1 Jesu Kristi, Davids søns, Abrahams søns slægtebog.
2 Abraham avlede Isak, Isak avlede Jakob; Jakob avlede Juda og hans brødre;
3 Juda avlede Fares og Sera med Tamar; Fares avlede Esrom, Esrom avlede Aram;
4 Aram avlede Aminadab, Aminadab avlede Na-asson; Na-assaon avlede Salmon,
5 Salmon avlede Boas med Rakab, Boas avlede Obed med Rut, Obed avlede Jessaj;
6 Jessaj avlede kong David, kong David avlede Salomon med Urias enke;
7 Salomon avlede Roboam, Roboam avlede Abia, Abia avlede Asa;
8 Asa avlede Josafat, Josafat avlede Joram, Joram avlede Osia;
9 Osia avlede Joatam, Joatam avlede Akas, Akas avlede Ezekia;
10 Ezekia avlede Manassa, Manassa avlede Amon, Amon avlede Josia;
11 Josia avlede Jekonja og hans brødre ved bortflytningen til babylon. -
12 Efter bortflytningen til babylon avlede Jekonja Salatiel, Salatiel avlede Sorobabel;
13 Sorobabel avlede Abiud, Abiud avlede Eljakim, Eljakim avlede Azor;
14 Azor avlede Sadok, Sadok avlede Akim, Akim avlede Eliud;
15 Eliud avlede Eleasar, Eleasar avlede Mattan, Mattan avlede Jakob;
16 Jakob avlede Josef, Marias mand, og af hende fødtes Jesus, som kaldes Kristus. -
17 Alle led fra Abraham til David ere altsaa 14, fra David til bortflytningen til babylon 14, og fra bortflytningen til babylon indtil Kristus 14 led.
18 Med Jesu Kristi fødsel gik det saaledes til: Da hans moder Maria nemlig var trolovet med Josef, fandtes hun, før de kom sammen, frugtsommelig af den Helligaand;
19 men da hendes mand Josef var retfærdig og ikke vilde beskjæmme hende, tænkte han paa hemmelig at skille sig ved hende.
20 Men da han overvejede dette, se, da aabenbarede Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Frygt ikke Josef, Davids søn, for at tage din brud Maria til dig; thi det, som er avlet i hende, er af den Helligaand;
21 hun skal nemlig føde en søn, og du skal kalde hans navn Jesus, thi han skal frelse sit folk fra deres synder. -
22 Men alt dette skete, at det skulde opfyldes, som er talet af Herren ved profeten, som siger:
23 Se, jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn, og man skal kalde hans navn Emmanuel, hvilket i oversættelse er: ""Gud med os"". -
24 Da Josef vaagnede af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og han tog sin brud;
25 men han havde ikke omgang med hende, før hun havde født sin førstefødte søn; og han kaldte hans navn Jesus.
1 Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom vise fra østerland til Jerusalem og sagde:
2 Hvor er den Jødernes konge, som er født? Vi har nemlig seet hans stjerne i østen, og vi ere komne for at tilbede ham.
3 Men da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham;
4 og han samlede alle ypperstepræsterne og de boglærde af folket, og forelagde dem det spørgsmaal, hvor Kristus skulde fødes.
5 Men de sagde til ham: I Betlehem i Judæa; thi saaledes er der skrevet ved profeten:
6 Og du Betlehem, Judas land, du er ingenlunde den ringeste blandt Judas fyrster, thi af dig skal udgaa en fører, og han skal være hyrde over mit folk, Israel.
7 Saa kaldte Herodes hemmelig de vise og spurgte dem nøje ud om tiden, da stjernen havde viist sig;
8 og han sendte dem til Betlehem og sagde: Drager bort og spørger nøje ud om barnet, og naar i finde det, lader mig det vide, for at ogsaa jeg kan komme og tilbede det. -
9 De adlød kongen og rejste; og se, stjernen, som de havde seet i østen, var gaaet foran dem, indtil den var kommen og stod over det sted, hvor barnet var;
10 men da de saae stjernen, bleve de overmaade meget glade;
11 og de gik ind i huset og saae barnet med hans moder Maria, og de faldt ned og tilbad ham, og de aabnede deres skatte og bragte ham gaver: Guld, røgelse og myrra.
12 Da de derpaa bleve varslede i en drøm, at de ikke skulde vende tilbage til Herodes, droge de afsides en anden vej til deres land.
13 Da disse vare dragne bort, se, da aabenbaredes Herrens engel i en drøm for Josef og sagde: Staa op, tag barnet og dets moder og flygt til Ægypten, og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge barnet for at ombringe det.
14 Men han stod op, tog barnet og dets moder om natten, og drog afsides ned til Ægypten,
15 og der blev han til Herodes' død, at det skulde opfyldes, som er talet af Herren ved profeten, som siger: Fra Ægypten kaldte jeg min Søn. -
16 Da Herodes saae, at han var skuffet af de vise, blev han meget vred, og han sendte bud og slog alle børn ihjel i Betlehem og hele dens omegn fra to aars alder og derunder, efter den tid, han nøje havde udspurgt de vise.
17 Da blev det opfyldt, som er talet af profeten Jeremja, som siger:
18 En røst blev hørt i Rama, veklage og graad og megen hylen; Rakel begræd sine børn og vilde ikke lade sig trøste, for de er ikke mere. -
19 Men da Herodes var død, se, da aabenbaredes Herrens engel i en drøm for Josef i Ægypten
20 og sagde: Staa op, tag barnet og dets moder og drag til Israels land; thi de ere døde, som stode barnet efter livet.
21 Saa stod han op, tog barnet og dets moder og kom til Israels land;
22 men da han hørte, at Arkelaos var konge i Judæa i sin fader Herodes' sted, frygtede han for at drage derhen, og, da han blev varslet ved en drøm, drog han afsides til Galilæas egne;
23 og han kom og nedsatte sig i en stad, som hed Nazaret, at det skulde opfyldes, som er sagt ved profeterne: At han skal kaldes Nazaræer.
1 I de samme dage fremtraadte Døberen Johannes; han prædikede i Judæas ørk
2 og sagde: Omvender eder, thi himmerige er nær.
3 Han er nemlig den, som er nævnet af profeten Jesaja, der siger: En røst af ham, som raaber i ørken: Bereder vejen for Herren, og jævner stierne for ham! -
4 Men Johannes havde sine klæder af kamelhaar og et læderbælte om sin lænd; og hans føde var græshopper og skovhonning. -
5 Da gik Jerusalem ud til ham, og hele Judæa og alt landet om Jordan;
6 og de bleve døbte af dem i Jordan, naar de bekjendte deres synder.
7 Men da han saae mange af farisæerne og saddukæerne komme til hans daab, sagde han til dem: Øgleyngel! hvem viste eder at flygte fra den kommende vrede?
8 Bærer da omvendelsen værdig frugt;
9 og agter ikke at sige hos eder selv: Vi have Abraham til fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham børn af disse sten;
10 Øxen ligger og allerede ved træernes rod; hvert træ altsaa, som ikke bærer god frugt, bliver afhugget og kastet i ilden.
11 Jeg døber eder vel i vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære hans sko; han vil døbe eder i den Helligaand;
12 hans kasteskovl er i hans haand, og han vil gjennemrense sin tærskeplads; sin hvede vil han samle i laden, men avnerne vil han opbrænde med uslukkelig ild.
13 Saa kom Jesus fra Galilæa til Jordan til Johannes, for at døbes af ham;
14 men Johannes formente ham det, da han sagde: Jeg har nødig at døbes af dig, og du kommer til mig?
15 Men Jesus svarede og sagde til ham: Tilstæd det nu, thi saaledes sømmes det sig os at fuldkomme al retfærdighed! Da tilstædte han ham det.
16 Og da Jesus var døbt, steg han strax op af vandet, og se, himlene aabnedes for ham, og han saae Guds Aand fare ned som en due og komme over ham;
17 og se, en røst fra himlen, som sagde: Denne er min Søn, den elskelige, i hvem jeg haver velbehag!
1 Da blev Jesus ført til ørken af Aanden for at fristes af djævelen;
2 og da han havde fastet i 40 dage og 40 nætter, hungrede han omsider!
3 og fristeren gik til ham og sagde: Er du Guds Søn, da siig et ord, for at disse stene kunne blive til brød.
4 Men han svarede og sagde: Der er skrevet: Mennesket skal ikke leve ved brød alene, men ved hvert Ord, som udgaaer af Guds mund.
5 Derpaa tog djævelen ham med til den hellige stad og stillede ham paa templets tinde
6 og sagde til ham: Er du Guds Søn, da styrt dig selv ned; thi der er skrevet: at han skal give sine engle befaling om dig, og de skulle bære dig paa hænder, saa du ingenlunde skal støde din fod paa sten.
7 Jesus sagde til ham: Der er atter skrevet: Du maa ikke friste Herren, din Gud! -
8 Atter tog djævelen ham med til et meget højt bjerg og viste ham alle verdens riger og deres herlighed
9 og sagde til ham: Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil falde ned og tilbede mig.
10 Da sagde Jesus til ham: Vig bag mig satan! thi der er skrevet: Herren din Gud skal du tilbede og tjene ham alene! -
11 Da forlod djævelen ham, og se, engle kom til og tjente ham.
12 Men da Jesus hørte, at Johannes var fængslet, drog han afsides til Galilæa;
13 og han forlod Nazaret, da han kom og boede i Kapernaum ved søen paa Sebulons og Naftalis grændser;
14 at det skulde opfyldes, som er talet ved profeten Jesaja, som siger:
15 Sebulons land og Naftalis land, søstrækningen over Jordan, hedningernes Galilæa,
16 det folk, som sad i mørke, saae et stort lys; og for dem, der sad i dødens land og skygge, for dem er lys oprundet.
17 Fra den tid begyndte Jesus at prædike og sige: Omvender eder, thi himmerige er nær!
18 Men da Jesus vandrede ved Galilæa sø, saa han to brødre, Simon, som kaldes Peder, og hans broder Andreas ifærd med at kaste garn i søen; de vare nemlig fiskere;
19 og han siger til dem: Følger efter mig, saa vil jeg gjøre eder til menneskefiskere!
20 Men de forlod strax garnene og fulgte ham. -
21 Da han gik videre derfra, saae han to andre brødre, Jakob, Zebedæos' sø, og hans broder Johannes i skibet med deres fader Zebedæos ifærd med at bøde deres garn, og han kaldte dem.
22 De forlode strax skibet og deres fader, og fulgte ham.
23 Jesus vandrede gjennem hele Galilæa, lærte i deres forsamlinger og prædikede rigets evangelium og helbredte al sygdom og al svaghed blandt folket;
24 og hans rygte kom ud over hele Syrien, og man bragte ham alle, som lede ilde, som vare beladte med forskjellige sygdomme og piner, besatte, maanesyge og værkbrudne, og han helbredte dem;
25 og mange skarer fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis, fra Jerusalem, Judæa og hinsides Jordan.
1 Da han saae skarerne, steg han op paa bjerget, og da han havde sat sig, gik hans disciple til ham;
2 og han oplod sin mund og lærte dem, idet han sagde:
3 Salige ere de fattige i aanden! thi himmerige er deres;
4 salige ere de, som sørge! thi de skulle trøstes;
5 salige ere de sagtmodige! thi de skulle arve jorden;
6 salige ere de, som hungre og tørste efter retfærdighed! thi de skulle mættes;
7 salige ere de barmhjærtige! thi dem skal vederfares barmhjærtighed;
8 salige ere de rene af hjærtet! thi de skulle se Gud;
9 salige ere de fredsommelige! thi de skulle kaldes Guds børn;
10 salige ere de, som forfølges for retfærdigheds skyld! thi himmerige er deres;
11 salige ere i, naar man spotter og forfølger eder og med løgn siger alt ondt om eder for min skyld!
12 glæder og fryder eder! thi eders løn skal være stor i himlene; thi saaledes har de forfulgt profeterne før eder.
13 I ere jordens salt; men naar saltet mister sin smag, hvormed skal der da saltes; det duer til intet uden at kastes ud og nedtrædes af menneskene.
14 I er verdens lys; Stad, som ligger paa et bjerg, kan ikke skjules.
15 Ikke heller tænder man lys og sætter det under skjæppen, men paa lysestagen, saa det skinner for dem alle i huset.
16 Lader saaledes eders lys skinne for menneskene, at de se eders gode gjerninger og prise eders Fader, som er i himlene.
17 I maa ikke tro, at jeg er kommen for at opløse loven eller profeterne, jeg er ikke kommen for at opløse, men for at opfylde;
18 thi sandelig siger jeg eder: Indtil himlen og jorden forgaa, skal ikke et ""i"" eller en tøddel forgaa af loven, indtil det skeer altsammen.
19 Den altsaa, som løser eet af disse mindste bud og lærer menneskene saaledes, han skal kaldes den mindste i himmerige; men den, som holder og lærer dem, han skal kaldes stor i himmerige;
20 thi jeg siger eder, at hvis eders retfærdighed ikke overgaaer de boglærdes og farisæernes, da kommer i ingenlunde ind i himmerige.
21 I have hørt, at der er sagt de gamle: Du maa ikke myrde! men den, som myrder, skal være skyldig for dommen;
22 men jeg siger eder, at enhver, som er vred paa sin broder uden grund, skal være skyldig for dommen; men hver, som siger ""klods!"" til sin broder, skal være skyldig for raadet; men hver, som siger ""daare!"" skal være skyldig til helvedes ild.
23 Naar du derfor bringer din gave til alteret, og der kommer ihu, at din broder har noget imod dig,
24 lad din gave da blive der ved alteret, gaa først bort, forlig dig med din broder, og kom saa og offer din gave.
25 Vær snart velvillig, mod din modstander, medens du er med ham paa vejen, at modstanderen ikke skal overgive dig til dommeren, og dommeren overgive dig til fogeden, og du kastes i fængsel;
26 sandelig siger jeg dig, du skal slet ikke komme ud derfra, førend du betaler den sidste skilling!
27 I have hørt, at der er sagt: Du maa ikke bryde ægtepagten;
28 men jeg siger eder, at hver den, som seer paa en kvinde, saa han begjærer hende, har allerede bolet med hende i sit hjærte.
29 Men dersom dit højre øje forarger dig, saa riv det ud og kast det fra dig! thi det er gavnligt for dig, at eet af dine lemmer fordærves, og ikke hele dit legeme skal kastes i helvede;
30 og hvis din højre haand forarger dig, saa hug den af, og kast den fra dig! thi det er gavnligt for dig, at eet af dine lemmer fordærves, og ikke hele dit legeme skal kastes i helvede. -
31 Der er sagt, at hver, som skiller sig fra sin hustru, skal give hende skilsmissebrev;
32 men jeg siger eder, at hver, som skiller sig fra sin hustru uden for hors sag, gjør, at hun bedriver hor, og hver, som ægter en fraskilt, bedriver hor.
33 I har endvidere hørt, at der er sagt de gamle: Du maa ikke sværge falsk, men du skal holde Herren dine eder;
34 men jeg siger eder, at i slet ikke skulle sværge, hverken ved himlen, thi den er Guds højsæde;
35 ej heller ved jorden, thi den hans fødders fodskammel, ej heller ved Jerusalem, thi den er den store konges stad;
36 du maa ej heller sværge ved dit hoved, thi du kan ikke gjøre eet haar hvidt eller sort;
37 men eders tale være ja, ja, nej, nej; men hvad der gaaer over det, er af den onde.
38 I have hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand;
39 men jeg siger eder, at i skulle ikke gjøre fornærmeren modstand; men hvis nogen slaaer dig paa din højre kind, vend ogsaa den anden til ham;
40 og dersom nogen vil trættes med dig og tage din skjorte, lad ham tage kjolen med;
41 og nøder nogen dig til at gaa een miil, gaa to med ham.
