, og de sagde ingen noget; thi de frygtede. -

⁹ Men da Jesus var opstanden tidlig paa første dag i ugen, aabenbaredes han først for Maria Magdalene, hende, af hvem han ogsaa havde drevet 7 dæmner ud,

¹⁰ og hun gik og meldte det til dem, som havde været med ham, og som sørgede og græd;

¹¹ og da de hørte, at han levede og var seet af hende, troede de ikke. -

¹² Men derpaa aabenbaredes han i en anden skikkelse for to af dem, der vandrede paa vejen, da de gik ud paa landet;

¹³ og de gik hen go meldte de andre det, men ikke heller dem troede de. -

¹⁴ Tilsidst aabenbaredes han for de elleve, da de laa tilbords, og han lastede deres vantro og haardhjærtethed, at de ikke havde troet dem, som havde seet ham opstanden;

¹⁵ og han sagde til dem: Gaaer ud i al verden og prædiker evangeliet for al skabningen!

¹⁶ Den, som troer og bliver døbt, vil blive frelst, men den, som ikke troer, vil blive fordømt;

¹⁷ men disse tegn skal følge dem, som tro: I mit navn skal de uddrive dæmner, de skal tale med nye tunger;

¹⁸ de skal tage paa slanger, og hvis de drikke nogen gift, skal det ikke skade dem; og de skal lægge hænder paa syge, og de blive helbredede.

¹⁹ Efterat Herren altsaa havde talet med dem, blev han optaget til himmels og satte sig hos Guds højre haand;

²⁰ men de gik ud og prædikede allevegne, og Herren arbejdede med og stadfæstede Ordet ved medfølgende tegn. Amen!