42 Giv den, som beder dig, og vend dig ikke bort fra den, som vil laane af dig.
43 I have hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende;
44 men jeg siger eder: Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gjører vel mod dem, som hade eder, beder for dem, som haane og forfølge eder;
45 for at i kan blive børn af eders Fader, som er i himlene; thi han lader sin sol gaa op for onde og gode og lader regne over retfærdige og uretfærdige.
46 Dersom i nemlig elske dem, som elske eder, hvad løn har i da? gjøre ikke og toldere det samme?
47 og naar i alene hilse eders venner, hvad stort gjøre i da? gjøre ikke og toldere saaledes?
48 Værer i altsaa fuldkomne, ligesom eders Fader i himlene er fuldkommen.
1 Vogter eder, at i ikke give eders almisse for menneskenes øjne for at ansees af dem; ellers har i ingen løn hos eders Fader, som er i himlene.
2 Naar du altsaa giver almisse, maa du ikke udbasune det for dig, som hyklerne gjøre i forsamlingerne og paa gaderne for at blive ærede af menneskene. Sandelig siger jeg eder, de have optaget deres løn.
3 Men naar du giver almisse, maa din venstre haand ikke vide, hvad din højre gjør,
4 at din almisse kan være i løn, og din Fader, som seer i løn, vil betale dig aabenbart.
5 Naar du beder, maa du ikke være som hyklerne; thi de staa gjerne og bede i forsamlingerne og paa gadehjørnerne, for at de kan sees af menneskene. Sandelig siger jeg eder, de har optaget deres løn.
6 Men naar du beder, gaa da ind i dit lønkammer, luk din dør, og bed til din Fader, som er i løn, og din Fader, som seer i løn, vil betale dig aabenbart.
7 Men naar i bede, skulle i ikke bruge overflødige ord som hedningerne; thi de mene, at de blive bønhørte for deres mange ord.
8 I maa altsaa ikke ligne dem, thi eders Fader veed, hvad i have behov, førend i bede ham.
9 I skulle nemlig bede saaledes: Vor Fader i himlene, helliget vorde dit navn,
10 komme dig rige, ske din villie, som i himlen saa og paa jorden,,
11 giv os idag vort væsenlige brød,
12 og forlad os vor skyld, som og vi forlade vore skyldnere;
13 og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. Amen.
14 Thi naar i forlade menneskene deres overtrædelser, vil eders himmelske Fader og forlade eder;
15 men forlade i ikke menneskene deres overtrædelser, vil eders himmelske Fader ikke heller forlade eders overtrædelser.
16 Naar i faste, maa i ikke være surseende som hyklerne; thi de forvende deres ansigter for at det kan sees af menneskene, at de faste. Sandelig siger jeg eder! de har optaget deres løn.
17 Men naar du faster, salv saa dit hoved og vask dit ansigt,
18 at du ikke af menneskene skal sees fastende, men af din Fader, som er i løn; og din Fader, som seer i løn, vil betale dig.
19 Samler eder ikke skatte paa jorden, hvor møl og rust fordærve, og hvor tyve bryde ind og stjæle;
20 men samler eder skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fordærve, og hvor tyve ikke bryde ind, ikke heller stjæle;
21 thi hvor eders skat er, der vil og eders hjærte være. -
22 Øjet er legemets lys; dersom dit øje altsaa er aabent, bliver dit hele legeme lys;
23 men dersom dit øje er ondt, bliver dit hele legeme mørkt; er altsaa lyset i dig mørke, hvor stort da mørket!
24 Ingen kan tjene to herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden, eller foretrække den ene og foragte den anden. I kan ikke tjene Gud og mamon.
25 Derfor siger jeg eder: Værer ikke bekymrede for eders sjæl, hvad i skulle spise og hvad i skulle drikke; ikke heller for eders legeme, hvad i skulle klæde eder i; er sjælen ikke mere end føden og legemet mere end klædedragten?
26 Seer til himlens fugle, de saae ikke, de høste ikke, de samle ikke i lader, og eders himmelske Fader føder dem; ere i ikke meget mere end de?
27 Men hvem af eder kan, om han end bekymrer sig derfor, lægge en alen til sin levetid?
28 Og hvorfor ere i bekymrede for klædedragten? Betragter markens lillier, hvorledes de voxe! de arbejde ikke, de spinde ikke;
29 men jeg siger eder, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem.
30 Klæder da Gud saaledes markens græs, som er idag og i morgen kastes i donen, mon da ikke meget mere eder, i svagttroende?
31 Værer da ikke bekymrede, idet i sige: Hvad skulle vi spise, eller hvad skulle vi drikke, eller hvad skulle vi klæde os i?
32 Thi efter alt dette søge hedningerne. Eders himmelske Fader veed nemlig, at i har alt dette behov;
33 men søger først Guds rige og hans retfærdighed, saa skal alt dette gives eder til.
34 Værer altsaa ikke bekymrede for den dag i morgen; thi den dag i morgen skal have sin bekymring; hver dag har nok i sin plage.
1 Dømmer ikke, at i ikke skulle dømmes;
2 thi med hvad dom i dømme, skulle i dømmes, og med hvad maal i maale, skal eder maales igjen.
3 Men hvorfor seer du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje tænker du ikke paa;
4 eller hvorledes siger du til din broder: Tillad! saa vil jeg drage splinten ud af dit øje; og se, en bjælke er i dit eget øje!
5 Hykler! drag først bjælken ud af dit eget øje, og saa kan du se til at drage splinten ud af din broder øje. -
6 Giver ikke hundene det hellige, kaster ikke heller eders perler for svin, at de ikke skal nedtræde dem med deres fødder og vende sig og sønderrive eder.
7 Beder, saa skal der gives eder, søger, saa skulle i finde, banker, saa skal der oplades for eder!
8 thi hver, som beder, faaer, og den, som søger, finder, og der skal oplades for den, som banker.
9 Eller hvem er et menneske af eder, hvis hans søn bad ham om brød, en sten vilde han dog ikke give ham?
10 eller hvis han bad om en fisk, en slange vilde han dog ikke give ham?
11 Dersom altsaa i, som ere onde, vide at give eders børn gode gaver, hvor meget mere vil eders Fader, som er i himlene, give dem, som bede ham, gode gaver. -
12 Derfor, alt, hvad i ville, at menneskene skulle gjøre mod eder, saaledes gjører i og mod dem! thi saadan er loven og profeterne.
13 Gaaer ind ad den snævre port; for den port er vid, og den vej er bred, som fører til fordærvelse, og der ere mange, som gaa ind ad den.
14 Hvor snæver er den port, og trang den vej, som fører til livet, og der er faa, som finde den!
15 Men vogter eder for løgnprofeterne, som komme til eder i faareklæder, men ere indvortes glubende ulve!
16 Af deres frugter skulle i kjende dem. Samler man vel druer af torne eller figen af tidsler?
17 Saaledes bærer hvert godt træ smukke frugter; men et snavs træ bærer slette frugter;
18 et godt træ kan ikke bære slette frugter, og et snavs træ kan ikke bære smukke frugter;
19 hvert træ, som ikke bærer smuk frugt, afhugges og kastes i ilden.
20 Derfor skulle i kjende dem af deres frugter.
21 Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i himmerige, men den, som gjør min Faders villie, som er i himlene.
22 Mange ville paa hin dag sige til mig: Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn? har vi ikke uddrevet dæmner ved dit navn, og har vi ikke udført mange kraftige gjerninger ved dit navn?
23 og da vil jeg bekjende for dem: Jeg kjendte eder aldrig; gaaer bort fra mig i, som beflitte eder paa uret!
24 Derfor, enhver som hører disse mine Ord og gjør efter dem, ham vil jeg ligne ved en forstandig mand, som byggede sit hus paa klippen;
25 og regnskyl faldt ned, og vandløbene kom; og vindene blæste og faldt over dette hus, og det faldt ikke; thi det var grundlagt paa klippen.
26 Og hver, som hører disse mine Ord og gjør ikke efter dem, han skal lignes ved en daare, som byggede sit hus paa sand;
27 og regnskyl faldt ned, og vandløbene kom, og vindene blæste og styrtede mod dette hus; og det faldt, og dets fald var stort.
28 Det skete, da Jesus havde fuldendt disse Ord, at skarerne forundrede sig over hans lærdom;
29 thi han lærte dem som den, der havde myndighed, og ikke som de boglærde.
1 Da han steg ned af bjerget, fulgte mange skarer ham;
2 og se, der kom en spedalsk, han faldt ned for ham og sagde: Herre! om du vil, kan du rense mig!
3 Jesus udrakte haanden, rørte ved ham og sagde: Jeg vil, bliv ren! og strax blev hans spedalskhed renset;
4 og Jesus sagde til ham: Se til, at du ikke siger det til nogen; men gaa, fremstil dig selv for præsten, og offer den gave, som Mose har befalet, til et vidnesbyrd for dem.
5 Da han gik ind i Kapernaum, kom en høvedsmand til ham, bad ham
6 og sagde: Herre! min dregn ligger værkbruden hjemme og lider voldsomt.
7 Jesus sagde til ham: Jeg vil komme og helbrede ham.
8 Høvedsmanden svarede og sagde: Herre! jeg er ikke værdig til at du skal gaa ind under mit tag; men siig det blot med et Ord, saa bliver min dreng helbredet!
9 thi jeg er ogsaa et menneske under øvrighed, og jeg har krigsfolk under mig, og siger jeg til denne: Gaa! saa gaaer han; og til den anden: Kom! saa kommer han, og til min tjener: Gjør det! saa gjør han det.
10 Da Jesus høret det, blev han forundret og sagde til sine ledsagere: Sandelig siger jeg eder, ikke engang i Israel har jeg fundet saadan tro;
11 men jeg siger eder, at mange skulle komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i himmerig;
12 men rigets børn skulle kastes ud i det yderste mørke, der skal være graad og tænders gnidsel.
13 Og Jesus sagde til høvedsmanden: Gaa! og dig ske, som du troede! og hans dreng blev helbredet i den samme time.
14 Da Jesus gik ind i Peders hus, saae han hans svigermoder ligge og have feber;
15 og han rørte ved hendes haand, og feberen forlod hende, saa hun stop op og tjente ham. -
16 Men da det var blevet aften, førte de mange besatte til ham, og han drev aanderne ud med et Ord, og helbredte alle, som lede ilde,
17 saa at det blev opfyldt, som er talet ved profeten Jesaja, der siger: Han tog vore svagheder og bar vore sygdomme.
18 Men da Jesus saae mange skarer om sig, bød han at fare over til hin side,
19 og en boglærd traadte til og sagde til ham: Lærer! jeg vil følge dig, ihvor du end gaaer!
20 Jesus sagde til ham: Ræve har huler og himmelens fugle reder, men Menneskens Søn har ikke det, hvortil han kan hælde sit hoved. -
21 Men en anden af hans disciple sagde til ham: Herre tillad mig først at gaa bort og begrave min fader;
22 men Jesus sagde til ham: Følg mig, og lad de døde begrave deres døde!
23 Da han gik i skibet, fulgte hans disciple ham;
24 og se, der blev en stor storm paa søen, saa at skibet skjultes af bølgerne, men han sov;
25 og hans disciple gik til ham, vækkede ham og sagde: Herre! frels os, vi forgaa!
26 og han sagde til dem: Hvorfor ere i frygtsomme, i svagttroende! Saa stod han op, truede vindene og søen, og der blev et stort havblik.
27 Men menneskene forundrede sig og sagde: Hvem er dog denne, da baade vindene og søen lyde ham?
28 Da han kom hinsides til Gergesenernes egn, mødte ham to besatte, som kom ud fra gravene; de vare meget farlige, saa ingen kunde vandre den vej;
29 og se, de raabte og sagde: Hvad har vi med dig at skaffe, du Jesus, Guds Søn? er du kommen her for at pise os før tiden?
30 Men der var langt fra dem en stor flok svin, som græssede.
31 Men dæmnerne bad ham og sagde: Dersom du driver os ud, tillad os da, at fare i denne svineflok.
32 Og han sagde til dem: Far ud! men da de vare farne ud, fore de i svineflokken; og se, den hele flok svin styrtede sig fra klinten i søen og omkom i vandet.
33 Men hyrderne flygtede, gik hen til staden, og meldte alt, ogsaa det om de besatte;
34 og se, hele staden gik ud for at møde Jesus, og da de saae ham, bad de ham, at han skulde drage bort fra deres grændser.
1 Han traadte saa i skibet, satte over og kom til sin egen stad;
2 og se, de førte en værkbruden til ham, som laa paa en seng; og da Jesus saae deres tro, sagde han til den værkbrudne: Vær frimodig, barn! dine synder ere dig forladne!
3 Og se, nogle af de boglærde sagde ved sig selv: Han bespotter Gud!
4 Da Jesus saae deres tanker, sagde han: Hvorfor tænke i saa ondt i eders hjærter?
5 thi hvad er lettest? at sige: Dine synder ere dig forladne, eller at sige: Staa op og gaa!
6 Men for at i skal vide, at Menneskens Søn har magt paa jorden til at forlade synder, da siger han til den værkbrudne: Staa op, tag din seng, og gaa hjem!
7 og han stod op og gik hjem.
8 Men da skarerne saae det, forundrede de sig og prisede Gud, som havde givet menneskene saadan magt.
9 Da Jesus gik derfra, saae han et menneske siddende ved toldboden, og han hed Mattæos; og han siger til ham: Følg mig! og han stod op og fulgte ham.
10 Det skete, da han sad til bords i huset, og se, der kom mange toldere og syndere, og de sad til bords med Jesus og hans disciple;
11 og da farisæerne saae det, sagde de til hans disciple: Hvorfor spiser eders lærer med toldere og syndere?
12 Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: De sunde behøve ikke lægen, men de, som lide ilde.
13 Men drager i ud og lærer, hvad det er: Jeg vil miskundhed og ikke offer; thi jeg er ikke kommen at kalde retfærdige men syndere til omvendelse.
14 Da kom Johannes' disciple til ham og sagde: Hvorfor faste vi og farisæerne meget, men dine disciple faste ikke?
15 Jesus sagde til dem: Kan bryllupsfolkene vel sørge, saalænge brudgommen er hos dem? men dage komme, naar brudgommen tages fra dem, da ville de faste.
16 Ingen sætter en klud af raat klæde paa en gammel kjole; thi han river dog lappen af kjolen og hullet bliver værre.
17 Man kommer ikke heller ung vin i gamle læderflasker; ellers revne læderflaskerne og vinen spildes; men man kommer ung vin i nye læderflasker, saa bevares de begge.
18 Da han talede dette til dem, se, da kom en øverste, faldt ned for ham og sagde: Min datter er just død, men kom og læg din haand paa hende, saa bliver hun levende.
19 Jesus stod op og fulgte ham med sine disciple. -
20 Og se, en kvinde, som i 12 aar havde haft blodflod, nærmede sig bagfra og rørte sømmen af hans klædebon;
21 thi, sagde hun hos sig selv: Rører jeg kun ved hans klædebon, saa bliver jeg helbredet.
22 Men Jesus vendte sig om, og da han saae hende, sagde han: Datter, vær frimodig! din tro har frelst dig. Og kvinden blev helbredet fra samme stund. -
23 Da Jesus kom i øverstens hus og saae piberne og den støjende skare,
24 sagde han til dem: Træder tilbage, thi pigen er ikke død, men hun sover; og de lo ad ham;
25 men da skaren var dreven ud, gik han ind, tog hendes haand, og pigen stod op;
26 og dette rygte kom ud i det hele land.
27 Da Jesus gik derfra, fulgte to blinde ham, som raabte og sagde: Forbarm dig over os, du Davids Søn!
28 Men da han var kommet hjem, gik de blinde til ham, og Jesus siger til dem: Tro i, at jeg kan gjøre dette? De sige til ham: Ja, Herre!
29 Da rørte han ved deres øjne og sagde: Eder ske efter eders tro!
30 Og deres øjne bleve opladne, men Jesus bød dem alvorlig og sagde: Seer til, at ingen faaer det at vide;
31 men da de gik ud, udspredte de hans rygte i hele dette land. -
32 Da disse vare gaaede, se, da bragte man et stumt menneske til ham, som var besat;
33 og da dæmnen var drevet ud, talede den stumme, og skarerne forundrede sig og sagde: Aldrig er saadant seet i Israel!
34 Men farisæerne sagde: Han uddriver dæmner ved dæmnernes formand.
35 Jesus drog omkring i alle stæder og byer, lærte i deres forsamlinger, prædikede rigets evangelium og helbredte al sygdom og al svaghed;
36 men da han saae skarerne, ynkedes han inderlig over dem, thi de vare forsmægtede og adspredte som faar, der ikke have hyrde.
37 Da sagde han til sine disciple: Høsten er vel stor, men arbejderne er faa;
38 beder derfor høstens Herre, at han sender arbejdere ud til sin høst.
1 Han kaldte sine 12 disciple og gav dem magt over de urene aander til at drive dem ud og helbrede al sygdom og al svaghed.
2 Men disse ere navnene paa de 12 apostle: Den første Simon, som kaldes Peder, og Andreas hans broder; Jakob Zebedæos' søn og Johannes hans broder;
3 Filip og Bartolomæos; Tomas og tolderen Mattæos; Jakob Alfæos' søn og Lebbæos med tilnavn Taddæos;
4 kananiten Simon og Judas Iskariot, som og forraadte ham.
5 Disse tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: Gaaer ikke ud ad vejen til hedningerne, og gaaer ikke ind i samaritaners stad;
6 men gaaer hellere til de fortabte faar af Israels hus.
7 Men naar i drage ud, da prædiker og siger, at himmerige er nær;
8 helbreder de syge, renser de spedalske og uddriver dæmner; I have modtaget det for intet, giver det for intet. -
9 I maa ikke eje guld eller sølv eller kobber i eders belter;
10 ej rejsetaske, ikke heller to skjorter, ej heller sko eller stav; thi arbejderen er sin føde værd.
11 I hvilken stad eller by i drage ind, udspørger hvem der er i den, som er værd, og bliver der, til i drage bort;
12 men naar i gaa ind i et hus, da hilser det og siger: Fred med dette hus!
13 og naar dette hus er det værd, skal eders fred komme over det; men hvis det ikke er det værd, skal eders fred vende tilbage til eder;
14 og dersom man ikke vil modtage eder eller høre eders ord, da skal i gaa ud af dette hus, eller denne stad og ryste støvet af eders fødder.
15 Sandelig siger jeg eder, det skal blive taaligere for Sodomiters og Gomorriters land paa dommens dag end for denne stad.
16 Se, jeg sender eder som faar midt iblandt ulve; værer derfor snilde som slanger og enfoldige som duer!
17 Vogter eder for menneskene! thi de ville overgive eder til raadet og hudslette eder i deres skoler;
18 og i skal føres for fyrster og konger for min skyld, dem og hedningerne til et vidnesbyrd.
19 Men naar de overgive eder, værer da ikke bekymrede for, hvorledes eller hvad i skulle tale; thi hvad i skal tale, vil gives eder i samme stund,
20 thi det er ikke eder, som tale, men eders Faders Aand, som taler i eder.
21 Men broder vil overgive broder til døden, og fader sit barn, og børn skal staa op mod forældre og slaa dem ihjel;
22 og i vil blive hadede af alle for mit navns skyld; men den, som holder ud til enden, han skal blive salig.
23 Men naar de forfølge eder i een stad, saa flygter til en anden; thi sandelig siger jeg eder: I skal ikke komme til ende med Israels stader, inden Menneskets Søn kommer. -
24 Disciplen er ikke over læreren eller tjeneren over sin herre;
25 det er disciplen nok at blive som sin Herre, og tjeneren som sin Herre; har de kaldt husbonden belzebub, hvormeget mere da hans husfolk?
26 Frygter derfor ikke for dem; thi intet er skjult som ikke skal aabenbares, og dulgt, som ikke skal blive vitterligt.
27 Udtaler i lys, hvad jeg siger eder i løn; og prædiker paa tagene, hvad i høre med øret;
28 og frygter ikke for dem, som slaa legemet ihjel, men kunne ikke slaa sjælen ihjel, men frygter snarere ham, som kan fordærve baade sjæl og legeme i helvede.
29 Sælges ikke to spurve for een skilling? og ikke een af dem falder til jorden, uden eders Fader vil,
30 men endog alle eders hovedhaar ere talte.
31 Altsaa maa i ikke frygte,i ere meget bedre end spurve!
32 Enhver altsaa, som vil bekjende mig for menneskene, ham vil jeg og bekjende for min Fader i himlene;
33 men hver, som vil fornægte mig for menneskene, ham vil jeg og fornægte for min Fader i himlene.
34 I maa ikke mene, at jeg er kommen at bringe fred paa jorden; jeg er ikke kommen at bringe fred, men sværd;
35 thi jeg er kommen at sætte splid mellem mand og hans fader, datter og hendes moder, sønnekone og hendes svigermoder;
36 og en mands husfolk skal være hans fjender.
37 Den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd, og den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd;
38 og den, som ikke tager sit kors og følger mig, er mig ikke værd.
39 Den, som finder sin sjæl, skal miste den, og den, som mister sin sjæl for min skyld, skal finde den.
40 Den, som modtager eder, modtager mig, og den, som modtager mig, modtager ham, som har sendt mig.
41 Den, som modtager en profet i en profets navn, skal faa en profets løn, og den, som modtager en retfærdig i en retfærdigs navn, skal faa en retfærdigs løn;
42 og den, som giver en af disse smaa kun et bæger koldt vand at drikke, i en discipels navn, sandelig siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin løn.
1 Da Jesus havde fuldendt at give sine 12 disciple denne befaling, drog han derfra for at lære og prædike i deres stæder.
2 Men da Johannes i fængslet hørte Kristi gjerninger, sendte han 2 af sine disciple,
3 og sagde til ham: Er det dig, som kommer, eller skulle vi vente en anden?
4 Jesus svarede og sagde til dem: Gaaer hen og melder Johannes hvad i høre og se:
5 Blinde se, og halte gaa, spedalske renses, og døve høre, døde staa op, og evangeliet forkyndes de fattige;
6 og salig er den, som ikke forarger sig paa mig. -
7 Men da disse droge bort, begyndte Jesus at tale til skarerne om Johannes: Hvad ere i udgangne i ørken at se?, et rør, som svajer for vinden?
8 eller hvad ere i udgangne at se? et menneske, iført fine klæder? se de, som bære fine klæder, ere i kongers huse.
9 Eller hvad ere i udgangne at se? en profet? ja jeg siger eder: Endog mere end en profet!
10 thi han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min engel for dit ansigt, og han skal berede din vej for dig.
11 Sandelig siger jeg eder: Der er blandt kvindefødte ingen større opstanden end Døberen Johannes; men den mindste i himmerige er større end han.
12 Men fra Døberen Johanns' dage indtil nu tages himmerig med kraft, og de som tage det med kraft, rive det til sig;
13 thi alle profeter og loven varslede indtil Johannes;
14 og, om i vil antage det, han er Elia, som skal komme.
15 Den, som har øren at høre med, han høre! -
16 Men hvem skal jeg ligne denne slægt med? Den ligner de smaadrenge, som sidde paa torvet og raabe til deres jævninger,
17 og sige: Vi fløjtede for eder, og i dandsede ikke; vi sang klagelig for eder, og i græd ikke!
18 Thi Johannes kom, og han hverken spiste eller drak, og de sige: Han har en dæmen;
19 Menneskens Søn kom, og han spiser og drikker, og de sige: Se, en fraadser og dranker, tolderes og synderes ven! Og visdommen er retfærdiggjort af sine børn.
20 Da begyndte han at laste de stæder, hvori hans fleste kraftige gjerninger vare skete, fordi de ikke havde omvendt sig.
21 Ve dig Korazin! Ve dig Betsajda! thi, hvis de kraftige gjerninger vare skete i Tyros og Sidon, som ere skete i eder, havde de for længe siden omvendt sig i sørgedragt og aske.
22 Men jeg siger eder, det skal blive taaligere for Tyros og Sidon paa dommens dag end for eder.
23 Og du Kapernaum, som er ophøjet til himlen, du skal styrtes ned til helhjem; thi vare de kraftige gjerninger skete i Sodoma, som ere skete i dig, var den vel bleven indtil denne dag;
24 men jeg siger eder, at det vil blive taaligere for Sodomiters land paa dommens dag end for dig.
25 Samme stud tog Jesus Ordet og sagde: Jeg priser dig Fader, himlens og jordens Herre, at du har dulgt dette for de vise og forstandige og aabenbaret det for de spæde!
26 ja Fader! thi saaledes var det behageligt for dig.
27 Alle ting ere mig overgivne af min Fader, og ingen kjender Sønnen uden Faderen, ikke heller kjender nogen Faderen uden Sønnen, og hvem Sønnen vil aabenbare det.
28 Kommer til mig alle, som arbejde og ere besværede, og jeg vil give eder hvile;
29 tager mit aag paa eder, og lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjærtet, og i skulle finde hvile for eders sjæle;
30 thi mit aag er gavnligt og min byrde er let.
1 Samme tid gik Jesus gjennem sæden paa hviledagen, men hans disciple vare hungrige og begyndte at plukke ax og spise;
2 men da farisæerne saae det, sagde de til ham: Se, dine disciple gjøre, hvad der ikke er tilladt at gjøre paa hviledagen.
3 Men han sagde til dem: Har i ikke læst, hvad David gjorde, da han og de, som vare med ham, hungrede,
4 hvorledes han gik ind i Guds hus og spiste skuebrødene, hvilke det ikke var ham og dem, som vare med ham, tilladt at spise, men alene præsterne;
5 eller har i ikke læst i loven, at præsterne paa hviledagen krænke hviledagen i templet og ere uskyldige?
6 men jeg siger eder, at her er, hvad der er større end templet.
7 Men dersom i havde vidst, hvad det er: Jeg vil miskundhed og ikke offer, da havde i ikke fordømt de uskyldige;
8 thi Menneskens Søn er Herre over hviledagen.
9 Da han gik derfra, kom han i deres skole;
10 og se, der var et menneske, som havde en visse haand; og de spurgte ham og sagde: Er det tilladt at helbrede paa hviledagene? for at de kunde anklage ham.
11 Men han sagde til dem: Hvilket menneske er der blandt eder, som har eet faar, og som, hvis det paa hviledagen faldt i en grav, ikke tager fat paa det og løfter det op?
12 hvormeget bedre er nu et menneske end et faar? Derfor er det tilladt at gjøre vel paa hviledagene.
13 Derpaa siger han til mennesket, som havde den visne haand: Ræk din haand ud! og han rakte den ud, og den fik sin velmagt igjen ligesom den anden.
14 Men farisæerne gik ud og lagde raad op mod ham, hvorledes de kunde ombringe ham.
15 Men da Jesus vidste dette, veg han bort derfra, og mange skarer fulgte ham, og han helbredte dem alle;
16 og han bød dem alvorlig, at de ikke maatte røbe ham;
17 at det skulde opfyldes, som er talet ved profeten Jesaja, som siger:
18 Se min tjener, som jeg har udvalgt, min elskelige, i hvem min sjæl har velbehag, paa ham vil jeg lægge min Aand, og han skal forkynde hedningerne ret;
19 han skal ikke trætte, ikke raabe, og ingen skal høre hans røst paa gaderne;
20 han vil ikke sønderbryde det knækkede rør og slukke den rygende tande, indtil han udfører retten til sejer;
21 og hedninger skulle haabe paa hans navn.
22 Derpaa blev en besat, som var blind og stum, ført til ham, og han helbredte ham, saa den blinde og stumme baade talede og saae;
23 og alle skarer forbavsedes og sagde: Mon han ike er Kristus, Davids Søn?
24 Men da farisæerne hørte det, sagde de: Han uddriver ikke dæmner uden ved belzebul, dæmnernes formand.
25 Men da Jesus saae deres tanker, sagde han til dem: Hvert rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde, og hver stad eller hus, som er splidagtig med sig selv, kan ikke bestaa;
26 og hvis satan uddriver satan, er han i splid med sig selv; hvorledes kan da hans rige bestaa?
27 og dersom jeg uddriver dæmner ved belzebul, ved hvem drive da eders børn dem ud? Derfor skal de være eders dommere.
28 Men dersom jeg uddriver dæmner ved Guds Aand, saa er jo Guds rige kommet til eder.
29 Eller hvorledes kan nogen gaa ind i den stærkes hus og plyndre hans gods, uden han først binder den stærke? da kan han plyndre hans hus.
30 Den, som ikke er med mig, er mod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder.
31 Derfor siger jeg eder: Al synd og bespottelse kan forlades menneskene; men bespottelse mod Aanden kan ikke forlades menneskene;
32 og taler nogen et ord mod Menneskens Søn, ham kan det forlades; men den, som siger et ord mod den helligaand, ham forlades det ikke, hverken i denne verden eller i den kommende.
33 Lader enten træet være godt og dets frugt god, eller lader træet være snavs og dets frugt snavs; thi træet kjendes paa frugten.
34 Øgleyngel! hvorledes kan i tale godt, da i ere onde? thi af hjærtets overflødighed taler munden.
35 Et godt menneske fremfører af den gode skat gode ting; og et ondt menneske fremfører af den onde skat onde ting;
36 men jeg siger eder, at for hvert unyttigt ord, menneskene have talet, skulle de aflægge regnskab paa dommens dag;
37 thi af dine ord skal du kjendes retfærdig, og af dine ord skal du fordømmes.
38 Derpaa tog nogle af de boglærde og farisæerne ordet og sagde: Lærer! vi ville se et tegn af dig.
39 Men han svarede og sagde til dem: Den onde og bolerske slægt begjærer tegn; men tegn skal ikke gives den uden profeten Jonas tegn;
40 thi ligesom Jona var tre døgn i hvalens bug, saaledes skal Menneskes Søn være tre døgn i jordens hjærte.
41 Mændene af Ninive skal opstaa ved dommen mod denne slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas prædiken, men se, her er mere end Jona;
42 Dronningen af sydland skal ved dommen rejse sig mod denne slægt og fordømme den; thi hun kom fra jordens grændser for at høre Salomons visdom; og se, her er mere end Salomon.
43 Naar den urene aand er faren ud af et menneske, vandrer han gjennem vandløse steder, søger hvile, men finder den ikke.
44 Da siger han: Jeg vil vende tilbage til mit hus, jeg gik ud fra; og naar han kommer, finder han det ledigt, fejet og prydet;
45 saa gaaer han hen og tager syv andre aander med sig, som ere værre end han selv, og de gaa ind og bo der; og det sidste bliver værre med dette menneske end det første. Saaledes skal det og gaa denne onde slægt.
46 Medens han endnu talede til skarerne, se, da stod hans moder og hans brødre udenfor og forlangte at tale med ham.
47 Da sagde en til ham: Se, din moder og dine brødre staa udenfor og forlange at tale med dig.
48 Men han svarede og sagde til ham, som sagde ham det: Hvem er min moder, og hvem ere mine brødre?
49 og han rakte sin haand ud mod sine disciple og sagde: Se min moder og mine brødre!
50 thi hver, som gjør min Faders villie, som er i himlene, han er min broder og søster og moder.
1 Samme dag gik Jesus ud af huset og satte sig ved søen;
2 og mange skarer samledes hos ham, saa han steg i et skib og satte sig; men hele skaren stod paa bredden;
3 og han talede mange ting til dem i lignelser, og sagde: Se, en sædemand gik ud at saae;
4 og som han saaede, faldt noget ved vejen, og fuglene kom og aad det op;
5 men noget faldt paa stengrund, hvor det ikke havde megen jord, og det voxede snart op, fordi det ikke havde dyb jord;
6 men da solen stod op, blev det brændt, og da det ikke havde rod, visnede det.
7 Men noget faldt blandt torne, og tornene voxede op og kvalte det.
8 Men noget faldt i god jord og gav frugt; noget 100, andet 60, andet 30 fold.
9 Den, som har øren at høre med, han høre!
10 Saa traadte disciplene til og sagde til ham: Hvorfor taler du til dem i lignelser?
11 Men han svarede dem og sagde: Fordi eder er det givet at kjende himmeriges hemmeligheder; men disse er det ikke givet;
12 thi den, som har, ham skal gives, og han skal have overflødig; men den, som ikke har, ham skal endog fratages, hvad han har.
13 Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de, seende, ikke se, og, hørende, ikke høre eller forstaa;
14 og paa dem opfyldes Jesauas spaadom, som siger: Grandt skulle i høre, men ike forstaa, klarlig se, men ikke indse;
15 thi dette folks hjærte er forhærdet; med ørene høre de tungt, og de tillukkede deres øjne, for at de ikke skulle se med øjnene, høre med ørene, forstaa med hjærtet og omvende sig, saa jeg kunde læge dem;
16 men salige ere eders øjne, at de se, og eders øren, at de høre;
17 thi sandelig siger jeg eder, at mange profeter og retfærdige ønskede at se, hvad i se, og saae det ikke, og høre, hvad i høre, og hørte det ikke.
18 Hører i altsaa lignelsen om sædemanden!
19 Naar nogen hører Ordet om riget og forstaar det ikke, kommer den onde og river det bort, som er saaet i hans hjærte; han er, hvad der er saaet ved vejen;
20 men det, som er saaet paa stengrund er den, som hører Ordet og strax optager det med glæde;
21 men han har ikke rod i sig og bliver ved til en tid; men naar der bliver trængsel og forfølgelse for Ordet, forarges han strax.
22 Men det, som er saaet blandt torne, er den, som hører Ordet, og denne verdens bekymring og rigdoms forførelse kvæler Ordet og det bliver uden frugt.
23 Men det, som er saaet i god jord, er den, som hører Ordet og forstaaer det, som virkelig bærer frugt, og en giver 100, en anden 60, en anden 30 fold.
24 Han fremsatte dem en anden lignelse og sagde: Himmerige ligner et menneske, som saaede god sæd i sin mark;
25 men medens folkene sov, kom hans fjende og saaede hejre blandt hveden og gik bort;
26 men da straaet voxede og satte frugt, da kom hejren ogsaa til syne;
27 og husbondens tjenere traadte frem og sagde til ham: Herre! saaede du ikke god sæd i din mark? hvorfra har den da hejre.
28 Men han sagde til dem: Et fjendsk menneske har gjort det. Tjenerne sagde til ham: VIl du da, saa ville vi gaa hen og luge den af.
29 Men han sagde: Nej, for at i ikke naar i luge hejren af, skulle rive hveden op med rod tillige med den.
30 Lader dem begge voxe sammen til høsten, og i høsttiden vil jeg sige til høstfolkene: Samler først hejren og binder den i knipper til at brænde den; men fører hveden sammen i min lade.
31 Han fremsatte dem en anden lignelse og sagde: HImmerige ligner et senepskorn, som et menneske tog og saaede i sin mark;
32 det er vel mindre end al sæd, men naar det voxer til, er det større end alle urter og bliver et træ, saa himlens fugle komme og bo i dets grene.
33 Han fortalte dem en anden lignelse: himmerige ligner en surdejg, som en kvinde tog og nedlagde i tre maader mel, indtil det hele blev syret.
34 Alt dette talede Jesus i lignelser til skarerne, og uden lignelse talede han ikke til dem;
35 saa at det maatte opfyldes, som er talet af profeten, der siger: Jeg vil aabne min mund i lignelser, jeg vil udsige, hvad der var skjult, fra verden blev grundlagt.
36 Derpaa lod Jesus skarerne fare og kom hjem; og hans disciple gik til ham og sagde: Forklar os den lignelse om hejren paa marken.
37 Han tog da Ordet og sagde til dem: Den, som saaer den gode sæd, er Menneskens Søn;
38 men marken er verden; den gode sæd er rigets børn, men hejren er den ondes børn;
39 Fjenden, som saaede den, er djævelen; men høsten er denne verdens ende, og høstfolkene ere englene.
40 Ligesom altsaa hejren samles og brændes i ild, saaledes skal det ske ved verdens ende;
41 Menneskens Søn vil sende sine engle; og de skal samle af hans rige alle forargelser og dem, som gjøre uret,
42 og kaste dem i ildovnen; der skal være graad og tænders gnidsel;
43 da skal de retfærdige straale som solen i deres Faders rige. Den, som har øren at høre med, han høre!
44 Himmerige ligner atter en skat, som var skjult paa en mark, og som et menneske fandt og dulgte, og af glæde over den gik han bort, solgte alt, hvad han havde, og kjøbte denne mark. -
45 Himmerige ligner atter en kjøbmand, der søgte ægte perler,
46 som, da han traf en kostbar perle, gik hen, og solgte alt, hvad han havde, og kjøbte den.
47 Himmerige ligner atter et vod, udlagt i havet, som samler af alle slags,
48 som de, naar det er fuldt, drage op paa stranden og sidde og sanke de gode sammen i kar, men kaste de raadne udenfor.
49 Saaledes skal det være ved verdens ende; Englene skal gaa ud og skille de onde ud fra de retfærdige
50 og kaste dem i ildovnen; der skal være graad og tænders gnidsel! -
51 Jesus siger til dem: Her i forstaaet det altsammen? De sige til ham: Ja, Herre!
52 Men han sagde til dem: Derfor er hver boglærd, som en oplært til himmerig, lig en husbonde, som udtager nyt og gammelt af sin skat.
53 Da Jesus havde fuldendt disse lignelser, drog han bort derfra,
54 og da han kom til sin fædrenestad, lærte han dem i deres skole, saa de højlig forundrede sig og sagde: Hvorfra har han denne visdom og de kraftige gjerninger?
55 er det ikke tømmermandssønnen, og hedder hans moder ikke Maria og hans brødre Jakob go Joses, Simon og Judas?
56 og er ikke alle hans søstre hos os? hvorfra har han da alt dette?
57 og de forargedes paa ham. Men Jesus sagde til dem: En profet er ikke foragtet uden i sin fædrenestad og i sit hjem!
58 Ikke heller gjorde han der mange kraftige gjerninger for deres vantros skyld.
1 Paa denne tid hørte fjerdingsfyrsten Herodes rygtet om Jesus;
2 og han sagde til sine tjenere: Han er Døberen Johannes; han er staaet op fra de døde, og derfor virke kræfterne i ham.
3 Herodes havde nemlig grebet Johannes, bundet ham og sat ham i fængsel for Herodias, hans broder Filips hustrus skyld;
4 thi Johannes sagde til ham: Det er dig ikke tilladt at have hende;
5 og han vilde slaa ham ihjel, men frygtede for mængden, fordi de holdt ham for en profet.
6 Men da Herodes holdt sin fødselsdag, dandsede Herodias datter i kredsen, og han behagede Herodes;
7 derfor lovede han med ed at give hende, hvad hun forlangte.
8 Men tilskyndet af sin moder sagde hun: Giv mig her Døberen Johannes' hoved paa et fad.
9 Kongen blev bedrøvet, men for edernes skyld og for dem, som laa til bords med ham, befalede han, at det skulde gives;
10 og han sendte bud og halshuggede Johannes i fængslet;
11 og hans hoved blev bragt paa et fad og givet pigen, og hun bragte det til sin moder.
12 Hans disciple kom, toge han legeme og begravede det; og de gik hen og meldte Jesus det.
13 Da Jesus hørte det, veg han bort derfra paa et skib til et øde sted afsides, og da skarerne fik det at vide, fulgte de ham tilfods fra stæderne.
14 Idet Jesus gik ud, saae han en stor skare, og han ynkedes inderlig over dem og helbredte deres syge.
15 Men da det var blevet aften, gik hans disciple til ham og sagde: Stedet er øde og tiden er allerede forløben, lad skarerne fare, for at de kan gaa hen i byerne og kjøbe sig mad;
16 men Jesus sagde til dem: De har ikke at gaa bort, giver i dem at spise!
17 Men de sagde til ham: Vi har ikke mer end 5 brød og 2 fiske;
18 men han sagde: Bringer mig dem hid!
19 og han bød skarerne at sætte sig ned i græsset, og han tog de 5 brød og de 2 fiske, saae op til himlen og velsignede dem, han brød dem og gav sine disciple brødene, men disciplene gav skarerne dem;
20 og de spiste alle og bleve mætte, og de opsamlede de levnede stykker, 12 kurve fulde;
21 men de, som spiste, vare ved 5000 mænd foruden kvinder og børn,
22 og strax nødte Jesus disciplene til at stige i skibet og gaa foran ham til hin side, medens han lod skarerne fare.
23 Da han havde ladet skarerne fare, gik han afsides op paa et bjerg, for at bede. Da det blev midnat, var han der ene;
24 men skibet var allerede midt paa søen go led nød af bølgerne, thi vinden var imod.
25 Men i fjerde nattevagt kom Jesus til dem, vandrende paa søen.
26 Da disciplene saae ham vandrende paa søen, bleve de forskrækkede og sagde: Det er et spøgelse! og de skreg af frygt.
27 Men Jesus talede strax til dem og sagde: Værer frimodige! det er mig, frygter ikke!
28 Men Peder svarede ham og sagde: Herre, er det dig, saa byd mig at komme til dig paa vandet!
29 Han sagde: Kom! og Peder steg ud af skibet og gik paa vandet for at komme til Jesus;
30 men da han saae et stærkt vindstød, blev han bange, og da han begyndte at synke, raabte han og sagde: Herre, frels mig!
31 og strax udrakte Jesus haanden, tog fat paa ham og sagde til ham: Du svagttroende! hvorfor tvivlede du?
32 og som de steg i skibet, lagde vinden sig.
33 Men de, som var i skibet, kom og faldt ned for ham og sagde: Du er i sandhed Guds Søn!
34 Da de vare farne over, kom de til Genezarets land;
35 og da mændene paa dette sted kjendte ham, sendte de bud til hele denne egn, og de førte alle syge til ham;
36 og de bade ham, at de endog blot maatte røre ved sømmen af hans kjortel, og saamange, som rørte derved, bleve helbredede.
1 Derpaa kom boglærde og farisæer fra Jerusalem til Jesus og sagde:
2 Hvorfor overtræde dine disciple de gamles vedtægt; thi de vaske ikke deres hænder, naar de ville holde maaltid.
3 Men han svarede og sagde til dem: Hvorfor overtræde ogsaa i Guds bud for eders vedtægts skyld;
4 thi Gud har budet og sagt: ""Ær fader og moder!"" og: ""Den, som bander fader eller moder, skal visselig dø!""
5 men i sige: Den, som siger til fader eller moder: Det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er helliget Gud! og han vil vist ikke ære sin fader eller sin moder;
6 og i har gjort Guds bud til intet ved eders vedtægt.
7 I hyklere! Jesaja har spaaet rigtigt om eder, da han sagde:
8 Dette folk holder sig nær til mig med sin mund og ærer mig med læberne, men deres hjærte er langt fra mig;
9 men de dyrke mig forgjæves, idet de føre lærdomme, som er menneskebud. -
10 Saa kaldte han skaren til sig og sagde til dem: Hører og forstaaer!
11 Ikke hvad der kommer ind i munden, gjør mennesket urent; men hvad der gaaer ud af munden, det gjør mennesket urent.
12 Da traadte hans disciple til og sagde til ham: Veed du, at farisæerne ved at høre den tale har forarget sig.
13 Men han svarede og sagde: Hver plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med rod;
14 lad dem fare! Blinde ere blindes vejledere; men naar blind leder blind, falde de begge i grav. -
15 Men Peder tog ordet og sagde til ham: Forklar os denne lignelse!
16 Jesus sagde: Ere ogsaa i endnu uforstandige;
17 forstaa i endnu ikke, at alt, hvad der kommer ind i munden, gaaer i bugen og udføres ad den naturlige vej;
18 men hvad som gaaer ud af munden, kommer fra hjærtet, og det gjør mennesket urent;
19 thi fra hjærtet udgaa onde tanker: Mord, hor, skjørlevnet, tyverier, falske vidnesbyrd, bespottelser;
20 det er dette, som gjør mennesket urent, men at spise med uvaskede hænder, det gjør ikke mennesket urent.
21 Da Jesus gik ud derfra, drog han afsides til Tyros' og Sidons egne;
22 og se, en kananæisk kvinde kom fra de samme grændser, hun raabte til ham og sagde: Herre, Davids Søn, forbarm dig over mig! min datter er ilde besat;
23 men han svarede hende ikke et ord; og hans disciple gik til ham, bade ham og sagde: Skil dig af med hende! thi hun raaber efter os.
24 Da tog Jesus Ordet og sagde: Jeg er ikek udsendt uden til de fortabte faar af Israels hus.
25 Men hun kom, faldt ned for ham og sagde: Herre hjælp mig!
26 Men han svarede og sagde: Det er ikke smukt, at tage børnenes brød og kaste det for smaahunde.
27 Men hun sagde: Jo Herre! thi smaahunde æde og af de smuler, som falde fra deres Herres bord.
28 Da tog Jesus Ordet, og sagde til hende: O kvinde, stor er din tro, dig ske som du vil! og hendes datter blev helbredet fra samme stund.
29 Da Jesus gik bort derfra, kom han til Galilæas sø; og han steg op paa bjerget og satte sig der;
30 og mange skarer gik til ham, og de havde halte, blinde, stumme, krøblinger og mange andre med sig, og de lagde dem for Jesu fødder, og han helbredte dem;
31 saa skarerne forundrede sig, da de saae stumme tale, krøblinger helbredte, halte gaa og blinde se; og de lovede Israels Gud.
32 Men Jesus kaldte sine disciple til sig og sagde: Jeg ynkes inderlig over denne skare, thi de har nu tøvet tre dage hos mig, og de har ikke, hvad de kunne spise, og lade dem fare fastende bort vil jeg ikke, at de ikke skal forsmægte paa vejen.
33 Hans disciple sagde til ham: Hvorfra skal vi faa saa mange brød i ørken, saa vi kunne mætte saa stor en skare?
34 Jesus sagde til dem: Hvormange brød have i? De sagde til ham: Syv, og faa smaafiske;
35 og han bød skarerne sidde ned paa jorden.
36 Saa tog han de syv brød og fiskene; han takkede og brød dem, og gav dem til sine disciple, men disciplene til skaren;
37 og de spiste alle og bleve mætte, og opsamlede de levnede stykker, syv madkurve fulde.
38 Men de, som havde spist, vare 4000 mænd foruden kvinder og børn.
39 Saa lod han skarerne fare, steg paa et skib og kom til Magdalas enemærker.
1 Farisæerne og Saddukæerne gik frem for at friste ham og begjærede, at han vilde vise dem et tegn fra himmelen;
2 men han svarede og sagde til dem: Om aftenen sige i: Det bliver smukt vejr, thi himlen rødmer;
3 og om morgenen: Det bliver storm idag, thi himlen er ildrød og mørk. I hyklere! I forstaa vel at bedømme himlens udseende, men tidernes ten kunne i ikke!
4 Onde og bolerske slægt forlanger tegn, og der skal ikke gives den uden profeten Jonas tegn! Saa forlod han dem og gik bort.
5 Da hans disciple kom over til den anden side, havde de glemt at tage brød med;
6 og Jesus sagde til dem: Seer til og vogter eder for farisæernes og saddukæernes surdejg.
7 Men de tænkte ved sig selv og sagde: Det er fordi vi ikke tage brød med.
8 Da Jesus vidste det, sagde han til dem: I svagttroende, hvorfor tænke i hos eder selv paa, at i ikke tog brød med?
9 Forstaa i endnu ikke, eller huske i endnu ikke paa de 5 brød til de 5000, og hvormange kurve i samlede?
10 eller de 7 brød til de 4000, og hvormange brødkurve i da samlede.
11 Hvorledes forstaa i da ikke, at det ikke var om brød, jeg sagde eder, at i skulle tage eder vare for farisæernes og saddukæernes surdejg?
12 Da forstode de, at han ikke havde sagt, at de skulde vare sig for brødets surdejg, men for farisæernes og saddukæernes lærdom.
13 Da Jesus var kommen i egnen af Kæsarea Filippi, spurgte han sine disciple og sagde: Hvem sige folk, at jeg, Menneskens Søn, er?
14 Men de sagde: Nogle sige, at du er Døberen Johannes, andre Elia, andre Jeremja eller en af profeterne.
15 Han siger til dem: Men i, hvem sige i, jeg er?
16 Da svarede Simon Peder og sagde: Du er Kristus, den levende Guds Søn!
17 Jesus svarede og sagde til ham: Salig er du Simon Jonas Søn; thi det har kjød og blod ikke aabenbaret dig, men min Fader, som er i himlene;
18 men jeg siger dig ogsaa, at du er klippemanden; thi paa denne klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke faa magt over den;
19 og dig vil jeg give himmeriges nøgler, og hvad du maatte binde paa jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du maatte løse paa jorden, skal være løst i himlene.
20 Derpaa bød han sine disciple, at de ikke maatte sige nogen, at han var Jesus, den Kristus.
21 Fra den tid begyndte Jesus at forestille sine disciple, at han burde drage til Jerusalem og der lide meget af de ældste, ypperstepræsterne og de boglærde, ihjelslaaes og opstaa tredje dag.
22 Men Peder tog ham til side og begyndte at bebrejde ham, idet han sagde: Gud forbarme sig over dig Herre, det ske dig ingenlunde!
23 Men han vendte sig om, og sagde til Peder: Vig bag mig satan! du er mig en forargelse, thi du sandser ikke, hvad Guds, men hvad menneskenes er.
24 Derpaa sagde Jesus til sine disciple: Vil nogen komme efter mig, han maa fornægte sig selv og tage sit kors og følge mig;
25 thi den, som vil frelse sin sjæl, skal miste den, og den, som mister sin sjæl for min skyld, skal finde den;
26 thi hvad vilde det gavne et menneske, om han vandt den hele verden, men fortabte sin sjæl, eller hvad vederlag kan et menneske give for sin sjæl?
27 Thi Menneskens Søn vil komme i sin Faders herlighed med sine engle, og da vil han betale hver efter hans gjerning.
28 Sandelig siger jeg eder, der er nogle, som staa her, som ikke skal smage døden, førend de se Menneskens Søn komme i sit rige.
1 Sex dage derefter tog Jesus Peder og Jakob og hans broder Johannes med, og han førte dem afsides op paa et højt bjerg;
2 han blev forvandlet for dem, saa hans ansigt straalede som solen, og hans klæder bleve hvide som lyset;
3 og se, Mose og Elia bleve sete af dem i samtale med ham.
4 Da tog Peder ordet og sagde til Jesus: Herre, det er godt, at vi blive her! Vil du, saa lad os her indrette tre løvsale: een for dig, og een for Mose og een for Elia!
5 Medens han endnu talede, se, da overskyggede en lyssky dem, og se, en røst kom fra skyen, som sagde: Denne er min Søn, den elskelige, i hvem jeg har velbehag! Hører ham!
6 Da disciplene hørte det, faldt de paa deres ansigt og frygtede saare;
7 og Jesus traadte frem, rørte ved dem og sagde: Rejser eder, og frygter ej!
8 Men da de opløftede deres øjne, saae de ingen uden Jesus alene. -
9 Da de steg ned af bjerget, bød Jesus dem og sagde: I maa ikke sige nogen dette syn, før Menneskets Søn er opstanden fra døde.
10 Hans disciple spurgte ham og sagde: Hvad er det da, de boglærde sige: at Elia skal komme først?
11 Men Jesus svarede dem og sagde: Elia skal vel komme først og skikke alting tilrette;
12 men jeg siger eder, at Elia er allerede kommen, men de erkjendte ham ikke, men gjorde med ham hvad de vilde. Saaledes skal ogsaa Menneskens Søn lide af dem.
13 Da forstod disciplene, at han havde talet til dem om Døberen Johannes.
14 Da de kom til folkeskaren, gik et menneske til ham, knælede for ham,
15 og sagde: Herre, forbarm dig over min søn! for han er maanesyg og lider ilde, thi han falder ofte i ild og ofte i vand;
16 og jeg førte ham til dine disciple, men de kunde ikke helbrede ham.
17 Men Jesus tog Ordet og sagde: O vantro og forvendte slægt! Hvorlænge skal jeg være hos eder, hvorlænge skal jeg taale eder? Fører ham herhen til mig!
18 Jesus tiltalte ham haardt, og dæmnen foer ud af ham, og drengen blev helbredet fra denne stund.
19 Da gik disciplene afsides til Jesus og sagde: Hvorfor kunde vi ikke drive ham ud?
20 Men Jesus sagde til dem: For eders vantros skyld; thi sandelig siger jeg eder: Havde i tro som et senepskorn, da kunde i sige til dette bjerg: Flyt dig herfra derhen! og det skulde flytte sig, og intet skulde være umuligt for eder.
21 Men dette slags farer ikke ud, uden ved bøn og faste.
22 Da de vandrede i Galilæa, sagde Jesus til dem: Menneskens Søn skal overgives i menneskers hænder,
23 og de skal slaa ham ihjel, og paa tredje dag skal han staa op. Og de bleve meget bedrøvede.
24 Da de kom til Kapernaum, gik de, som oppebar tempelskatten, til Peder og sagde: Betaler eders lærer ikke tempelskatten?
25 Han sagde: Jo. Men da han traadte ind i huset kom Jesus ham i forkjøbet og sagde: Hvad synes dig Simon? Af hvem tage jordens konger told eller skat? af deres egne børn, eller af fremmede?
26 Peder sagde til ham: Af fremmede. Jesus sagde til ham: Altsaa ere børnene frie.
27 Men for at vi ikke skal give dem anstød, gaa du til søen, kast krog, tag den første fisk, som kommer op, og naar du aabner gabet paa den, skal du finde en daler, tag og giv dem den for mig og dig.
1 Samme stund gik disciplene til Jesus og sagde: HVem er dog den største i himmerig?
2 Jesus kaldte en lille dreng til sig, stillede ham midt iblandt dem,
3 og sagde: Sandelig siger jeg eder: hvis i ikke omvende eder og blive som smaa børn, komme i slet ikke ind i himmerige;
4 enhver derfor, som ydmyger sig som dette barn, han er den største i himmerig;
5 og den, som modtager et saadant lille barn i mit navn, modtager mig.
6 Men den, som forager een af disse smaa, som tro paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals og han var sænket i havets dyb.
7 Ve verden for forargelser! det er vel nødvendigt, at forargelser maa komme; dog ved det menneske, ved hvem forargelse kommer!
8 Men dersom din haand eller din fod forarger dig, saa hug den af og kast den fra dig; thi det er dig bedre, at gaa halt eller enhaandet ind til livet, end at have to hænder og to fødder og kastes i den evige ild;
9 og dersom dit øje forarger dig, saa riv det ud, og kast det fra dig; thi det er dig bedre at gaa eenøjet ind til livet, end at have to øjne og kastes i det brændende helvede.
10 Seer til, at i ikke foragte een af disse smaa; thi jeg siger eder, at deres engle i himlene altid se min Faders ansigt, som er i himlene.
11 Menneskens Søn er nemlig kommen for at frelse det fortabte.
12 Hvad synes eder? Havde et menneske 100 faar, og eet af dem foer vild, forlader han da ikke de 99 paa bjergene, gaaer bort og søger det vildfarende?
13 og skeer det, at han finder det, sandelig siger jeg eder, at han glæder sig mere over det end de 99, som ikke fare vild.
14 Saaledes er det ikke eders Faders villie, som er i himlene, at een af disse smaa skal fortabes.
15 Naar din broder synder imod dig, gaa og viis ham til rette mellem dig og ham alene; hører han dig, har du vundet din broder;
16 men hører han dig ikke, tag da endnu een eller to med dig, for at hvert ord kan staa fast paa to eller tre vidners udsagn;
17 men overhører han dem, saa siig det til menigheden; men hvis han ogsaa overhører menigheden, skal han for dig være som en hedning og tolder.
18 Sandelig siger jeg eder, hvadsomhelst i binde paa jorden, skal være bundet i himlen; og hvadsomhelst i løse paa jorden, skal være løst i himlen.
19 Atter, sandelig siger jeg eder, at naar to af eder samstemme paa jorden om, hvad sag det er, de ville bede, da skal det times dem af min Fader, som er i himlene;
20 thi hvor to eller tre ere forsamlede til mit navn, der er jeg midt iblandt dem. -
21 Da gik Peder til ham og sagde: Herre, hvorofte kan min broder synde mod mig, og jeg skal forlade ham? mon indtil 7 gange?
22 Jesus siger til ham: Jeg siger dig: Ikke indtil 7 gange, men indtil 70 gange 7.
23 Derfor lignes himmerige med et menneske, som var konge, der vilde holde regnskab med sine tjenere;
24 men da han begyndte at opgjøre regnskabet, bragte man en for ham, som var 10 millioner skyldig.
25 Men, da han intet havde at betale med, bød hans Herre at sælge ham, hans kone og børn og alt, hvad han havde, og gjælden at betales.
26 Da faldt tjeneren ned for ham, bad ham ydmygt og sagde: Herre, vær langmodig mod mig, saa vil jeg betale dig alt!
27 Da ynkedes samme tjeners Herre inderlig, han gav ham løs og eftergav ham gjælden.
28 Men da denne tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham 100 mark, og han greb ham, tog ham i kværken og sagde: Betal mig, hvad du er skyldig.
29 Da faldt hans medtjener ned for hans fødder, bad ham og sagde: Vær langmodig med mig, saa vil jeg betale dig;
30 men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i fængsel, indtil han betalte, hvad han skyldte.
31 Men da hans medtjenere saa, hvad der var skeet, bleve de meget bedrøvede, og de kom og aabenbarede deres Herre alt, hvad der var skeet.
32 Da kalder hans Herre ham for sig og siger til ham: Slette tjener! denne hele gjæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig;
33 burde du ikke ogsaa forbarme dig over din medtjener, ligesom og jeg forbarmede mig over dig?
34 og hans Herre blev vred og overgav ham til bødlerne, indtil han betalte alt, hvad han skyldte ham. -
35 Saaledes vil og min himmelske Fader gjøre ved eder, naar i ikke af eders hjærte forlade hver sin broder hans brøst.
1 Det skete, da Jesus havde endt disse Ord, at han drog fra Galilæa og kom til Judæas grændser hinsides Jordan;
2 og mange skarer fulgte ham, og han helbredte dem der;
3 og farisæerne gik til ham, fristede ham og sagde til ham: Er det en mand tilladt at skille sig fra sin hustru paa hvilkensomhelst grund?
4 Men han svarede dem og sagde: Har i ikke læst, at han, som skabte fra begyndelsen, skabte dem mand og kvinde,
5 og sagde: Derfor skal manden forlade sin fader og moder, og slutte sig fast til sin hustru, og de to skal blive til eet kjød;
6 saa at de ikke længere ere to men eet kjød; hvad Gud altsaa har sammenføjet, maa et menneske ikke adskille.
7 De sige til ham: Hvorfor bød da Mose at give hende skilsmissebrev og lade hende fare?
8 Han sagde til dem: For eders haardhjærtethed tillod Mose eder at skille eder fra eders hustruer; men fra begyndelsen var det ikke saaledes;
9 men jeg siger eder: at hver, som skiller sig ved sin hustru uden for hor og tager en anden til ægte, han bedriver hor, og den, som ægter en fraskilt, bedriver hor.
10 Hans disciple sagde til ham: Er mandens forhold til kvinden saadan, er det ikke godt at gifte sig.
11 Men han sagde til dem: Ikke alle magte dette Ord, men de, det er givet;
12 der er nemlig gildinger, som ere fødte saaledes af moders liv; og der ere gildinger, som ere gildede af mennesker, og der ere gildinger, som have gildet sig selv for himmerig. Den, som kan magte det, han magte det!
13 Da bleve smaa børn bragte til ham, for at han skulde lægge hænderne paa dem og bede; men disciplene talede dem haardt til.
14 Men Jesus sagde: Tillader de smaa børn og hindrer dem ikke fra at komme til mig; thi himmerig er for saadanne;
15 og han lagde hænderne paa dem og drog derfra.
16 Og se, der kom en og sagde til ham: Gode lærer, hvad godt skal jeg gjøre, for at jeg kan faa det evige liv?
17 Men han sagde til ham: Hvorfor kalder du mig god; ingen er god uden een, nemlig Gud; men vil du gaa ind til livet, saa hold budene.
18 Han siger til ham: Hvilke? Men Jesus sagde: Dette: Du maa ikke myrde! du maa ikke bryde ægtepagten! du maa ikke stjæle! du maa ikke aflægge falsk vidnesbyrd!
19 ær din fader og din moder! og : Elsk din næste som dig selv!
20 Ungersvenden siger til ham: Alt dette har jeg taget iagt fra min ungdom; hvad har jeg endnu tilbage?
21 Jesus sagde til ham: Vil du være fuldkommen, saa gaa bort, sælgt dit gods og giv de fattige det, og du skal have en skat i himlen; kom saa og følg mig!
22 Da ungersvenden hørte det Ord, gik han bedrøvet bort, thi han havde mange ejendomme.
23 Men Jesus sagde til sine disciple: Sandelig siger jeg eder, at en rig kommer vanskelig i himmerig;
24 atter siger jeg eder: Det er lettere, at en kamel gaaer gjennem et naaleøje, end at en rig kommer i Guds rige.
25 Men da hans disciple hørte det, bleve de meget forfærdede og sagde: Hvem kan da blive frelst?
26 Da saae Jesus paa dem og sagde til dem: For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alt muligt.
27 Derpaa tog Peder ordet og sagde til ham: Se, vi har forladt alt og fulgt dig, hvad skal da vi have derfor?
28 Men Jesus sagde til dem: Sandelig siger jeg eder, at i, som have fulgt mig , skulle i gjenfødelsen, naar Menneskens Søn skal sidde paa sit æresæde, ogsaa sidde paa 12 højsæder og dømme Israels 12 stammer;
29 og hver, som har forladt hus, eller brødre, eller hustru, eller børn, eller agre for mit navns skyld, skal faa 100 gange igjen og arve det evige liv;
30 men mange skal blive de første, som er de sidste, og de skal blive de sidste, som er de første.
1 Himmerig ligner nemlig et menneske, som var en husbonde, der gik tidlig ud om morgenen for at leje arbejderne til sin vingaard;
2 og da han var bleven enig med arbejderne om en mark om dagen, sendte han dem til sin vingaard.
3 Saa gik han ud ved den tredje time, og saae andre staa ledige paa torvet;
4 og han sagde til dem: Gaaer i og hen i vingaarden, og jeg vil give eder, hvad ret er;
5 og de gik derhen. Han gik atter ud ved den sjette og niende time og gjorde ligesaa;
6 men han gik atter ud ved den ellevte time og traf andre staa ledige og siger til dem: Hvorfor staa i her ledige den hele dag?
7 De siger til ham: Fordi ingen har lejet os. Han siger til dem: Gaaer i ogsaa hen i vingaarden, og hvad ret er, skal i faa.
8 Men da det var blevet aften, sagde vingaardens herre til sin forvalter: Kald arbejderne og giv dem løn, idet du begynder fra de sidste lige til de første.
9 Saa kom de fra den ellevte time og fik hver en mark;
10 men da de første kom, mente de, at de skulde faa mere; og de fik ogsaa hver en mark;
11 men da de fik den, knurrede de med husbonden,
12 og sagde: Disse sidste har tilbragt een time, og du har gjort dem lige med os, som har baaret dagens byrde og hede!
13 men han svarede og sagde til en af dem: Kjære! jeg gjør dig ikke uret; er du ikke bleven enig med mig om en mark?
14 tag dit og gaa! men jeg vil give denne sidste ligesom dig;
15 eller er det mig ikke tilladt at gjøre, hvad jeg vil, med mit, om end dit øje er ondt, fordi jeg er god?
16 Saaledes skal de sidste blive de første og de første blive de sidste; thi mange er kaldte, men faa udvalgte.
17 Da Jesus drog op til Jerusalem, tog han de 12 disciple tilside paa vejen og sagde til dem:
18 Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskens Søn skal overgives til ypperstepræsterne og de boglærde, og de vil fordømme ham til døden
19 og overgive ham til hedningerne til at bespotte, hudslette og korsfæste ham; men paa tredje dag skal han staa op!
20 Da gik Zebedæos' sønners moder med sine sønner til ham, faldt ned for ham og bad ham om noget;
21 men han sagde til hende: Hvad vil du? Hun siger til ham: Siig, at disse mine 2 sønner skal i dit rige sidde, den ene ved din højre, den anden ved din venstre side!
22 Men Jesus svarede og sagde: I vide ikke, hvad i bede om! kan i drikke det bæger, som jeg skal drikke, eller døbes med den daab, jeg døbes med? De sige til h am: Det kan vi!
23 Og han siger til dem: Mit bæger skal i vel drikke, og i skal døbes med den daab, jeg døbes med, men at sidde ved min højre og ved min venstre side hører ikke mig til at give, men det er for dem, det er beredt af min Fader. -
24 Da de ti hørte det, bleve de stødte paa de to brødre.
25 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: I vide, at folkenes fyrster hersker over dem, og de store øve magt over dem;
26 men saaledes skal det ikke være blandt eder; men den, som vil blive stor blandt eder, skal være tjener;
27 og den, som vil være den første blandt eder, skal være eder underdanig;
28 ligesom Menneskens Søn ikke er kommen for at lade sig tjene, men for at tjene, og give sig selv til løsepenge for mange.
29 Da de gik fra Jeriko, fulgte en stor skare ham;
30 og se, to blinde sad ved vejen, og da de hørte, at Jesus gik forbi, raabte de og sagde: Forbarm dig over os, o Here, Davids Søn!
31 Men skaren truede dem, for at de skulde tie; men de raabte stærkere og sagde: Forbarm dig over os, o Herre, Davids Søn!
32 og Jesus stod stille, kaldte ad dem og sagde: Hvad vil i, jeg skal gjøre for eder?
33 De sagde til ham: Herre, at vore øjne oplades!
34 Men Jesus ynkedes inderlig og rørte ved deres øjne, og strax bleve deres øjne seende, og de fulgte ham.
1 Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, udsendte Jesus to disciple
2 og sagde til dem: Drager hen til den by, som ligger foran eder, og i vil strax finde en aseninde bunden og et føl hos hende; løser dem og fører dem til mig!
3 og hvis nogen taler eder noget til, da siger, at Herren behøver dem, saa sender han dem strax.
4 Men alt dette skete, at det skulde opfyldes, som er talet ved profeten, der siger:
5 Siger Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende paa en aseninde og et føl, lastdyrets afkom. -
6 Men disciplene droge bort og gjorde, som Jesus befalede dem;
7 de hentede aseninden og føllet og lagde deres klæder paa dem, og paa disse satte han sig;
8 men de fleste af skaren spredte deres klæder paa vejen; men andre huggede grene af træerne og strøede dem paa vejen;
9 men skarerne, som gik foran og fulgte, raabte og sagde: Hosanna for Davids Søn! Velsignet den, som kommer i Herrens navn! Hosanna i det højeste!
10 Da han drog ind i Jerusalem, kom hele staden i bevægelse og sagde: Hvem er det?
11 men skarerne sagde: Det er profeten Jesus, ham fra Nazaret i Galilæa!
12 Saa gik Jesus ind i Guds tempel og drev alle ud, som solgte og kjøbte i templet, og han væltede vexelerernes borde og duekræmmernes stole;
13 og han sagde til dem: Der er skrevet: Mit hus skal kaldes et bedehus, men i har gjort det til en røverkule. -
14 Og halte og blinde gik til ham i templet, og han helbredte dem.
15 Men da ypperstepræsterne og de boglærde saae de underværker, han gjorde, og børnene, som raabte i templet og sagde: Hosanna for Davids Søn! bleve de fortørnede
16 og sagde til ham: Hører du ikke, hvad disse sige? Men Jesus sagde: Jo! har i aldrig læst: Af spædes og diendes mund bereder du lovsang.
17 Saa forlod han dem og gik udenfor staden til Betanien og blev der om natten.
18 Da han om morgenen vendte tilbage til staden, hungrede han;
19 og da han saae et figentræ ved vejen, gik han til det, men fandt intet paa det uden blade alene; og han sagde til det: Aldrig mere vorde frugt paa dig! og strax visnede figentræet.
20 Da disciplene saae det, forundrede de sig og sagde: Hvorledes visnede figentræet strax?
21 Men Jesus svarede og sagde til dem: Sandelig siger jeg eder: Dersom i havde tro og ikke tvivlede, da kunde i ikke alene gjøre det med figentræet; men om i endog sagde til dette bjerg: Løft dig og kast dig i havet! da skulde det ske;
22 og alt, hvad i begjærer i bønnen troende, det skal i faa.
23 Da han kom i templet, traadte ypperstepræsterne og folkets ældste til ham, medens han lærte, og sagde: Af hvad magt gjør du dette, og hvem har givet dig denne magt?
24 Men Jesus svarede dem og sagde: Jeg vil ogsaa spørge eder om een ting; og naar i sige mig den, vil jeg ogsaa sige eder, af hvad magt jeg gjør dette.
25 Johannes daab, hvor var den fra? fra himmelen eller fra mennesker? Men de betænkte mellem sig selv og sagde: Sige vi: ""Fra himlen"", saa vil han spørge os: Hvorfor troede i ham da ikke?
26 men sige vi: ""Fra mennesker"", saa maa vi frygte for folkeskaren; thi alle holde Johannes for en profet.
27 Saa svarede de Jesus og sagde: Vi veed det ikke. Da sagde han og til dem: Saa siger jeg eder ikke heller af hvad magt jeg gjør dette.
28 Men hvad tykkes eder? Et menneske havde to børn, og han gik til den ældste og sagde: Barn, gaa hen og arbejde idag i min vingaard!
29 men han svarede og sagde: Jeg vil ikke; men siden fortrød han det og gik derhen.
30 Og han gik til den anden og sagde ligedan; men han svarede og sagde: Jeg vil, Herre; og han gik ikke derhen.
31 Hvem af de to gjorde Faderens villie? De sagde til ham: Den første. Jesus sagde til dem: Sandelig siger jeg eder, at toldere og skjøger gaa foran eder ind i Guds rige;
32 thi Johannes kom til eder paa retfærdigheds vej, og i troede ham ikke, men toldere og skjøger troede ham; men i, som saae, fortrød det ikke siden, saa i troede ham.
33 Hører en anden lignelse: Der var et menneske, som var husbonde, han plantede en vingaard, satte gjærde om den, gravede en perse i den og byggede et taarn i den; saa tingende han den ud til bønder og rejste udenlands;
34 men da frugttiden nærmede sig, sendte han sine tjenere til bønderne for at modtage dens frugter;
35 men bønderne greb hans tjenere; en pryglede de, en anden slog de ihjel og en tredje stenede de.
36 Han sendte atter andre tjenere, flere end de første, og de gjorde ligedan med dem;
37 men tilsidst sendte han sin søn til dem, og sagde: De vil undse sig for min søn.
38 Men da bønderne saae sønnen, sagde de indbyrdes: Det er arvingen; kom! lad os slaa ham ihjel, saa kan vi tilvende os hans arv;
39 og de greb ham, stødte ham udenfor vingaarden og slog ham ihjel.
40 Naar nu vingaardens herre kommer, hvad vil han da gjøre ved disse bønder?
41 De sagde til ham: Han vil ilde ødelægge disse onde, og tinge sin vingaard ud til andre bønder, som ville afgive frugterne til ham i deres tid. -
42 Jesus sagde til dem: Har i aldrig læst i skrifterne: Den sten, bygmesterne forkastede, den er bleven til en hovedhjørnesten; af Herren er den bleven det, og den er vidunderlig i vore øjne.
43 Derfor siger jeg eder, at Guds rige skal tages fra eder og gives et folk, som bærer dets frugter;
44 og den, som falder over denne sten, vil knuses, men ham, paa hvem den falder, vil den borthvirvle. -
45 Da ypperstepræsterne og farisæerne hørte hans lignelse, mærkede de, at han talede om dem;
46 og de søgte at gribe ham, men frygtede skarerne, eftersom de holdt ham for en profet.
1 Saa tog Jesus atter Ordet, talede til dem i lignelser og sagde:
2 Himmerige lignes ved et menneske, som var konge, der gjorde stort gilde for sin søn;
3 og han sendte sine tjenere ud, for at kalde de budne til det store gilde, men de vilde ikke komme.
4 Han sendte atter andre tjenere ud og sagde: Siger de budne: Se, jeg har beredt mit maaltid; mine oxer og fedekvæg ere slagtede, alt er beredt, kommer til det store gilde!
5 Men de brød sig ikke om det og gik hen, en til sin odel, en anden til sin dont;
6 men de andre greb hans tjenere, haanede dem og slog dem ihjel.
7 Men da denne konge hørte det, blev han vred, og han sendte sine krigsfolk, ødelagde disse mordere og afbrændte deres stad.
8 Derpaa sagde han til sine tjenere: Gildet er vel beredt, men de budne vare det ikke værd;
9 gaaer derfor ud paa korsvejene og saamange i maatte træffe, indbyder dem til det store gilde.
10 Saa gik disse tjenere ud paa vejene, og samlede alle, de traf, baade onde og gode, og gildeshuset blev fuldt af gjæster.
11 Men da kongen gik ind for at bese gjæsterne, saae han et menneske, som ikke var iført gildesklæder;
12 og han sagde til ham: Kjære! hvordan er du kommen herind, da du ikke har gildesklæderne paa? men han tav.
13 Da sagde kongen til bordsvendene: Binder hænder og fødder paa ham, tager ham og kaster ham ud i det yderste mørke! der skal være graad og tænders gnidsel!
14 Thi mange ere kaldte, men faa udvalgte.
15 Derpaa gik farisæerne bort og lagde raad op, hvorledes de kunde fange ham i ord;
16 og de sendte deres disciple med herodianerne til ham og sagde: Lærer! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds vej i sandhed og bryder dig om ingen; thi du seer ikke paa menneskers person;
17 siig os derfor: hvad mener du? er det tilladt, at give kejseren skat eller ikke?
18 Men da Jesus kjendte deres ondskab, sagde han: I hyklere, hvorfor friste i mig?
19 viser mig, skattens mønt! Men de bragte ham en mark;
20 og han sagde til dem: Hvis billede og omskrift er dette?
21 De sige til ham: Kejserens. Da siger han til dem: Giver altsaa kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!
22 og da de hørte det, forundrede de sig, og forlode ham og gik bort.
23 Samme dag gik saddukæerne, som sige, at der ikke er opstandelse, til ham; de spurgte ham
24 og sagde: Lærer! Mose har sagt: Naar nogen døer og har ikke børn, skal hans broder samægte hans hustru og oprejse afkom for sin broder;
25 men nu var der 7 brødre hos os; den første giftede sig og døde, og da han ikke havde afkom, efterlod han sin hustru til sin broder;
26 ligesaa ogsaa den anden og tredje lige til den syvende;
27 men sidst af alle døde ogsaa kvinden.
28 I opstandelsen altsaa, hvis hustru skal hun da være af disse syv, thi de have alle haft hende?
29 Men Jesus svarede og sagde til dem: I fare vild, da i ikke kjende skrifterne, ikke heller Guds kraft;
30 thi i opstandelsen skal de hverken tage til ægte ej heller bortgiftes, men de ere som Guds engle i himlen.
31 Men har i ikke læst om de dødes opstandelse, hvad er er talet til eder af Gud, som siger:
32 Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Gud er ikke dødes men levendes Gud!
33 Da skarerne hørte det, forundrede de sig højlig over hans lærdom.
34 Men da farisæerne hørte, at han havde stoppet munden paa saddukæerne, samlede de sig for det samme,
35 og en af dem, som var en lovkyndig, spurgte ham for at friste ham og sagde:
36 Lærer! hvad for et bud er stort i loven?
37 Men Jesus sagde til ham: Du skal elske Herren din Gud i hele dit hjærte, og i hele din sjæl og i hele dit sind!
38 det er det første og store bud;
39 men det andet er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv!
40 af disse to bud hænger hele loven og profeterne.
41 Men da farisæerne vare samlede spurgte Jesus dem og sagde:
42 Hvad mene i om Kristus? hvis Søn erhan? De sagde til ham: Davids.
43 Han sagde til dem: Hvorledes kalder David ham da i Aanden Herre, da han siger:
44 Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre, indtil jeg lægger dine fjender til dine fødders fodskammel!
45 Naar David altsaa kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn? -
46 Ingen kunde svare ham et ord, ikke heller vovede nogen fra den dag at spørge ham mere.
1 Derpaa talede Jesus til skarerne og sine disciple
2 og sagde: Paa Moses stol har de boglærde og farisæerne sat sig;
3 alt, hvad de derfor sige, i skal holde, holder og gjører det! men tager ikke efter deres gjerninger; thi de sige det vel, men gjøre det ikke.
4 De binde nemlig tunge byrder, svære at bære, og lægge paa menneskenes skuldre, men selv ville de ikke røre dem med en finger;
5 men de gjøre alle deres gjerninger for at ansees af menneskene; de gjøre deres tankeremme brede og sømmene paa deres klæder store;
6 og de holde af de øverste pladser ved maaltiderne og de øverste stole i forsamlingerne,
7 og hilsenerne paa torvene og at kaldes af menneskene: Rabbi, Rabbi!
8 Men i skal ikke lade eder kalde Rabbi, thi een er eders leder, Kristus; men i ere alle brødre;
9 og i maa ikke kalde nogen paa jorden eders fader; thi een er eders Fader, som er i himlen;
10 ikke heller maa i lade eder kalde ledere, thi een er eders leder, Kristus;
11 men den, som vil være den største blandt eder, maa blive eders tjener;
12 men enhver, som ophøjer sig selv, vil blive ydmyget; men enhver, som ydmyger sig selv, vil blive ophøjet.
13 Men ve eder, i boglærde og farisæer, i hyklere! i opæde enkers huse, og for skins skyld holde i lange bønner; derfor skal i faa en haardere dom! -
14 Ve eder, i boglærde og farisæer, i hyklere! I lukke himmerig for menneskene; selv gaa i nemlig ikke derind, og i tillade ikke dem som ville gaa ind. -
15 Ve eder, i boglærde og farisæer, i hyklere! I drage om til vands og lands for at vinde een tilhænger, og naar han er bleven det, gjøre i dem til et helvedes barn dobbelt saa slet som eder selv. -
16 Ve eder, i blinde vejledere, som sige: Sværger nogen ved templet, det er intet; men den, som sværger ved templets guld, han er bunden.
17 Daarer og blinde! hvad er nemlig størst: Guldet eller templet, som helliger guldet?
18 og: Sværger nogen ved alteret det er intet; men den, som sværger ved gaven paa det, han er bunden.
19 Daarer og blinde! hvad er nemlig størst? Gaven eller alteret, som helliger gaven?
20 Den, som altsaa sværger ved alteret, sværger ved det og alt, hvad der er derpaa,
21 og den, som sværger ved templet, sværger ved det og ved ham, som boer i det;
22 og den, som sværger ved himlen, sværger ved Guds højsæde og ham, som sidder paa det. -
23 Ve eder, i boglærde og farisæer, i hyklere! I give tiende af mynte, dild og kummen, men i forsømme, hvad vigtigere er i loven: Dom, barmhjærtighed og tro. Disse bør man gjøre og ikke forsømme hine.
24 Blinde vejledere! som afsi myggen, men nedsvælge kamelen! -
25 Ve eder, i boglærde og farisæer, i hyklere! I rense bægere og fade udenpaa, men indeni ere de fulde af rov og uretfærdighed.
26 Blinde farisæer! rens først det, som er indeni bøgeret og fadet, for at ogsaa det udvendige paa dem kan blive rent. -
27 Ve eder, i boglærde og farisæer, i hyklere! I ligne de kaldede grave, som udenfra se smukke ud, men indeni ere fulde af dødningeben og al urenhed;
28 saaledes synes i og vel udvortes retfærdige for menneskene, men indvortes ere i fulde af hykleri og uret. -
29 Ve eder, i boglærde og farisæer, i hyklere! I bygge profeternes grave og smykke de retfærdiges gravsteder,
30 og sige: Havde vi været i vore fædres dage, da havde vi ikke været delagtige med dem i profeternes blod!
31 saa i vidne mod eder selv, at i ere børn af dem, som slog profeterne ihjel;
32 og i skal fylde eders fædres maal.
33 I snoge, øgleyngel, hvordan kan i undgaa dommen til helvede!
34 Derfor, se, jeg sender profeter til eder og vise og boglærde; og nogle af dem ville i slaa ihjel og korsfæste, og andre ville i hudslette i eders skoler og forfølge fra stad til stad,
35 saa at alt det retfærdige blod maa komme over eder, det, som er udgydt paa jorden fra den retfærdige Abels blod indtil Zakarias søns, blod, som i myrdede mellem templet og alteret.
36 Sandelig siger jeg eder: Alt dette skal komme over denne slægt! -
37 Jerusalem, Jerusalem! som ihjelslaar profeterne og stener dem, som er sendt til dem! hvorofte vilde jeg forsamle dine børn, ligeosm en høne samler sine kyllinger under vingerne, og i vilde ikke!
38 se, eders hus skal lades eder øde!
39 thi jeg siger eder: I skal fra nu af ikke se mig, før i sige: Velsignet han, som kommer i Herrens navn!
1 Da Jesus kom ud og gik fra templet, traadte hans disciple til ham for at vise ham templets bygnnger;
2 men Jesus sagde til dem: Seer i ikke alt dette? sandelig siger jeg eder, der skal ikke lades sten paa sten, som ikke skal nedbrydes. -
3 Men da han sad paa Oliebjerget, gik hans disciple til ham afsides og sagde: Siig os, naar dette skal ske? og hvad er varslet for din tilkommelse og verdens ende?
4 Og Jesus svarede og sagde til dem: Seer til, at ingen fører eder vild!
5 thi der vil komme mange paa mit navn og sige: ""Jeg er Kristus"", og de vil føre mange vild;
6 men i skal høre om krige og rygter om krige; seer eder for, bliver ikke forskrækkede! thi alt dette maa ske, men enden er ikke endda;
7 thi folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og der skal være hunger og pest og jordskjælv paa steder;
8 men alt dette er veernes begyndelse.
9 Derpaa vil man overgive eder til trængsel og slaa eder ihjel, og i vil blive hadede af alle folk for mit navn;
10 og da ville mange forarges, forraade hverandre og hade hverandre;
11 og der vil opstaa mange falske profeter og føre mange vild;
12 og eftersom lovløsheden bliver stor, bliver de manges kjærlighed kold;
13 men den, som holder ud til enden, skal blive frelst;
14 og dette evangelium om riget skal prædikes i hele verden til et vidnesbyrd for alle folkene, og derpaa kommer enden.
15 Naar i altsaa se fordærvelsens vederstyggelighed, som der er talet om af profeten Daniel, staa paa helligt sted, (den, som læser det, lægge det paa sinde!)
16 da skal de, som ere i Judæa, fly paa bjergene;
17 den, som er paa taget, stige ikke ned for at hente noget af sit hus!
18 og den, som er paa marken, vende ikke tilbage for at hente sine klæder!
19 men ve de frugtsommelige og dem, som give bryst i disse dage!
20 men beder, at eders flugt ikke maa ske om vinteren eller paa hviledagen;
21 thi der vil da blive saa stor en trængsel, som der ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu, og som ikke heller skal blive;
22 og hvis disse dage ikke bleve forkortede, da blev ingen dødelig frelst, men for de udvalgtes skyld skulle disse dage forkortes.
23 Dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus eller der! da maa i ikke tro det;
24 thi der vil opstaa falske krister og falske profeter, og de vil gjøre store tegn og underværker, for at de, om det var muligt, kunde føre selv de udvalgte vild.
25 Se, jeg har sagt eder det forud.
26 Naar man altsaa maatte sige til eder: Se, han er i ørken! gaaer da ikke ud! Se, han er i lønkamrene! troer det da ikke!
27 thi som lynet gaaer ud fra øst og skinner til vest, saaledes vil Menneskens Søns tilkommelse være.
28 Hvor nemlig aadslet er, der ville ørnene samles.
29 Men strax efter disse dages trangsel skal solen formørkes og maanen ikke give sit skin, og stjernerne skulle falde fra himlen og himlenes kræfter bølges;
30 og da skal Menneskens Søns tegn lade sig til syne i himlen, da vil alle jordens stammer slaa sig for bryst, og de skulle se Menneskens Søn komme paa himlens skyer med stor kraft og herlighed,
31 og han vil udsende sine engle med basun og stærk røst, og de skal samle hans udvalgte fra de fire vinde, fra den ene ende af himlene til den anden.
32 Lærer en lignelse af figentræet. Naar dets gren bliver myg og bladene skyde, vide i, at sommeren er nær;
33 saaledes og i, naar i se alt dette, maa i vide, at han er nær for døren;
34 sandelig siger jeg eder: Samme slægt skal ikke forgaa, førend alt dette skeer;
35 Himlen og jorden skal forgaa, men mine Ord skal ingenlunde forgaa;
36 men om den dag og stund veed ingen, ikke engang englene i himlene, uden min Fader alene.
37 Men som Noas dage vare, saadan skal Menneskens Søns tilkommelse være;
38 thi ligesom de i de dage før oversvømmelsen spiste og drak, tog til ægte og bortgiftede lige til den dag, Noa gik ind i arken,
39 og de agtede ikke, indtil oversvømmelsen kom og tog dem alle bort, saaledes skal og Menneskens Søns tilkommelse være.
40 Da skal der være to paa marken, den ene optages, den anden lades tilbage;
41 to kvinder male paa kværnen, en optages og anden lades tilbage.
42 Vaager altsaa, fordi i ikke vide, i hvad stund eders Herre kommer;
43 men det maa i vide, at hvis husbonden vidste, i hvilken nattevagt tyven kom, da vaagede han vel og lod ikke bryde ind i sit hus;
44 derfor værer og i beredte, fordi Menneskens Søn kommer den stund, i ikke mene.
45 Hvem er vel den tro og snilde tjener, som hans Herre satte over sit tjenerskab at give dem mad i tide?
46 Salig er den tjener, som hans Herre, naar han kommer, finder at gjøre saaledes!
47 sandelig siger jeg eder, at han vil sætte ham over alt sit gods.
48 Men naar den slette tjener vilde sige i sit hjærte: Min Herre tøver med at komme;
49 og han begyndte at slaa medtjenerne, men at spise og drikke med svirebrødrene,
50 saa vil denne tjeners Herre komme en dag, han ikke venter, og en time, han ikke veed,
51 og hugge ham midt over og give ham lod med hyklere; der skal være graad og tænders gnidsel!
1 Dernæst maa himmerig lignes ved ti jomfruer, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen;
2 de 5 af dem vare kloge, men de 5 daarer.
3 Disse daarer toge deres lamper, men de toge ikke olie med sig;
4 men de kloge toge olie i deres krukker, tilligemed deres lamper.
5 Men da brudgommen tøvede, nikkede de alle og faldt i søvn;
6 men ved midnat skete anskrig: Se, brudgommen kommer! gaaer ham imøde!
7 Da vaagnede alle disse jomfruer og gjorde deres lamper istand;
8 men daarerne sagde til de kloge: Giver os af eders olie! thi vore lamper slukkes;
9 men de kloge svarede og sagde: Ingenlunde, der vil ikke blive nok til os og eder! gaaer hellere til kjøbmændene og kjøber til eder selv.
10 Men da de vare gaaede bort for at kjøbe, kom brudgommen, og de som vare beredte, gik ind med ham til brylluppet og døren blev lukket.
11 Endelig kom ogsaa de andre jomfruer og sagde: Herre, Herre, luk os op!
12 Men han svarede og sagde: Sandelig siger jeg eder: Jeg kender eder ikke! -
13 Vaager altsaa, fordi i veed hverken dag eller time, naar Menneskens Søn kommer.
14 Thi ligesom et menneske, der drog udenlands, kaldte sine egne tjenere og overgav dem sit gods,
15 og gav en fem tusinde, en anden to og en anden eet tusinde, enhver efter hans særegne evne, og han drog strax udenlands;
16 men han, som havde faaet de 5 tusinde, gik hen og arbejdede med dem og gjorde andre 5 tusinde;
17 ligesaa og han med de to; ogsaa han tjente andre to;
18 men han, som havde faaet eet tusinde, gik bort og gravede i jorden, og skjulte sin herres penge.
19 Lang tid efter kom disse tjeneres herre og holdt regnskab med dem;
20 og han traadte frem, som havde faaet de 5 tusinde, og bragte andre 5 tusinde og sagde: Herre, du overgav mig 5 tusinde; se, jeg har tjent andre 5 tusinde paa dem.
21 Saa sagde hans herre til ham: Vel, du gode og tro tjener! du var tro i det smaa, jeg vil sætte dig over meget! gaa ind til din Herres glæde!
22 Saa traadte ogsaa han frem, som havde faaet de 2 tusinde, og han sagde: Herre, du overgav mig 2 tusinde; se, jeg har tjent andre 2 tusinde paa dem.
23 Han herre sagde til ham: Vel, du gode og tro tjener! du var tro i det smaa, jeg vil sætte dig over meget! gaa ind til din herres glæde!
24 Saa kom ogsaa han frem, som havde faaet den ene tusinde og sagde: Herre, jeg kjendte dig, at du er et haardt menneske, som høster, hvor du ikke saaede, og samler, hvor du ikke spredte;
25 og da jeg frygtede, gik jeg hen og skjulte dit tusinde i jorden; se, der har du, hvad dit er!
26 Da svarede hans herre ham og sagde: Du onde og dovne tjener; du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke saaede, og samler, hvor jeg ikke spredte;
27 du burde altsaa anlagt mine penge hos vexelererne, saa naar jeg kom, havde jeg faaet mit igjen med rente.
28 Tager derfor det tusinde fra ham, og giver det til ham, som har de 10 tusinde;
29 thi hver, som har, ham skal gives, og han skal have til overflod; men fra ham, som intet har, skal man tage, hvad han synes at have;
30 og kaster den udygtige tjener ud i det yderste mørke! der skal være graad og tænders gnidsel!
31 Men naar Menneskens Sønn kommer i sin herlighed og alle de hellige engle med ham, da skal han sidde paa sit æresæde
32 og alle folk samles for ham, og han vil skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller faarene fra bukkene;
33 og han vil stille faarene ved sin højre, men bukkede ved sin venstre side.
34 Derpaa vil kongen sige til dem ved hans højre side: Kommer, i min Faders velsignede, og tager det rige i arv, som er beredt eder, fra verden blev grundlagt.
35 Jeg var nemlig hungrig, og i gav mig at spise; jeg var tørstig, og i gav mig at drikke; jeg var fremmed, og i tog mig til eder;
36 jeg var nøgen, og i klædte mig; jeg var syg, og i saae til mig; jeg var i fængsel, og i kom til mig. -
37 Da ville de retfærdige svare ham og sige: Herre! naar saae vi dig hungrig, og gav dig mad, eller tørstig, og gav dig drikke?
38 naar saae vi dig fremmed, og tog dig til os? eller nøgen, og klædte dig op?
39 naar saae vi dig syg eller i fængsel, og kom til dig?
40 Og kongen vil svare og sige til dem: Sandelig siger jeg eder: Saavidt i have gjort mod eenn af disse mine mindste brødre, har i gjort imod mig. -
41 Derpaa vil han sige til dem paa den venstre side: Gaaer bort fra mig, i forbandede i den evige ild, som er beredt djævelen og hans engle!
42 Thi jeg var hungrig, og i gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og i gav mig ikke at drikke;
43 jeg var fremmed, og i tog mig ikke til eder; jeg var nøgen, og i klædte mig ikke; jeg var syg og i fængsel, og i saae ikke til mig.
44 Da ville ogsaa disse svare og sige: Herre! naar saae vi dig hungrig eller tørstig eller fremmed eller nøgen elle syg eller i fængsel, og tjente dig ikke?
45 Da vil han svare dem og sige: Sandelig siger jeg eder: Forsaavidt i ikke h ar gjort det mod een af disse mindste, har i ikke heller gjort det mod mig.
46 Disse skulle gaa hen til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.
1 Det skete, da Jesus havde endt alle disse taler, sagde han til sine disciple:
2 I veed, at det om to dage er paaske, og Menneskens Søn skal forraades til at korsfæstes. -
3 Da forsamledes ypperstepræsterne, de boglærde og folkets ældste i ypperstepræstens gaard, og han hed Kajafas;
4 og de holdt raad sammen, for at de kunde gribe Jesus med list og slaa ham ihjel;
5 men de sagde: Ikke paa festen, at der ikke skal blive opløb, blandt folket!
6 Da Jesus var i Betania i Simon Spekalskes hus,
7 gik en kvinde med en alabasters krukke med meget kostelig salve hen til ham, og udøste den over hans hoved, da han laa tilbords.
8 Men da hans disciple saae det, bleve de fortrydelige og sagde: Hvortil denne ødselhed!
9 thi den salve kunde været gjort i mange penge og givet de fattige.
10 Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: Hvorfor ere i fortrædelige mod denne kvinde? Hun har nemlig gjort en god gjerning mod mig;
11 thi fattige har i altid hos eder, men mig har i ikke altid;
12 thi at hun udgød denne salve paa mit legeme, det har hun gjort for at stæde mig til jorde;
13 sandelig siger jeg eder: Hvorsomhelst dette evangelium bliver prædiket i hele verden, der skal og det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.
14 Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, hen til ypperstepræsterne,
15 og sagde: Hvad vil i give mig, saa vil jeg forraade hamm til eder? men de tilvejede ham 30 mark sølv,
16 og fra den stund søgte han en belejlig tid til at forraade ham.
17 Paa den første dag af de usyrede brøds højtid gik disciplene til Jesus og sagde til ham: Hvor vil du, at vi skal berede dig at spise paaske?
18 Men han sagde: Gaaer hen til staden til en vis mand, og siger til ham: Læreren siger: Min tid er nær, hos dig vil jeg holde paaske med mine disciple;
19 og disciplene gjorde, som Jesus befalede dem, og de beredte paasken.
20 Da det var blevet aften, lagde han sig tilbords med de tolv;
21 og medens de spiste, sagde han: Sandelig siger jeg eder, at een af eder vil forraade mig;
22 og de blev meget bedrøvede, og begyndte hver af dem at sige til ham: Herre, det er dog ikke mig?
23 Men han svarede og sagde: Han, som dyppede haanden tilligemed mig i fadet, han vil forraade mig!
24 Menneskens Søn gaaer vel bort, som skrevet er om ham, men ve det menneske, ved hvem Menneskens Søn forraades! det var dette menneske bedre, om han aldrig var født.
25 Men Judas, som forraadte ham, tog ordet og sagde: Rabbi, det er dog ikke mig? Han siger til ham: Du traf det!
26 Medens de spiste, tog Jesus brødet, og velsignede og brød det og gav disciplene og sagde: Tager, æder, dette er mit legeme!
27 og han tog bægeret, takkede, gav dem og sagde: Drikker alle heraf!
28 det er nemlig mit, den nye pagts blod, som udgydes for mange til syndsforladelse;
29 men jeg siger, at jeg herefter ikke skal drikke mere af denne vinstokkens frugt indtil den dag, da jeg drikker den nye med eder i min Faders rige.
30 Da de havde sunget lovsangen, gik de ud til oliebjerget.
31 Da sagde Jesus til dem: I ville alle forarges paa mig i denne nat; thi der er skrevet: Jeg vil slaa hyrden, og hjordens faar skulle adspredes;
32 men efterat jeg er opstanden, vil jeg gaa forud for eder til Galilæa.
33 Men Peder tog ordet og sagde til ham: Om de og alle ville forarges paa dig, saa vil jeg aldrig forarges.
34 Jesus sagde til ham: Sandelig siger jeg dig, at i denne nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.
35 Peder sagde til ham: Skulde jeg endog dø med dig, jeg vil ikke fornægte dig. Ligesaa sagde og alle disciplene.
36 Derpaa kom Jesus med dem til en gaard, som hed Getsemane, og han sagde til disciplene: Sætter eder her, medens jeg gaaer hen og beder der;
37 og han tog Peder og Zebedæos' to sønner med sig, og han begyndte at bedrøves og ængstes;
38 derpaa sagde han til dem: Min sjæl er hel bedrøvet indtil døden; bliver her og vaager med mig!
39 og han gik lidt frem, faldt paa sit ansigt, bad og sagde: Min Fader, er det muligt, da gaa dette bæger mig forbi! dog ikke som jeg, men som du vil!
40 Saa kom han til sine disciple og traf dem sovende, og han sagde til Peder: Saa havde i da ikke kraft til at vaage een time med mig!
41 Vaager og beder, at i ikke falde i fristelse; Aanden er vel redebon, men kjøbet svagt. -
42 Atter gik han anden gang hen, bad og sagde: Min Fader! er det ikke muligt, at dette bæder kan gaa mig forbi, uden jeg skal drikke det, saa ske din villie!
43 Da han kom, traf han dem atter sovende; thi deres øjne vare tunge;
44 og han lod dem blive, og gik atter hen, bad tredje gang og sagde de samme Ord. -
45 Derpaa kom han til sine disciple og sagde til dem: Sove i fremdeles og hvile eder? Se, timen er nær, da Menneskens Søn skal overgives i synderes hænder;
46 staaer op, lader os gaa! se, han er nær, som forraader mig.
47 Medens han endnu talede, se, da kom Judas, en af de tolv, og en stor skare med ham med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og folkets ældste;
48 men han, som forraadte ham, havde givet dem et tegn og sagt: Den, som jeg kysser, ham er det, griber ham!
49 og strax traadte han hen til Jesus og sagde: Hil dig, Rabbi! og kyssede ham.
50 Men Jesus sagde til ham: Ven, hvorfor er du kommen? Derpaa traadte de til, lagde haand paa Jesus og grebe ham. -
51 og se, en af dem, som var med Jesus, udrakte haanden og greb sit sværd, slog ypperstepræstens tjener og hug øret af ham.
52 Da sagde Jesus til ham: Stik dit sværd paa sit sted, thi alle, som drage sværd, skal dø for sværd;
53 eller mener du, at jeg nu ikke kunde bede min Fader, og han vilde skikke mig flere end 12 hære engle?
54 Hvorledes skulde da skrifterne opfyldes: at det maa ske saaledes?
55 Samme stund sagde Jesus til skarerne: I ere gaaede ud som mod en røver med sværd og knipler for at gribe mig; daglig sad jeg hos eder og lærte i templet, og i grebe mig ikke;
56 men alt dette er skeet, for at profeternes skrifter kunde opfyldes. Da forlod alle disciplene ham og flygtede.
57 Men de, som havde grebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajafas, hvor de boglærde og ældste vare forsamlede.
58 Men Peder fulgte ham langt bag efter lige til ypperstepræstens gaard, og han kom indenfor og sad hos svendene for at se enden.
59 Men ypperstepræsterne, de ældste og hele raadet søgte falsk vidnesbyrd mod Jesus, for at de kunde aflive ham;
60 men de fandt intet; og skjøndt mange falske vidner traadte frem, fandt de intet; men tilsidst traadte to falske vidner frem,
61 og sagde: Han har sagt: Jeg kan nedbryde Guds tempel og bygge det paa tre dage.
62 Da rejste ypperstepræsten sig og sagde til ham: Svarer du intet? hvad vinde disse mod dig?
63 men Jesus tau. Og ypperstepræsten tog ordet og sagde til ham: Jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er Kristus, Guds Søn!
64 Jesus siger til ham: Du har sagt det; dog siger jeg eder, fra nu af skal i se Menneskens Søn sidde ved kraftens højre haand og komme paa himmelens skyer.
65 Da sønderrev ypperstepræsten sine klæder og sagde: Han har spottet Gud! havd har vi længer vidner behov? se, nu har i hørt hans gudsbespottelse;
66 hvad tykkes eder? - De svarede og sagde: Han er dødsskyldig!
67 Derpaa spyttede de ham i ansigtet og sloge ham paa munden; men andre slog ham med kjæppe;
68 og de sagde: Spaa os Kristus! hvem var det, som slog dig?
69 Men Peder sad udenfor i gaarden; og en pige kom til ham og sagde: Ogsaa du var med Galiæeren Jesus!
70 men han nægtede det for alle og sagde: Jeg veed ikke, hvad du siger.
71 Men da han gik ud til porten, saae en anden ham, og hun sagde til dem der: Han er ogsaa med Nazaræeren Jesus!
72 og han nægtede det atter med ed: Jeg kjender ikke dette menneske!
73 Men lidt efter kom de til, som stode der, og de sagde til Peder: Du er i sandhed ogsaa en af dem! thi dit maal røber dig ogsaa.
74 Da begyndte han at forbande sig og sværge: Jeg kjender ikke det menenske! Og srax galede hanen.
75 Da kom Peder i tanker om Jesu Ord, da han havde sagt til ham: Inden hanen galer, vil du fornægte mig tre gange! og han gik udenfor og græd bitterlig.
1 Da det var blevet morgen, holdt alle ypperstepræsterne og folkets ældste raad mod Jesus, for at de kunde aflive ham;
2 og de bandt ham, førte ham bort og overgav ham til landshøvdingen Pontius Pilatus.
3 Da Judas, som havde forraadt ham, saae, at han var domfældt, angrede det ham, og han bar de 30 mark sølv hen til ypperstepræsterne og de ældste,
4 og sagde: Jeg har syndet, da jeg forraadte uskyldigt blod! Men de sagde: Hvad kommer det os ved? se du dertil!
5 Saa kastede han sølvpengene i templet, veg bort, og gik hen og hængte sig.
6 Men ypperstepræsterne tog sølvpengene og sagde: Det er ikke tilladt at lægge dem til tempelskatten, eftersom det er blodløn.
7 Men de holdt raad og kjøbte for dem pottemagermarken til en begravelsesplads for fremmede.
8 Derfor blev den mark kaldt blodmarken indtil denne dag.
9 Da blev det opfyldt, som er talet ved profeten Jeremja, som siger: Og de tog de 30 sølvpenge, den vurderedes pris, som Israels børn vurderede,
10 og de gav dem for pottemagerens mark, ligesom Herren befalede mig.
11 Men Jesus stod for landshøvdingen, og landshøvdingen forhørte ham og sagde: Er du Jødernes konge? Men Jesus sagde til ham: Du traf det!
12 Da han anklagedes af ypperstepræsterne og de ældste, svarede han intet.
13 Da siger Pilatus til ham: Hører du ikke, hvor svært de vidne mod dig?
14 Men han svarede ham ikke paa eet ord, saa landshøvdingen forundrede sig meget. -
15 Men paa højtiden plejede landshøvdingen at give folket en fange fri, hvilken de vilde;
16 men de havde den gang en mærkelig fange, som hed Barabbas.
17 Da de altsaa vare forsamlede, sagde Pilatus til dem: Hvem vil i, at jeg skal give eder fri: Barabbas, eller Jesus, som kaldes Kristus?
18 Thi han vidste, at de havde overgivet ham af avind. -
19 Men da han sad paa domstolen, sendte hans hustru bud til ham og sagde: Befat dig ikke med denne retfærdige; thi jeg har idag lidt meget i en drøm for hans skyld. -
20 Men ypperstepræsterne og de ældste overtalede folkeskarne til at de skulde forlange Barabbas, men omkomme Jesus.
21 Saa tog landshøvdingen ordet og sagde til dem: Hvem af de to vil i, at jeg skal give eder fri? Men de sagde: Barabbas!
22 Derfor siger Pilatus til dem: Hvad skal jeg da gjøre med Jesus, som kaldes Kristus? De sige alle til ham: Korsfæst ham!
23 Men landshøvdingen sagde: Hvad ondt har han da gjort? Men de raabte end stærkere og sagde: Korsfæst ham!
24 Da Pilatus saae, at han intet udrettede, men at tummelen blev større, tog han vand, vaskede sine hænder for folket og sagde: Jeg er uskyldig i denne retfærdiges blod; seer i til!
25 og hele folket svarede og sagde: Hans blod over os og over vore børn!
26 Derpaa gav han dem Barabbas fri, men Jesus lod han hudslette og overgav ham til at korsfæstes.
27 Derpaa tog landshøvdingen stridsknægte Jesus ind i domhuset og samlede hele kompagniet om ham;
28 og de traf ham af klæderneog kastede en skarlagenskappe om ham;
29 saa flettede de en krone af torne go stak den paa hans hoved, og en kjæp i hans højre haand; saa faldt de paa knæ for ham, spottede ham og sagde: God morgen, Jødekonge!
30 og de spyttede paa ham, tog kjæppen og slog ham paa hovedet;
31 og da de havde bespottet ham, tog de kappen af ham, og drogham i hans egne klæder, og de førte ham bort for at korsfæste ham.
32 Da de drog ud, traf de en mand fra Kyrene ved navn Simon; ham tvang de til at bære hans kors;
33 og da de kom til et sted, som kaldes Golgata, det vil sige hjerneskals sted,
34 gav de ham eddike at drikke blandet med galde; og dea han smagte det, vilde han ikke drikke.
35 Men da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder ved lodkastning;
36 og de sad der og toge vare paa ham;
37 og over hans hoved satte de beskyldningen mod ham skreven: Han er Jesus, Jødernes konge.
38 Derpaa blev der to røvere korsfæstede tilligemed ham, en paa den højre og en anden paa den venstre side.
39 Men de, som gik forbi, spottede ham, rystede paa hovedet,
40 og sagde: Du, som nedbryder templet og bygger det i tre dage, frels dig selv! Er du Guds Søn, stig da ned af korset!
41 Ligedan spottede ypperstepræsterne tilligemed de boglærde, og de ældste og farisæerne og sagde:
42 Han har frelst andre, sig selv kan han ikke frelse! Er han Israels konge, saa stige han nu ned af korset, og vi ville tro paa ham;
43 han forlod sig paa Gud, han fri ham nu, om han har behag i ham! thi han sagde: Jeg er Guds Søn;
44 men det samme bebrejdede ham ogsaa røverne, som vare korsfæstede med ham.
45 Men fra den sjette time, blev der et mørke over det hele land indtil den niende time;
46 men ved den niende time raabte Jesus med høj røst og sagde: ""Eli, Eli! Lima sabaktani?"" det er: ""Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig?""
47 Men da nogle af dem, som stode der, hørte det, sagde de: Han kalder paa Elia!
48 og strax løb en af dem og tog en svamp, fyldte den med eddike, stak den paa et rør, og gav ham at drikke;
49 men de andre sagde: Lad være! lad os se, om Elia kommer og frelser ham.
50 Men Jesus raabte atter med høj røst og opgav aanden.
51 Og se, forhænget i templet revnede i to stykker fra øverst til nederst, og jorden skjælvede, og klipperne revnede;
52 og gravene aabnedes, og mange af de hensovede helliges legemer bleve opvakte,
53 og de gik ud af gravene efter hans opstandelse, og gik ind i den hellige stad og aabenbaredes for mange.
54 Men da høvedsmanden og de, som vare med ham for at bevogte Jesus, saae jordskjælvet og hvad der skete, frygtede de saare og sagde: Han var i sandhed Guds Søn.
55 Men der vare mange kvinder, som saae til langt fra, hvilke havde fulgt Jesus fra Galilæa for at tjene ham;
56 og blandt dem var Maria Magdalene og Maria Jakobs og Joses moder og Zebedæos' sønners moder.
57 Da det var blevet aften, kom en rig mand fra Arimatæa ved navn Josef, som og selv var en discipel af Jesus;
58 han gik til Pilatus og bad om Jesu legeme. Da befalede Pilatus, at man skulde give ham legemet;
59 og Josef tog legemet og svøbte det i rent fint linned,
60 og lagde det i sin nye grav, som han havde udhugget i en klippe, og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik bort;
61 men Maria Magdalene og den anden Maria vare der, og de sad ligeoverfor graven. -
62 Men næste dag, som var efter forfesten, samledes ypperstepræsterne og farisæerne hos Pilatus
63 og sagde: Herre! vi komme i tanker om, at denne forfører sagde, medens han endnu levede: efter tre dage staaer jeg op;
64 befal derfor, at man sikrer graven til tredje dag, at hans disciple ikke skal komme om natten, stjæle ham og sige til folket: Han er opstanden fra de døde! og det sidste bedrag bliver værre end det første.
65 Men Pilatus sagde til dem: I skal faa vagt, gaaer hen og sikrer eder, som i forstaa;
66 saa gik de bort, forsikrede graven med vagt og forseglede stenen.
1 Da hviledagen var omme, og det gryede ad første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven;
2 og se, der blev et stort jordskjælv; thi Herrens engel foer ned fra himlen, han traadte til, væltede stenen fra indgangen og satte sig paa den;
3 men hans skikkelse var som lynet, og hans klædebon hvidt som sne;
4 men af frygt for ham skjælvede vagten, og de bleve som døde.
5 Men engelen tog ordet og sagde til kvinderne: I skal ikke frygte; thi jeg veed, at i søge Jesus den korsfæstede;
6 han er ikke her, thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer, seer stedet, hvor Herren laa;
7 og gaaer skyndelig hen og siger hans disciple, at han er opstanden fra de døde, og se, han gaaer forud for eder til Galilæa, der skal i se ham! Se, jeg har sagt eder det.
8 Da gik de skyndelig fra graven med frygt og stor glæde, og løb for at melde hans disciple det.
9 Men da de gik bort for at melde hans disciple det, se, da mødte Jesus dem og sagde: God morgen! men de traadte til, favnede hans fødder og tilbad ham.
10 Da sagde Jesus til dem: Frygter ikke! gaaer hen og melder mine brødre, at de skal drage til Galilæa, og der skal de se mig.
11 Da de gik bort, se, da kom nogle af vagten til staden, og de meldte ypperstepræsterne alt, hvad der var skeet;
12 og de samledes med de ældste og holdt raad, og de gav soldaterne gode penge
13 og sagde: I maa sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov;
14 og skulde landshøvdingen faa det at høre, da skal vi stille ham tilfreds og holde eder angerløse.
15 Saa tog de pengene og gjorde som de vare underviste; og dette rygte blev udspredt mellem Jøderne indtil denne dag.
16 Men de elleve disciple droge til Galilæa, til det bjerg, Jesus havde bestemt dem,
17 og da de saae ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede.
18 Da gik Jesus frem, talede til dem og sagde: Mig er al magt given i himlen og paa jorden;
19 gaaer ud og gjører alle folk til mine disciple, idet i døbe dem i Faderens og Sønnens og den Helligaands navn,
20 og lære dem at holde alt, hvad jeg har befalet eder; og se, jeg er med eder alle dage til verdens ende. Amen!